Nu er det igen højsæson for
grønne blade af alle mulige slags, og vi kan ikke dy os for at skrive om dem
igen, selv om vi har gjort det før. Overalt myldrer de frem, i skove og
grøftekanter såvel som i haver. Ofte er de til stor ærgrelse for haveejerne,
der ikke ved, at de helt gratis har deres haver fulde af de fineste
delikatesser. Brændenælder, skvalderkål, kulsukker, svinemælder, kørvel og
bøgeblade for blot at nævne nogle få er med lidt kulinarisk fingersnilde ikke
blot særdeles velsmagende, men også meget værdifulde tilskud af vitaminer,
mineraler og livskraft ovenpå nogle blege vintermåneder.
I tilgift er det Caitanya
Mahaprabhus livret. Mange steder i Caitanya-caritamrta nævnes sak,
der oversættes som spinat, men i virkeligheden bredt refererer til grønne
blade. Den grønsag, vi kalder spinat (spinacia oleraceae), skulle
stammer fra Iran og Kaukasus og kan også have været udbredt i Indien på
Caitanyas tid. Alligevel er det tydeligt, at i Caitanya-caritamrta
refererer saka til alle slags spiselige grønne blade. F.eks. siger
Cc. Madhya 17.64: ”Balabhadra Bhattacarya plejede at gemme et forråd af
korn, der kunne holde i to til fire dage. Når der ingen mennesker var, kogte
han kornene og tilberedte grønsager, spinat, rødder og frugter, han indsamlede
i skoven.” Passagen er fra Caitanya Mahaprabhus rejse til Vrindavana, hvor Han
sammen med Sin tjener Balabhadra Bhattacarya går igennem Jharikanda-junglen.
Den oprindelige tekst taler her om nana-saka, ’mange slags spinat’.
Den følgende opskrift har
Kurma hentet fra Nordindien, hvor den findes i en mængde forskellige
varieteter. Opskriften er fra Great Vegetarian Dishes.
Flødespinat med ost
|
Ingredienser:
2 l mælk + kærnemælk/citronsaft/andet syrningsmiddel
1 tsk. frisk ingefær
1 frisk grøn chili
1 tsk. friskstødte
korianderfrø
½ tsk. sød paprika
½ tsk. stødt spidskommen
½ tsk. gurkemeje
½ spsk. ghee eller olie
1 stor skålfuld frisk
spinat eller grønne blade
4 spsk. fløde
½ tsk. garam masala
(valgfrit)
1 tsk. salt |
Fremgangsmåde:
Varm mælken op til kogepunktet og kom syrningsmidlet i,
indtil mælken skiller. Hæld ostemasse og valle igennem en sigte eller et klæde
og lad ostemassen dryppe af en halv times tid. Skær herefter osten i terninger
på 1 cm.
Hak eller riv ingefæren i små
stykker. Hak chilien i små stykker efter at have fjernet frøene. Kom ingefær og
chili i en foodprocessor/blender, tilsæt nogle få skefulde vand, kom koriander,
paprika, spidskommen og gurkemeje i og blend det hele til en lind masse. Skrap
blandingen ned i en skål.
Varm ghee’en/olien i en gryde
over middelvarme. Når ghee’en er varm, kom da krydderiblandingen i og vend
derefter spinaten/de grønne blade ned i gryden. Kog gryden over fuld varme,
indtil spinaten begynder at svinde ind, hvorefter der skrues en anelse ned for
varmen. Kog spinaten i 15 minutter, eller indtil den er blød, under jævnlig
omrøring.
Vend fløden osteterninger,
garam masala og salt ned i gryden. Kog fem minutter mere og server retten
varm (efter at den er blevet ofret til Sri Krishna!). |