Evolution versus Intelligent Design, del 5
Hvor Darwin tog fejl
Af Lalitanatha Dasa

Et paradoks ved evolutionsteorien er, at selv om Charles Darwin gives æren for at have formuleret den i Arternes oprindelse (udkommet 1859), har meget få læst Arternes oprindelse (Har du?). De fleste mener dog at vide, hvad der står i den, og at Darwin i det store og hele havde ret.

Men havde han det? Egentlig ikke, og det er fristende at hævde, at en grund til, at hans bog ikke læses meget og ikke anvendes som lærebog i skolerne, er, at den er så fyldt med forkerte facts og konklusioner, at læreren skulle bruge det meste af tiden på at forklare, hvordan både det ene og det andet er forkert.

Allerede i begyndelsen af det 20ende århundrede blev hans evolutionsteori forkastet og erstattet af neodarwinismen. Alligevel tror de fleste evolutionstilhængere fortsat, at Darwin i det store og hele havde ret. Derfor er det stadig på sin plads at se på, hvor Darwin tog fejl.

Darwin fejltolkede forholdet imellem arter og varieteter. Den normale definition af en ’art’ er, at individerne indenfor arten skal kunne få frugtbart afkom sammen. I enkelte tilfælde kan der ske krydsning imellem arterne, hvor afkommet er sterilt (f.eks. imellem æsel og hest). Det er dog fortsat to forskellige, skarpt adskilte arter.

Arterne deles igen op i ’varieteter’, der somme tider også går under navnet racer eller sorter. I modsætning til arterne er der ingen skarpe skel imellem de forskellige varieteter, racer eller sorter, der kan krydse sig med hinanden og få frugtbart afkom, der stadig tilhører samme art, selv om det kan være en ny varietet.

Darwin troede fejlagtigt, at arter og varieteter er en og samme ting, og at det, som mennesker udnytter ved avl og forædling af dyr og planter, ligger til grund for udviklingen af nye arter i naturen. Han skrev:

”Ikke desto mindre er varieteter efter min opfattelse arter under dannelse eller, som jeg har kaldt dem, begyndende arter. Hvordan bliver da de mindre forskelle imellem varieteter til de større forskelle imellem arter? At dette jævnligt sker, må vi slutte af, at de fleste af de utallige arter overalt i naturen frembyder velmarkerede forskelle, hvorimod varieteter, de formodede prototyper og forældre til fremtidige velmarkerede arter, udviser små og dårligt definerede forskelle.” [Arternes Oprindelse, kap. 4, min oversættelse]

Varieteter er ifølge Darwin arter i svøb. Hvordan slutter han det? Jo, arter eksisterer. De må jo være kommet et sted fra, så de må være kommet fra varieteter. Dette er en grundløs spekulation. Naturen viser på den anden side, at der er grænser for, hvor meget en varietet indenfor en bestemt art kan udvikle sig. Den berømte planteforædler Luther Burbanks (1849-1926) skrev:

”Jeg ved af erfaring, at jeg kan udvikle en blomme på en halv tomme eller på to-og-en-halv tomme med alle mulige størrelser ind imellem, men jeg skal villigt indrømme, at det er håbløst at forsøge at få en blomme på størrelse med en lille ært eller på størrelse med en grapefrugt. Jeg har roser, der blomstrer temmelig stabilt i seks måneder om året, men jeg har ingen, der blomstrer i tolv, og vil aldrig få det. Kort sagt er der grænser for den mulige udvikling.”

Med genetikkens fremkomst opdagede man, at naturlig eller menneskeskabt avl og forædling kun kan flytte rundt med allerede eksisterende gener, men ikke skabe nye gener. En art er nødt til at få helt nye gener for at få nye egenskaber. Neodarwinister troede, at mutationer skaber ny genetisk information. Det havde de heller ikke ret i, men det er ikke pointen lige nu, hvor vi ser på, hvor Darwin og ikke neodarwinisterne tog fejl.

Darwin mente, at arterne ændrer sig konstant. Al iagttagelse viser imidlertid, at arterne forbliver stædigt uforandrede indenfor deres afstukne rammer. Alle nulevende arter er uforandrede, så langt tilbage man kan spore dem, alle uddøde arter er uforandrede i den periode, de forekommer i fossillagene, og man har tilmed eksempler på flere hundrede millioner år gamle fortidsdyr (f.eks. forskellige fiskearter), som dukker op lyslevende og uforandrede. Darwin tog fejl, når han hævdede, at arterne ændrer sig konstant. Arternes uforanderlighed er netop et af naturens store mysterier.

Darwin hævdede, at arterne ikke er skarpt adskilte. Han indrømmede selv vanskeligheden ved denne opfattelse:  ”Disse vanskeligheder og indvendinger kan klassificeres under følgende punkter: Hvis arterne for det første nedstammer fra andre arter igennem umærkeligt fine gradvise overgange, hvorfor ser vi så ikke disse talløse overgangsformer? Hvorfor er hele naturen ikke i en stor sammenblanding i stedet for at have arter, der er skarpt definerede, som vi nu ser dem?” [Arternes oprindelse, kap. 6]

Hvis evolution fandt sted, skulle der eksistere talløse overgangsformer i levende live i dag. Der er ingen. Darwin havde ret i, at der er klare skel imellem arterne, og at dette taler imod hans teori.

Darwin troede, at en art ændrer sig på grund af påvirkning fra føde og miljø og på grund af, hvordan forskellige organer bruges eller ikke bruges:

”Men jeg har en stærk mistanke om, at den hyppigste årsag til ændringer kan tilskrives, at de mandlige og kvindelige forplantningselementer er blevet påvirket forud for selve forplantningen.” [Arternes oprindelse, kap. 1]

Ordret set er dette sjovt nok sandt, men det han mente, var forkert. Det er sandt, at skade forvoldt til æg- eller sædceller fra f.eks. stråling eller kemikalier kan medføre fødselsdefekter, der gør afkommet forskelligt fra forældrene. Men det er ikke, hvad Darwin taler om. Han troede, at livserfaringer og erhvervede egenskaber påvirkede kønsorganerne. Han gav nogle eksempler:

”Den store og nedarvede udvikling af køers og geders yvere i lande, hvor de jævnligt malkes, i sammenligning med disse organers tilstand i andre lande, er et eksempel på, hvordan brug [af organer] påvirker [udviklingen].” [Arternes oprindelse, kap. 1]

Darwin troede, at når man malker en ko dagligt, forøger det de mælkeproducerende hormoner i koen, disse hormoner påvirker æggestokkene, og den næste generation af køer fødes med større yvere.

”Af de ting, jeg har hentydet til i første kapitel, tror jeg ikke, der kan herske megen tvivl om, at brug af visse dele hos vores tamdyr styrker og forøger disse dele, og at manglende brug af dem formindsker dem, og at sådanne modifikationer nedarves.” [Arternes oprindelse, kap. 5]

”Jeg tror, at den almindelige, men usædvanlige evne hos vore tamdyr til ikke blot at modstå de vanskeligste klimaforhold, men også til at være fuldstændigt frugtbare under disse forhold kan bruges som et argument for, at en stor del af andre dyr, der nu lever i en naturlig tilstand, kunne let bringes til at kunne tåle forskellige klimaer.” [Arternes oprindelse, kap. 5]

Alle disse opfattelser er forkerte. Moderne videnskabsmænd ved, at erhvervede egenskaber ikke nedarves. Man kan gå til vægtløftning, til man har muskler af stål, men ens børn fødes ikke med større muskler af den grund. Selv om kvinder i visse afrikanske stammer gør deres læber og ører mange gange større ved at hænge vægte i dem (et naturligt skønhedssymbol i disse kulturer), fødes deres piger stadigvæk med samme størrelse læber og ører som piger alle andre steder i verden. Darwin havde ikke ret i, at køer som art får større yvere ved at blive malket, eller at en art, der udsættes for koldt vejr, derved udvikler egenskaber som tykkere pels, tykkere fedtlag og højere stofskifte, der påvirker forplantningsorganerne og føjes til artens arvemasse. Darwin troede, at klimaet fik tolerancen imod kulde til at opstå, men det er forkert. Den naturlige udvælgelse eliminerede blot de individer, der manglede de nødvendige egenskaber. Hverken naturlig udvælgelse eller kulde skaber nye egenskaber.

Darwin vidste ikke, hvordan arvelighed fungerer. Det indrømmede han selv: ”Lovene, der styrer arveprocessen, er helt ukendte.” [Arternes oprindelse, kap. 1] ” Hvis vi husker, hvor dybt uvidende vi er…”[ Arternes oprindelse, kap. 12]. ”Men det må specielt bemærkes, at de mere vægtige indvendinger relaterer til spørgsmål, som vi må tilstå ikke bare at være uvidende om, men også være uvidende om, hvor uvidende vi er om dem.” [Arternes oprindelse, kap. 14 ] Meget af det, han troede om arvelighed, var forkert. Men han hævdede, at selv om han ikke forstod, hvordan arvelighed sker, kan man være sikker på, at det sker, som han mente, det skete. Med andre ord argumenterede han ud fra tro, ikke fra kendsgerninger. For at acceptere Darwins teori måtte folk på hans tid tro på ting, ingen forstod. For at acceptere Darwins teori i dag må folk tro på ting, der går imod fastslåede videnskabelige kendsgerninger.

Mange tror fortsat på hans arvelighedsteori. Selv om videnskaben allerede for mere end hundrede år siden viste, at erhvervede egenskaber ikke nedarves, er denne opfattelse fortsat udbredt, selv i uddannede kredse. Her er et eksempel på en professor, der hævder, at hvis man tænker meget, får man børn med større hjerner:

”Drivkraften, der ser ud til at have fremskyndet vores hjernes vækst, er en ny form for stimulans: sprog, tegn, fælles minder – alt sammen kulturelle elementer. I takt med at vores kulturer udviklede sig i kompleksitet, gjorde vores hjerner det også, hvilket igen førte vores kulturer til nye niveauer af kompleksitet. Større og klogere hjerner førte til mere komplekse kulturer, der igen førte til endnu større og klogere hjerner.” (Dr. Wills i bogen The Runaway Brain fra 1993. Igen citeret af den verdenskendte palæontolog Richard Leakey i The Origin of Humans fra 1994)

Med andre ord hævder Dr. Wills, en anset californisk professor, at brug af vores hjerner gør dem større, og denne erhvervede egenskab nedarves til vores børn. Dette får dem til at tænke endnu mere, og de næste generationer får endnu større hjerner og tænker endnu mere osv. Den uinformerede ide om erhvervede egenskabers videreførelse igennem arv (også kaldet ’pangenese’) spøger altså stadigvæk blandt verdens førende evolutionister, selv om den blev videnskabeligt afvist og opgivet for over 100 år siden ved genetikkens og neodarwinismens fremkomst!

Endnu et punkt, hvor Darwin tog fejl, var tolkningen af fossilmaterialet. Han var dog pinligt klar over, at datidens kendskab til fossilerne ikke underbyggede evolutionsteorien: ”Antallet af mellemliggende former må i sandhed have været enormt. Hvorfor er da ikke hver eneste geologisk formation og hvert eneste lag fuld af sådanne mellemliggende led? Geologien røber helt sikkert ikke sådan en fin gradvis organisk kæde, og dette er måske den mest indlysende og alvorligste indsigelse, der kan gøres imod min teori.” (Arternes oprindelse, kap. 14)

Darwin påpeger her selv problemet med ’missing links’ i fossillagene. Han mente dog, at de skyldtes et ufuldstændigt kendskab til fossilmaterialet. Der skulle med andre ord blot graves mere for at finde de manglende mellemarter. Også her tog han fejl, hvilket næste afsnit af ’Evolution eller Intelligent Design’ kommer ind på.

Havde Darwin ’i det store og hele’ ret? startede vi med at spørge. Hvad der menes med ’i det store og hele’, er selvfølgeligt et fortolkningsspørgsmål. Men at sige, at Darwin ’i det store og hele’ havde ret, er i det mindste en sandhed med modifikationer, men ikke den slags modifikationer, han brugte som argument for en evolution.