|
|
|
|
|
Michael
Behe og Darwin's Black Box Vi har længe villet introducere ham for vore læsere og griber nu lejligheden dertil. Dog ikke med noget, han selv har skrevet, men med et sæt noter, der blev taget af Sara Frear, en studerende, der overværede en forelæsning med ham på University of Columbia. Da den følgende tekst netop er noter, hænger afsnittene ikke nødvendigvis sammen som i en rigtig artikel, men ikke desto mindre skulle det være muligt at få et begreb om Dr. Behe’s konklusioner og ideer.
I 1828 fremstillede Frederick Woolard urinstof fra ammonium cyanat. Kemiske reaktioner afføder normalt ikke megen interesse i filosofiske kredse, men denne skræmte filosofferne, for den nedbrød barrieren mellem det levende og det ikke-levende. For første gang blev en organisk forbindelse (urinstof, et organisk affaldsprodukt) fremstillet fra noget ikke-organisk (ammonium cyanat). Spørgsmålet om livets oprindelse er af interesse for både videnskab og religion. Der er flere udviklingsteorier og flere filosofiske fortolkninger af disse teorier. Én fortolkning, den materialistiske, er blevet erklæret ugyldig af Pave Johannes Paul II. Ideen om evolution eksisterede lang tid før Darwin. Hvad Darwin antageligt skulle have opdaget, var en mekanisme, der kunne drive evolutionen frem. Hans forklaring var en rent ’naturlig’ forklaring: naturlig udvælgelse på basis af tilfældige variationer. Dette er problematisk for kristen teologi. Mange videnskabsmænd har igennem årenes løb også været uenig med den darwinistiske fortolkning. Blandt Darwins støtter var Julian Huxley, der i 1905 nægtede Forsynet nogen rolle overhovedet og fastslog evolution som Gud. På samme måde erklærede Richard Dawkins, at Darwin havde gjort det intellektuelt muligt at være en fuldbyrdet ateist. Denne ateistiske forestilling om evolution er blevet undervist i offentlige skoler og vundet tilslutning fra The National Association of Biology Teachers [Biologilærernes landsorganisation]. Imidlertid er det en filosofisk og ikke en strengt videnskabelig position. Videnskab kan i sig selv ikke udelukke en teistisk fortolkning. Da Darwin først offentliggjorde sin afhandling, var mange videnskabsmænd skeptiske og stillede spørgsmålstegn ved, hvordan komplekst sammensatte levende organismer kunne have udviklet sig fra en række af små, tilfældige forskelle. Darwin forsøgte at arbejde med dette spørgsmål. Han brugte øjet for at illustrere sit punkt. Det var kendt, at nogle dyr har områder med lysfølsomme celler, og at nogle af disse befinder sig i en ’kop’. Han teoretiserede, at en lignende række af små skridt kunne lede til udviklingen af et fuldt færdigt øje. Darwin overbeviste således mange videnskabsmænd om sin teoris gyldighed. Men hvordan udviklede de lysfølsomme pletter sig? Darwin forsøgte ikke at komme ind på dette og havde heller ej metoderne til at gøre det. Problemet for videnskabsmændene i det 19ende århundrede var, at cellen var som en mystisk ’sort æske’. Udefra virkede den enkel og ligetil, og de kunne ikke se ind i den og opdage den meget store indviklethed i dens indre mekanismer. Folk troede, at celler var simple og spekulerede sig til, at de blev skabt hele tiden i urhavets dynd. Denne ide blev bevist at være forkert, og vi ved nu, hvor tåbeligt det var at vente, at meget komplekse celler kunne opstå spontant. Øjet, som Darwin brugte til at støtte sin teori med, har vist sig at være et meget komplekst organ. Synsprocessen omfatter en mangfoldighed af kemiske reaktioner. Darwins teori må vurderes i lys af denne nye viden. Darwin selv fastsatte et kriterie for at afprøve sin teoris gyldighed. Han sagde, at den ville bryde fuldstændigt sammen, hvis der blev fundet et organisk væsen, der ikke kunne reduceres yderligere, dvs. ikke kunne have udviklet sig igennem en række små på hinanden følgende skridt. Den almindelige musefælde er et godt eksempel på noget, der ikke kan reduceres yderligere. Den er irreducerbar kompleks i den forstand, at dens adskilte bestanddele i sig selv ikke kan fange mus. Alle dele må være til stede og virke sammen for, at musefælden kan udføre sin grundlæggende funktion. De følgende organiske enheder er eksempelvis irreducerbare komplekse:
Hvordan giver videnskabsmænd sig i lag med disse spørgsmål? 1996’s februarnummer af Journal of Molecular Evolution var helt og aldeles viet til sekvens-sammenligninger, der afslører ligheder, men ikke viser, hvordan systemer kunne have udviklet sig. Besynderligt nok for en journal af dette navn var der ingen artikler, der viste, hvordan disse meget komplekse systemer kunne have udviklet sig. Mange molekylærbiologer tror ikke på Darwin, men der er også mange, der gør det. Dette skyldes sandsynligvis mere sociologiske end videnskabelige grunde. Mange lærebøger i biokemi ignorerer fuldstændigt spørgsmålet om evolution i deres tekster, men forsøger alligevel at indpode en evolutionsopfattelse i læserne via grafiske illustrationer. Darwin appellerede til læsernes fantasi for at få fyldt hullerne ud i sin teori. For videnskabsmænd er fantasi et godt sted at starte, men et frygteligt sted at ende op. Darwinismen ser ud til at sidde uhjælpeligt fast i en fantasiverden. Andre videnskabsmænd kritiserer Darwin, men Behe er enestående i det, at han forfægter, at de videnskabelige vidnesbyrd peger i retning af en intelligent designer. En musefælde kunne ikke blive til ved et tilfælde. Mange systemer kan kun være bygget med forsæt (vi kan ikke vide hvornår eller af hvem). Hensigten med konstruktionen er åbenlys fra delenes sammenspil. Hvorfor er videnskabsmændene ikke kommet med dette argument? Her er noget af den kritik, som videnskabsmænd er kommet med imod teorien om intelligent design: 1. Komplekse systemer kan udvikle sig fra mere enkle systemer (Darwins egen idé). Behes svar er, at denne ide aldrig er blevet demonstreret. 2. Intelligent design er kun et argument, der kun underbygges analogt, dvs. via sammenlignende studier. Behe svarer, at det darwinistiske alternativ kræver en demonstration af, at mellemliggende stadier er de foregående overlegne. Ingen sådan demonstration er blevet lavet. Det er svært at se, hvordan noget mellemliggende stadie, medmindre det er fuldstændigt funktionelt, kunne være en hjælp og ikke en hindring for overlevelse. Hvad har boganmelderne sagt om Behes teori? De fleste medgiver, at darwinismen ikke har kunnet forklare komplekse systemer, men alligevel forkaster de bogens konklusion. Der er tre mulige standpunkter: 1. Darwinismen vil engang i fremtiden kunne forklare
disse punkter. 2. En anden forklaring vil blive fundet. 3. Behe har ret. Men ingen er enig med hans
synspunkt. Hvorfor? Fordi videnskabsmænd refleksmæssigt forkaster det
overnaturlige. For eksempel hælder Francis Crick (der med sin kollega Watson
afdækkede DNA’ets opbygning) til, at der er intelligens involveret i livets
oprindelse, men han accepterer ikke det overnaturlige. Han tror, at rumvæsener
har været involveret. Big Bang-teorien var også ubehagelig for mange videnskabsmænd, for den antyder en Skaber. Et andet spørgsmål er universets ’præcise
justering’. I begyndelsen af 1970erne stod det klart, at universets kræfter
er så nøje afstemte, at hvis de var en smule anderledes, kunne livet ikke
eksistere (f.eks. hvis lysets hastighed var lidt hurtigere eller langsommere).
Nogle videnskabsmænd har forsøgt at tackle dette problem ved at foreslå, at
der er andre universer, og at de ikke alle understøtter liv. Vi lever tilfældigvis
i et, der gør det. Imidlertid afviser mange fysikere denne indfaldsvinkel på
grund af manglende data, og også fordi de er metafysiske ideer. De er ikke
videnskabelige, da de ikke kan efterprøves. Richard Lewontin bemærkede i New York Times Review of
Books, at vi sluger selv absurde ’videnskabelige’ ideer på grund af vor
forudfattede engagement i materialisme. Andre videnskabelige felter kan også pege i retning af en intelligent designer. Spørgsmålet ligger nu i hænderne på filosofferne og teologerne. Dr. Michael Behe’s hjemmeside findes på adressen: http://www.arn.org/behe/behehome.htm
På Michael Behes hjemmeside får Darwins Black Box følgende omtale: Michael Behe, universitetslektor i biokemi ved Lehigh University, gør gældende,
at det mest overbevisende bevis på design ikke findes i stjernerne eller
fossilerne, men i biokemiske systemer. I denne meget læselige lægmands guide
til biokemi anvender Behe eksempler som syn, blodstørkning og celletransport
til at vise, at liv dannes af en forbløffende og imponerende række af kemiske
maskiner, der er lavet af nøjagtigt tilpassede og afstemte, indbyrdes afhængige
dele, der trodser enhver naturalistisk forklaring. Behe giver et overblik over
den professionelle videnskabelige litteratur og viser, at den er fuldstændig
tavs om dette punkt, for elegancen i livets grundlag kommer den aldeles på tværs. "Denne
bog bør være uundværlig på læselisten for dem, der er interesseret i spørgsmålet
om, hvor vi kom fra, da den fremlægger den grundigste og dygtigste præsentation
af design-argument, jeg nogensinde er stødt på." Michael J. Behe |
