|
|
|
|
|
Evolution eller Intelligent Design, del
6,1 Evolutionslærens empiriske grundlag hævdes at være de fossilspor, som de mange arter har efterladt sig over millioner af år i jordens geologiske lag. Man kommer derfor ikke uden om at se på fossiler, når man diskuterer evolution og Intelligent Design, og et studie af fossilerne bringer os hurtigt ind på ’missing links’. Har alle hørt om ’missing links’. Sikkert. Ved alle, hvad det betyder. Sandsynligvis ikke. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg ved, at dengang, jeg stadig troede på evolutionslæren, havde jeg ingen anelse om problemets omfang. Jeg havde en forståelse af, at ’missing link’ betød, at man manglede at finde et enkelt led imellem menneske og abe for at få hele puslespillet til at falde på plads. Så det lød da ikke så galt endda. Men faktisk er den helt gal. Der mangler ikke blot her og der et par brikker, som det kun er et spørgsmål om tid, før man får gravet frem. Sandheden er, at missing links er et universelt fænomen imellem samtlige arter uden undtagelse. Igennem mere end 150 års ransagning af fossillagene har man ikke fundet et eneste eksempel på overgang fra en art til en anden. Darwin selv var klar over problemet. Han skrev i Arternes Oprindelse, kapitel 9: ”..antallet af mellemformer, som tidligere eksisterede, [må] være ganske enormt. Hvorfor er da ikke hver eneste geologisk formation og hvert eneste lag fuldt af sådanne mellemformer? Geologien åbenbarer os ganske vist ikke nogen sådan trinrække af organiske væsener, og dette er måske den største og alvorligste indvending, man kan gøre mod teorien.” Darwin havde et svar på rede hånd: ”Forklaringen ligger, som jeg tror, i den geologiske videns utilstrækkelighed.” Med andre ord mente Darwin ganske enkelt, at de mange mellemformer fandtes, men på grund af mangelfuldt kendskab til de geologiske lag var man endnu ikke stødt på dem. Med mere gravning skulle de nok dukke op. Nu 150 år efter Darwins tid er problemet imidlertid lige brændende, men i modsætning til Darwin kan nutidens palæontologer ikke pege på manglende kendskab til de geologiske formationer som forklaringen på de manglende mellemformer. Den systematiske undersøgelse af de geologiske lag op igennem det tyvende århundrede efterlod ingen tvivl. Der findes ingen mellemformer. I 1954 konkluderede Dr. Heribert-Nilsson fra Lunds universitet: ”Det er ikke engang muligt at lave en karikatur over evolutionen ud fra de palæobiologiske realiteter. Fossilmaterialet er nu så fuldstændigt, at manglen på overgangsformer ikke kan forklares som mangel på materiale. Manglerne er virkelige; de vil aldrig blive udfyldte.” Et kig på hver af de store grupper af arter bekræfter dette. Hvirveldyr: ”Derfor står man tilbage med fornemmelsen af den ’spontane frembringelse’ af hvirveldyrene for fire til fem hundrede millioner år siden.” (Sillman, 1960) Encellede væsener: ”Evolutionister kan ikke forklare oprindelsen til de encellede levende væsener.” (Gould, 1980) Flercellede dyr: ”Fossiler af flercellede dyr dukker op før rester af encellede dyr i fossillagene.” (Moore, 1964) Planter: ”Jeg mener fortsat, at for det uvildige øje taler planternes fossilspor for en skabelse.” (Corner, 1961) Fisk: Fremkomsten af de tidligste fisk er ”et af de mest genstridige problemer i studiet af hvirveldyrenes evolution.” (Stahl, 1974) Padde: ”Palæontologerne…har ikke opdaget dyrene imellem de finnede og de lemmede former.” (Stahl, 1974) Krybdyr: ”Desværre er ikke et eneste eksemplar af en passende forfader til krybdyrene kendt fra før fremkomsten af de ægte krybdyr. Manglen på sådanne forudgående former lader mange problemer om overgangen imellem padde og krybdyr ubesvarede.” (Carroll, 1969) Pattedyr: ”Vi har ikke fossilfund, der faktisk dokumenterer oprindelsen til en eneste af disse større grupper [af moderne pattedyr].” (Gingerich, 1977). Primater: De fleste går ud fra, at primater udviklede sig fra insektædere, men ”der synes at være så godt som intet fossilmateriale, der på nogen overbevisende måde dokumenterer et eneste aspekt af denne overgang. De langtrukne diskussioner om primaternes oprindelse bunder i hypotetiske overvejelser.” (Simons, 1972) Mennesker: ”På dette punkt kryber jeg sammen, må jeg tilstå, fuldt medvidende om, hvad alle kreationisterne, der oversvømmer mig med breve efter hver spalte, må tænke. ’Så Gould indrømmer, at vi ikke kan finde nogen evolutionær stige imellem de tidlige afrikanske hominider. Arter dukker op og forsvinder senere uden at se spor anderledes ud end deres bedstefædre. Lyder som skabelse i mine ører.’ ” (Gould, 1977) Palæontologen George Gaylord Simpson konkluderer, at alle 32 ordener af pattedyr dukker fuldt udviklede op i fossillagene, og han fortsætter: ”Denne regulære mangel på overgangsformer begrænser sig ikke til pattedyrene, men er et næsten universelt fænomen, som det længe er blevet gjort opmærksom på af palæontologerne.” (Simpson 1944) Ovenstående citater kommer uden undtagelse fra videnskabsmænd, der alle er evolutionister. Alligevel er de nødsaget til at indrømme den totale mangel på overgangsformer imellem samtlige arter, selv om evolutionsteorien forudsiger et helt andet mønster. Hvad skyldes dette? Evolutionisterne har forsøgt sig med flere forklaringer, og den generelt accepterede i dag går tilbage til 1972, da Niles Elridge og Stephen J. Gould lancerede deres teori om ’punctuated equlibrium’ eller ’afbrudt ligevægt’. Ifølge denne teori foregår evolutionen ikke gradvist over meget lang tid, men i pludselige og voldsomme spring over en kort periode. Udviklingen af art A til art B skulle ifølge denne teori være sket ved, at individer fra art A på et tidspunkt er blevet isolerede. På grund af deres isolerede tilstand udvikler denne lille gruppe individer sig meget stærkt på et meget afgrænset område på kort tid uden at efterlade sig fossilspor. Efter en vis tid bryder den nys udviklede art ud fra sin isolation, spreder sig til et større område og efterlader følgelig fossilspor. Fossillagene vil vise en pludselig overgang fra A til B uden mellemformer, for den formodede evolution er foregået på et geologisk øjeblik (nogle tusinde år f.eks.). Teorien om punctuated equilibrium er afgjort sindrig, og de fleste evolutionister af i dag har taget den til sig. Teorien er dog ikke videnskabelig, da den er uden empirisk basis. Evolutionister kan hverken give empiriske eksempler på, at én art faktisk ændrer sig til en anden, eller forklare mekanismen, der giver ophav til nye arter. I et forsøg på at forklare, hvorfor der ingen direkte empiriske beviser er for teorien om biologisk evolution, har Elridge og Gould udtænkt en anden teori, som der heller ingen direkte empiriske beviser er for. Dette er selvfølgelig ikke videnskab. Heraf kan man selvfølgelig ikke slutte, at der ikke har fundet nogen evolution sted, men det viser, at evolutionisterne ikke ved, hvad de mener, når de taler om ’evolution’. De kan håbe, at de engang i fremtiden vil blive i stand til at gøre rede for deres teori videnskabeligt, men indtil da forbliver den en myte, en form for science fiction og ikke en videnskabelig teori. Endvidere kan det konstateres, at teorien om Intelligent Design ser ud til at blive bestyrket af fænomenet med de universelt manglende overgangsformer. Teorien om, at f.eks. Gud findes, og Han er ansvarlig for anbringelsen af de forskellige arter op igennem tiderne over en eller flere gange, stemmer fint overens med fossillagenes empirisk observerede mønster af skarpt adskilte arter uden nogen form for mellemarter.
Yderligere kommentarer <med kursiv> Efter at ovenstående var blevet lagt ud på debatsiderne på www.religion.dk og www.jesusnet.dk kom der en række kommentarer fra evolutionister, der specielt beklagede sig over, at citaterne var meget gamle og meget korte. Der blev også givet eksempler på en række mellemformer, som bl.a. blev citeret fra en af evolutionisternes kendteste hjemmeside, www.talk.origins.com. Som svar på det skrev jeg følgende:
Jeg kan godt medgive, at jeg skulle have brugt nogle nyere citater til indlægget, der byggede på noget, jeg skrev for en del år siden ud fra en bog fra 1983 ved navn Darwins Secret Identity af David Webb. Det havde sikkert været mere overbevisende, hvis det var bakket op med nyere materiale. Trods det ser der i mine øjne umiddelbart ikke ud til at være noget i vejen med selve konklusionen, nemlig at ’missing links’, de manglende mellemformer i fossillagene, er et faktum. Jeg har brugt et par dage på at kigge på links til www.talk.origins, og de ser jo meget overbevisende ud. Men Andreas har også et godt punkt, nemlig at hvis de eksempler, som talk.origins (á la Kathleen Hunt i dette tilfælde) giver på gradvise overgange og artsdannelser, er så vandtætte, hvorfor anvender topforskerne så ikke disse eksempler til at udfylde de huller, som de fortsat ser som et problem. Udbreder talk.origins blot endnu flere mellemformermyter, som der allerede har cirkuleret talrige af? Med det i tankerne surfede jeg lidt mere på nettet og faldt bl.a. over et link til Richard Milton, hvor han netop kommenterer talkorigins eksempler på artdannelse. (Se http://www.alternativescience.com/speciation.htm) I korthed påpeger han, at der er to definitioner af en art, nemlig en stærk og en svag definition. Den stærke definition, der stammer fra Dobzhansky, siger: ”Det stadie af evolutionært forløb, på hvilket de engang reelt eller potentielt krydsende rækker af former udskiller sig i to eller flere rækker, der er fysiologisk ude af stand til at krydse sig med hinanden.” Den svage definition, hvis ophavsmand er Ernst Mayr, siger, ”Grupper af reelt eller potentielt krydsende naturlige bestande, der er reproduktivt isoleret fra andre sådanne grupper.” Ifølge Milton er der ingen tilfælde af artsdannelse i hverken natur eller laboratorium, hvis man holder sig til den stærke definition. Holder man sig til den svage definition, kan de eksempler, som Kongstad refererer fra talk.origins, bruges som eksempler på artsdannelse. At dømme af det, som Andreas påpeger, kan man fristes til at slutte, at når vi har at gøre med præsentationer for offentligheden, bruger populærevolutionister som Kathleen Hunt ofte den svage definition, hvorimod den stærke definition er den, man går ud fra i topkredse. Den tolkning er jeg selvfølgelig klar over, at nogle vil give mig på hatten for. At der igennem tiderne har været og fortsat er en masse mytedannelse og ønsketænkning i forbindelse med de manglende mellemformer, er et ubestrideligt faktum. Det er f.eks. fortsat muligt at støde på evolutionister, der giver hestens udvikling i Amerika som et eksempel på en dokumenteret gradvis evolution, selv om den ide er blevet gendrevet for årtier siden, eller historien om archaeopteryx, der skulle være en mellemform imellem krybdyr og fugl (se f.eks. http://www.apologeticspress.org/rr/rr2001/r&r0105a.htm ). At den slags falske historier er i omløb, kan man også se som en indrømmelse af, at på trods af alle fromme ønsker er ingen i virkeligheden nogensinde stødt på mellemformer i fossillagene. Havde man virkelig eksempler, var der ingen plads til uholdbare myter.
|
