Maya, den virtuelle verden
Af Sadaputa Dasa

I maj i år udkom Sadaputa Dasa med en ny bog, der undersøger og forklarer den materielle verden (maya) med en moderne computermetafor. At sammenligne maya med en computerskabt virtuel verden åbner en masse interessante perspektiver, siger Sadaputa i bogen. Bl.a. er det muligt at give en plausibel forklaring på store spørgsmål som forbindelsen imellem ånd og materie, et spørgsmål, der har plaget filosoffer siden Descartes’ tid.

Følgende er en oversættelse af bogens introduktion, der forklarer bogens opbygning og gennemgår de forskellige kapitler et efter et. For nogle er dette måske langsom og vanskelig læsning, men vi kan garantere, at det er indsatsen værd at prøve at følge Sadaputas tanker i hans nye, radikale og måske epokegørende teori.

*** 
 

  Film som The Matrix har gjort ideen om, at vi måske lever i en virtuel verden, populær. I The Matrix tror folk, at de lever i en moderne by, men i virkeligheden er de kroppe, der opbevares i beholdere og er forbundet med en central computer, der fordyber dem i en verden af illusion. Skønt historien er ren og skær fantasi, kan den måske indeholde en kerne af sandhed. Militære simulatorer placerer rutinemæssigt soldater på virtuelle slagmarker som træning. Over de seneste årtier har computere vokset voldsomt i styrke ifølge Moores lov, og vi kan forestille os computere, der langt vil overgå kompleksiteten i den menneskelige hjerne og nervesystem. Er det muligt, at vi allerede lever i en virtuel verden? Hvis ja, hvad er da den ’virkelige’ virkelighed? Er vi kroppe i beholdere eller noget helt andet?

 I denne bog undersøger jeg ideen om en virtuel verden som en metafor for vores situation som bevidste væsener. Denne metafor er en bekvem ramme til at komme ind på mange spørgsmål om bevidsthed.

 Jeg begynder med at stille det gamle spørgsmål om, hvorvidt maskiner kan blive i stand til at tænke eller ej. Dette spørgsmål funderede den britiske computerpioner Alan Turing over, da han definerede den moderne ide om en universel computer. Ifølge Turing kan vi forestille os, hvordan praktisk taget en hvilken som helst menneskelig adfærd kan defineres ifølge regler. For eksempel følger min adfærd i forbindelse med skrivningen af disse sætninger grammatiske regler, og logikken i de pointer, jeg kommer ind på, følger også regler. Turing hævdede, at en sådan adfærd kan fremkaldes i en computer, og at der til syvende og sidst ingen skelnelig forskel er imellem menneskelige mentale aktiviteter og deres simulering i en passende programmeret computer. Computere kan i princippet tænke.
 

Denne ide støttes af moderne fysik. Ifølge fysikken følger alt i naturen beregnelige regler, der gives af matematiske ligninger (Selv tilfældige begivenheder kan behandles ved at udregne sandsynligheder.). Dette må også gælde for hjernen, der ser ud til at være den fysiske kilde til al menneskelig tænkning, som derfor følger fysikkens love. Siden en computer i princippet kan udregne hvad som helst, der sker ifølge disse love, kan computere tænke.

Denne logik virker overbevisende, men der er nogle ubesvarede spørgsmål. Skønt naturen måske følger fysiske love, mener kun få, at beregninger af disse love er en kopi af naturen. De simulerer blot naturen. Så tænker Turings teoretiske tænkende computer virkeligt, eller simulerer den blot tanker? Filosoffer fra Leibnitz til John Searle har gjort gældende, at essensen af bevidsthed lades ude af enhver mekanisk simulering af tanke, uanset hvor nøjagtig den måtte være. Bevidsthed synes at være det mystiske element, der gør os bevidste om det, vi tænker. Uden den skulle der fortsat kunne være tanker ifølge reglerne, men der ville ikke være nogen bevidsthed om dem.

Men andre filosoffer såsom Daniel Dennett påpeger, at siden alt, vi er bevidste om, er bygget op omkring regler, er der ingen grund til at postulere et eller andet mystisk manglende element, som vi ikke kan se eller forklare.

*** 

Rene Descartes foreslog et skel imellem materie, der følger fysiske love, og et hypotetisk tænkende stof, der er bevidst i sig selv og udrustet med fri vilje. Dette skel kræver en vekselvirkning imellem det ikke-fysiske sind og materie. Materielle sansedata påføres sindet, og mental vilje påføres på materien. Imidlertid siger fysikkens love intet om denne krop-sind vekselvirkning, og for mange filosoffer gør dette med sikkerhed Descartes’ teori ugyldig.

Det er her, at en virtuel verden kommer ind i billedet. En virtuel verden er en computerskabt verden, som en menneskelig iagttager kan sanse og påvirke igennem forsætlige handlinger. Siden synsopfattelse er så vigtig for mennesker, begynder virtuelle verdener at tage praktisk form med udviklingen af realistisk computergrafik, der startede med flysimuleringer for militærpiloter.

Computergrafik bygger på simuleringer, der følger fysikkens love. Tag for eksempel en computeranimering af vand, der hældes ud af et glas og plasker ned på et bord. For at få dette til at virke realistisk er det nødvendigt at simulere vands adfærd ved at løse ligningerne for flydende bevægelse. Meget realistiske effekter kan frembringes på denne måde, og det er klart, at fremtiden i computergrafik er at lave bedre og bedre fysiske simuleringer.

Imidlertid behøver simuleringerne ikke at være perfekte for at være overbevisende. I praksis kan man programmere computeren, så et menneske kan styre de aktiviteter, der fysisk simuleres, uden at bryde de fysiske love i alvorlig grad. Computerspil af i dag gør dette groft, men vi kan forvente, at i takt med, at computere bliver mere kraftfulde, øges virkningen af realisme i de interaktive simuleringer. I computerens verden viser Descartes’ ideer sig at være mulige. Man kan bevidst styre virkninger, der ser virkelige ud, og der er ingen praktisk grænse for, hvor virkeligt dette kan være.

*** 

For at træde ind i en virtuel verden må der være en kontaktflade imellem den menneskelige deltager og den computerfrembragte verden. Ideelt set bør mennesket få alle sine sansedata fra computeren, og de villede handlinger bør opfanges af computeren og bruges til at styre en virtuel krop.

Det er her, tingene begynder at blive rodede. Videnskabsmænd postulerer, at bevidsthed opholder sig i hjernen. Så en levende hjerne, der er forbundet med en kraftig computer, kan bevidst erfare liv i en virtuel verden, der frembringes af computeren. Vi er ved kroppene i beholderne, sådan som de skildres i The Matrix. Vi har en slags omvendt kartesiansk dualisme af materie og virtuel materie. Materie i den forbundne hjerne oplever en illusorisk virkelighed, der frembringes af virtuel materie i computeren.

Men hvad nu hvis vi allerede lever i en virtuel verden? Da er denne verden en illusion, der er skabt af ’noget andet’, og måske kommer vores bevidsthed også fra noget andet. Vi ved ikke, hvad dette ’noget andet’ er, men vi kan blot kalde det den Grundlæggende Virkelighed. Jeg vil gå på opdagelse i den hypotese, at verden er en illusorisk konstruktion af en Grundlæggende Virkelighed, der omfatter vores bevidsthed. Computerfrembragte virtuelle verdener tilvejebringer en metafor, der hjælper os til at udforske denne hypotese.

  *** 

Vi må først spørge, hvor langt vi virkeligt kan gå, når det drejer sig om at lave en virtuel verden, der både kan styres og er i overensstemmelse med fysikkens love. For at svare på dette besigtiger jeg nogle relevante emner i moderne fysik i kapitel 2, 3 og 4.

I kapitel 2 diskuterer jeg ideen om, at determinisme i fysik udelukker fri vilje. Historisk gav denne opfattelse ophav til den deistiske ide om, at Gud er en urmager, der byggede det universelle urværk, satte det i gang og lod det passe sig selv fra da af. Men det viser sig, at den moderne ide om deterministisk kaos giver plads til både fysisk determinisme og fri vilje. Kaotiske systemer kan styres i ønskede retninger ved at introducere umålelige små afvigelser i begivenhedernes forløb.

Kaotiske systemer er helt almindelige i naturen. For eksempel findes de i vejret og i de levende organismers hjerner. Kontrol igennem styret kaos er mulig i et system i en virtuel verden, der efterligner fysikkens deterministiske love. Hvis vi allerede lever i en virtuel verden, er det muligt, at fri vilje faktisk spiller en rolle i vores verden, selv på områder, hvor deterministisk fysiske årsagsforhold ser ud til at være reglen.

Imidlertid har denne ide sine minusser. For det første synes termodynamikkens anden lov at sige, at uordenen i et fysisk system skal vokse. Dette synes at gå imod ideen om, at kaos kan styres for at få indført orden. Ja, hvis vi ser på det teoretiske grundlag for den anden termodynamiske lov, opdager vi, at den med overlæg udvisker naturens fine detaljer og gør den ’grovkornet’. Faktisk postulerer fysikere små tilfældige ændringer, der frembringer uorden. Løsningen på dette er at foretage tilfældige ændringer i det store og hele, som det kræves af den anden lov, men også at foretage planlagte ændringer, der indfører orden i det omfang, det er nødvendigt.

*** 

Tid udgør også et problem. I en menneskeskabt virtuel verden følger de menneskelige personers hjerne deres egen biologiske tid, og den simulerede verden er nødt til at følge denne standard for ’virkelig tid’. Imidlertid er det ikke åbenlyst, hvorfor tid skulle være begrænset af en bestemt målestok for tid, og vi postulerer, at tid i vores Grundlæggende Virkelighed ikke bestemmes af bevidsthed, men af de relative omstændigheder, som bevidstheden viser sig i. Dette er naturligvis også opfattelsen i de mystiske traditioner.

Påfaldende nok tvinges vi ud i en sådan antagelse i Einsteins relativitetsteori. For eksempel vender den ene af tvillingerne i relativitetsteoriens tvillingeparadoks tilbage fra en rumflyvning, der foregår med næsten lysets hastighed. Det viser sig, at han har erfaret mindre tid end sin tvilling, der blev hjemme. Dette kan ikke simuleres i en menneskeskabt virtuel verden med forsøgspersoner, men det ville være muligt i en virtuel verden, der bygger på tidløs bevidsthed. Dette og andre spørgsmål omkring tid diskuteres i kapitel 3.

***  

Kvantemekanik er lige nu den fundamentale teori for alle subatomare, atomare og molekylære fænomener, og det diskuterer jeg i kapitel 4. Lige fra kvantemekanikken opstod, har den syntes at have noget at gøre med bevidst iagttagelse, og en af dens grundlæggende fædre, Werner Heisenberg, anså den mere som en teori om viden end en teori om materie. Således antog han en idealistisk opfattelse, hvor opfattelsesevne og viden ses som grundlag for virkeligheden.

Man skulle tro, at dette varsler godt for modeller, hvor materie og bevidsthed påvirker hinanden gensidigt. Desværre gør naturen af kvantemekanik i dens normale Københavnerformulering det svært at indføre bevidsthed som en aktiv kraft i den materielle verden. Imidlertid giver den såkaldte ’mange-verdener’ fortolkning af kvantemekanikken mulighed for at drage fordel af deterministisk kaos til at styre begivenhedernes gang, ligesom vi gjorde det i tilfældet med klassisk fysik. I en simulering kan vi også undgå de utallige opsplittende ’verdener’ i mange-verdener-teorien ved kun at lave beregninger over de verdener, der er brug for. Dette er også en side af ’kvantepotentiellet’ i den udgave af kvantemekanik, der er udtænkt af David Bohm.

Selvfølgelig må al tale om at simulere kvantemekaniske systemer konfronteres med den kendsgerning, at selv de kraftigste computere er ude af stand til nøjagtigt at simulere opførslen hos blot et enkelt proteinmolekyle, der flyder i vand. Imidlertid bruger vi kun modeller af virtuelle verdener som tankeeksperimenter. I kapitel 5 gennemgår jeg nogle tankeeksperimenter, hvor fysikere har forestillet sig computere, der med præcision kan simulere et helt univers. Hvis deres ideer er rigtige, kan ideen om, at vi allerede lever i en virtuel verden, også være rigtig.

*** 

Ser vi nogle tegn på, at bevidsthed kan påvirke naturlige fænomener? En form for vidnesbyrd gives af de såkaldte svage paranormale fænomener. Disse indbefatter bevidste påvirkninger på kvantemekanikbaserede generatorer af vilkårlige tal, som rapporteret af Helmut Schmidt og Robert Jahn og hans kolleger på Princeton universitet. De omfatter også den rapporterede evne hos mennesker til at iagttage ting på stor afstand – en evne, der beskrives i banebrydende studier på SRI i Californien og også studeret af Jahn og hans gruppe. Ikke overraskende har denne evne til såkaldt fjern betragtning også været af interesse for CIA.

Eksperimenterne med vilkårlige talgeneratorer viser, at menneskelig vilje tilsyneladende kan udøve en lille, men målelig indflydelse på komplicerede maskiner, der styres af tilfældige subatomare eller atomare processer. Disse eksperimenter mere end blot viser, at bevidsthed kan påvirke materie. De viser, at komplicerede processer på en eller anden måde kan følge en (menneskelig) bevidst kraft, selv om denne kraft ikke kender til eller på nogen måde forstår disse processer. En måde at forklare dette på er, at verden deler sig kvantemekanisk i mangfoldige veje, og bevidsthed kan på en eller anden måde vælge at følge en vej efter det punkt, hvor spaltningen bliver mærkbar for mennesker. Man kan bruge modellen om den virtuelle verden til at undersøge, hvordan dette kan lade sig gøre.

Eksperimenterne med fjernvision er på nogle måder endnu vanskeligere at forklare end eksperimenterne med vilkårlige tal. Problemet er, at folk ser ud til at kunne se begivenheder, før de finder sted. Dette er et eksempel på det bredt rapporterede fænomen af (overnaturlig) forudviden, der omfatter sansning af forskellige mulige fremtidsscener. Dette synes at krænke grundlæggende fysiske principper, men jeg gør opmærksom på, at i en simuleret verden er det slet ikke muligt at styre begivenheder systematisk uden at lave beregninger over forskellige alternative fremtidsmuligheder.

Her er grunden til, hvorfor dette er sandt. I en simpel virtuel verdensmodel er der er en rimelig direkte forbindelse imellem den bevidste deltager og den virtuelle krop. For eksempel kan en deltager, der er iført en virtuel handske, direkte styre en virtuel hånds bevægelser. For at have en simulering, der nøjagtigt følger fysikkens love, er det imidlertid nødvendigt med yderligere beregninger, og disse omfatter forudberegninger af alternative fremtidige muligheder. Dette giver plads til forudviden, hvis vi blot antager, at folk somme tider bliver bevidste om nogle af disse forudberegninger.

*** 

I kapitel 7 diskuterer jeg visioner og hallucinationer. Disse fænomener kræver også ekstra software imellem den bevidste deltager og den virtuelle krop. Skønt en hallucination kan synes at være intet andet end et sammenbrud i hjernens sansebearbejdninger, er tingene ikke så enkle. Rapporter af kollektive hallucinationer og stærkt livagtige hallucinationer antyder, at dannelse af forestillingsbilleder kan foregå uden for den fysiske hjerne. Dette er muligt i den virtuelle verdensmodel.

Ideen om, at forestillingsbilleder kan dannes uden for hjernen, støttes af nær-døds-oplevelser (NDO), hvor en person måske fortæller at se påviselige begivenheder under en periode, hvor hjernen (og specielt hjernens optiske moduler) ikke burde fungere. I et banebrydende studie viste  hjertespecialisten William Sabom, at patienter med hjertetilfælde ofte har kunnet beskrive detaljerede visuelle aspekter ved de procedurer, der anvendtes for at genoplive dem fra hjertestoppet. Mange andre studier har vist lignende resultater, og et studie af psykologen Kenneth Ring viste, at mennesker, der er født blinde, har rapporteret detaljerede visuelle oplevelser under NDOer. I kapitel 8 diskuterer jeg dette og gør også opmærksom på, at disse vidnesbyrd underbygger de beviser, der gives i kapitel 7 for sansning udenfor hjernen. Ja, de går et skridt videre, siden NDO ser ud til at omfatte bevidst tanke og hukommelse på et tidspunkt, hvor hjernen i bund og grund skulle være slukket ned.

Beviserne for reinkarnation lader også formode, at erindringer kan eksistere uafhængigt af den fysiske hjerne. Ian Stevensons arbejde viser, at små børn somme tider synes at huske tidligere liv af sig selv. I mange tilfælde har det været muligt for forskerne at fastslå familien i den huskede ’forrige personlighed’ og at påvise, at barnet ikke kunne have hørt om denne familie på nogen normal måde.

Stevenson hævder, at børn, der fortæller om tidligere liv, ofte har interesser, talenter og fobier, der er forbundet med den forrige personlighed. De kan også udvise fødselsmærker, der svarer til sår (ofte dødelige), som de gennemled i det tidligere liv. Det sidste fænomen er specielt interessant, for det lader formoder, at sindet kan påføre mønstre på den fysiske krop. Stevenson giver adskillelige eksempler, der viser, at indenfor ét og samme liv kan mentale forestillingsbilleder påvirke kroppen på en meget detaljeret og nøjagtig måde. For eksemplet udviste en mand i ét tilfælde livagtige, dybe mærker af reb på sine arme efter at have genoplevet en situation fra år i forvejen, hvor han var bundet med reb. Hvis sindet er i det mindste delvist uafhængigt af kroppen, kunne denne effekt af sindet over materie forklare, hvordan mentale billeder, der blev dannet i det ene liv, kunne tages med over til det næste.

***  

Så vidt har jeg diskuteret paranormale fænomener, der tænkeligt kunne simuleres i en virtuel verden uden at krænke fysikkens love voldsomt. Disse fænomener kræver omfattende beregninger, der ligger udenfor det fysiske og omhandler sanseopfattelser, men de kræver ingen usædvanlige former for handlinger. Således kunne aftrykkene af mentale billeder på hjernen eller kroppen forklares som små, men systematiske påvirkninger, der indføjes i levende celler. I kapitel 9 diskuterer jeg imidlertid rapporterede paranormale påvirkninger, der stærkt bryder med de kendte fysiske love. Dette omfatter fænomener, hvor genstande synes at forsvinde fra et sted og dukke op et andet.

Man kunne gøre gældende, at sådanne fænomener uden videre burde forkastes, for vi ved, at de er umulige. Imidlertid kan en anden opfattelse være, at disse fænomener findes, og derfor er fysikkens love ufuldstændige. Siden fysikkens love altid har været genstand for revision, hælder jeg til sidste  mulighed. Det ville være bekvemt, men i mine øjne uærligt at undgå at konfrontere disse fænomener.

De fleste af de fænomener, der diskuteres i kapitel 9, kan forklares ved at antage, at der eksisterer et ekstra kontinuum (eller mere end et) parallelt med rummet, som vi kender det. Materie kan overføres fra det ene kontinuum til det andet, og nogle dårligt forståede former for fysiske vekselvirkninger styrer overførselsprocessen. Vi kan udforme sådanne fænomener i en virtuel verden, hvor vi er frie til at antage lige så mange kontinuummer af rum, som vi har lyst til. Problemet ligger i at udregne detaljerne i overførselsmekanismen.

*** 

I kapitel 10 kommer jeg ind på helbredelse. Unormale former for helbredelse synes at omfatte næsten alle de paranormale fænomener, der diskuteres i de forudgående kapitler. Disse spænder over ekstreme tilfælde, hvor alvorlige sygdomme såsom blindhed pludselig kureres af ukendte årsager. Der kan også være tale om bygningsændringer i organer eller væv, der kræver forvandlinger af den slags, der diskuteres i kapitel 9.

I alle former for usædvanlige helbredelser er der brug for nogle eller noget til intelligent at anvende viden. For eksempel kræver selektiv bortskaffelse af kræftceller viden om, hvordan man genkender en kræftcelle. En helbredelse, der indbefatter mobilisering af kroppens egne beskyttelsesmekanismer, kræver viden om, hvordan man maner disse mekanismer frem. Forskellen imellem normal og unormal helbredelse er, at den sidste forekommer i tilfælde, hvor kroppens egne ressourcer mangler nok viden eller midler til at anvende den. I en virtuel verden kan beregnings-  og kundskabsressourcer udenfor den virtuelle verden bruges til at styre sådanne unormale reparationsprocesser i virtuelle kroppe.

Det er måske vigtigt, at unormale helbredelser ofte er forbundet med rapporter om et lysende væsen, der udstråler en følelse af kærlighed og visdom. Rapporter om visioner af sådanne væsener svarer til lignende rapporter af væsener, der ses under NDOer. Fra synspunktet af metaforen om den virtuelle verden kunne sådanne væsener være bevidste individer med en anden form for virtuel krop, der måske lever i et andet virtuelt rum. Man kan teoretisere, at de spiller en form for administrativ rolle i styringen af den virtuelle verden.

***  

Givet et universelt virtuelt virkelighedssystem (som jeg refererer til som den Grundlæggende Virkelighed) er det naturligt at spørge, hvor det kommer fra. I en menneskeskabt virtuel verden involverer dette en skabelsesproces, der begynder med mennesker. Mennesker skaber computeren, softwaren og interfaceudstyret, og nogle af dem kaster sig derefter ud i deres virtuelle eventyr. I modsætning dertil siger den moderne videnskabelige opfattelse, at alting har udviklet sig uden nogen intelligent styring igennem indvirkningen fra subatomare partikler, der vekselvirker ifølge fysikkens love.

Så enkelt er det selvfølgeligt ikke. Astrofysikere har lagt mærke til, at universet er indrettet på mange måder for at give mulighed for liv, som vi kender det. I stedet for at postulere en intelligent årsag med en forkærlighed for liv har nogle videnskabsmænd foreslået, at der er en oprindelig, uintelligent universel skaber, der udspyr et umådeligt antal universer med tilfældige egenskaber. Ud af alle disse universer er der nødt til at være nogle, der egner sig til vores form for liv, og vi lever i et af disse. Man kan spørge sig selv, hvilke af disse hypoteser er mere sandsynlig, denne eller hypotesen om en intelligent skaber.

Siden den virtuelle verdensmodel antager en oprindelig kilde til bevidsthed, hælder den afgjort til hypotesen om en intelligent designer. Trods det må vi alligevel tage kosmisk og biologisk udvikling i betragtning. Den enkleste måde at gøre dette på er at tilføje intelligent styring til udviklingsprocessen. Dette ville være specielt relevant på visse nøglestadier i denne proces såsom (1) det tidlige univers, (2) livets opståen og (3) det højt intelligente livs opståen. I tilgift kan gentagende beregninger, der allerede er antaget i den virtuelle model, bruges for at opnå de postulerede virkninger af tilfældig universfrembringelse på en styret og økonomisk måde. Dette diskuteres i kapitel 11.

***  

I kapitel 12 undersøger jeg naturen af bevidsthed, hvilket har luret i baggrunden under hele diskussionen. Jeg har allerede antaget, at bevidsthed er tidløs, at den er i stand til at gennemføre omfattende simuleringer i deres egne lokale tidssystemer, og at den kan manifestere individuelle bevidste væsener, der bliver dramatis personae i virtuelle verdener.

For at få dybere indsigt i naturen af bevidsthed vender jeg mig til åndfulde traditioner, der har samlet empiriske data om dette emne. Jeg ser hovedsageligt på to traditioner, buddhismen og hinduismens vaisnava-tradition.

I disse og andre traditioner er der generel enighed om, at bevidsthed på paradoksal vis både er forenet og splittet op i dele. Som den Ene er bevidsthed kilden til og opretholdelsen af alting, og som de mange er den bevidstheden, der manifesteres i individuelle væsener. I en forstand er bevidsthed det, der er tilbage, når alt forklarligt er blevet forklaret. Den må være paradoksal, for ellers kunne den forklares yderligere. I en anden forstand indeholder den Ene bevidsthed alting, både forklarligt og uforklarligt.

I indisk tradition henviser sanskritordet maya til kraften til at køre omfattende simuleringer af virtuelle verdener. Denne bog kan ses som en foreløbig udforskning af ideen om maya eller virtuel virkelighed som en videnskabelig hypotese. I denne hypotese sættes fysikkens love, der allerede er matematiske, i sammenhæng med en universel udregning, der styres og integreres af bevidsthed. Dette giver en ramme, hvor forholdet imellem bevidsthed og den fysiske virkelighed kan udforskes systematisk

***  

Maya: The World of Virtual Reality er på 304 sider og kan bl.a. købes fra Bhaktivedanta Library Services i Belgien, hvor den koster 16 euro. (Se mere på www.BLServices.com)