23 august 2004
Evolution eller Intelligent Design, del 7,1
Paranormale fænomener
Af Lalitanatha Dasa

  ”Der er efter min mening i rummet et helt nyt domæne af facts og fysiske tilstande, som vi intet begreb har om for øjeblikket.” (Pierre Curie, 1906)

 

Den 7. del i serien Evolution eller Intelligent Design tager et kig på, om en af evolutionsteoriens mest grundlæggende forudsætninger holder. Evolutionsteorien er en naturalistisk teori (se fodnote 1), der hævder, at alt inklusive liv kan forklares indenfor de rammer, som fysikkens og kemiens love afstikker. En mulig falsificering (se fodnote 2) af evolutionsteorien kunne derfor være at påvise tildragelser, der unddrager sig en naturalistisk forklaring. Er der med andre ord i forbindelse med livet fænomener, der unddrager sig nogen form for fysisk og kemisk forklaring, og som evolutionsteorien således heller ikke kan redegøre for? Er dette tilfældet, falder evolutionsteorien til jorden.

Meget tyder på, at det er tilfældet. I 1996 bragte den velrenommerede og helt igennem konventionelle videnskabelige journal Foundations of Physics (se fodnote 3) en rapport af Dean Radin, fysiker ved Princeton University, og Roger Nelson, psykolog samme sted. I rapporten fremlagde de to videnskabsmænd en analyse af 597 eksperimenter fra 1959 til 1987, hvor forsøgspersoners evne til at påvirke en elektronisk tilfældighedsgenerator var blevet undersøgt. I sådanne forsøg bliver forsøgspersoner bedt om at prøve mentalt at påvirke en tilfældighedsgenerator af nuller og ettaller. Når talgeneratoren ikke påvirkes af nogen ydre faktor, er fordelingen af tallene 50% - 50% ved et tilstrækkeligt stort antal forsøg. Radin og Nelson konstaterede imidlertid en fordeling på 51% - 49% i de analyserede 597 eksperimenter. Dette lyder umiddelbart ikke af meget, men ikke desto mindre er sandsynligheden  for, at dette skulle være sket tilfældigt, mindre end 1x10-12 (1 ud af en billion).

Radin og Nelson kunne kun slutte, at disse eksperimenter viser, at det menneskelige sind eller psyke besidder en evne til at påvirke fysiske hændelser på måder, der ikke lader sig forklare indenfor rammerne af de kendte naturlove. Radin og Nelson konkluderede: ”I lys af alle tilgængelige data er de vigtigste generelle opdagelser, at (a) næsten 40 års eksperimenter fortsætter med at vise små, men statistisk sikre mentale påvirkninger, (b) effekten er uafhængigt [dvs. ved mange af hinanden uafhængige forsøg] blevet gentaget af forskere ved dusinvis af universiteter verden over, og (c) effekten er blevet gentaget under et nyt eksperimentelt udkast, der inddrager skeptiske tredjepartsobservatører…Mange slags teoretiske modeller er blevet foreslået som forklaring på effekten, lige fra kvantemekaniske observanseffekter til overnaturlig forudviden.”

Et enkeltstående tilfælde? Nej, ’paranormale’ fænomener har været genstand for omfattende forskning i mindst 150 år (i virkeligheden meget længere) med deltagelse af en række af historiens største videnskabsmænd. Interessant er det her at nævne en af de største evolutionister nogensinde, Alfred Russell Wallace, der sammen med Darwin gives æren for at have formuleret evolutionsteorien. Andre forskere omfatter fysikeren Sir William Crookes, der opdagede grundstoffet thalium, og Pierre og Marie Curie, pionererne i forskning af radioaktivitet. Alle endte de ikke blot med at være dybt involveret i psykisk forskning, men blev også på trods af deres indledende skepsis fuldt overbeviste om psykiske fænomeners ægthed.

I 1876 blev ’The Society for Psychical Research’ grundlagt af den engelske fysiker Sir William Barrett og havde som medlemmer en række af tidens prominente videnskabsmænd inklusive Wallace og Crookes. Dette engelske selskab inspirerede til oprettelsen af lignende selskaber andre steder i verden, og megen forskning i paranormale fænomener er udsprunget derfra. Denne forskning er fortsat helt op til vores tid. Resultatet er en omfattende dokumentation af fænomener som telepati, psykokinese, remote viewing, materialiseringer, spøgelser, kontakt til afdøde, erindringer fra tidligere liv, nær-døds-forskning, xenoglossi, mirakelhelbredelser og meget andet.

Faktisk er der gjort så megen forskning i det paranormale, at en australsk advokat ved navn Victor Zammit på sin hjemmeside udlover 1 million dollars til enhver, der kan tilbagevise det materiale, han fremlægger, som videnskabeligt uholdbart. Under overskriften ’A Lawyer Presents the Case for the Afterlife’ (se fodnote 4) hævder han, at de beviser, der findes for et liv efter døden er så solide, at han vil give 1 million dollars til enhver, der kan tilbagevise dem. Et af hans eksempler handler om det brasilianske medium Carmine Mirabelli, som bringes nedenunder. Og i de næste numre af serien kommer vi ind på flere konkrete eksempler, der viser eksistensen af en paranormal dimension.

 

*******

 Med ’evolution’ menes her ’blind evolution’. Derimod strider en form for teistisk evolution ikke nødvendigvis imod konklusionerne i denne tekst.

  1. Falsificering: at påvise noget som fejlagtigt. Et centralt begreb i moderne videnskabsforståelse. Medmindre en teori i princippet kan falsificeres, kan den ifølge Karl Popper ikke regnes for en videnskabelig teori.
  2. Dear L. Radin og R.D. Nelson, ’Evidence for consciousness-related anamolies in random physical systems’. Foundations of Physics, 19: 1499-1514.
  3. www.victorzammit.com)