Estragon
Ved Lalitanatha Dasa

Estragon (artemisia dracunculus) er et krydderi, der specielt er kendt fra det franske køkken. Egentlig er der to arter af estragon, nemlig fransk og russisk estragon, men den franske er så langt at foretrække.

Navnet estragon stammer fra fransk og latin og betyder ’lille drage’. Navnet skyldes formentlig estragons legendariske evne til at kurere slangebid og andre giftige dyrebid. I Middelalderen blev den brugt mod hjerte- og leverlidelser samt appetitløshed. Den blev også brugt til at fremme mod og styrke, og derfor lagde mange pilgrimme estragon i deres sko, før de tog ud på deres vandringer. Estragon har et højt indhold af jod og andre mineralsalte samt A- og C-vitamin.

Estragon dyrkes primært i Frankrig, men også i Asien og USA. Planten bliver omkring 1 meter høj, har mørkegrønne blade og små gulgrønne blomster. Den kan også vokse på vores breddegrader, men man skal være opmærksom på, at fransk estragon ikke kan frøformeres i dansk klima, men skal stiklingeformeres. Den russiske har ikke nær de samme karakteristiske smagsstoffer, men det er som regel den, der er til salg hos plantehandlerne om foråret. Den plante er nemlig meget let at frøformere og naturlivis meget billigere at producere sammenlignet med stiklingeformerede planter. Så køber man planter til udplantning med henblik på anvendelse som krydderurt, skal man sikre sig, at de rent faktisk er franske.

Som krydderi anvendes plantens blade, der har en anisagtig aroma, som bl.a. går godt i tomatsupper, salater og sammen med blomkål og asparges. Estragon er også hovedkrydderiet i bearnaisesovs og hollandaisesovs. Estragon kan købes i specielforretninger.

Marinerede gulerødder med estragon og sennep

Ingredienser:

1¼ kg gulerødder, skrabede og skåret i 1cm skiver
saft fra 2 citroner
16 stilke estragon
4 spsk. honning
2 dl vand
1 spsk. gult sennepsmel blandet med ½ dl vand
 Fremgangsmåde:
 
Vand, citronsaft og honning bringes i kog i en gryde. Gulerødderne kommes i, og hele gryden småkoger en halv times tid, til gulerødderne er møre. Til sidst kommes sennepsblandingen i, og det hele røres rundt. Estragonstilkene fjernes, inden retten ofres og serveres.