Rejsen til månen: 
Et stort skridt for menneskeheden?
Af Lalitanatha Dasa

"Et lille skridt for et menneske, men et gigantisk skridt for menneskeheden," sagde Neil Armstrong, da han den 20’ende juli 1969 som det første menneske satte foden på Månen. Eller gjorde han? En ny sensationel engelsk bog stiller store spørgsmålstegn ved hele måneprojektet. Én af det 20’ende århundredes største begivenheder utvivlsomt, men måske blot som det 20’ende århundredes største bedrag.

  I dagene før jul var Dandaniti og jeg en uge på besøg hos Niels og Åse Studstrup ved Skals udenfor Viborg. Juleaftensdags formiddag sad vi og snakkede efter morgen-prasadamen. Åse Studstrup sagde, "Nu skal du da vel heller ikke til at fortælle dem om månen…"
  Jeg spidsede med det samme ører. "Hvad for noget med Månen?"
  Niels Studstrup smilede skævt. "Det er en bog, der handler om, at amerikanerne ikke var på Månen i 1969."
  "Virkelig. Må jeg se den?" Naturligvis havde det min interesse, for selv om det på en måde er et ligegyldigt emne, er det interessant, for Srila Prabhupada sagde lige fra 1969 af, at amerikanerne ikke var på Månen. Jeg har også ved en tidligere lejlighed læst en bog af en amerikansk ingeniør, Bill Kaysing, der i We Never Went to the Moon temmelig overbevisende argumenterer for, at hele måneprojektet var et stort anlagt svindelnummer.
  Niels Studstrup gik ind i stuen og kom tilbage med en tyk bog på over 500 sider. Den var i blødt bind og grå farver (måneoverfladen projiceret). Titlen Dark Moon: Apollo and the Whistle-Blowers stod med sort og rød tekst hen over midten. Spændende så den ud, og den næste time kiggede vi i den.
  "Kan den lånes?" spurgte jeg til sidst.
  "Det kan da godt være, de har den på bibliotekerne," sagde Niels.
  "Nej, nej, jeg mener, kan din bog lånes?" sagde jeg.
  "Åh ja, du må gerne låne den en par uger," var det venlige svar.

Dark Moon af Mary Bennett og David Percy Læs mere på www.aulis.com og www.aulis.com/nasa3.htm

Bogen skal læses langsomt, for den er til tider meget teknisk. Ikke desto er den utroligt velskrevet og mere end fængslende. Juleaften var vi inviteret til fest hos Susanne Jensen i Ålborg, men det afholdt mig ikke fra at sidde midt i selskabet klinet til bogen, imens de andre spiste god prasadam og fejrede jul og solhverv.   Efter at have læst Dark Moon er det største spørgsmål nok, hvordan det har kunnet lade sig gøre at føre næsten en hel planet bag lyset, hvilket bogen også har nogle bud på. Det er under alle omstændigheder svært at se, hvordan den kan undgå indenfor de næste år at vælte hele verdens opfattelse af måneprojektet og i sidste ende fremtvinge nogle meget ydmygende indrømmelser fra verdens førende rumforskningsorganisantion, NASA. Så sobert, men systematisk gennemgår de to engelske forfattere Mary Bennett og David Percy måneprojektets mange huller, at ingen kan undgå at blive rokket i sin overbevisning om måneprojektets ægthed. Dr. David Groves, der blev sat til at analysere nogle af månebillederne, siger: "Jeg forsøgte at modbevise forfatternes påstande…men som en professionel i billedteknik blev jeg overrasket over at konstatere, at disse Apollo-fotografier ER fulde af modsigelser og uoverensstemmelser."   På sin vis er bogen lige så systematisk som Forbidden Archeology, og den er da også et resultat af mange års arbejde.

   Billeder fra månen

  Det første kapitel er viet til de fotografiske vidnesbyrd. Hvad kan vi sige om de billeder, vi er blevet fortalt, kommer fra Månen? Ikke så meget i virkeligheden, men én ting er sikkert: de er ikke taget på Månen! Både computeranalyser og et skarpt øje kan se, at f.eks. skygger og lys skulle have set helt anderledes ud, hvis de var blevet taget i naturligt sollys. Der er mange eksempler på skygger, der ikke er parallelle, som alle skygger er det i naturlig solbelysning, og på, at områder, der naturligt skulle have været mørke, er oplyste. Nogle billeder er taget fra vinkler, der er umulige under de påståede omstændigheder, og der er uoverensstemmelser imellem fotografier og fjernsynsbilleder af den samme ting eller begivenhed. Paradoksalt er det også, at der ikke er stjerner på nogle af billederne.

Men den virkelige fejl er en anden. Her er det vigtigt at vide, at astronauterne havde deres kamaraer fastspændt på brystet. Alle deres billeder skulle være taget fra brysthøjde. Læg nu mærke til, hvordan den horisont, der afspejles i visiret, flugter med den virkelige horisont bag Aldrin. I virkeligheden skulle horisonten i visiret have været højere oppe, ligesom når et barn ser op på en voksen. Fotospecialister som Dr. John Groves’ konklusion er, at dette billede umuligt kan være taget af Armstrong, der reflekteres i visiret! Så hvem i alverden har taget det?

Et andet eksempel er plantningen af det amerikanske flag, der blev fotograferet både af et fast kamera og et fjernsynskamera. En nærmere undersøgelse viser, at det er to forskellige flag, selv om det skulle have været ét og samme!

 Påfaldende er det som sagt også, at ikke et eneste af månebillederne viser stjernerne. Det er underligt, da stjernerne set fra Månen er mindst dobbelt så klare som på Jorden og kan ses selv ved fuld dagslys på grund af Månens manglende atmosfære. Vi hørte også astronauterne tale om, hvor utroligt flot stjernehimlen var. Hvorfor i alverden tog de ikke et eneste billede af den? NASA hævder, at billeder i det stærke sollys blev taget med meget kort blænde, hvorfor stjernerne ikke kan ses. Men på andre billeder ser man Jorden, der ikke er så meget klarere end stjernerne, så hvordan holder det argument? En anden forklaring end NASA’s kan være, at billedet ikke er taget på Månen, men i nogle filmstudier på Jorden. Havde man valgt en kunstig stjernehimmel eller et stjernebillede fra jorden som baggrund, ville enhver astronom have kunnet regne sig frem til, at det ikke var fra Månen. Det eneste alternativ kan have været at udelade stjernerne.

Kamera og film

Det andet kapitel af Dark Moon handler om den fotografiske udfordring, det skulle have været at fotografere på Månens overflade. Månens miljø er noget helt andet end det, vi kender til. I modsætning til Månen beskyttes Jorden af en stor atmosfære, der både udligner temperaturforskelle og beskytter imod de mange former for stråling. På Månen svinger temperaturerne imellem lys og skygge kraftigt. Et solbelyst område er på op til 120 grader, imens temperaturerne i skyggerne ligger omkring minus 80 grader. Hvilke kamaraer og film kan holde til det? Endvidere bombarderes måneoverfladen – og resten af det ubeskyttede univers for den sags skyld – af stærk stråling som radioaktivitet, røntgenstråler og veritable partikelstorme, specielt fra Solen og specielt, når solpletterne er i udbrud. Det er de hvert ellevte år, og tilfældigvis var solpletterne på deres højeste, da Apollo-ekspeditionerne fandt sted! Hvorfor var billederne ikke i det mindste tågede og grynede, som de bliver det her på jorden ved strålepåvirkning?

Man kan tro, at det var fordi, der var specielt udviklede film og kamaraer med på månerejserne, men det viser sig ikke at være tilfældet. Filmen var leveret af Kodak og adskilte sig ikke væsentligt fra almindelig film. Kameraerne var svenske Hasselblad og udover nogle konstruktive ændringer (som en manglende søger) havde de heller ingen specielle beskyttelsesindkapslinger. Filmen og kamaraerne adskilte sig så lidt fra almindelige film og kameraer, at hverken Kodak eller Hasselblad nogensinde i deres reklamer har slået på, at deres produkter var de første på Månen (hvilket vist også er lidt underligt). Hvordan var alt dette muligt?

Udenfor jorden atmosfære

  I tredje kapitel gennemgås problemet med at være udenfor Jordens beskyttende atmosfære. Udenfor den egentlige atmosfære ligger de såkaldte Van Allen-bælter. Disse er magnetiske felter, der strækker sig op til 80.000 km over jorden og fanger størstedelen af radioaktiviteten og andre partikler, der rammer jorden. Selve bæltet er særdeles radioaktivt, og jordiske organismer kan højst opholde sig der en times tid uden at dø. Hvordan overlevede astronauterne rejsen igennem dette bælte, og hvordan overlevede de bagefter at være i en atmosfære, der ikke havde et sådant beskyttende bælte? Hverken rumdragter eller rumfartøjer var beskyttet imod den stærke stråling.

  Dette er en hindring, som man den dag i dag ikke har overvundet. Russerne, der i hvert fald i 60’erne var amerikanerne langt overlegne i rummet, har officielt aldrig haft bemandede rumfartøjer uden for Van Allen-bælterne. Uofficielt har én kosmonaut bevæget sig udenfor, og han døde kort efter sin hjemvenden til Jorden. Amerikanerne havde aldrig før Apollo-ekspeditionerne haft astronauter udenfor disse bælter og heller ikke siden været i stand til det. Er det nærliggende at stille spørgsmålstegn ved, om de i det hele taget var det dengang?

Dark Moon gennemgår i fjerde kapitel en række omstændigheder omkring raketterne og månelandingsfartøjerne. Hvorfor hvirvlede månelandingsfartøjet ved landingen ikke støv op, hvorfor dannede det ikke et krater under sig, og hvorfor smeltede det ikke støv og klipper på landingsstedet? Måne-landingsfartøjets udstødningsflamme var omkring 1700 grader, og sten smelter ved 1000 grader. Hvorfor høres ikke en øredøvende torden, da landingsmodulet lander på eller letter fra Månen? Raketmotorer er normalt ikke lydløse. Hvis amerikanerne havde en lydløs raketmotor i 1969, hvorfor bruger man den så ikke i dag?

Den amerikanske rumhistorie før Apollo-ekspeditionerne præges af fiaskoer og direkte katastrofer. Så kommer der en periode med helt problemfrie Apollo-rejser til Månen, hvorefter det igen er hverdag med problemer og fiaskoer. Uldent? Den første Apollo brød i brand på rampen og dræbte tre astronauter i 1967. I april 1968 slår den ubemandede Apollo 6 fejl og rammer ikke Jordens atmosfære rigtigt. Apollo 6 var den sidste test, før de bemandede rumflyvninger skulle starte. Ingen større ændringer skete imellem Apollo 6 og Apollo 7. Ikke desto mindre fik verden at vide, at Apollo 7 var fejlfri, og som det næste ligger den bemandede Apollo 8 og kredser rundt om Månen. Var det virkeligt muligt, at en så kompliceret teknologi kunne gå fra at være direkte livsfarlig til total fejlfri på under to år uden nævneværdige teknologiske landvindinger?

Bemærk også igen, at de russiske raketter på dette tidspunkt var de amerikanske langt overlegne i styrke og sikkerhed, men selv om russerne også så det som et mål at sætte mennesker på Månen, så de sig ikke i stand til det. Hvordan skulle amerikanerne da have været i stand til det med deres mere tilbagestående rumteknik? Den afgørende forskel imellem russerne og amerikanerne syntes egentligt blot at have været, at russerne ikke havde politikere, der havde bundet sig til bemandede måneekspeditioner indenfor et bestemt tidsrum. Derimod havde Præsident Kennedy i 1961 nærmest svoret sin nation og dens anseelse til at landsætte et menneske på Månen og bringe det helskindet tilbage til Jorden ’inden årtiets udgang’. Præsidenten ser ikke ud til at have været klar over, hvor teknisk umuligt dette i virkeligheden var (og fortsat er). Dette gik imidlertid hurtigt op for forskerne, og alle kræfter blev derefter sat ind på ikke at komme til Månen, men på at lave en simulering af en månerejse for at tilfredsstille offentligheden og forsvare nationens ære midt i den kolde krig. Dette ser ud til at være mere eller mindre, hvad der er sket, om end der også er mange flere faktorer inklusive militærinteresser involveret.

Dark Moon går videre med andre relaterede emner, der fører en tilbage til Anden Verdenskrig og frem til de paradoksale fund, der gøres på Mars i vore dage, men det kommer vi ikke ind på her. Under alle omstændigheder er bogen læsning værd. Den er udgivet igennem Aulis Publishers i London og har ISBN-nummer 1 898541 051.

Srila Prabhupada om månelandingen

Srila Prabhupada fastholdt hele tiden, at amerikanerne ikke var på Månen. Srila Prabhupada-lilamrta af Satsvarupa Dasa Goswami fortæller, hvordan Srila Prabhupada så den anden månelanding på fjernsynet i november 1969 i London:

Da Srila Prabhupada bad om at se månelandingen, lejede de hengivne et fjernsyn og anbragte det i Prabhupadas dagligstue. Prabhupada fik sin massage som altid, imens han sad i en stol foran fjernsynet.

Purusottama sagde, "Prabhupada, nu er det tid, så jeg tænder for fjernsynet, og snart vil vi kunne se nogle billeder af astronauterne ude i rummet."

En journalist talte fra Cape Canaveral, Florida: "Vi er netop ved at få de første billeder fra denne historiske begivenhed." Billedet syntes først sløret, derefter blev det klart. Rumfartøjet havde landet på Månen. Da astronauterne gik ud af fartøjet, manøvrerede de sig langsomt ned på Månens overflade. Purusottama var i ekstase. [Her fortæller bogen, at Prabhupada vender opmærksomheden fra fjernsynet til Dhananjaya, der masserer ham, og klager over, at han ikke masserer godt nok. Han beder Dhananjaya komme foran sig – og foran fjernsynet – og han bruger to minutter på at vise på Dhananjayas hoved, hvordan man giver en rigtig hovedmassage. Alt dette foregår under månelandingens kulmination]

På dette tidspunkt gik astronauterne rundt i landskabet. De havde deres lille amerikanske flag fremme og plantede det i måneoverfladen, og de hoppede op og ned. Tilsyneladende trodsede de tyngdekraften. De kom med en masse jubeludbrud.

"Så, Purusottama," spurgte Prabhupada, "De er kommet til Månen?"

"Ja, Prabhupada," sagde Purusottama begejstret. "De er landet på Månen!"

Prabhupada smilede.

[Her irettesætter Prabhupada igen Dhananjaya, der også er optaget af, hvad der sker på fjernsynet, for ikke at massere ordentligt og får ham atter foran sig for at vise, hvordan man masserer rigtigt!]

Prabhupada spurgte Purusottama, "Så hvad kan du se?"

"De undersøger Månens overflade," sagde han.

"Så hvad er der?"

"Tja, det ser ud til, at de er landet inde i et krater et eller andet sted, og området er sandet med nogle klipper. Ih se, de viser nogle skygger af nogle sten, der ligger her og der!"

"Er det alt, man kan se? Der er ingen mennesker? Der er ingen træer? Der er ingen floder? Der er ingen bygninger?

"Nej," svarede Purusottama. "Månen er gold."

"De er ikke landet på Månen," sagde Prabhupada med eftertryk. "Dette er ikke Månen."

Senere, da Malati kom ind med Prabhupadas frokost, sagde han, "Hvad Malati har gjort, at hun har lavet denne kichari til Krishna, er langt større, end hvad de har gjort."