Evolution eller Intelligent Design, del 6,4
Forbudt arkæologi:
Skeletterne fra Castanedolo,
Italien 1879
Af Lalitanatha Dasa

I dette uddrag fra Forbudt Arkæologi fortælles om den italienske geolog Giuseppe Ragazzonis fund af fire moderne skeletter i 3-4 millioner år gamle jordlag. Fundene blev gjort i Norditalien i perioden 1860-1880.

For millioner af år siden under Pliocæn-perioden skyllede et varmt hav ved foden af Alpernes sydside og aflejrede lag af koraller og bløddyr. Sidst på sommeren i 1860 rejste Professor Giuseppe Ragazzoni, der var geolog ved Brescias Tekniske Institut, til Castenedolo omkring 10 kilometer sydøst for Brescia for at indsamle fossile skaller i Pliocæn-lag, der var blevet blottet i en udgravning ved foden af et lille bjerg, Colle de Vento.

Ragazzoni rapporterede: ”Imens jeg søgte langs en koralbanke efter skaller, fik min hånd fat i den øverste del af et kranie. Det var fuldstændigt fyldt med koralstykker, som var sammenkittet med det blågrønne ler, der er karakteristisk for den formation. Forbløffet fortsatte jeg med at søge. Udover den øverste del af kraniet fandt jeg andre knogler fra brystkassen og benene, der helt tydeligt tilhørte et individ af den menneskelige art.”

Ragazzoni viste knoglerne til geologerne A. Stoppani og G. Curioni. Ifølge Ragazzoni var deres reaktion negativ: ”Uden at fæste megen lid til omstændighederne ved opdagelsen afsagde de deres mening, at i stedet for at komme fra et menneske fra meget gamle tider stammede knoglerne fra en begravelse i nyere tid.”

”Jeg smed da knoglerne væk,” sagde Ragazzoni, ”ikke uden beklagelse, for jeg fandt dem liggende imellem koraller og skaller, hvilket på trods af de to dygtige videnskabsmænds opfattelser får det til at se ud, som om de var blevet ført med af havets bølger og dækket til med koral, skaller og ler.”

Det var ikke enden på historien. Ragazzoni kunne ikke få den ide ud af sit hoved, at knoglerne, han havde fundet, kom fra et menneske, der levede i Pliocæn. ”Derfor,” skrev han, ”vendte jeg lidt senere tilbage til samme sted og var i stand til at finde brudstykker af knogler i samme tilstand som dem, der først blev opdaget.”

I 1875 købte Carlo Germani på Ragazzonis råd jord ved Castenedolo for at sælge det fosfatrige skalbærende ler til de lokale landmænd til brug som gødning. Ragazzoni oplyste: ”Jeg forklarede Germani om de knogler, jeg havde fundet, og rådede ham stærkt til at være på vagt under sine udgravninger og vise mig enhver ny form for levn af mennesker.”

I december 1879 lagde Germani mærke til nogle knogler i sine udgravninger, ca. 15 meter fra stedet, hvor de første menneskeknogler blev fundet. Den 2. januar 1880 sendte Germani besked til Ragazzoni om fundene.

Ragazzoni mindedes: ”Den næste dag tog jeg dertil sammen med min assistent Vincenzo Fracassi for at flytte knoglerne med mine egne hænder.” Knoglerne omfattede dele af kraniet, nogle tænder og dele af rygraden, ribbenene, armene, benene og fødderne. Flere opdagelser fulgte.

Den 25. januar bragte Germani nogle kæbestumper og tænder til Ragazzoni. De var blevet fundet omkring to meter fra

knoglerne, der var blevet afdækket tidligere i januar. Ragazzoni vendte tilbage til Castenedolo og fandt flere brudstykker af kranie, kæbe, rygrad og ribben såvel som nogle løse tænder. ”Alle var de,” sagde Ragazzoni, ”fuldstændigt dækkede af og gennemtrængt af leret og små stykker af koral og skaller, hvilket fjernede enhver mistanke om, at knoglerne kom fra personer, der var blevet begravede i grave, men tværtimod bekræftede den kendsgerning, at de var blevet ført med af havets bølger.”

Den 16. februar underrettede Germani Ragazzoni om, at et fuldstændigt skelet var blevet opdaget. Ragazzoni rejste til stedet og overvågede udgravningen. Skelettet, der var indhyllet i en masse af blågrønt ler, viste sig at stamme fra en anatomisk moderne kvinde.

”Det komplette skelet,” sagde Ragazzoni, ”blev fundet midt i laget af blåt ler…Det blå lerlag, der er over en meter tykt, har bevaret sin ensartede stratificering og viser ingen tegn på at være rørt ved.” Han tilføjede, ”Skelettet blev sandsynligvis aflejret i en slags havmudder og ikke begravet på et senere tidspunkt, for i så fald ville man kunne have kunnet konstatere spor af det overliggende gule sand og det jernrøde ler, der kaldes ferretto."

Kort sagt ville enhver form for begravelse med sikkerhed have bevirket en mærkbar blanding af forskelligt farvede emner i det ellers urørte blå lerlag, og geologen Ragazzoni bekræftede, at der ikke var tegn på nogen sådan blanding. Det blå lers egen lagdeling var også intakt.

Ragazzoni tog også hensyn til en anden mulig indvending, der kunne gøres imod hans konklusion om, at menneskeknoglerne fra Castenedolo var lige så gamle som Pliocæn-lagene, som de blev fundet i. Måske nogle vandløb havde fjernet lagene over det blå ler og også delvist trængt ned i selve det blå ler. Menneskeknoglerne kunne da være blevet skyllet ned i disse fordybninger, og nyt materiale kunne have aflejret sig over dem. Dette kunne forklare, hvorfor der ikke var tegn på nogen form for grav. Men Ragazzoni sagde, at det var usandsynligt, at menneskefossilerne var blevet skyllet ned i nyere tid i de lejringer, hvor de blev fundet: ”Fossilresterne, der blev opdaget den 2. januar og den 25. januar, lå i en dybde på omkring to meter. Knoglerne befandt sig på grænsen imellem banken af skaller og koral og det overliggende blå ler. De var spredt ud, som om de var blevet splittede af bølgerne imellem søskallerne. Måden, de var placeret på, tillader en fuldstændig udelukkelse af nogen senere form for sammenblanding med eller forstyrrelse af jordlagene.”

Ragazzoni oplyste videre: ”Skelettet, der blev fundet den 16. februar, fandtes i en dybde på over en meter i det blå ler, der synes at have tildækket det igennem langsomme [gradvise] aflejringer.” Den langsomme aflejring af leret, som Ragazzoni sagde var lagdelt, udelukkede hypotesen om, at skelettet i nyere tid var blevet skyllet ned i det blå ler af et strømmende vandløb.

Moderne geologer placerer de blå lerlag ved Castenedolo i  fasen ’the Astian’ i Mellempliocæn, hvilket giver fundene fra Castenedolo en alder på omkring 3-4 millioner år.

I 1883 besøgte Professor Giuseppe Sergi, en anatom fra Roms universitet, Ragazzoni og undersøgte personligt de menneskelige levn i Brescias Tekniske Institut. Efter at have undersøgt knoglerne fastslog han, at de kom fra fire personer – en voksen mand, en voksen kvinde og to børn.

Sergi besøgte også fundstedet ved Castenedolo. Han skrev: ”Jeg tog dertil i selskab med Ragazzoni den 14. april. Renden, der var blevet udgravet i 1880, var der stadig, og jordlagene kunne tydeligt ses i deres geologiske lagdeling.”

Sergi tilføjede: ”Hvis der var blevet gravet et hul til en begravelse, ville det ikke være blevet fyldt op nøjagtigt på samme måde igen. Leret fra de øvre overfladelag, der er tydeligt genkendeligt på sin stærke røde farve, ville have været iblandet. En sådan misfarvning og forstyrrelse af lagene ville ikke have undsluppet selv en almindelig persons opmærksomhed for slet ikke at tale om en uddannet geologs.” Sergi gjorde også opmærksom på, at bortset fra det næsten fuldstændige kvindeskelet var de fleste af knoglerne spredte imellem havskallerne og korallen under det blå ler, som om de lå hen over én enkelt vandret overflade. Dette underbyggede den opfattelse, at disse kroppe havde lagt sig til hvile på den lavvandede havbund. Efter at de var rådnet op, var knoglerne blevet spredt af vandets bevægelse.” ”Det næsten fuldstændigt bevarede kvindeskelet,” sagde Sergi, ”blev ikke fundet i en stilling, der vidnede om en almindelig begravelse, men lå omdrejet.”

Sergi var overbevist om, at skeletterne fra Castenedolo var jordiske rester af mennesker, der levede i Pliocæn-perioden i Tertiærtiden. Om andres negative opfattelser sagde han: ”Tilbøjeligheden til på grund af forudfattede teoretiske opfattelser at forkaste enhver opdagelse, der kan påvise en menneskelig tilstedeværelse i Tertiærtiden, er, mener jeg, en slags videnskabelig fordom. Sådanne fordomme burde udryddes fra naturvidenskaben.” Denne fordom fik man imidlertid ikke bugt med, og den hænger stædigt ved i dag. Sergi skrev: ”På grund af en despotisk videnskabelig fordom – kald den, hvad man vil – er enhver opdagelse af spor af mennesker i Pliocæn blevet bragt i miskredit.”

Sergi stod ikke alene med sin accept af Ragazzonis opdagelser ved Castenedolo. Armand de Quatrefages accepterede dem også. Med hensyn til det kvindelige skelet, der blev fundet ved Castenedolo, sagde han i sin bog Races Humaines: ”Der findes ingen virkelig grund til at betvivle M. Ragazzonis opdagelser, og…hvis de var blevet gjort i et lag fra Kvartærtiden, ville ingen have tænkt på at bestride deres nøjagtighed. Intet kan derfor siges imod dem udover teoretiske a priori indvendinger.”

Et godt eksempel på den urimelige behandling, som Castenedolo-fundene har fået, kan findes i Professor R. A. S. Macalisters Textbook of European Archaeology fra 1921. Macalister indrømmede, at Castenedolo-fundene ”må, hvad end vi mener om dem, tages alvorligt.” Han bemærkede, at de ”blev bragt for dagen af en kvalificeret geolog, Ragazzoni ... og undersøgt af en kvalificeret anatom, Sergi.” Alligevel kunne han ikke acceptere deres Pliocæn-alder. Stillet overfor de ubehagelige kendsgerninger gjorde Macalister gældende, at ”der må være et eller andet galt.” For det første var knoglerne fuldt ud moderne. ”Så hvis de virkeligt tilhørte det lag, hvor de blev fundet,” skrev Macalister, ”ville dette indebære en usædvanlig lang stilstand for evolutionen. Det er meget mere sandsynligt, at der er et eller andet galt med observationerne.” Macalister sagde også: ”Accept af en Pliocæn-alder for Castenedolo-skeletterne ville fremkalde så mange uløselige problemer, at vi knapt nok kan tøve i valget imellem alternativerne af at tilslutte os eller forkaste deres autenticitet.”

I Castenedolos tilfælde ser man manglerne ved palæontologernes metoder. Den oprindelige tillæggelse af en Pliocæn-alder til fundene fra 1860 og 1880 virker berettiget. Fundene blev gjort af en faglært geolog, G. Ragazzoni, der omhyggeligt iagttog fundstedets stratigrafi. Han søgte specielt efter tegn på indtrængning såsom grave og bemærkede ingen. Ragazzoni rapporterede på korrekt vis sine fund til sine videnskabelige kolleger i videnskabelige journaler. Men fordi de fundne levn var morfologisk moderne, kom de under voldsom negativ ransagelse. Som Macalister formulerede det, måtte der være et eller andet galt.

Redegørelsen for menneskets oprindelse, sådan som den nu er fremherskende i det videnskabelige samfund, er en frembringelse af holdninger som Macalisters. I de sidste hundrede år har ideen om den fremadskridende udvikling af den menneskelige art fra mere abelignende forfædre styret accept og forkastelse af bevismaterialer. Bevismaterialer, der strider imod ideen om menneskelig evolution, frasorteres omhyggeligt. Når man derfor læser lærebøger om menneskets udvikling, kan man tro, ”Jamen, ideen om menneskets udvikling må være sand, for alle bevismaterialer underbygger den.” Men redegørelsen i sådanne lærebøger er vildledende, for det er den ubestridte tro på, at mennesker rent faktisk udviklede sig fra abelignende forfædre, der har bestemt, hvilket bevismateriale skal medtages, og hvordan det skal fortolkes.