Videnskaben opdager Gud
Af Lalitanatha Dasa

Madhavendra Puri Dasa, der er tilknyttet The Bhaktivedanta Institute, Krishna-bevægelsens videnskabelige gren, og som boede i Danmark for nogle år siden, har med egne ord fundet frem til et uigenkaldeligt bevis imod evolutionslæren og dermed for Guds eksistens. Han har i flere år koncentreret sit forskningsarbejde omkring biokemi og de præbiotiske tilstande, som man påstår skulle have eksisteret omkring livets begyndelse, og han er nået så langt som til at kunne påvise, at dannelsen af komplekse selvreproducerende molekyler som RNA og DNA ikke kan være sket under nogen form for spontan kemisk proces. Han har netop offentliggjort sit arbejde på sin egen hjemmeside og forbereder sig nu på at besøge universiteter verden over for at give kendskab til sine konklusioner.

Madhavendra Puri beder mig i et brev dateret den 15.7.2003 fortælle sig, hvad jeg mener om hans argumentation. Han skriver bl.a.:

”..Efter at have arbejdet på det i mange år har jeg nu et meget kraftfuldt argument for Guds eksistens ved anvendelse af kemi, sådan som Srila Prabhupada bad os gøre det. Jeg har lagt det ud på min hjemmeside: http://my.tele2.ee/svs/

Jeg har altid ønsket at udfordre dem offentligt og knuse dem for øjnene af alle, så alle ved, at de tager fejl. Men det er kun nu, at jeg virkeligt har et argument, der er stærkt nok til at gøre det. Jeg ved, at du ikke kunne forstå, hvorfor jeg ventede så længe, men der var fortsat nogle detaljer i bakteriernes genetik, der ikke var helt klare, så jeg har altid været på udkig efter noget, der er krystalklart nok til at knuse darwinisterne. Her er det!!!

Jeg er nu begyndt at rejse rundt over hele verden og give forelæsninger på universiteter for at knuse ateisterne!

Din tjener, Madhavendra Puri Dasa.”
 

Efter at have studeret Madhavendra Puris argumentation i den lille afhandling, han har lagt ud på sin hjemmeside, kan man kun konkludere, at den er meget tankevækkende og interessant, men at følge alle detaljerne i hans beviser kræver et ret indgående kendskab til biokemiske begreber og fagudtryk. Han beskæftiger sig med de biokemiske tilstande, som evolutionisterne mener eksisterede, før livet blev til, de såkaldte præbiotiske tilstande. På det tidspunkt for 4,5 mia. år siden bestod urhavets kemiske sammensætning ifølge biologerne bl.a. af simple organiske forbindelser som myresyre, formaldehyd og forskellige aminosyrer. Disse gav ophav til komplekse forbindelser som forskellige nukleinsyrer og nukleitider, der igen dannede RNA og DNA, cellekernes egentlige byggesten.

Madhavendra Puri giver en lang række tekniske gennemgange (hvor de fleste af os lægmænd har svært ved at følge med), og han citerer tidens mest eminente biokemikere, der specielt beskæftiger sig med livet på det præbiotiske stade. Han viser, at på trods af omfattende forskning de sidste halvtreds år på verdens største universiteter er man ikke kommet et skridt nærmere opdagelsen af de molekyler, som skulle have dannet overgangene imellem simple organiske molekyler og de komplekse forbindelser, som findes i levende celler. Som professorerne Leslie Orgel og Gerald Joyce, to af verdens førende eksperter på feltet, konkluderede i 1999, ”..rækken af reaktioner, der for fire milliarder siden skulle have været nødvendige for at danne selv de korteste nukleinsyrer (der kaldes oligonukleitider), er noget nær et mirakel.”

Madhavendra Puri går imidlertid her et skridt videre og påviser, at ikke blot har de ledende forskere på trods af halvtreds års omfattende forskning ikke været i stand til at afdække denne overgang fra simple til komplekse organiske forbindelser. Han demonstrerer med minutiøs grundighed, at en sådan udvikling slet ikke har kunnet fundet sted. Igen er hans argumentation så videnskabeligt teknisk, at det ikke er muligt for en almindelig lægmand at følge den i alle detaljer, men de store linjer er meget klare og forståelige.

Min vurdering er, at med dette arbejde bringer Madhavendra Puri The Bhaktivedanta Institute’s arbejde en tak videre ind i det nye århundrede. Igennem årene er der udkommet mange glimrende publikationer som Mechanistic and Non-Mechanistic Science, Origins og Forbidden Archeology, der med stort held appellerer til et seriøst populærvidenskabeligt publikum. Men dette er, så vidt jeg ved, første gang, der præsenteres noget, der er stærkt nok til at vinde respekten hos kernen af det videnskabelige etablissement, hvilket gør det ekstra spændende at følge med i, hvad resultatet bliver af Madhavendra Puris nyeste arbejde bliver.