Ateismens utilstrækkelighed
Af Jens Madsen.   
Et studie over ateisme og argumenter imod den. 

”I denne tidsalder spiser mennesker uden først at vaske deres hænder. Munke bryder deres løfter om cølibat. Køer holdes kun i live på grund af deres mælk. Der er mangel på vand. Mange kigger mod himlen og beder om vand, men der kommer intet vand. Markerne bliver golde. Mange lider under tørke og fattigdom og forsøger at udvandre til lande, hvor mad er mere tilgængelig. Mennesker er berøvet glæde og nydelse. Mange begår selvmord. Uintelligente mennesker ligger under for ateistiske doktriner. Familie, kaste og stamme er alle meningsløse. Mennesker er uden dyder, renhed og anstændighed.” (Visnu Purana 6.1) 

Dette er en af mange Vediske forudsigelser for vores nuværende tidsalder. Som et af dens mange symptomer nævnes altid den fremherskende ateisme. Hvorfor? Fordi ateismen er hovedårsagen til denne tidsalders ynkværdighed. Når viden om den højere realitet mangler, kommer det aldrig på tale at leve i harmoni med den universelle orden (dharma). Og når dharma forsømmes, vil alle ovennævnte såvel som andre symptomer på forfald dukke frem som reaktion. 

Da mange i vores tidsalder vælger at være troende ateister, kigger vi i det følgende nærmere på ateisme, for ligegyldigt hvor meget ateister prøver at benægte det, er ateisme et trossystem. Det er en tro at mene, at Gud ikke eksisterer. 

Alle ateister er ikke ens. De argumenterer forskelligt afhængigt af grundlaget for deres vantro. Her er to måder, hvorpå ateister forsøger at forklare og forsvare deres ateisme. De kaldes henholdsvis ’offensiv ateisme’ og ’defensiv ateisme’.

I en debat om spørgsmålet, hvorvidt Gud eksisterer, hævder ateister hyppigt, at hele bevisbyrden  hviler på teisterne. Men dette er en falsk påstand. Som filosof William Lane Craig har sagt, må både teisten og ateisten dele bevisbyrden samt underbygge det, de betragter som værende det korrekte svar, når Guds eksistens debatteres. Dette står i modsætning til påstanden ’Gud eksisterer’, hvor hele bevisbyrden hviler på den bekræftende side. 

Når spørgsmålet om Guds eksistens debatteres,  følger det således, at både teisten og ateisten er forpligtede til at skulle understøtte deres respektive positioner. Teisten må insistere på, at ateisten skal underbygge Guds påståede ikke-eksistens. Dette leder dog ateisten til et logisk dilemma. 

Per definition er ateisme det verdensbillede, som benægter Guds eksistens. Mere præcist erklærer traditionel ateisme (offensiv ateisme), at der aldrig har været, ikke er nu, og aldrig vil være en Gud i eller hinsides denne verden. Men kan denne dogmatiske erklæring verificeres? 

Ateisten kan ikke logisk bevise Guds ikke-eksistens. Her er hvorfor: for at vide, at der ikke findes en transcendent Gud, kræves perfekt viden om alting (alvidenhed). For at opnå denne viden kræves det, at man på en og samme tid har viden om hele skabelsen og det hinsides (allestedsnærværelse). For derfor at være sikker på ateistens påstand må man nødvendigvis have gudelige karakteristika. Forståeligt nok udelukker menneskets begrænsede natur denne mulighed. Den offensive ateists dogmatiske påstand er derfor umulig at forsvare. Som logikeren Mortimer Adler påpegede, er ateistens forsøg på at bevise en universel benægtelse et selv-ødelæggende forehavende. Teisten skal derfor understrege, at den offensive ateist er ude af stand til at frembringe et logisk modbevis for Guds eksistens. 

Denne pointe kan kraftfuldt understreges ved at spørge ateisten, om han nogensinde har besøgt Library of Congress i Washington D.C. Biblioteket indeholder på nuværende tidspunkt over 70 mio. genstande (bøger, magasiner, journaler osv.) Hundredetusindevis af disse er skrevet af lærde og specialister indenfor diverse akademiske områder. Vi kan stille ateisten det følgende spørgsmål:

”Hvor stor en procentdel af den kollektive viden, som er arkiveret på dette bibliotek, mener du, er indenfor din egen pulje af viden og erfaring?”

Ateisten vil sandsynligvis svare, ”Jeg ved det ikke. Jeg vil skyde på en brøkdel af en procent.”

Vi kan derefter spørge ham: ”Tror du, det er logisk muligt, at Gud måske eksisterer indenfor de resterende 99.9%, der ligger udenfor din samlede viden og erfaring?”

Selv om ateisten nægter at indrømme denne mulighed, har vi besejret ham, og han ved det. 

Verdens ondskab

  En god indfaldsvinkel til dette argument er følgende: ”Siden du bragte dette emne på bane, må du bevise, at ondskab rent faktisk eksisterer i denne verden. Lad mig spørge dig: efter hvilke kriterier bedømmer du noget som ondt og andet som ikke ondt? Ved hvilken proces skelner du mellem ondt og godt?” Ateisten vil måske hurtigt svare: ”Jeg ved bare, at visse ting er onde. Det er da tydeligt.” Men acceptér aldrig sådan et undvigende svar. Insistér på, at ateisten fortæller dig, hvordan han ved, at nogle ting er onde. Han bliver således tvunget til at se det ulogiske fundament, hans trossystem hviler på, i øjnene.

  Påpeg derefter for ateisten, at det er umuligt at skelne ondt fra godt, medmindre man har et ubegrænset referencepunkt, som er absolut godt. Ellers er man som en båd på havet en overskyet nat uden et kompas (dvs., der ville ikke være nogen måde at skelne syd fra nord uden kompasnålens absolutte referencepunkt.) 

Det ubegrænsede referencepunkt til at skelne godt fra ondt kan kun findes i Gud, for kun fra Gud kan der udstrømme en definition på noget, som er absolut godt. Hvis Gud ikke eksisterer, findes der heller ingen moralske absolutter, med hvilke vi kan bedømme noget (eller nogle) som ondt/onde. Mere præcist kan vi sige, at eksisterer Gud ikke, findes der ingen ultimativ basis, ud fra hvilken vi kan bedømme strafbare gerninger. Set i dette lys kræver ondskabens realitet faktisk Guds eksistens i stedet for at modbevise den. 

Ved dette punkt vil ateisten måske protestere og sige, at hvis Gud rent faktisk eksisterer, hvorfor har Han så ikke gjort noget ved det faktum, at der findes ondskab i verden. Vi kan affærdige denne indvending ved at påpege, at Gud rent faktisk gør noget ved problemet, men på en progressiv måde. Den falske antagelse fra ateistens side er, at Guds eneste valg er ordne ondskabsproblemet med ét slag. Men Gud ordner faktisk løbende ondskabsproblemet via Hans retfærdighedssystem (dharma-karma-samsara).

Svarer ateisten, at det da ikke skulle tage lang tid for en almægtig Gud at løse ondskabsproblemet, kan vi svare følgende: ”OK. Lad os antage, at Gud i dette øjeblik erklærede, at al ondskab i verden fra nu af vil stoppe med at eksistere. Praktisk taget ville ethvert menneske på planetens overflade blive udslettet. Foretrækker du en sådan løsning?” 

Ateisten vil måske argumentere, at der bestemt må være en bedre mulighed til rådighed. Han vil måske endda foreslå, at Gud skulle have skabt mennesket således, at dette ville undgå ondskaben i det hele taget. Denne idé kan tilbagebevises ved at påpege, at mennesket under sådanne vilkår ikke længere ville have kapaciteten til at træffe valg (dvs. besidde fri vilje). Tværtimod ville sådanne vilkår indebære, at Gud skaber robotter, der kun handler efter deres programmer. Kærlighed er kun mulig, hvis der eksisterer fri vilje. Kærlighed kan aldrig være tvunget. Havde Gud derfor skabt os som robotter, ville vi ikke være i stand til at udvikle et kærlighedsfuldt forhold til Gud, hvilket ville være meget mere katastrofalt end vores nuværende situation.  

Hvis ateisten stædigt fastholder, at der må være en bedre løsning på ondskabsproblemet, vil vi foreslå en enkel test. Giv ateisten omkring fem minutter til at formulere en løsning til ondskabsproblemet som (1) ikke ødelægger den menneskelige frihed, eller (2) forårsager at Gud krænker Sin egen natur (dvs. Hans attributter af absolut hellighed, retfærdighed og barmhjertighed) på nogen måde. Forvent ikke meget af et svar.

Defensiv ateisme

Mange sofistikerede ateister er i dag fuldt bevidste om de filosofiske faldgruber, der er forbundet med offensiv eller dogmatisk ateisme. Prominente ateister som Gordon Stein og Carl Sagan har indrømmet, at Guds eksistens ikke kan modbevises. Dette har ledt sådanne ateister til at blive fortalere for skeptisk ’defensiv ateisme’. Defensiv ateisme forfægter, at selv om Guds eksistens ikke logisk eller empirisk kan modbevises, forbliver den ikke desto mindre ubevist.  

Denne afart af ateister har rent faktisk redefineret ateisme til at betyde ’et fravær af tro på Gud’ i stedet for ’en fornægtelse af Guds eksistens’. For denne mere moderate type af ateisme er Gudsbegrebet lig begreberne om enhjørninge, nisser eller alfer. Selv om de ikke kan modbevises, forbliver de ubeviste. Defensiv ateismes mangel på tro bunder i en forkastelse af beviserne for Guds eksistens og/eller i troen på, at begrebet om Gud mangler logisk sammenhæng.  

Et passende svar til dette er, at defensiv ateisme ikke bruger en hævdvunden definition på ateisme. Paul Edwards, en prominent ateist og redaktør af The Encyclopedia of Philosophy, definerer en ateist som ’en person, som fastholder, at der ingen Gud er’. Medindfattet i ateisme er derfor en fornægtelse af Guds eksistens og ikke blot en mangel på tro. Det skal også nævnes, at den defensive ateismes mangel på tro minder meget om agnosticisme (som erklærer en manglende evne til at bestemme, om Gud eksisterer). Teisten bør derfor bede den defensive ateist om at vise lige præcis, hvordan hans (eller hendes) ateisme er forskellig fra agnosticisme. Ved han, om der er en Gud, eller ved han det ikke? 

Ateismens utilstrækkelighed

Hvad enten vi taler om offensiv eller defensiv ateisme, er der adskillige ting, som gør ateismen utilstrækkelig som et rationelt verdenssyn. For det første kan ateisme ikke give en tilstrækkelig begrundelse for verdens eksistens. Ligesom alle andre ting skriger denne verden, vi lever i, efter en forklaring, men ateisten er ude af stand til at tilvejebringe en sådan forklaring. Erklærer han, at verden er evig, argumenterer han imod moderne videnskab, der påstår, at universet havde en begyndelse og gradvist løber tør for energi. Hvis ateisten erklærer, at universet havde en begyndelse, må han redegøre for, hvad der forårsagede denne begyndelse. Ateisten kan ikke komme med et tilstrækkeligt svar på hverken det ene eller det andet af disse to spørgsmål. 

For det andet er det ateistiske verdensbillede irrationelt og kan ikke tilvejebringe en tilstrækkelig basis for, hvad vi erfarer i denne verden. Et ateistisk verden er ultimativt set tilfældig og uden orden. Ateisme kan derfor ikke tilvejebringe de nødvendige forhåndsbetingelser, som kan redegøre for videnskabens love, logikkens universelle love og det menneskelige behov for absolutte moralske normer. Kort sagt kan det ateistiske verdensbillede ikke redegøre for de meningsfyldte realiteter, vi møder i livet. 

Derimod kan det teistiske verdensbillede forklare disse transcendentale aspekter af livet. Naturens overensstemmelse stammer fra Guds velordnede design af universet. Logikkens love er en reflektion af den måde, hvorpå Gud Selv tænker samt ønsker, at vi også skal tænke. 

Men lad os nu undersøge en måde, hvorpå teisten kan tilbyde bevismateriale for Guds eksistens og dermed illustrere teismens rationalitet.  

Det kosmologiske argument

Næsten alle har i det mindste i deres mere reflektive øjeblikke stillet sig nogle enkle, men dybtgående spørgsmål såsom: ’Hvor kommer verden fra?’, ’Hvorfor er der noget i stedet for intet?’ og ’Hvordan blev verden til?’ Disse elementære, men dybsindige spørgsmål har ført til formuleringen af et populært argument for Guds eksistens, der er kendt som det ’kosmologiske argument’. Dets navn stammer fra ordet kosmos, det græske ord for verden. Der er forskellige variationer af argumentet, men den grundlæggende pointe er, at Gud er den eneste tilstrækkelige forklaring på verdens eksistens. Dette argument blev først formuleret af den græske filosof Aristoteles. Dets mest berømte  præsentation blev givet af den kristne teolog Thomas Aquinas, som levede i middelalderen.  

Hvordan redegør vi for universets eksistens? Hvordan forklarer vi verdens eksistens? Logisk talt findes der kun få muligheder, og kun én af dem er rationelt acceptabel.  

Diskussionens udgangspunkt er den antagelse, at der rent faktisk findes en virkelig verden af tid og rum. Nogle vil bestride denne antagelse ved at argumentere, at universet simpelthen er en illusion. Dog vil de fleste ateister, da de er materialister, som tror på, at al virkelighed ultimativt set er materie og energi, være villige til at acceptere dette udgangspunkt. (Hvis verden rent faktisk var en illusion, var der ingen god grund til at tro, at alle ville opfatte verden bare den mindste smule ens. Men generelt talt oplever vi verden på samme måde som andre, og vi kan endda lave præcise forudsigelser (naturvidenskab)). 

Hvordan kan vi redegøre for denne virkelige verden? Den første mulighed er, at verden på den ene eller den anden måde forårsagede eller skabte sig selv. Dette er imidlertid en irrationel konklusion. For at noget kan skabe sig selv, kræves det, at det eksisterer, før det blev skabt, for at skabe sig selv, hvilket er fuldstændigt absurd. Noget kan ikke både eksistere og ikke eksistere på samme tid og på samme måde. At konkludere, at verden har skabt eller forårsaget sig selv, er simpelthen ikke et rationelt acceptabelt forslag.  

En anden foreslået forklaring er, at universet kom fra ingenting. Visse ateister argumenterer rent faktisk således. Imidlertid er dette også irrationelt. Hvem har nogensinde set noget komme fra intet? En virkning kan ikke være større end sin årsag, og i dette tilfælde ville årsagen være ingenting. En af fysikkens grundlæggende love er udtrykt i den latinske sætning ex nihilo, nihil fit, ’fra intet, kommer intet’. Det er en utrolig mængde tro, der skal til for at tro, at verden opstod fra intet.  

Vores tredje mulighed er, at universet simpelthen er evigt. Det har altid være til. Dette alternativ er dog også på forhånd dømt til fiasko. For det første fordi den verden, vi lever i, viser tegn på, at den er afhængig af en ydre årsag for sin videre eksistens og i sidste ende af noget, der er uforårsaget og absolut. Faktum er, at ikke et eneste element i universet indeholder forklaringen på sin egen eksistens, for det er afhængigt af noget andet. Lad os kigge nærmere på dette. 

Når vi betragter universet er det tydeligt, at alt i universet er begrænset og har behov. Begrænset i mængde og størrelse og med forskellige behov. Når som helst vi finder noget i universet, der har behov, betyder det, at denne ting ikke er evig, men derimod skabt. Når noget har behov for noget andet for at eksistere, betyder det, at det, det har behov for, skal eksistere før det selv. Derfor er intet af det, som eksisterer i dette univers, evigt, da alt i universet har behov. Behov for et sted at være, et bestemt tryk, en bestemt temperatur osv. Solen er en brændende stjerne, der består af forskellige molekyler, der alle har behov. Andre planeter består af gasarter, der igen består af forskellige molekyler, der også alle har behov. Fælles for alt er, at det har brug for et sted at være. Er der ikke plads til Solen, kan Solen ikke eksistere. Alt i universet har behov, og alt i universet er dermed ikke evigt, men skabt.   

At universet er evigt bestrider i øvrigt videnskabens fremherskende syn, som lærer os, at universet havde en bestemt begyndelse (Big Bang) for en begrænset tid siden. Men endnu værre modsiger det den kendsgerning, at verden gradvist løber tør for energi (Termodynamikkens anden lov). Hvis universet altid har eksisteret (dvs. er evigt), ville det allerede være løbet tør for energi.  

Verden er en faktisk hændelse og behøver dermed en årsag til sin begyndelse. Når vi nu ser, at alle disse ovennævnte forslag ikke er andet end mislykkede, forbliver det eneste virkeligt rationelle alternativ, at universet er forårsaget af en eksistens, der er uden for tid og rum, og som pr. definition er uforårsaget og oprindelig. Og da denne eksistens skaber væsner, som besidder personligheder, må Han også være en person (virkningen kan ikke være større end sin årsag). 

Dette argument bringer teisten til ideen om en Guddom med mange teistiske attributter. Det illustrerer, at teisme er rationel og i dette tilfælde det eneste rationelle alternativ til forklaringen af universet.