Kryddernellike
Ved Lalitanatha Dasa
 

Kryddernellike (syzygium aromaticum) er et tropisk træ fra Molukkerne og dyrkes i dag i mange tropiske egne, bl.a. Indonesien og Vestindien, men først og fremmest på Zanzibar, Madagaskar og Mauritius, hvorfra fire femtedele af verdensproduktionen kommer. Den bedste kvalitet fås dog fra det oprindelige hjemsted, især fra øen Amboina.  

De tidligste optegnelser om brugen af kryddernelliker stammer fra Kina omkring 300 år før vor tidsregning. Kineserne brugte nellike mod tandpine og tyggede den for at få en vellugtende ånde. Den blev anvendt af romerne som krydderi  og kom til Europa i middelalderen. 

Det er de tørrede blomsterknopper, der anvendes. Selve frugten er et langagtigt, ovalt bær med tydelige rester af bægerblade i spidsen. Den modne, tørrede frugt forhandles også som krydderi, men er ikke så god som knopperne.

Blomsterknopperne indeholder 14-21% æterisk olie, der hovedsageligt består af eugenol. Den farveløse eller let gullige nellikeolie udvindes af knopper, grene og frugt og bruges til parfume og fremstilling af antiseptiske midler, tandpasta mm. 

Kryddernellike gavner fordøjelsen og stimulerer appetitten. Som krydderi passer kryddernellike med kanel, kardemomme, ingefær og peber, men ikke med de fleste friske krydderurter. Hele nelliker kan holde sig i to år, mens stødt nellike hurtigt taber smagen. De kan købes i de fleste supermarkeder og orientalske forretninger.

  Kryddernellike er i øvrigt ikke i familie med blomsten nellike. Deres fælles navn skyldes en vis lighed i duft, men blomsternellike kan ikke anvendes som krydderi.

  Krydrede kikærter 

Ingredienser:

3 dl tørrede kikærter
1½ l vand
1 laurbærblad
frø fra 4 kardemommebælge
6 hele nelliker
5 sorte peberkorn
1 kanelstang 5 cm lang, brækket i stykker
1 spsk. spidskommenfrø
4 spsk. ghee eller olie
1 spsk. frisk, revet ingefær
1 tsk. stærk grøn chili, hakket
½ tsk. cayennepeber
½ tsk. hing
¾ tsk. gurkemeje
2 tsk. paprika
1 spsk. stødt koriander
1 spsk. frisk citronsaft
2 tsk. salt
3 spsk. friskhakket korianderblade eller persille

Tilberedning:

  1. Vask kikærter og lad dem dryppe af. Stil dem i blød natten over. Si vandet fra.
  2. Kom kikærter, vand og laurbærblad i en treliters gryde og bring gryden i kog. Skru ned for varmen til middel og lad kikærterne småkoge i en time eller indtil de er bløde uden at være udkogte. Tag gryden af varmen.
  3. Sigt vandet fra, men gem det. Fjern laurbærbladet.
  4. Kom lidt under en dl af kikærterne i en blender eller foodprocessor eller kør dem igennem en sigte med lidt af vandet og purer dem. Kom puréen i en gryde.
  5. Knus kardemommefrøene, de hele nelliker, de sorte peberfrø, kanelstangen og spidskommenfrøene i en krydderimølle eller morter.
  6. Varm gheen eller olien op i en toliters gryde over middelvarme. Når gheen er varm, røres den friske ingefær og de grønne chili i og svitses i 1minut. Tag gryden af varmen og kom cayenne, hing, gurkemeje, paprika og stødt koriander i. Kom de stødte krydderier i samt kikærter, citronsaft, salt, puré og nok vand til at lave en sovs. Småkog i 6-8 minutter og pynt derefter med de hakkede korianderblade/persille. Ofres til Krishna og serveres varm.