I de otte år, Sadaputa og Drutakarma brugte på det forskningsarbejde, der mundede ud i bogen Forbidden Archaeology, arbejdede de med en lang række fund, der på et tidspunkt blev taget seriøst af i hvert fald visse grene indenfor videnskaben, men senere faldt i unåde og blev glemt, tilsyneladende fordi de ikke passede ind i den opdukkende opfattelse af, hvordan mennesket havde udviklet sig. Udover over disse fund stødte de også på en række fund, som faldt helt udenfor enhver videnskabeligt accepteret opfattelse af det mulige, og som ingen forskere nogensinde havde beskæftiget sig med. Disse fund, der kun er blevet omtalt i aviser, ugeblade og anden useriøs litteratur, omfatter fund af menneskefossiler og menneskeskabte genstande i kulminer, fodaftryk fra mennesker ved siden af dinosaurfødder, en guldtråd i en 300 millioner år gammel sten i England, 2.8 milliarder år gamle metalkugler fra Sydafrika osv.

Sadaputa og Drutakarma tager forbehold for, at disse fund ikke er gennemundersøgt, som man videnskabeligt set kan forlange for at acceptere fund, men omtaler dem alligevel for fuldstændighedens skyld. De påpeger igen, at grunden til, at disse fund ikke er blevet bedre undersøgte, ikke nødvendigvis skyldes, at fundene i sig selv er tvivlsomme. Grunden kan lige så vel være, at da de strider fundamentalt imod alle gængse opfattelser, kan ingen indenfor den etablerede videnskab i sin vildeste fantasi forestille sig at vie dem opmærksomhed. Her er to eksempler fra Forbidden Archaeology.

Metalvase fra prækambrisk klippe i Dorchester, Massachussetts

Den følgende beretning med titlen ’Et levn fra en svunden tid’ bragtes i tidsskriftet Scientific American den 5. juni 1852: ”For nogle dage siden blev der foretaget en kraftig sprængning i klippen ved Meeting House Hill i Dorchester nogle få rods [’rod’ er et gammelt længdemål. Én rod er ca. 5 meter] syd for præsten Mr. Halls forsamlingshus. Eksplosionen slyngede en stor mængde klippestykker ud, blandt hvilke nogle vejede flere tons, og spredte stumper i alle retninger. Midt iblandt dem blev opsamlet en metalvase i to dele, som var blevet skilt fra hinanden af eksplosionen. Da de to stykker blev sat sammen, formede de en klokkeformet vase, der var 4 1/2 tomme høj, 6 1/2 tomme ved foden, 2 1/2 tomme foroven og omkring en ottendedel af en tomme tyk. Hele vasen minder i farve om zink eller et sammensat metal, hvori der er en betragtelig del sølv. På dens side er der seks figurer eller en blomst, der er smukt indlagt med rent sølv, og rundt om vasens nedre del er der en vinranke eller krans, der også er indlagt i sølv. Indgraveringen, udskæringen og indlægningen er udsøgt lavet ved en snild håndværkers kunstfærdighed. Denne besynderlige og ukendte vase blev sprængt ud af den massive ’pudding stone’, femten fod under overfladen [’pudding stone’, bjergart sammenkittet af afrundede sten og blokke med finkornet materiale imellem. På dansk ’konglomerat’.]. Den er nu i besiddelse af Mr. John Kettell. Dr. J.V.C. Smith, der for nyligt har rejst i Østen og undersøgt hundredvis af kunstfærdige husholdningsredskaber og har tegninger af dem, har aldrig set noget, der minder om dette. Han har lavet en tegning og foretaget nøjagtige opmålinger af den for at overdrage dem til videnskaben. Der er ingen tvivl om, at denne kuriositet blev sprængt ud af klippen som ovenfor nævnt, men vil Professor Agassiz eller en anden videnskabelig mand være så venlig at fortælle os, hvordan den kom der? Det hele er værd at undersøge, da der intet bedrag er i sagen.”

Ifølge et moderne geologisk oversigtskort over Boston-Dorchester-området er konglomeratet, der nu kaldes Roxbury-konglomeratet, over 600 millioner år gammelt. Ifølge de gængse fremstillinger var livet netop begyndt at blive dannet på denne planet i Prækambrium. Men i vasen fra Dorchester har vi tegn, der tyder på tilstedeværelsen af fingersnilde metalkunstnere i Nordamerika over 600 millioner år før Leif den Lykkeliges tid.

Rillede kugler fra Sydafrika

Over de sidste årtier har sydafrikanske minearbejdere fundet hundredvis af metalliske kugler, hvoraf i det mindste én af dem har tre parallelle riller, der løber rundt om dens ækvator. Ifølge en artikel af J. Jimison, er kuglerne af to slags: ”Den ene er af et massivt blåligt metal med hvide pletter, og den anden slags er en hul kugle, der indeholder et hvidt svampagtigt fyld.” Roelf Marx, kurator på museet i Klerksdorp, Sydafrika, hvor nogle af kuglerne opbevares, sagde: ”Kuglerne er et fuldstændigt mysterium. De ser ud til at være lavet af mennesker, men på det tidspunkt, hvor de fandt deres plads i denne sten, eksisterede der intet intelligent liv. De ligner intet, jeg nogensinde har set før.”

Vi skrev til Roelf Marx for at få mere at vide om kuglerne. Han svarede i et brev dateret den 12. september 1984: ”Der er ikke blevet udgivet noget videnskabeligt om kuglerne, men kendsgerningerne er disse: De forekommer i pyrofylit [pyrophyllite], der mines nær den lille by Ottosdal i den vestlige del af Transvaal. Denne pyrofylit er et temmelig blødt sekundært mineral med et tal på kun 3 på Mohs’ skala og blev dannet igennem sedimentering for omkring 2.8 milliarder år siden. På den anden side er kuglerne, der har en fibrøs opbygning indeni med en skal uden om, meget hårde og kan ikke ridses, ikke engang med stål.” Mohs’ hårdhedsskala har navn efter Friedrich Mohs, der udvalgte ti mineraler som referencepunkter for relativ hårdhed med talkum som det blødeste (1) og diamant som det hårdeste (10).

I sit brev til os sagde Marx, at A. Bisschoff, en professor i geologi ved universitet i Potchefstroom, fortalte ham, at kuglerne var ’limonite concretions’ [brunjernsstørkninger]. Brunjern er en slags jernmalm, og en ’concre-tion’ er en massiv, kugleformet klippemasse, hvis dannelse skyldes naturlig sammenkitning af materiale omkring en kerne.

Et problem med hypotesen om, at genstandene er brunjernsstørkninger, er deres hårdhed. Som ovenfor nævnt kan metalkuglerne ikke ridses med en stålspids, hvilket angiver, at de er særdeles hårde. Men standardreferencer over mineraler siger, at brunjernsten kun har en værdi på 4 til 5.5 på Mohs’ skala, hvilket angiver en relativ lav hårdhed. Endvidere forekommer brunjernstørkninger normalt kun i samlet flok ligesom en masse sæbebobler, der hænger sammen. De opstår efter alt at dømme normalt ikke isoleret og perfekt runde, som tilfældet er med de pågældende genstande. Man støder normalt heller ikke på dem med parallelle furer i en ring rundt omkring sig. (Figur 6.9).

I nærværende studies øjemed er det kuglen med de tre parallelle riller, der interesserer os mest. Selv hvis det indrømmes, at kuglen er en brunjernstørkning, må man fortsat gøre rede for de tre parallelle riller. I mangel på en tilfredsstillende naturlig forklaring er dette fund i nogen grad mystisk og åbner for muligheden af, at den sydafrikanske kugle med rillerne, der blev fundet i en 2.8 milliard år gammel mineralaflejring, blev fremstillet af et intelligent væsen.