Spidskommen
Ved Lalitanatha Dasa

Spidskommen (cuminum cyminum) er en spinkel 30 cm høj enårig plante, der oprindeligt er hjemmehørende i Sydvestasien og Nordafrika. Dens frø er ikke blot et af de mest anvendte krydderier i Indien, men også i Latinamerika, Nordafrika og mange steder i Asien indgår de som en væsentlig del af kogekunsten. I Europa er spidskommen ikke særligt anvendt i dag, selv om romerne var meget glade for de krydrede og milde frø. (Spidskommen må i den forbindelse ikke forveksles med almindelig kommen, der f.eks. bruges som smagstilsætning til oste i Danmark, og som har en helt anden smag). 

Spidskommen har udover sin gode smag mange medicinske virkninger, f.eks. i forbindelse med fordøjelsesbesvær og diarré (taget sammen med surmælk), urinvejsinfektioner, ved graviditet og morgenkvalme m.m. 

Frø fra spidskommen er en vigtig ingrediens i tilberedningen af mange grøntsager, risretter, supper m.m. og indgår i næsten alle karryblandinger. Spidskommen anvendes både i hel form og som pulver. Begge dele kan købes i alle orientalske butikker, selv om det med hensyn til pulver er langt bedre selv at riste og støde frøene. Med hensyn til selv at dyrke spidskommen har jeg ingen viden eller erfaringer – endnu. Frøene spirer dog nemt, har jeg konstateret, og til næste forår og sommer vil jeg prøve at så dem i vores have og se, om de kan udvikle sig her i landet. 

Masala
Når frøene anvendes hele, laver man som regel en masala, der er noget unikt for det indiske køkken. Den almindeligste form for masala består i at stege krydderier – både hele og i pulverform – i en varm olie eller ghee (klaret smør). For at få det bedste resultat skal olien eller ghee’en være meget, meget varm, men må ikke ryge. Krydderierne kommer i og steger fra få sekunder op til et halvt minut, hvorefter man enten hælder masalaen ned i en gryde med grøntsager, ris osv. eller kommer grøntsager osv. oveni masalaen, i begge tilfælde for at standse stegningen, inden krydderierne brænder på. 

Da spidskommen indgår i mange, mange retter, er det et godt krydderi at lave sin første masala med.

Ris med spidskommen
Prøv følgende risret, der rækker til fire personer: 

Ingredienser

4 dl ris (f.eks. hvide basmati-ris eller langkornede brune ris)
7 dl vand
2 spsk. spidskommenfrø
50 g olie/ghee
salt 

Tilberedning

Risene vaskes én gang og afdryppes i en sigte. Varm olien/ghee’en op i en tør gryde. Når den er varm, kommer spidskommenfrøene i og ristes, indtil de er mørkt gyldenbrune (men de må ikke brænde på. Sker det, skal de kasseres). Dette tager omkring et halvt minut. Hæld den vaskede ris oveni og svits den i nogle minutter under omrøring. Hæld vandet i og læg et tætsluttende låg på gryden. Kom saltet i, når gryden er i kog. Ved hvide basmati-ris: sluk for gryden og lad den stå på eftervarmen under låget i ti minutter. Ved brune ris: lad gryden koge ved svag varme en halv time.