Evolution eller Intelligent Design, del 4
Gradvis udvikling
Af Lalitanatha Dasa

Skitse, der viser DNA-gyrasen udrede de sammenfiltrerede DNA-strenge.

Evolutionsteorien postulerer, at alle livsfænomener er opstået som en modifikation af simple organismer over en lang række gradvise mellemformer til komplekse organismer. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at denne opfattelse støder ind i problemer med at forklare præcist, hvilke modificerede mellemformer udviklingen har gennemløbet fra den ene art til den næste. Dette illustreres af et ret omtalt eksempel. Den almindelige encellede E-kolibakterie, en af de simpleste selvstændige organismer, er udrustet med en slags ’skibsskrue’. Denne ’skrue’ (nærmest et ’piskeris’) kaldes en ’flagella’ og består af proptrækkerformede fibre, der er forbundet med en ’stang’ til en slags ’motor’. Motoren kan køre begge veje, hvilket sætter bakterien i stand til at svømme frem og tilbage inde i vores mavesæk.

Kan evolutionsteorien forklare udviklingen af E-kolibakteriens flagella? Lad os forestille os en bakterieart, som ikke har dette apparat. Spørgsmålet er nu: hvilke evolutionære skridt skal gennemgås for at få udviklet en bakterieart med en flagella? Hvilke overgangsstadier kan der have været imellem de to bakteriearter? Krævet er, at hvert mellemstadie skal give bakterien en fordel i forhold til det foregående stadie, for ellers kan ændringen ikke tilskrives naturlig darwinistisk udvælgelse.

Det er blevet fastslået, at alene for at styre motorens opbygning kræves omkring 20 gener. Det betyder, at udviklingen ikke kunne finde sted på én gang med én enkelt mutation. Alternativet er, at de successive stadier er kommet gradvist igennem tilfældige genetiske mutationer, der hver har ændret et enkelt gen. Men problemet er, at hvis man kun har en del af en motor, er det svært at se, hvordan det gavner organismen. Sandsynligvis ville det snarere gøre den mindre overlevelsesdygtig, for den ville spilde energi til ingen nytte, og på bakterieplanet er konkurrencen så hård, at spilder en art blot én procent af sin energi i forhold til en anden art, udkonkurreres og uddør den i løbet af nogle dage. Derfor ser det ikke umiddelbart ud til, at naturlig udvælgelse begunstiger sådanne ændringer.

Skulle motoren alligevel opstå, er det heller ikke nok. Også selve flagellaen og den forbindende stang plus en række ændringer i bakteriens sanseapparat skal udvikles, før den kan drage fordel deraf. Så problemet er, at selv om det er indlysende, at en bakterie med en funktionsdygtig flagella er mere overlevelsesdygtig end en bakterie uden, er det vanskeligt at få øje på mellemstadier, der gør bakterien mere overlevelsesdygtig end den oprindelige bakterie. Ingen har endnu konstrueret en model, der kan forklare dette mysterium.

Kolibakteriens svømmeanordning er på ingen måde et enestående eksempel. Faktisk er det fristende at postulere, at ved nøjere granskning ser det ud, som om de fleste organer og deres samspil udgør lignende eksempler, og det er der intet nyt i. Allerede i 1944 udfordrede genetikeren Richard Goldsmith de konventionelle evolutionister med en liste over biologiske træk, som ikke kan være udviklet igennem gradvise stadier. Hans liste omfatter slangers giftapparat, vand- og brandmænds brændehår, led i skeletter hos hvirveldyr, insekter og krabbers ydre led, pels hos pattedyr, fjer hos fugle m.fl. Den dag i dag har ingen præsenteret tilfredsstillende modeller over, hvordan disse træk skulle kunne være opstået igennem gradvise modifikationer.

Udfordringen er også imponerende, for den svarer til at skulle lave en model for, hvordan en lommelygte igennem gradvise modifikationer ændres til et farvefjernsyn eller en symaskine til en motorcykel, vel at mærke igennem en række stadier, der alle skal være fuldt funktionsdygtige.

Går vi ind i cellekernen på det molekylære plan, er vanskelighederne ikke mindre. Et enkelt eksempel er nok til at illustrere dette. I en bakterie som E-kolibakterien er DNA-molekylet en sammenslynget dobbeltspiral, der under celledelingen laver en kopi af sig selv, hvorved der ligger to dobbeltspiraler parallelt op ad hinanden. DNA’et er allerede foldet sammen hundreder af gange for at kunne være inde i cellekernen, og ved kopieringen af en ny dobbeltspiral bliver de to spiraler uundgåeligt filtret ind i hinanden. Det næste skridt, før de to dobbeltspiraler glider til hver sin side, er derfor, at et bestemt enzym, DNA-gyrase, reder dem ud fra hinanden. Dette sker på følgende måde. DNA-gyrasen glider ned langs den ene spiral, og hvor det er nødvendigt, skærer den spiralen over, løfter den over den anden spiral og splejser den sammen igen på den anden side. Smart, ikke sandt?

Her er spørgsmålet: hvordan er DNA-gyrasen opstået ved en gradvis udvikling? Alle er enige om, at den er for kompleks til at kunne være opstået ved en enkelt tilfældig kombination af molekyler i ursuppen. Derfor er det nærliggende at lede efter en række gradvise stadier. Men her er der et problem. Uden DNA-gyrasen kan cellen slet ikke formere sig, og uden celleformering er der ingen evolutionsproces til at frembringe en DNA-gyrase. Det er således nærliggende at spørge, om eksistensen af DNA-gyrase og en lang række andre komplekse enzymer, hvis tilstedeværelse er en forudsætning for, at der overhovedet sker en formering, ikke er et afgørende argument imod evolutionsteorien?

Under alle omstændigheder antyder de ovenstående eksempler endnu engang livsfænomenets komplekse struktur. Ingen har erfaring af maskiner, der er opstået uden en bagvedliggende designers plan og arbejdsgang. Er det derfor helt urimeligt (om ikke andet, da blot som en arbejdshypotese) at undersøge muligheden for, at livsfænomenets komplekse arrangementer kom i stand igennem et højere design?