I 1849 blev der på skråningerne af Sierra Nevada-bjergene i det centrale Californien fundet guld i grusaflejringerne fra gamle flodlejer, og horder af brutale eventyrer flokkede til steder som Brandy City, Last Chance, Lost Camp, You Bet og Poker Flat. Til at begynde med vaskede enlige guldgravere efter guldflager og -klumper i de gruslag, der var forbundet med eksisterende vandløbslejer. Men hurtigt tog guldminekompagnier mere effektive metoder i brug og gravede dybtgående miner ind i bjergene. I den forbindelse fandt minearbejderne hundredvis af stenredskaber og – mere sjældent – menneskelige fossiler. De vigtigste af disse fund blev indberettet til det videnskabelige samfund af Dr. J. D. Whitney, der på det tidspunkt var statsgeolog i Californien.

Omkring århundredskiftet blev disse fund fra de californiske guldminer genstand for voldsom debat i det videnskabelige samfund. På den tid var tilhængerne af evolutionsteorien endnu ikke nået til enighed om menneskets alder. Imens en gruppe videnskabsmænd ville give mennesket en ung alder (omkring 100.000 år), mente en anden gruppe, at mennesket i dets nuværende form havde eksisteret i millioner af år. De californiske fund var en torn i kødet på førstnævnte gruppe og blev voldsomt angrebet af specielt William H. Holmes og William J. Sinclair. Følgende udtalelse fra Holmes giver et fingerpeg om striden: ”Måske Professor Whitney ville have tøvet med at kundgøre de formulerede konklusioner, desuagtet det imponerende opbud af vidnesbyrd, som han var konfronteret med, hvis han til fulde havde påskønnet historien om menneskets udvikling, sådan som den forstås i dag.”

Med andre ord mente Holmes, at hvis en række faktuelle vidnesbyrd ikke passer ind i en bestemt favoriseret teori, må de forkastes. Holmes tilhørte som sagt gruppen af videnskabsmænd, der favoriserede teorien om menneskets unge alder. Denne teori fik medvind i 1891med Eugene Dubois’ opdagelse af Java-manden (pithecanthropus erectus), og teoriens tilhængere gjorde meget for at nedgøre og mistænkeliggøre en lang række fund, der angav en væsentlig højere alder for mennesket.

Andre videnskabsmænd udtrykte forargelse over denne fremgangsmåde. En af dem var Alfred Russell Wallace, der deler æren med Darwin for evolutionsteorien. Wallace protesterede imod, at beviser for eksistensen af anatomisk moderne mennesker i Tertiær-tiden var tilbøjelige til at blive ”angrebet med alle våben af tvivl, beskyldning og latterliggørelse.” I en detaljeret undersøgelse af indicierne for menneskets høje alder i Nordamerika tog Wallace Dr. Whitneys optegnelser over fundene i Californien af menneskelige fossiler og stenartefakter fra Tertiærtiden fuldt ud alvorligt. I lys af den skepsis, som blev disse fund til del i visse kredse, sagde Wallace, at ”den rigtige måde at behandle beviser for menneskets høje alder på er at indskrive dem i protokollerne og foreløbig acceptere dem, hvor som helst de ville blive regnet for tilstrækkelige som i tilfældet med andre dyr; ikke, som nu alt for ofte er tilfældet, at overse dem som uværdige til at blive accepteret eller udsætte deres opdagere for vilkårlige beskyldninger for at være bedragere eller ofre for bedragere.”

Table Mountain i Tuolumne County var et af de steder, hvor mange fund blev gjort. Her var talrige skakter blevet gravet ind under tykke lag af vulkansk basaltmateriale, der kaldes latit, for at komme til de guldførende lag. I nogle tilfælde gik skakterne hundredvis af meter ind under latitkappen. Grusaflejringerne under latitkappen er 33 til 55 millioner år gamle, imens andre gruslejer på Table Mountain kan være hvor som helst fra 9 millioner til 55 millioner år gamle.

Whitney eksaminerede personligt en samling af fundne genstande fra Tuolumne Table Mountain. Der var ikke mange oplysninger om redskabernes opdagere eller oprindelige stratigrafiske placering. Med én undtagelse. ”Dette var,” skrev Whitney, ”et slags kar, der var blevet brugt til at male mel med.” Dr. Snell, der ejede samlingen, fortalte Whitney, at ”han samlede det op fra et vognlæs af ’jord’, der kom fra inde under Table Mountain.” En menneskekæbe fandtes også i Dr. Snells samling. Kæben blev givet til Dr. Snell af minearbejderne, der fastholdt, at kæben kom fra gruslejerne under latitkappen i Table Mountain.

Et mere veldokumenteret fund fra Table Mountain blev gjort af Albert G. Walton, en af ejerne af Valentine-gruben. Walton fandt en stenmorter, 35 cm i diameter, i guldførende lag 60 meter under overfladen inde under latitkappen. Et stykke af et menneskeligt fossil blev også fundet i Valentine-minen.

Et andet fund på Table Mountain blev rapporteret af James Carvin i 1871: ”Herved bevidnes, at jeg, undertegnede, omkring år 1858 udgravede en stenøkse på en minelod, der er kendt som The Stanislaus Company og ligger på Table Mountain…Ovennævnte levn blev fundet imellem tres til femoghalvfjerds fod under overfladen i grus under basalten og omkring 300 fod fra tunnellens åbning. Der blev også fundet nogle mortere på omtrent samme tid og sted.”

I 1870 gav Oliver W. Stevens følgende notarielt beedigede skriftlige erklæring: ”Jeg, undertegnede, besøgte omkring år 1853 Sonora-tunnelen, der ligger på og i Table Mountain omkring halvanden mile nord og vest for Shaw’s Flat, og på det tidspunkt kom et vognlæs guldførende grus ud fra nævnte Sonora-tunnel. Og jeg, undertegnede, samlede op fra nævnte grus en mastodont-tand....Og på samme tid fandt jeg sammen med den en artefakt, der mindede om en stor stenkugle, der måske var af alabast.” Gruset, som kuglen blev fundet i, er imellem 9 millioner og 55 millioner år gammelt.

I 1870 afgav Llewellyn Pierce følgende skrevne erklæring: ”Jeg, undertegnede, har i dag givet Mr. C. D. Voy til bevaring i hans samling af fortidige stenrudimenter en vis stenmorter, der helt åbenlyst er tillavet af menneskehænder og blev gravet op af mig omkring år 1862 under Table Mountain i grus i en dybde på omkring 200 fod fra overfladen under basalten, der var over tres fod dyb og omkring 1.800 fod inde fra tunnellens åbning.” Gruslagene, der indeholdt morteren, er 33-55 millioner år gamle.

Den 2. august 1890 underskrev J. H. Neale den følgende erklæring om nogle fund, han havde gjort: ”I 1877 var Mr. J. H. Neale tilsynshavende for Montezuma Tunnel Company og førte Montezuma-tunnelen ind i grusaflejringerne under lavaen på Table Mountain, Tuolumne County.... Imellem 1400 og 1500 fod fra tunnellens åbning eller imellem 200 og 300 fod på den anden side af bræmmen af den kompakte lava så Mr. Neale adskillige spydspidser, hvoraf nogle var af en mørk sten og næsten en fod lange. Ved den videre udforskning fandt han selv en lille morter, der var tre eller fire tommer i diameter og af ujævn form. Denne blev opdaget indenfor en eller to fods afstand fra spydspidserne. Dernæst fandt han en velformet støder, der nu er i Dr. R. I. Bromleys besiddelse, og i nærheden deraf en stor og regelmæssigt formet morter, også nu i Dr. Bromleys besiddelse.”

Neales beedigede skriftlige erklæring fortsatte: ”Mr. Neale erklærer, at det er fuldstændigt umuligt, at disse genstande kan have nået til den position, hvori de blev fundet, undtagen på det tidspunkt, hvor sandet blev aflejret, og før lavakappen blev dannet. Der var ikke det mindste spor af forstyrrelse af jordlagene eller af naturlige sprækker [i lavakappen], igennem hvilke der kunne have været en åbning.” Sagernes placering i grus tæt ved grundfjeldet på Table Mountain giver dem en alder på 33-55 millioner år. 

I en redegørelse, der blev læst op for The American Geological Society i 1891, sagde geologen George F. Becker: ”Det ville have været mere tilfredsstillende for mig personligt, hvis jeg selv havde udgravet disse redskaber, men jeg kan ikke få øje på nogen grund til, hvorfor Mr. Neales erklæringer ikke er nøjagtig lige så godt et bevis overfor resten af verden, som mine ville være det. Han var lige så kvalificeret som mig til at opdage enhver form for revne fra overfladen  eller gamle minegange, som minearbejderne omgående identificerer og frygter dybt. Nogle kan muligvis finde på at foreslå, at Mr. Neales arbejdere ’anbragte’ redskaberne, men ingen, der er fortrolige med minearbejde, vil overveje et sådant forslag et øjeblik…De guldførende gruslag kræver hårdt hakkearbejde, i mange tilfælde kræver det sprængninger, og selv en meget ukvalificeret tilsynsførende kunne umuligt bedrages på denne måde…Kort sagt er der efter min mening ingen måde at komme uden om den konklusion, at redskaberne, der omtales i Mr. Neales erklæring, fandtes nær bunden af grusaflejringerne, og at de blev aflejret, hvor de blev fundet, på samme tid sammen med hosliggende sten og grundmasse.”

Skønt de fleste californiske fund blev gjort af minearbejdere, blev der ved ét tilfælde fundet tre stenredskaber på deres plads af en videnskabsmand. I foråret 1869 fandt geologen Clarence King under undersøgelser på Tuolumne Table Mountain en stenstøder solidt indkapslet i et lag af guldførende gruslag, der befandt sig under kappen af basalt eller latit. Ifølge moderne geologisk datering af lagene på Table Mountain må støderen være over 9 millioner år gammel.

J. D. Whitney rapporterede også fund, der blev gjort under intakte vulkanske lag andre steder. Disse omfattede stenredskaber fra guldførende gruslejer ved San Andreas i Calaveras County, Spanish Creek i El Dorado County og Cherokee i Butte County. På grund af den omfattende (men sagligt set tilsyneladende ubegrundede) mistænkeliggørelse omkring begyndelsen til det 20ende århundrede er der imidlertid meget få, der kender til disse californiske fund, der ellers ville give os et helt andet billede af menneskets eksistens end det, vi normalt præsenteres for.