8 november 2004
Evolution eller intelligent design, del 7.4
Ian Stevensons reinkarnationsforskningAf Lalitanatha Dasa

 Et af de mest imponerende moderne forskningsarbejde i det paranormale er Ian Stevensons reinkarnationsforskning. Dr. Ian Stevenson er forhenværende leder af Department of Psychiatry ved University of Virginia i Charlottesville og nu leder af Division of Personality Studies sammesteds. Han har brugt over 40 år på at dokumentere børns erindringer fra tidligere liv og har mere end 3000 rapporterede tilfælde fra hele verden i sine arkiver. 64 af tilfældene har været underkastet omfattende efterforskning, og yderligere 2600 sager, der er blevet undersøgt af ham selv eller hans kolleger, må efter alle fornuftige kriterier at dømme være ægte.

Dr. Stevensons forskning i muligheden for reinkarnation begyndte i 1960, da han hørte om et tilfælde på Sri Lanka af et barn, der hævdede at huske et tidligere liv. Han interviewede barnet og dets forældre såvel som de mennesker, som ifølge barnet havde været dets forældre i dets tidligere liv. Tilfældet overbeviste Dr. Stevenson om, at reinkarnation kunne være en mulighed, og han indledte et omfattende forskningsarbejde, der er fortsat op til den dag i dag.

I hvert tilfælde, som Stevenson har efterforsket og bekræftet, har han først metodisk dokumenteret barnets udtalelser. Dernæst har han identificeret den afdøde person, som barnet husker at have været, og bekræftet de data, som det har været muligt at bekræfte på grundlag af barnets erindring. Om muligt – i mange tilfælde igennem lægeerklæringer – har han sammenlignet modermærker og fødselsdefekter på barnet med sår og ar på den afdøde person. Han undersøger også sammenfald af ellers uforklarlige træk ved barnets vaner og adfærd, der ser ud til at kunne føres tilbage til vaner og adfærd hos den afdøde person. I det hele taget tilstræber han med sin omhyggelige fremgangsmåde en systematisk udelukkelse af enhver mulig ’normal’ forklaring på barnets erindringer.

Pigmenterede pletter på brystet hos en ung indisk mand, der som barn huskede et liv som Maha Ram, der blev dræbt af et haglgevær på nært hold. Til sammenligning de vigtigste skudsår fra haglgeværet på Maha Ram fra hans obduktionsrapport.

Tilfældene, han refererer til, er for så vidt dagligdags og præcise: En dreng husker at have været en 25 år gammel mekaniker, der blev kastet i døden fra en accelererende bil på en strandvej. Han husker chaufførens navn, det nøjagtige sted, hvor ulykken skete, navnene på mekanikerens søster, forældre, fætre, kusiner og de mennesker, han gik på jagt med.

En lille pige husker at have været en teenager ved navn Sheila, der blev slået ihjel, da hun gik over vejen. Hun giver navnet på byen, Sheila boede i, plus Sheilas forældre og søskende. Da Sheilas familie hører om den lille piges historie, opsøger de hende. Mange vidner siger, at pigen genkendte dem ved navn og slægtsforbindelse uden at blive opfordret dertil.

Så er der Joseph, en lille dreng, der fra han kan gå kalder sin moder ved hendes navn og sin bedstemoder for mor. Da han bliver lidt større, begynder Joseph at mindes dunkle begivenheder omkring sin morbror David, der døde i en ulykke tyve år før Josephs fødsel, og som ingen i familien taler om på grund af deres fortsatte sorg.

Et af de kendteste tilfælde, som Stevenson har efterforsket, drejer sig om Sukla Gupta, der fødtes i 1954 som datter af en bengalsk jernbanearbejder. Da hun var meget lille, ville hun vugge en pude i sine arme som en dukke og kalde den Minu. Hun opførte sig, som om Minu var hendes datter, og hun talte også om Minus far og hans to brødre. Ifølge Sukla boede de i Bhatpara, hvor hun aldrig havde været. Da hun var fire år gammel, insisterede hun på at blive taget dertil.

Suklas far undersøgte sagen og fandt ud af, at der i Bhatpara faktisk havde levet en kvinde ved navn Mana, der var død nogle år tidligere og havde efterladt en spæd datter ved navn Minu. Da Sukla blev bragt til Bhatpara, fandt hun af sig selv huset, hvor Mana havde boet. Ud af en gruppe på over 30 fremmede mennesker udpegede hun Manas mand, svigermor og svoger såvel som pigen Minu. Ved synet af Minu begyndte hun at græde af glæde som en mor, der genser sin datter, selv om Minu var 11-12 år og Sukla kun fire år.

Sukla svarede ligeledes korrekt på mange spørgsmål, som kun Mana kunne have svaret på. Da hun var kommet til huset, havde hun haft svært ved at genkende indgangsdøren, som hun ville have haft et andet sted. Senere blev det bekræftet, at på Manas tid havde døren faktisk været der, hvor Sukla mente, den skulle være, men siden var den blevet flyttet. Disse og mange andre detaljer blev bekræftet af Ian Stevenson igennem talrige interviews af medlemmer fra begge de involverede familier, der intet tidligere kendskab havde haft til hinanden. Stevenson bemærkede: ”Familien Gupta kendte svagt til Bhatpara, men havde aldrig hørt om distriktet Rathtala i Bhatpara eller om folk med de navne, som Sukla gav.”

 

Fysiske mærker fra tidligere liv

Ian Stevensons forskning har resulteret i en lang række bøger og artikler. Allerede i 1960 fortalte han i to artikler i Journal of the American Society for Psychical Research om børn, der huskede tidligere liv. I 1974 kom bogen Twenty Cases Suggestive of Reincarnation (På dansk: Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation.). Denne bog er Ian Stevensons kendteste og oversat til mange sprog. Historien om Sukla kommer fra denne bog.

I 1997 kom så Reincarnation and Biology – A Contribution to the Etiology of Birthmarks and Birth Defects, et monumentalt tobindsværk på over 2000 sider. I denne milepæl af en bog beskriver Ian Stevenson i detaljer 309 tilfælde af børns modermærker og medfødte misdannelser, der svarer til hændelser i livet (oftest i forbindelse med døden) hos en person, som barnet hævder at have været i et tidligere liv. Bogen indeholder hundredvis af billeder som dokumentation såvel som i mange tilfælde de lægeerklæringer, der blev udarbejdet ved personernes død.

Her er nogle af Stevensons tilfælde. En thailandsk kvinde fødtes med tre linieformede ar på ryggen. Som barn huskede hun et tidligere liv som en kvinde, der blev dræbt med tre øksehug i ryggen.

En burmesisk kvinde fødtes med to runde modermærker på brystet. Mærkerne overlappede hinanden, og det ene var større end det andet. Som barn huskede hun, hvordan hun var død i et tidligere liv af et vådeskud med et jagtgevær. Ifølge et vidne, som kendte den døde kvinde, havde jagtgeværet dræbt hende med to skud.

En burmesisk pige fødtes med et langt, lodretgående modermærke midt på den nedre del af brystet og øvre del af maven. Hun huskede at have levet som en af sine tanter, der var død under en hjerteoperation. Operationssnittet fra beskrivelsen i den afdøde kvindes lægerapport og barnets modermærke svarede til hinanden.

I to tilfælde huskede burmesiske børn liv som personer, der var døde efter slangebid. I begge tilfælde passede modermærkerne til de knivflænger, der var blevet lavet på de afdøde personer i forsøg på at få giften ud.

En tyrkisk dreng fødtes med et deformt højre øre, og højre side af hans ansigt var underudviklet. Drengen huskede et tidligere liv som en mand, der døde efter at være blevet skudt i hovedet med et haglgevær. Dr. Stevenson konstaterede, at en sådan mand faktisk havde eksisteret, og hans lærerapport bekræftede hans død fra skud med et haglgevær i højre side af hovedet.

En mand i Alaska fødtes med et ’knivmærke’, der svarede til det knivstik, han huskede at være blevet dræbt af i et tidligere liv.

En indisk pige fødtes med et stort rundt modermærke på hovedet af nøjagtig samme størrelse og placering som den kvæstelse på hovedet, hun hævdede at have pådraget sig i et tidligere liv som en lille pige, der døde efter et fald fra en balkon.

 

David Griffin om Ian Stevenson

Ifølge doktor i filosofi David Griffin bidrager en række faktorer til ægtheden af de erindringer fra tidligere liv, som Ian Stevenson har undersøgt og rapporteret. Dr. Griffin bemærker i Parapsychology, Philosophy and Spirituality: A Postmodern Exploration (Albany, State University of New York Press, 1997):

 

  1. Beretningerne kommer spontant fra små børn imellem to og fire år gamle, og erindringerne ophører, når de bliver ældre, normalt imellem fem og otte års alderen. I falske tilfælde kommer erindringerne på et meget senere tidspunkt.
  2. Der er normalt kort tid imellem barnets fødsel og døden i det rapporterede tidligere liv. Fabrikerede historier går almindeligvis mange hundrede år tilbage.
  3. Den erindrede person kommer oftest fra samme kultur og geografiske område. I falske sager er dette normalt ikke tilfældet.
  4. Udsagn, der potentielt kan bekræftes om det tidligere liv, viser sig at være 80-90% korrekt.
  5. Personer andre end barnets forældre bekræfter, at barnets udtalelser og adfærd er relateret til en tidligere eksistens.
  6. Hverken de rapporterende børn eller forældrene har noget at vinde i form af økonomi eller status.
  7. Erindringer fra tidligere liv underbygges somme tider af adfærdsmønstre, talenter og evner, sprog og modermærker eller fødselsdefekter, der kan føres tilbage til den forudgående tilværelse.

 

Dr. Stevensons forskning er således et af de bedste og mest grundige moderne eksempler på en forskning, der viser den naturalistiske opfattelses (inklusive den naturalistiske evolutionslæres) utilstrækkelighed og nødvendigheden af et bredere videnskabeligt paradigme med plads til samtlige observerede fænomener.