Muskat
Ved Lalitanatha Dasa

  Muskat er nødden fra et tropisk træ, muskatnøddetræet (myristica fragrans), der menes at stamme fra Ny Guinea eller Molukkerne, hvor de fleste af verdens muskatnødder fortsat kommer fra. Ja, faktisk trives muskat dårligt de fleste andre steder.  

Frugten ligner en glat fersken. Når den modnes, spalter den, og det purpurbrune frø (muskatnødden) med den fligede, koralrøde frøkappe kommer til syne. Muskatnødden, som vi kender den, er den afskallede kerne. Den er omkring 2½ cm i diameter og har en sødladen, varm og meget krydret smag.  

Muskat bruges i mange køkkener verden over. Den indgår ofte som ingrediens i krydderiblandingen garam-masala og finder anvendelse i kager, desserter og andre søde sager. Den er også fantastisk sammen med græskar, squash og søde kartofler.  

Muskatolie, der udvindes fra nødden, anvendes medicinsk, men derudover bør man ikke bruge muskat i lægelig øjemed, da den er euforiserende i større mængder (5-10 nødder). Som euforisende stof er den også farlig, da den dødelige overdosis (omkring 20 nødder til en voksen person!) ligger meget tæt på den euforiserende dosis (Og da ingen af vore læsere under nogen omstændigheder beskæftiger sig med euforiserende stoffer, er det vel en overflødig advarsel i dette forum).  

Muskat kan købes som hele nødder eller som pulver i orientalske butikker og velassorterede supermarkeder. Den pulveriserede nød mister dog hurtigt det meste af sin fine smag og er ikke meget bevendt. Det bedste resultat fås ved at rive muskatnødden på den fine side af et rivejern direkte ned i den ret, man tilbereder. 

  Græskarsuppe

Det er ikke netop årstiden til græskar, men opskriften er værd at gemme til efteråret, hvis man først får fat i et græskar til den tid. Og er man heldig at falde over et indfløjet græskar på andre tider af året, er suppen helt oplagt. Prøv også med squash i stedet for græskar. 

 

Ingredienser

1 kg. græskar
(skrællet og skåret i terninger)
90 g smør
¼ tsk. muskat
¼ tsk. frisk stødt peber
7,5 dl vand
3,5 dl mælk
1 spsk. hvidt mel
1 tsk. salt
0,2 dl fløde
2 spsk. friskhakket persille

 

Tilberedning 

Smelt halvdelen af smørret i en gryde over moderat varme. Kom muskat, sort peber og græskarterningerne i og svits dem let i 10 minutter. Kom vandet i og bring gryden i kog. Kog, indtil græskaret er gennemkogt. 

Kom grydens indhold i en blender/foodprocessor og kom halvdelen af mælken i. Blend det hele. Har man ingen blender, kan blandingen køres igennem en sigte. 

Skyl gryden, kom resten af smørret i og varm det forsigtigt op. Rør melet ned i smørret. Kom det blendede græskar ned i gryden sammen med resten af mælken og rør hele tiden, indtil suppen er jævn. Bring gryden i kog, lad den småkoge et par minutter og kom salt i. Suppen serveres bedst i foropvarmede suppetallerkener garneret med fløden og den hakkede persille. 

PS. Ønsker man ikke at bruge mælk (da det ifølge ayurveda ikke er korrekt at blande mælk og salt), kan mælken erstattes af en blanding af fløde og vand.