www.childpastlives.org
Af Lalitanatha Dasa

I tre tidligere numre (10, 11 og 12.2002) har vi behandlet Dr. Ian Stevensons forskning i reinkarnation. Nu følger en række eksempler på børn, hvis adfærd tyder på et tidligere liv. Materialet er hentet fra en amerikansk hjemmeside, www.childpastlives.org, hvor alle med oplevelser af reinkarnation kan henvende sig. Forældre fra hele verden fortæller her om deres børn.

Eksemplerne er friske., dvs. de har for manges vedkommende fundet sted indenfor de seneste uger eller måneder. Tilfældene er ikke undersøgte eller gennemforskede, men er blot vidnesbyrd, folk fra hele verden har valgt at dele med andre. Læn dig mageligt tilbage, læs og døm selv.

”Min fire år gamle søn tegnede et billede kort efter solopgang. Han kaldte på mig og fortalte, at han tegnede et billede af solen. Så tegnede han noget sort over solen. Da jeg spurgte, hvad det var, sagde han, at det var månen. Han sagde, at månen dækker solen. Jeg spurgte ham, hvad der sker, når månen dækker solen.

”Så bliver det mørkt,” sagde han.

Jeg spurgte, hvordan han vidste det, eller hvor han havde set det. Han sagde, at det havde ingen fortalt ham, men det vidste han bare.”

”Da min datter Mira var omkring to år gammel, sagde hun somme tider til mig, ”Far, dengang jeg var en lille dreng…” skete sådant og sådant. Hun fortalte om en, der havde været ’hans’ bedstefar, men ikke mange detaljer…”

”Da mit yngste barn, Jonty, var spæd, hadede han at svømme. Tre år gammel fortalte han mig om en lille dreng på 11 år, der druknede.

Da han var fire år gammel, havde vi nogle venner, der tog os med til en sø nær deres hus. Søen var lavvandet og gik Jonty til knæene de første 30 meter. Derefter var der et bælte af siv, og så blev det brat dybere. Min mand og jeg fortalte gentagne gange vore tre børn, at de ikke måtte gå ud på den anden side af sivene. Jonty blev irriteret og sagde, at det vidste han godt. Han ville drukne, hvis han gik derud, for den lille dreng, der druknede, da han var 11 år, var blevet fanget i sivene. Det interessante var, at Jonty altid kaldte ham ’den lille dreng’, selv om han selv kun var tre år gammel.”

”Da Jarrod var to år, pludrede han konstant, når vi kørte i bil. Jeg husker, hvordan han startede sætninger med, ”Dengang jeg var voksen.”…Jarrod fortalte mig, hvordan han kørte rundt med sine ’buddies’ – et usædvanligt ord for ham – i sin ’heap-y Jeep-y’ – et endnu mere ualmindeligt udtryk fra omkring Anden Verdenskrig…”

”Min datter var hysterisk, når hun hørte sirener. To år gammel fortalte hun hvorfor. Hun sagde helt tydeligt, at hun var bange for sirenerne, for hendes kæreste brændte inde i et hus, og brandmændene kunne ikke redde ham. Efter at hun havde fortalt dette, var hun ikke længere bange for sirener…”

”Min søn var to år gammel i 1969. Vi skulle i zoologisk have, men min søn spurgte, om vi skulle besøge hans anden mor. Jeg så på ham og spurgte, ”Hvilken anden mor?”

Han svarede, ”Hende, som vi skal køre med tog for at besøge.”

I 1989 besøgte mit barnebarn min mor. En dag kørte hun med ham ud ad en markvej. Da de kom forbi et gammelt hus, fortalte drengen, at her havde han boet sammen med sin bedstefader. Min mor spurgte ham, hvornår det var. Han sagde, at det var dengang, han før havde været her. Hun spurgte ham, hvad der var sket, og han fortalte, at hans bedstefader døde, og han var flyttet derfra. Et par måneder senere tog jeg med ham forbi samme hus, men da havde han glemt alt.”

”Min datter havde som barn, hvad der må have været erindringer fra et tidligere liv. Otte måneder gammel talte hun i sammenhængende sætninger, og i toårs-alderen skreg hun, når vi kom i nærheden af en sø. ”Nej, nej, jeg dør,” skreg hun. Når jeg sagde hendes navn, blev hun vred og sagde, ”Det er ikke mit navn!” Jeg troede, hun legede, så jeg spurgte om hendes navn. Hun så på mig med tårer i øjnene og sagde, at det kunne hun ikke huske, men det var i hvert fald ikke det navn, jeg brugte. Hun fortalte i timevis om et hvidt hus, et mark med græs bagved og søen, hvor hun døde. Disse historier fortsatte i mange måneder, men så syntes hun at glemme det.

For nogle år siden kom det imidlertid tilbage, da vi arbejdede med vores familiehistorie. Vi besøgte en gammel familiekirkegård langt ude på landet, hvor ingen af os havde været før. Hun vidste imidlertid instinktivt, hvor vi skulle hen. Så begyndte hun at blive nervøs, og da vi kørte op ad en bakke, bliv hun ligefrem chokeret. Hun fortalte mig, at det hvide hus lå lige oppe ved vejen, og ganske rigtigt, da vi nåede op på bakken, var der et gammelt, forfaldent hus, der ikke længere var beboeligt, men lignede meget det, hun hele tiden havde beskrevet.”

”Da min tre år gamle søn Dexter og jeg så en helikopter den anden dag, sagde han, ”Jeg kan ikke lide helikoptere.”

Jeg spurgte hvorfor.

”Da jeg var stor, måtte jeg springe ud, fordi den faldt ned.”

Jeg sagde, ”Hvad skete der så?”

Han sagde, ”Jeg landede i vandet og sank.”…

Jeg har også to 16 måneder gamle tvillingedøtre, Cinder and Kaytrin, og Dexter går og siger til mig, ”Jeg kendte Cinder, før hun var Cinder,” eller ”Husker du, dengang Cinder var Kaytrins mor?”

”Før min hustru vidste, at hun var gravid, drømte hun, at hun var i Indien for at hente en gammel mands sjæl. Da hun vågnede, vidste hun, at hun var gravid.

Nu er vores datter Amanda 2½ år gammel. For fem måneder siden, da hun legede med et ord, spurgte jeg hende, ”Hvem er ’mimiyagi’? Er du ’mimiyagi’?” Hun så op på mig, meget alvorligt, rystede på hovedet og sagde, ”Pooba.” Overrasket sagde jeg, ”Er du Pooba?” Hun nikkede. Jeg spurgte hende 15 minutter senere, ”Hvem er Pooba?” Hun svarede ”Mig” og sagde ikke mere.

Senere fandt jeg på internettet ud af, at Pooba er et indisk drengenavn. Navnet er helt anderledes end de ord, hun kender, eller vi bruger (vi taler svensk).

Siden hun var 1½ år gammel, har hun elsket at smøre noget (f.eks. flødeost) på sin pande lige imellem øjnene. Og hun er ferm til yoga-øvelser, selv om hun aldrig har set dem. ’Kobraen’ blandt andre. En dag sad hun i perfekt lotusstilling bag en åben skabsdør i køkkenet i fuldstændig stilhed i mere end fem minutter…”

”Jeg talte aldrig med min søn Daniel om, at jeg huskede tidligere liv. I 1990, da Daniel var fem år, sagde han, ”Du plejede at låse mig inde i redskabsskuret.” Jeg snurrede rundt, og det røg ud af mig, ”Jamen, du plejede at sætte mig i pinlige situationer.” Jeg stivnede. Det var ikke en bevidst udtalelse. Vi har intet redskabsskur, og jeg har aldrig låst min søn inde. Og hvordan satte han mig i pinlige situationer?

Så jeg spurgte, ”Hvornår, Daniel?” Han svarede, ”Da du var min bror.” Så fattet som muligt spurgte jeg, ”Gjorde jeg virkelig?” Han sagde, ”Ja, da jeg var en pige.”

Måske talte han om et liv, jeg huskede for nogle år siden, så jeg spurgte, hvad jeg hed. Daniel sagde, ”Du var Butch,” og så sagde han, ”Jeg hed Alishia.” Så snart han havde sagt dette, vendte han rundt og løb ud for at lege. Jeg havde omhyggeligt nedskrevet med dato hver eneste erindring, jeg havde oplevet tilbage til 1985. I nogle noter fra 1989 stod skrevet, at mit navn var Alexander, men min familie kaldte mig også Butch, og min søster hed Alishia…”

”For et par måneder siden var vi til begravelse og overnattede på et hotel, der havde en swimmingpool. Jeg fandt min tre år gamle søn ved glasset rundt om swimmingpoolen, som han blot stirrede på. Senere efter begravelsen kravlede han op på sin fars knæ og sagde, ”Kan du huske, da jeg druknede og kom op til Gud.” Så kiggede han på mig og sagde, ”Og DU reddede mig ikke!” Den næste dag kunne han svømme ud midt i swimmingpoolen med sine svømmevinger på, selv om han indtil da var vandskræk. Men mig var han vred på et par dage.

For et par aftener siden puttede jeg ham i seng. Han kørte sin hånd hen over mit ansigt og sagde, ”Jeg har savnet dig.” Jeg sagde, ”Jamen, jeg har også savnet dig.” Så sagde han, ”Jeg er glad for, at du er min mor igen. Men hvordan kom jeg ind i denne krop?” Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare…”