|
|
|
|
|
Swarnlata Dette
er tredje del i serien om Dr. Ian Stevenson og hans forskning i reinkarnation.
Vi bringer her et eksempel på en af de næsten 3000 sager, han har arbejdet med
i sine mere end 4 0 år som forsker i det paranormale. Vi skal til Indien og følge
Swarnlata, en lille pige, der husker et liv som en kvinde ved navn Biya. Sagen
er et uddrag fra Stevensons første bog Twenty Cases Suggestive of
Reincarnation (Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation). Artiklen er hentet fra internettet: www.childpastlives.org Historien
om Swarnlata er typisk for Stevensons sager: den lille piges erindringer
begyndte, da hun var tre år gammel, hun gav nok information til at sætte
Stevenson i stand til at lokalisere familien hos den bortgåede person, som hun
huskede (sagen blev ’løst’), og hun gav mere end 50 præcise detaljer, der
alle blev bekræftede. Men
Swarnlatas tilfælde er også forskellig fra de fleste, for hendes erindringer
falmede ikke. Og hendes er et smukt tilfælde, der kendetegnes af kærlighed og
lykkelige minder i stedet for voldelig død og strid imellem kaster og familier
som i så mange andre sager. Swarnlata
Mishra fødtes i en intellektuel og velstående familie i Pradesh i Indien 1948.
Da hun var omkring tre år gammel, var hun ude at køre en tur med sin far. I
byen Katni, mere end 150 km fra hendes hjem, pegede hun pludselig og bad chaufføren
dreje ned ad vejen til ”mit hus” og foreslog, at de kunne få en bedre kop
te der end på landevejen. Kort
tid efter fortalte hun flere ting, der alle blev nedskrevet af hendes far, om
sit liv i Katni. Hun sagde, at hendes navn var Biya Pathak, og hun havde to sønner.
Hun gav enkeltheder om huset: Det var hvidt med sorte døre, der var udstyrede
med jerntremmer. Fire værelser havde stukkatur, men de andre steder var mindre
fuldførte. Fordøren var lavet af stenplader. Huset lå i Zhurkutia, et
distrikt i Katni. Bag huset var en pigeskole, foran løb en jernbane, og et
cementværk kunne ses derfra. Hun føjede til, at familien havde en bil (meget
sjældent i Indien selv i 1950erne og specielt før Swarnlata var født).
Swarnlata sagde, at Biya døde af en ’smerte i sin hals’ og blev behandlet
af Dr. S. C. Bhabrat i Jabalpur. Hun huskede også et tilfælde ved et bryllup,
da hun og en veninde havde haft svært ved at finde et toilet. I
foråret 1959, da Swarnlata var 10 år gammel, kom sagen Professor Sri H. N.
Banerjee, en indisk forsker i paranormale fænomener og kollega til Stevenson,
for øre. Han tog de noter, hendes fader havde gjort og rejste til Katni for at
fastslå, om Swarnlatas erindringer kunne efterprøves. Uden
at bruge noget som helst andet end Swarnlatas beskrivelse fandt han huset, selv
om det var blevet udvidet og sat i stand siden 1939, da Biya døde. Det tilhørte
familien Pathak (et almindeligt navn i Indien), en velhavende, fremtrædende
familie med mange forretningsforbindelser. Cementværket lå på en grund, der
stødte op til ejendommen. Pigeskolen var 100 meter bag Pathaks ejendom, men
kunne ikke ses fra facaden. Biya
Pathak døde i 1939 og efterlod en sørgende ægtemand, to små drenge og mange
yngre brødre. Pathak-familien havde aldrig hørt om familien Mishra, der boede
150 km derfra, og Mishra’erne kendte heller intet til Pathak-familien. Historiens
næste akt lyder som en intrige af Agatha Christie, men er ikke desto mindre
sand. I sommeren 1959 rejste Biyas mand, søn og ældste bror til byen Chatarpur,
hvor Swarnlata nu boede, for at sætte Swarnlatas hukommelse på prøve. De røbede
ikke deres identitet eller formål til andre i byen, men hvervede ni bysfolk til
at komme med til Mishras hjem, hvor de kom uanmeldt. Swarnlata
genkendte med det samme sin bror og kaldte ham ’Babu’, Biyas kælenavn for
ham. Stevenson giver kun de nøgne kendsgerninger, men man kan levende
forestille sig, at følelserne gik højt på dette tidspunkt. Prøv at forestil,
hvordan Babu må følt ved at blive genkendt af sin afdøde søster, der var
blevet genfødt. Ti
år gamle Swarnlata gik rundt i værelset og så på den ene af mændene efter
den anden. Nogle identificerede hun som mænd, hun kendte fra sin by, nogle var
fremmede for hende. Så kom hun til Sri Chintamini Pandey, Biyas mand. Swarnlata
sænkede sine øjne og blev genert, som hindukvinder gør i deres mænds
tilstedeværelse, og sagde hans navn. Stevenson siger intet om Sri Pandeys
reaktion på at finde sin hustru efter 20 år. Swarnlata
identificerede også korrekt Biyas søn Murli, der var 13 år gammel, da Biya døde.
Men Murli havde planlagt at vildlede hende, og ”i næsten 24 timer insisterede
han imod hendes indvendinger på, at han ikke var Murli, men en anden.” Murli
havde også en ven med og forsøgte igen at vildlede Swarnlata ved at hævde, at
han var Naresh, Biyas anden søn, der var omtrent på samme alder som denne ven.
Swarnlata påstod lige så indædt, at han var en fremmed. Til
sidst mindede Swarnlata Sri Pandey om, at han havde tilvendt sig 1200 rupier,
som Biya havde haft i en æske. Sri Pandey indrømmede denne private
kendsgerning, som kun han og hans hustru havde haft kendskab til.
Guldfyldninger Lidt
senere blev Swarnlata ført ind et værelse, der var fuldt af fremmede
mennesker, og spurgt, hvem hun genkendte. Hun udpegede korrekt sin mands fætter,
Biyas svogers hustru og en jordemoder, som hun identificerede ikke ved hendes
nuværende navn, men ved det navn, hun havde brugt, da Biya levede. Biyas søn
Murli præsenterede i en anden test Swarnlata for en mand, som han kaldte en ny
ven, Bhola. Swarnlata påstod korrekt, at denne mand faktisk var Biyas anden søn,
Naresh. I en anden test forsøgte Biyas yngste bror at sætte en fælde for
Swarnlata ved at sige, at Biya havde mistet sine tænder. Swarnlata faldt ikke i
fælden og fortsatte med at sige, at Biya havde guldfyldninger i sine fortænder,
hvilket brødrene havde glemt og måtte få bekræftet ved at rådføre sig med
deres hustruer, der kunne fortælle, at Swarnlata talte sandt. Dette
må have været et syn. Her var en vildt fremmed ti år gammel pige, der kom så
langvejs fra i forhold til indisk kultur, at hendes dialekt var udpræget
forskellig fra Pathak’erne, og opførte sig fortroligt som en ældre søster
af huset, var bekendt med fortrolige navne og familiehemmeligheder og tilmed
huskede forhold i ægteskab, gamle tjenere og venner. Lige så bemærkelsesværdigt
er det, at hendes erindringer var fastfrosset på tidspunktet for Biyas død. Swarnlata
vidste intet om, hvad der var sket i familien
Pathak efter 1939. I
de følgende år besøgte Swarnlata familien Pathak regelmæssigt. Stevenson
undersøgte sagen i 1961 og bevidnede et af disse besøg. Han iagttog det kærlige
forhold, der var imellem Swarnlata og familiens andre medlemmer. De accepterede
hende alle som Biya genfødt. Swarnlata
opførte sig passende reserveret imod Biyas ældre, men når hun var alene med
Biyas sønner, var hun afslappet og spøgefuld, som en moder ville være det, en
adfærd, der ellers ville være fuldstændig upassende i Indien for en ti år
gammel pige i selskab med mænd, der var midt i trediverne og ikke beslægtede
med hende. Pathak-brødrene
og Swarnlata overholdt Rakhi, en hindu-tradition, hvor brødre og søstre hvert
år fornyr deres hengivenhed til hinanden ved at udveksle gaver. Ja, Pathak-brødrene
blev kede af det og vrede et år, da Swarnlata sprang over ceremonien. De
syntes, at fordi hun havde levet med dem i 40 år og kun med Mishra’erne i ti
år, havde de mere krav på hende. Som tegn på, hvor meget Pathak’erne troede
på, at Swarnlata var deres Biya, indrømmede de, at de havde ændret deres syn
på reinkarnation efter at have mødt Swarnlata og accepteret hende som Biya
genfødt. Pathak’erne havde på grund af deres status og rigdom tilegnet sig
vestlige ideer og ikke troet på reinkarnation, før dette skete. Swarnlatas
fader, Sri Mishra, accepterede også Swarnlatas tidligere identitet som sand. Da
det nogle år senere var tid for Swarnlata til at blive gift, rådførte han sig
med Pathak’erne om valget af en mand til hende. Hvordan
havde Swarnlata det med alt dette? Var det forvirrende for hende så fuldstændigt
at huske livet som en anden voksen kvinde? Stevenson besøgte hende i årene,
der fulgte og brevvekslede med hende i ti år efter, at sagen var blevet
udforsket. Han rapporterer, at hun voksede op normalt, fik en videregående
uddannelse i botanik og blev gift. Hun sagde, at somme tider, når hun mindedes
sit lykkelige liv i Katni, fyldtes hendes øjne med tårer og i et par øjeblikke
ønskede hun, at hun kunne vende tilbage til Biyas liv og rigdom. Men hendes
loyalitet til Mishra-familien forblev intakt og bortset fra regelmæssige besøg
til Katni gik hun videre med livet, voksede op til at blive en smuk ung kvinde
og accepterede fuldt ud sin plads i dette liv. På
nogle måder er Swarnlata typisk for Stevensons sager: det forbløffende antal
af kendsgerninger og mennesker, hun huskede, den udtrykkelige identifikation af
den tidligere personlighed, udvekslingen af besøg imellem familierne og
alderen, hvor hun først begyndte at huske. Hvad
der ikke er typisk, er de vedvarende klare erindringer langt ind i
voksenalderen, manglen på en traumatisk død og støtten og samarbejdet
familierne imellem (i de fleste tilfælde modsætter den ene eller begge
familier sig, at barnet opmuntres, eller at sagen kommer ud til resten af
verden). Dette er er et smukt tilfælde, der illustrerer, hvor berigende
erindringer fra et tidligere liv kan være. Men mange af Stevensons tilfælde er
historier, hvor kærlighed og mirakuløse genforeninger blander sig med
konflikt, voldelig død og fjendtlige følelser. I
næste nummer besøger vi hjemmesiden www.childpastlives.org,
hvor forældre fra hele verden fortæller, hvordan deres børn husker tidligere
liv. |
