Ægypten
og den vediske kultur
Af Vrin Parker. Oversat af Benjamin Bjerre.

For omkring 4000 år siden beherskede hurrianerne (harierne) et vigtigt rige ved navn Mitanni, der lå i flodområdet i det øvre Eufrat. Mitanni er bredt anerkendt som et sanskrittalende rige med vedisk dharma og kultur. Dette bevises blandt andet af forskellige gamle tavler m.m., der er blevet fundet af arkæologerne.

I en traktat mellem den hittiske konge Suppilulima og Mattiwaza (Mattiraja) af det hurriske (hariske) rige Mitanni fra ca. 1350 f.Kr. nævnes blandt de guddommelige vidner Mitrash, Uruwana, Indra og Nashatiyanu, der er de selvsamme Mithra, Varuna, Indra og Nasatya fra den Vediske gudekreds.

En anden skrivelse fra det hittiske kejserdømmes statsarkiver blev opdaget i Baghaz-keui i nutidens Tyrkiet. Det er en afhandling om hestevognsvæddeløb, og den bruger sanskrit-ord som aikavartana = én runde, teravartana = tre runder, tanchavartana = fem runder og sattavartana = syv runder.

Udgravninger i El-Amarna i Ægypten har vist, at det omkring 1500 f.Kr. var konger og prinser med typiske vediske navne, der herskede i området omkring nutidens Syrien. Nogle af disse navne er Artamanya, Aryavirya, Yashodatta og Suttarna.

Udfra mitanniske egennavne som Shuwardatta kan man også udlede tilstedeværelsen af den vediske solgud Surya i den mitanniske gudekreds. Surya tilbedtes også af Babylons vedisk/ariske konger, kassiterne, under navnet Suryash.

Ifølge 3400 år gamle optegnelser fra oldtiden giftede den ægyptiske kejser Menkheperura eller Thutmose Den Fjerde sig med en datter af Kong Artatma. Artatma var konge i Mitanni. Vi ved fra et brev adresseret af Dushratta, Mitannis konge, Artatmas barnebarn, til Akhnaton, at seks gange havde Kong Thutmose fremsat sin anmodning, men forgæves. Mitanni var et lille rige, som slet ikke kunne sammenlignes med det mægtige ægyptiske kejserdømme. Nogle mener, den ægyptiske konges mangel på vedisk kultur var grunden til, at Kong Artatma gentagne gange gav afslag på at give sin datter i ægteskab til sin tids mest magtfulde monark. Ikke før den syvende forespørgsel gik Kong Artatma med til ægteskabet. De gamle optegnelser siger: „Efter den syvende anmodning gav kongen af Mitanni sin datter til Ægyptens konge."

Den nye dronning gav udadtil afkald på sit vediske sanskritnavn og tog et ægyptisk navn, der passede bedre til hendes nye position, Mutemuya eller ‘Mut i den hellige bark’ [Mut var en ægyptisk gudinde, Amons hustru. Bark er et tremastet skib]. Hun omtales på monumenterne som „arveprinsesse, Syden og Nordens leder". Om hendes personlighed og reelle indflydelse vides intet. Det kan kun formodes, at hun i sit nye hjem ville føle sig tiltrukket af vediske guddomme som solguden Surya, som ægypterne kaldte Atem eller Aton. Sandsynligvis kunne hun bedre relatere til Atons flammende diskos, der var meget lig hendes hjemlige ariske guder Mithra og Surya, i stedet for den ophøjede Amon, stammeguden fra Thebes. Hendes ægte, uafviselige bidrag til Ægyptens videre historie (og religiøse tænkning) ligger i det faktum, at hun fødte Kong Amenhotep Den Tredje eller Amenhotep Den Store.

Amenhotep Den Tredje giftede sig med en af oldtidens mest bemærkelsesværdige kvindelige skikkelser, Tiy, datter af Yuaa og Tuau eller Tuaa. Selv om Yuaa var præst for den ældgamle ægyptiske frugtbarhedsgud Min, var han en udlænding 'fra Nordsyrien' eller mere præcist fra Mitanni. Sir Flinders Petrie mener, at Yuaa var en af de talrige allierede prinser eller vasaller, der på det tidspunkt blev opdraget ved det ægyptiske hof.

Under denne epoke af Ægyptens historie var landets herskende aristokrati inklusive kongen således af blandet ægyptisk og mitannisk afstamning. Historikerne er ikke sikre på, om Dronning Tiys mor, Tuau eller Tuaa, der ifølge de fleste historikere var af kongelig afstamning, var en fuldblods ægypter eller delvist eller helt mitannier til trods for sit ægyptiske navn. I et brev fra Dushratta, Mitannis konge, til Akhnaton kaldes Tiy 'min søster', hvilket antyder, at hun i det mindste igennem en af sine forældre selv var af kongeligt mitannisk blod.

Der er ikke skrevet meget om den sandsynlige vediske indflydelse, som det ægyptiske hofs mange mitannier havde, og i særdeleshed ikke nok om deres indflydelse på den unge prins, der skulle bestige tronen som Amenhotep Den Fjerde. Han er blevet foreviget under navnet Akhnaton, Kong Tutankhamons berømte fader.

Akhnaton fødtes i det smukke Charuk-palads i Thebes i eller kort efter 1395 f. Kr. Nogle historikere placerer hans fødsel et par år tidligere. I den unge alder af 12 år blev Akhnaton kronet som Ægyptens konge. Optegnelser viser, at i begyndelsen regerede hans mitanniske mor, Dronning Tiy, i hans sted. Da Mitannis konge, Kong Dashratha (Dushratta), skriver for at lykønske ham med tiltrædelsen, henvender han sig til Dronning Tiy og ikke direkte til Akhnaton. Selv i senere breve fra denne periode skriver Dashratha til Akhnaton og råder ham til at „rådføre sig med sin mor" i vigtige sager.

Selv om det ofte overses, havde Akhnaton dybe vediske rødder. På hans fars side var hans bedstemor mitannier, hans far var halvt mitannier, og hans egen mor var halvt eller måske helt mitannier.

Ikke bare størstedelen af hans familie var mitannisk, men hans kone var også en mitannisk prinsesse, Kong Dashrathas datter, den berømte Nefertiti. Det er velkendt, at sammen med Akhnaton var de aktive i rollen som ypperstepræst og -præstinde i Aton-religionen.

Som sagt er der ingen tvivl om mitanniernes vediske/ariske identitet, og vi kan være sikre på, at Akhnaton var stærkt påvirket af vedisk kultur. Beviserne for den vediske indflydelse på Akhnaton via mitannierne synes at være hævet over enhver tvivl.

I en alder af atten år fik Akhnaton enevældig magt over hele kongeriget. På det tidspunkt erklærede han sin tro på én Gud, Solen, Aton, dvs. skiven eller den flammende kugle.

Han proklamerede offentligt sin tro på Aton som gudernes Gud, men selv om det fejlagtigt er blevet hævdet, at tilbedelsen af Aton blev 'opfundet' af Farao Akhnaton, nød Aton allerede fra og med Akhnatons far, Amenhotep Den Tredje, et højt niveau af tilbedelse.

Atons symbol, som det blev præsenteret af Akhnaton, var et billede af Solskiven i en slags trekantsform med mange solstråler spredt ud, hvor solstrålerne ender i hænder. (Nogle forskere har også bemærket, at pyramidernes form repræsenterer Solens stråler, der skinner ned på jorden i en trekantsform med toppen som lyskilden og strålerne, der spreder sig ud, efterhånden som de når jorden.) Ligheden mellem Akhnatons Aton og Surya er slående. Sanskrit-beskrivelsen af lysets guddommelige udspring stemmer helt overens med det billede af Aton, der gives i den ægyptiske konges hymner.

"Som opliveren og fremskynderen hæver Han Sine lange arme af guld om morgenen, vækker alle væsner fra deres søvn, indgyder dem energi og begraver dem i søvn om aftenen." (fra en vedisk bøn til Solguden). Denne beskrivelse svarer perfekt på de udskæringer, man har af Aton som Solskiven, der udbreder sine gyldne arme ned mod jorden. Arkæologer har bekræftet, at alle disse billeder og udskæringer af Aton engang var belagte med guld.

Nogle har hævdet, at Akhnaton var en soldyrker, mere en naturdyrker end en hengiven af én Højeste Guddom. Imidlertid bekræfter Akhnatons egne ord, at dette ikke er tilfældet. Akhnaton talte om Solskiven som Atons øje og en repræsentant for Atons magt. Vedaerne taler om Surya-narayana, solen som en repræsentant for Guddommens Højeste Personlighed. I Brahma-Samhita beskrives solen også som Guds øje. Akhnatons hengivelse til solen er forståelig set i dette lys.

Bortset fra de allertidligste inskriptioner ledsages Akhnatons navn af sætningen 'Ankh-em-Maat' eller 'Lever i sandhed'. I en af hans tilhængeres grav blev fundet en inskription: „Kongen har indgydt mig sandheden, og at lyve er en vederstyggelighed." (Fra en hofmand ved navn Ay's grav.) Som vi ved er satya eller sandhed også et af den vediske kulturs grundpiller. Den dag i dag er Indien/Bharatas motto: 'Satyam eva jayate'.

Akhnatons sang til Aton viser tillige en bemærkelsesværdig videnskabelig forståelse af solens rolle i livets virke på hele planeten. Nogle ser mere hans religion som „en filosofisk og videnskabelig revolution imod religion" end en ny religion. Én historiker, H.R.Hall, ser Akhnaton som „historiens første videnskabelige tænker" på grund af hans videnskabelige forståelse af solen og dens forbindelse til den organiske verden. De, der kender til vedisk religion, ved imidlertid, at sand religion hviler på videnskabelige principper. Som tilhænger af vedisk dharma var Akhnaton tilsyneladende klar over dette og mange andre videnskabelige og åndelige kendsgerninger.

Det skal nævnes, at det anerkendes, at Akhnatons hengivelse til en Højeste Guddom påvirkede Moses og den jødiske religion. Dette er endnu en meget vigtig forbindelse mellem på den ene side vedisk kultur og på den anden side Jødedom, Kristendom og Islam.

Jeg ser det som en stærk bekræftelse af sandheden, at det mest bemærkelsesværdige og berømte fund i Ægyptens historie var opdagelsen af Akhnatons søn Tutankhamons grav. Universet har en vidunderlig evne til at bringe sandhed og retfærdighed for dagens lys. Efter Akhnatons død gjorde Amons præster deres bedste for at tilintetgøre mindet om Akhnaton og hans religion for Aton. Alle hans monumenter og inskriptioner blev revet ned, og stenene blev alle genanvendt.

Det var imidlertid selve denne vanhelligelse, der har bevaret Akhnatons historie i tusinder af år. Da alle hans inskriptioner og udskæringer blev genbrugt, blev de gemt væk ikke bare fra det ægyptiske folks øjne, men også fra miljøets eroderende påvirkninger. Hans fjenders nyligt udskårne inskriptioner forsvandt snart på grund af påvirkningerne fra sol, vind og regn. Akhnatons minde er imidlertid bevaret den dag i dag som et vidnesbyrd om den vediske kulturs indflydelse langt uden for det, vi i dag kalder Indiens grænser.***