Vedisk kontra  vestlig anskuelse
Af Sadaputa Dasa 

Dette er en artikel, der er skrevet  af Sadaputa Dasa omkring 1993. Han diskuterer forskelle i opfattelsen af den vediske litteraturs autenticitet, sådan som de kommer til udtryk hos Vestens indologer og de traditionelle tilhængere af den vediske kultur.

Sidst i det attende og først i det nittende århundrede begyndte europæiske lærde og videnskabsmænd at komme i kontakt med Indiens kultur. Mange var imponerede over den vediske civilisations ælde og den dybe åndelige viden i den vediske litteratur. Men andre europæiske intellektuelle var forfærdede over denne udvikling. For eksempel skrev den britiske videnskabsmand John Bentley i 1825 om sin konflikt med kollegaen John Playfair, der var en beundrer af indisk kultur: 

”…Med sit [Playfairs] forsøg på at hævde hindubøgernes ælde imod absolutte kendsgerninger støtter han hermed alle disse afskyelige misligheder og bedragerier, der findes i dem, under foregiven billigelse af alder…Ja, hans hensigt går endnu dybere, for med de samme midler forsøger han at vælte de mosaiske redegørelser og undergrave selve grundlaget for vor religion. For hvis vi skal tro på hindubøgernes alder, som han ville ønske det for os, er den mosaiske redegørelse alt sammen en opdigtet historie eller fiktion. [1] 

For Bentley, en inderlig kristen, var sagen enkel. Den mosaiske redegørelse i Bibelen siger, at jorden blev skabt omkring 4004 f.Kr., og det modsiger fuldstændigt de vediske skrifter. Derfor må enten Bibelen eller de vediske skrifter være falsk. 

Bentley og banebrydende indologer som Sir William Jones og Max Müller arbejdede hårdt og med ret meget held på at overbevise folk om, at de vediske skrifter er intet andet end fabler og opdigtning. De startede en åndsretning, der nu er fast forankret i moderne universiteter, både i Vesten og i Indien selv. En del af læren i denne skole er, at hele den vediske litteratur fra Rg Veda frem til Puranaerne i bund og grund er en svigagtig rodsammen, der er skrevet i nyere tid. 

I indologiens tidlige dage udtrykte forfattere som Bentley åbent den opfattelse, at de vediske skrifters ophavsmænd var bedragere, svindlere og overtroiske tåber. I dag udtrykker videnskabsmænd almindeligvis disse konklusioner i et mere behersket sprog, der ofte giver indtryk af, at de er velvilligt indstillede overfor vedisk kultur. Et eksempel er Clifford Hospital, der underviser på Queens University i Kingston i Canada og har været rektor for det Teologiske Fakultet siden 1983. I et nyligt interview, der blev gjort af vaisnava-videnskabsmanden Steven Rosen, drøfter han Srimad-Bhagavatams alder: 

Steven Rosen: ”Og den [Srimad-Bhagavatam] går forud for Vopadeva?”

Dr. Hospital: ”Åh ja. Absolut. Sagt i en parentes er dog det, der er interessant ved deres [J.A.B. van Buitenens og Friedholm Hardys] arbejde, at de foretager en udførlig analyse af forholdet imellem visse dele af Bhagavatam og den sydindiske Alvar-tradition. Jeg tror, de kommer med ret gode beviser for, hvad man længe har haft en mistanke om: at mange af ideerne i Bhagavatam kommer fra den sydindiske tradition.” [2] 

Hovedsagen her er, at hvis mange af ideerne i Srimad-Bhagavatam kommer fra den middelalderlige Alvar-tradition i Sydindien, blev Srimad-Bhagavatam ikke skrevet for 5000 år siden af Vyasadeva. Eftersom Srimad-Bhagavatams tekst siger, at den er skrevet af Vyasadeva, er Dr. Hospitals bemærkning det samme som at sige, at Srimad-Bhagavatams virkelige forfatter var en bedrager. Men Dr. Hospital siger det pænt uden brug af brutalt sprog. 

Alle indologer, historikere og arkæologer er enige om, at der ingen civilisation var i Ganges-bækkenet for 5000 år siden. At sige, at der var en sådan civilisation, anses for fuldstændigt uholdbart. Dette betyder, at ingen moderne videnskabsmand kan sige, at Krishnas aktiviteter, sådan som de berettes om i Srimad-Bhagavatam og Mahabharata, virkeligt fandt sted. Ifølge accepterede videnskabelige konklusioner eksisterede den civilisation, hvor disse aktiviteter siges at skulle have fundet sted, ganske enkelt ikke. Historierne fra denne civilisation er mytologiske og blev gradvist opdigtet i løbet af århundrederne med de tidligste versioner af Mahabharata i det tredje århundrede før Kristus og kulminerede med Srimad-Bhagavatam i måske det niende århundrede efter Kristus. 

Indologer siger ofte, at oldtidens indere stillede sig tilfredse med opdigtede historier og ingen interesse havde i at nedskrive historie. Men nogle traditionelle vediske forskere er stærkt uenige i dette. For eksempel har Pandit Kota Vankatachela skrevet en bog, der giver en ubrudt række af konger i Magadha fra Mahabharatas tid op til Muhammed Ghoris invasion af Indien i 1193.[3] Han gør brug af Puranaerne og relaterede sanskrittekster for at finde frem til årstallene for disse kongers regeringstid. Fortegnelsen giver en liste over kongerne og årstallene for deres regeringstid fra Jarasandha til Candragupta Maurya (Se listen herunder).                                                          

Ifølge Vankatachelas redegørelse går optegnet historie i Indien fra Middelalderen helt tilbage til tiden for slaget ved Kuruksetra. Men hans årstal stemmer ikke overens med accepterede videnskabelige konklusioner. Læg for eksempel mærke til, at årstallene for Candragupta Mauryas regeringstid er 1534-1500 f. Kr. Ifølge indologerne var Candragupta Maurya en samtidig med Alexander den Store, der invaderede Indien i 326 f.Kr. De ville afvise Vankatachelas liste af konger som i det store og hele opspind. 

Hvad er sandheden? At finde ud af dette med rimelig sikkerhed kræver omfattende forskning. Indologer har skrevet tusindvis af bøger og videnskabelige artikler, der udlægger deres opfattelse, og disse må granskes nøje. Historisk information findes i mange sanskrittekster inklusive større og mindre Puranaer, kommentarer til Puranaer og relaterede værker. Andre kilder bør også gennemforskes – tempeloptegnelser, jyotisa-sastraer, kalenderfortegnelser, værker af traditionelle panditaer som Vankatachela og endelig arkæologiske beviser fra oldtidscivilisationer. 

Et af de tidlige indologers nøglekneb var at bruge naturvidenskab som et våben til at vise de vediske skrifters absurditet. De lagde mærke til, at det er vanskeligt at bryde folks tro på skrifternes filosofiske og metafysiske lære, da disse inddrager emner, der ligger uden for vore sansers rækkevidde. Men ved at vise, at skrifterne giver en uvidenskabelig redegørelse for naturfænomener, der kan iagttages, kunne indologer få folk til at miste tro på al skriftlig lære. Bentley kom med denne pointe i forbindelse med den astronomiske videnskab: 

”Det er igennem undersøgelser af sandheden og afsløring af brahminske bedragerier, hvilket kun kan gøres igennem astronomi, at arbejdet af dem, der prisværdigt stræber efter at indføre sand religion og moral [dvs. kristendom] blandt hinduer, kan gøre sin sande og gavnlige virkning. Så længe bedraget og falsknerierne, der findes i hindubøgerne, som de almindelige mennesker bildes ind er frembringelser af deres urgamle vismænd, får lov til at forblive uafslørede, kan kun lidt fremskridt ventes at ske. Men lad sløret blive trukket fra, afdæk bedraget igennem ægte og rationel forskning, og skyen af vildfarelse vil forsvinde af sig selv, og da vil de ikke blot være mere parate, men villige til at tilslutte sig og tage imod sandhedens ord.” [4] 

Siden Bentleys tid har mange indologer arbejdet hårdt på at vise, at indisk astronomi består af uvidenskabelige ideer, der stammer fra Indien, og fordrejede videnskabelige ideer, der er lånt fra grækerne og babylonerne. [5] Vi kan gøre gældende, at dette ikke er rigtigt, men der er brug for megen forskning. En begyndelse er blevet gjort med udgivelsen af vor bog Vedic Cosmography and Astronomy.[6]  

Som tingene faldt ud, gav strategien med at bruge naturvidenskab til at bringe de vediske skrifter i miskredit bagslag. Naturvidenskaben blev også brugt til at miskreditere kristendom. Som resultat hælder mange af vore dages indologer til en sekulær holdning og forkaster den vediske litteratur som falsk, ikke fordi den strider imod kristendommen, men fordi den går imod nogle grundlæggende dogmer i moderne naturvidenskab. Ligeledes accepterer mange universitetsuddannede mennesker i Indien nu den moderne videnskabs mekanistiske verdensanskuelse i stedet for at være parate til at tage imod det kristne ’sandhedens ord’. Indvirkningen af moderne naturvidenskabelig tankegang på folks forståelse af vediske litteratur kan ses i følgende bemærkninger af Dr. H. Daniel Smith, en professor i religion ved Syracuse University. Han bemærker om Ramayana: 

Konger over Magadha fra Mahabharata-
tiden frem til Candragupta Maurya

 

Konge    Regerede i  Regeringstid i år     (år f.Kr.)                              Barhadrathas dynasti

        Jarasandha      3222-3180       42
        Sahadeva        3180-3138       42
        Somapi            3138-3080       58
        Srutasrava       3080-3016       64
        Yutayu          3016-2980       36
        Niramitra       2980-2940       40
        Sunaksatra      2940-2882       58
        Brhatsena       2882-2859       23
        Karmajit        2859-2809       50
        Sutanjaya       2809-2769       40
        Vipra           2769-2734       35
        Suci            2734-2676       58
        Ksema           2676-2648       28
        Suvrata         2648-2584       64
        Dharmasutra     2584-2549       35
        Sama            2549-2491       58
        Suvrata         2491-2453       38
        Dyumatsena      2453-2395       58
        Sumati          2395-2362       33
        Subala          2362-2340       22
        Sunitha         2340-2300       40
        Satyajit        2300-2217       83
        Visvajit        2217-2182       35
        Ripunjaya       2182-2132       50

Pradyotas dynasti

        Pradyota        2132-2109       23
        Palaka          2109-2085       24
        Visakhayupa     2085-2035       50
        Rajaka          2035-2014       21
        Nandivardhana   2014-1994       20

Sisunagas dynasti

        Sisunaga        1994-1954       40
        Kakavarna       1954-1918       36
        Ksemadharma     1918-1892       26
        Ksetrajna       1892-1852       40
        Vidhisara       1852-1814       38
        Ajatasatru      1814-1787       27
        Darbhaka        1787-1752       35
        Ajaya           1752-1719       33
        Nandivardhana   1719-1677       42
        Mahanandi       1677-1634       43

Nandas dynasti

        Nanda           1634-1546       88
        Sumalya & Co.   1546-1534       12

Mauryas dynasti

        Candragupta     1534-1500       34
        Varisara        1500-1472       28
        Asoka           1472-1436       36
        Suyasa          1436-1428       8
        Dasaratha       1428-1420       8          Indrapalita     1420-1350       70
        Harsa           1350-1342       8
        Sangata         1342-1333       9
        Salisuka        1333-1320       13
        Somasarma       1320-1313       7
        Satadhanva      1313-1305       8
        Brhadratha      1305-1218       87

Dr. Smith: Tja, for at komme helt ned til det grundlæggende har det noget at gøre med, hvordan man forstår ordet avatara. Mere præcist i hvilken forstand, om nogen, var Ramas avatara historisk. Hvis ja, så hvornår? Hvis ja, så hvor?

Steven Rosen: De siger Treta-yuga.

Dr. Smith: Det er svaret, der gives. Og de bogstavtro kan tilmed give en bestemt dag i juli eller noget i den stil i dette og dette år. Og svaret er fint for den troende. Men det er kun et af flere mulige perspektiver. Ser du, det er den bogstavtros forpligtigelse til det historiske i det – ligesom de kristne er absolut forpligtigede til den historiske korrekthed af Jesus – der er sagens kerne.

Steven Rosen: Rigtigt.

Dr. Smith: Ligesom mange kristne hævder, at Jesus virkeligt eksisterede i Jerusalem i år 1, siger mange hinduer, når det drejer sig om Ramayana: Rama eksisterede virkeligt, og han boede i Ayodhya, og da han drog ud, tog han til Lanka, og der kæmpede han og slog Ravana og mejede hele skaren af raksasaer ned. Så dette er virkelig en kattepine, folk bringer sig i. Hvorimod en anden måde at håndtere det på er at sige, at det alt sammen er mytisk. Misforstå mig nu ikke: denne opfattelse siger ikke nødvendigvis, at historien er opdigtet. Hvad den siger, er, at Ramayana fortæller en historie, der ikke nødvendigvis behøver at blive taget bogstavelig i enhver henseende, og at det i bund og grund er en historie, der om ikke andet fortæller os en masse om menneskets natur.”

Steven Rosen: Og nogle af de troende opfatter det sådan?

Dr. Smith: Så afgjort. En del hinduer deler dette perspektiv – ikke mange, men der er bestemt dem, der gør det. Hvordan skal f.eks. universitetsuddannede hinduer gribe sagen an? Nogle vender sig uden tvivl blot til deres barndom og siger, ”Åh Rama. Velsign Rama.” Andre forsøger at tænke i mytiske baner og forsøger at søge dybe psykologiske paralleller i deres egne oplevelser. [7] 

Læg mærke til forsøget på at mildne stødet. En myte er ikke nødvendigvis opdigtning, det er blot en historie, der ikke behøver tages bogstaveligt, og som fortæller os noget om menneskets natur. Grundene, som Smith giver for at kalde Ramayana en myte, er meget betegnende. For det første er der problemet med at sige, at Herren Ramacandra levede i Ayodhya i Treta-yuga. Dette udelukkes af den darwinistiske teori om evolution, der siger, at på den tid for mere end 864.000 år siden var der ingen mennesker af den moderne type. 

Omhyggelig forskning kan imidlertid afdække beviser, der går imod den accepterede videnskabelige opfattelse og stemmer overens med det vediske billede. Drutakarma Dasa og jeg har netop færdiggjort en bog på 900 sider, Forbidden Archaeology, der giver omfattende beviser for, at mennesker af den moderne slags har levet på jorden i mange millioner år. [8] 

Et andet problem, som Smith bringer på bane, er, at hvis vi tager Ramayana bogstaveligt, er vi tvunget til at acceptere eksistensen af væsener som raksasaer, der er udrustet med bemærkelsesværdige mystiske evner. Smith refererer til Ramayanas verden som en ’Walt Disney world’ af fantasi – en verden, som videnskabeligt uddannede mennesker har svært ved at tage alvorligt. Dette problem gælder for hele den vediske litteratur, der konfronterer os med en opfattelse af virkeligheden, der antager eksistensen af mystiske evner, væsener med subtile kroppen, sjælevandring og avataraer af Guddommens Højeste Personlighed. 

Dette er også et område, hvor omhyggelig forskning støtter det vediske syn på verden. En stor mængde af bevismateriale fra det paranormale område støtter realiteten af subtilt legemliggjorte væsener og mystiske evner. Officiel videnskab er tilbøjelig til at afvise dette bevismateriale, for det bryder med accepterede teorier. Teoretiske strukturer kan imidlertid ændre sig, og mange betydelige videnskabsmænd har seriøst studeret paranormale fænomener. Resultater af forskning på det paranormale felt stemmer overens med det vediske syn på verden. Det giver empirisk støtte til det vediske billede, og den vediske litteratur udgør en rationel, videnskabelig ramme for forståelse af paranormale fænomener.

Litteraturhenvisninger

[1] Bentley, John, 1825, Historical View of the Hindu Astronomy,   Osnabruck: Biblio Verlag, genoptrykt i 1970, s. xxvii.

[2] Rosen, Steven, 1992, Vaisnavism: Contemporary Scholars Discuss the Gaudiya Tradition, New York: Folk Books, s. 71.

[3] Vankatachela, Kota, 1957, Chronology of Ancient Hindu History, Arya Vijnana Grandhamala.

[4] Bentley, s. 213.

[5] Pingree, David, 1976, The Recovery of Early Greek Astronomy from India, Journal of the History of Astronomy, ss. 109-23.

[6] Thompson, Richard, 1989, Vedic Cosmography and Astronomy, Los Angeles: Bhaktivedanta Book Trust.

[7] Rosen, s. 42.

[8] Cremo, Michael, og Thompson, Richard, 1992, Forbidden Archaeology, San Diego: Bhaktivedanta Institute.

[9] Drake, Stillman, 1978, Galileo at Work, Chicago: Univ. of Chicago Press.

Sadaputa Dasa (Richard L. Thompson) fik sin Ph.D. i matematik fra Cornell University. Han er forfatter til flere bøger som Mechanistic and Non-Mechanistic Science, Vedic Cosmography and Astronomy, Forbidden Archeology, Alien Identities og Mysteries of the Sacred Universe.