Gulerodssalat med yoghurtdressing
Ved Dandaniti Devi Dasi
 

I de sidste seks numre af vores Krishnabevidste Køkken-serie har vi gennemgået forskellige retter til brug på ekadasi. Fra og med dette nummer vil jeg gerne give et bud på et lille ekadasi-festmåltid. Det kan jo lyde forfærdeligt kedeligt at skulle tilberede et festmåltid uden brug af korn og bønneprodukter – intet brød, ingen ris, ingen purier, ingen ’sweetrice’, ingen halava, jamen hvad er der så tilbage? Men faktisk er ekadasi-’fester’ ofte lige så gode om ikke bedre end ’almindelige’ festmåltider. Det er mest sindet, der kan synes, det virker håbløst at lave et festmåltid uden disse ting, men i virkeligheden er der uanede muligheder. Mange kornprodukter kan udskiftes med boghvede, kartoffelmel eller mælkepulver. Man kan således lave udmærkede purier, pakoraer, chapatier og så videre på ekadasi. 

Her er opskriften på en frisk salat, der kan være indledningen til vores ekadasi-måltid. 

Ingredienser:
6 dl yoghurt
5-6 gulerødder
½ dl rosiner/ dadler
1 dl valnødder/cashewnødder/mandler eller ristede solsikkekerner
3/4 dl frisk appelsinsaft
2 spsk. rørsukker eller honning
½ tsk. stødt kardemomme
 Fremgangsmåde:
  Yoghurten hældes til afdrypning i et rent klæde 1-2 timer. Gulerødderne vaskes, skrælles og rives fint. De tørrede frugter vaskes og evt. hakkes. Nødderne vaskes og hakkes (mandlerne skal smuttes først). Eller rist solsikkekernerne på en pande over svag varme, til de er gyldenbrune.
   Det hele blandes omhyggeligt.

 

 


De frugter, korn og grøntsager, vi ofrer til Krishna, bliver ikke påført lidelse ved, at vi ofrer dem til Krishna. Tværtimod nyder de godt heraf, fordi at blive ofret til glæde for Herren giver det levende væsen i plantekroppen sikkerhed for befrielse i nær fremtid.
   (Srila Prabhupada i et brev til Ann Clifford, august 1969)