Anisfrø
Ved Lalitanatha Dasa

Anisfrø er de meget aromatiske frø fra anis (pimpinella anisum), en etårig plante fra skærmblomstfamilien. Planten hører oprindeligt til i Middelhavslandene og er kendt fra oldtidens Egypten såvel som Grækenland. Nu dyrkes den mange steder i verden og kan også vokse i Danmark, men kræver dog en tidlig start (først i april) og et varmt voksested for at give frø her. Den bliver op til 60 cm høj. 

De grågrønne, svagt halvmåneformede frø har en meget stærk lakridslignende smag og bruges medicinsk bl.a. ved hoste og for at berolige maven. Her er det specielt olien, der udvindes af frøene, der bruges. Det er almindeligt ved indiske middage at servere lidt anisfrø til at tygge på efter selve måltidet. De stimulerer fordøjelsen, modvirker reaktionen på eventuel overspisning og giver en behagelig smag i munden. Som krydderi bruges anis til at sætte smag på drikke, desserter, sødesager og cremer, men er også fortræffelig sammen med grøntsagsretter, hvor man steger de hele frø i masala’en

Anisfrø kan købes i de fleste supermarkeder og orientalske forretninger.

 

Hvidkål, kartoffel og yoghurt med anis

Ingredienser 
(til 4-6 personer)

2 spsk. ghee eller olie
1½ tsk. spidskommenfrø
1½ tsk. anisfrø
1 lille hvidkål, snittet fint
1 tsk. gurkemeje
½ tsk. stærk cayenne eller paprika
6 mellemstore kartofler, vasket og skåret i 2½ cm store terninger
2½ dl yoghurt
1 spsk. frisk citronsaft
2 tsk. salt
1 tsk. rå rørsukker

Tilberedning 

Varm gheen eller olien op i en solid 6 liters gryde over middelvarme. Steg kommen- og anisfrøene, indtil de bliver gyldenbrune. Kom hvidkålen i og steg den under omrøring i ca. to minutter. Dæk gryden til, skru ned for varmen og steg kålen, indtil den synker sammen. 

Kom gurkemeje, paprika og kartoflerne i. Rør godt rundt og sæt låget på igen. Kog og rør af og til, indtil kartoflerne er kogte (Det kan være nødvendigt at komme en anelse vand i). 

Tag gryden af varmen og kom yoghurt, citronsaft, salt og sukker i under forsigtig omrøring (så kartoflerne ikke røres til mos). Ofres med det samme varm til Krishna og serveres også varm.