Evolution versus Intelligent Design, del 6,3
Forbudt arkæologi:
Hueyatlaco, Mexico 1973
Af Lalitanatha Dasa

I serien om Evolution eller Intelligent Design gennemgår vi i dette og de næste numre nogle eksempler fra Forbidden Archeology af Richard Thompson og Michael Cremo (alias Sadaputa og Drutakarma). Først er vi en tur i Mexico, hvor et hold professionelle dateringseksperter gav en række fund en alder på 250.000 år. Dette var bemærkelsesværdigt, da det moderne menneske kun skulle have eksisteret i 100.000 år og kun været i den Nye Verden (Amerika) et sted imellem 13.000 og 30.000 år. Dernæst er vi i Portugal, hvor Carlos Ribeiro, en af 1800-tallets dygtigste geologer, imellem 1860 og 1880 fandt 15-20 millioner år gamle spor af mennesker.

I 1960erne fandt Juan Armenta Camacho og Cynthia Irwin-Williams avancerede stenredskaber, der kan måle sig med de fineste arbejder fra Cro-magnon-mennesket i Europa, ved Hueyatlaco nær Valsequillo 120 kilometer sydøst for Mexico City. Stenredskaber af en mere grov natur blev fundet på et nærliggende sted ved El Homo. I begge tilfælde ved både Hueyatlaco og El Homo ser der ikke at være nogen tvivl om redskabernes stratigrafiske placering. Der er imidlertid et meget kontroversielt træk ved disse fund: et hold geologer, der arbejdede for The U.S. Geological Survey, gav dem en alder på omkring 250.000 år. Dette hold arbejdede under en bevilling fra The National Science Foundation og bestod af Harold Malde og Virginia Steen-McIntyre, begge fra The U.S. Geological Survey, og nu afdøde Roald Fryxell fra Washington State University.

Ifølge disse geologer gav fire forskellige dateringsmetoder uafhængigt af hinanden usædvanligt høje aldre for de artefakter, der blev fundet nær Valsequillo. Dateringsmetoderne var (1) ’uranium series’ datering, (2) ’fission track’ datering, (3) ’tephra hydration’ datering og (4) ’study of mineral weathering’.

Man kan levende forestille sig, hvad der skete! Alderen på 250.000 år, som holdet af geologer opnåede for Hueyatlaco, fremkaldte stor kontrovers. At acceptere den ville ikke blot revolutionere den Nye Verdens antropologi, men hele billedet af menneskets oprindelse. Mennesker, der er i stand til at lave avancerede redskaber som dem, der blev fundet ved Hueyatlaco, menes ikke at have eksisteret indtil for omkring 100.000 år siden i Afrika.

I forsøget på at få sit holds konklusioner offentliggjorte erfarede Virginia Steen-McIntyre et omfattende socialt pres og mange hindringer. I et brev til en kollega (den 10. juli 1976) skrev hun: ”Igennem sladder bag vores ryg fandt jeg ud af, at Hal, Roald og jeg anses i nogle kredse for at være opportunister og kun ønsker publicitet og offentlig omtale på grund af Hueyatlaco. Jeg prøver stadig at komme mig ovenpå chokket.”

Offentliggørelsen af en afhandling, som Steen-McIntyre og hendes kolleger skrev om Hueyatlaco, blev uforklarligt holdt tilbage i årevis. Afhandlingen blev først fremlagt for en antropologisk konference i 1975 og skulle have været trykt i et symposium fra konferencen. Fire år senere skrev Steen-Mcintyre til H. Fullbright fra Los Alamos Scientific Laboratory, en af redaktørerne på den hele tiden snarligt kommende bog: ”Vores fælles artikel om Hueyatlaco-fundet er en virkelig bombe. Den anbringer mennesket i den Nye Verden tidligere, end mange arkæologer gerne vil tro det. Hvad værre er, anses de redskaber, der blev fundet in situ, af de fleste for at være tegn på H. sapiens. Ifølge den nuværende teori var H.’er endnu ikke blevet udviklet på den tid og slet ikke i den Nye Verden.”

Steen-McIntyre fortsatte sin forklaring: ”Arkæologerne laver et anseligt spektakel over Hueyatlaco. De nægter sågar at have det med i deres betragtninger. Jeg har erfaret igennem andenhånds kilder, at blandt forskellige medlemmer af professionen anses jeg for at være 1) ukvalificeret; 2) en nyhedssensationalist; 3) en opportunist; 4) uærlig; 5) en tåbe. Naturligvis befordrer ingen af disse opfattelser mit professionelle omdømme! Mit eneste håb om at få mit navn renset er at få artiklen om Hueyatlaco offentliggjort, så folk selv kan vurdere beviserne.” Da Steen-McIntyre ikke fik svar på denne og andre anmodninger om flere oplysninger, trak hun artiklen tilbage, men hendes manuskript blev aldrig sendt tilbage til hende.

Et år senere skrev Steen-McIntyre (den 8. februar 1980) til Steve Porter, redaktør for Quaternary Research, om at få sin artikel om Hueyatlaco udgivet. ”Manuskriptet, som jeg hermed fremlægger, giver de geologiske beviser,” skrev hun. ”De er ikke til at tage fejl af, og hvis det ikke var for den kendsgerning, at en hel masse antropologiske lærebøger skulle omskrives, tror jeg ikke, vi ville have haft problemer med at få arkæologerne til at acceptere dem. Som det står nu, vil ingen antropologisk journal røre ved dem med en ildtang.”

Steve Porter skrev i sit svar til Steen-McIntyre (den 25. februar 1980), at han ville overveje at offentliggøre den kontroversielle artikel. Men han sagde, at han kunne ”med lethed forestille sig, at det kan være lidt svært at få en objektiv kritik fra visse arkæologer.” Den almindelige fremgangsmåde ved videnskabelige udgivelser er, at en artikel forelægges for flere andre videnskabsmænd til anonym vurdering (peer review). Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan et forskanset videnskabeligt ortodoksi kan manipulere med denne proces til at holde uønsket information ude af videnskabelige journaler.

Den 30. marts 1981 skrev Steen-Mcintyre til Estella Leopold, medredaktør på Quaternary Research: ”Problemet, sådan som jeg ser det, er meget større end Hueyatlaco. Det handler om manipuleringen med den videnskabelig tanke igennem undertrykkelsen af  'gådefulde data,' data, der sætter spørgsmålstegn ved den herskende tankegang. Det gør Hueyatlaco så sandelig! Da jeg ikke er antropolog, gik den fulde betydning af vores dateringer ikke op for mig dengang tilbage i 1973, og jeg forstod heller ikke, hvor dybt indgroet i vores tankegang den herskende teori om menneskets udvikling er blevet. Vores arbejde i Hueyatlaco er blevet afvist af de fleste arkæologer, fordi det modsiger den teori, punktum. Deres logik er en cirkelslutning. H. sapiens sapiens blev udviklet for ca. 30.000 til 50.000 år siden i Eurasien. Derfor er enhver form for 250.000 år gamle H. s.s. redskaber fra Mexico en umulighed, fordi H.s.s. udviklede sig for ca. 30.000…..osv. En sådan tankegang giver selvtilfredse arkæologer, men luset videnskab!”

I sidste ende offentliggjorde Quaternary Re­search (1981) en artikel af Virginia Steen­McIntyre, Roald Fryxell og Harold E. Malde. Artiklen holdt fast ved en alder på 250.000 år for fundstedet ved Hueyatlaco. Naturligvis er det altid muligt at komme med indvendinger imod arkæologiske aldre, og dette gjorde Cynthia Irwin-Williams i et brev som svar til Steen­McIntyre, Fryxell og Malde. Hendes indvendinger blev imødegået punkt for punkt i et brev fra Malde og Steen­McIntyre. Men Irwin-Williams gav sig ikke. Hun og med hende det meste af det amerikanske arkæologiske samfund fortsætter med at forkaste Steen-McIntyre og hendes kollegers datering af Hueyatlaco.

De afvigende fund fra Hueyatlaco resulterede i personlige nedgørelsen og mindre heldige professionelle konsekvenser inklusive tilbageholdelse af bevillinger og tab af arbejde, faciliteter og omdømme for Virginia Steen-McIntyre. Hendes eksempel åbner et sjældent vindue ind til de faktiske sociale processer, der undertrykker data indenfor palæantropologien.

Carlos Ribeiros fund i Portugal

Carlos Ribeiro var fra 1857 chef for Portugals Geologiske Undersøgelser, og i årene 1860-63 stod han for undersøgelser af stenredskaber, der blev fundet i lag fra Pliocæn og Miocæn (op til 15-20 millioner år gamle) imellem Canergado og Alemquer, to landsbyer i floden Tagus’ bækken nordøst for Lissabon. Ribeiro fandt mange steder forarbejdede flækker af flint og kvartsit i Tertiær-lag, men da han syntes, han måtte underkaste sig det fremherskende videnskabelige dogme (der fortsat er gældende) om, at mennesker ikke er ældre end Kvartærtiden, gav han på Portugals officielle geologiske kort i 1866 modstræbende yngre aldre til nogle af de lag, der indeholdt redskaber. Da den franske geolog Edouard de Verneuil så disse kort, erklærede han sig uenig og påpegede, at de pågældende lag afgjort var fra Pliocæn eller Miocæn. I mellemtiden havde Abbe' Louis Bourgeois rapporteret at have fundet stenredskaber i Tertiærlag. Under påvirkning af de Verneuils kritik og Bourgeois’ opdagelser begyndte Ribeiro ligeud at rapportere, at menneskeskabte redskaber var blevet fundet i Pliocæn- og Miocæn-dannelser i Portugal.

I 1871 præsenterede Ribeiro en samling stenredskaber inklusive nogle, der var blevet fundet i Tagus-dalens Tertiærformationer, for det Portugisiske Videnskabsakademi i Lissabon. I 1872, da den Internationale Kongres for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi mødtes i Bruxelles, fremlagde Ribeiro en række eksemplarer, hovedsageligt tilspidsede flintflækker. Den videnskabelige opfattelse var delt.

Ved Paris’ udstilling i 1878 udstillede Ribeiro 95 flintredskaber fra Tertiærtiden. Den indflydelsesrige franske antropolog Gabriel de Mortillet erklærede, at 22 eksemplarer bar ubestridelige tegn på menneskelig forarbejdning. Sammen med sin ven og kollega Emile Cartailhac gjorde de Mortillet andre videnskabsmænd interesserede. Alle var enige i, at en stor del af flintflækkerne var tilvirket af mennesker.

Ved Den Internationale Kongres for Forhistorisk Antropologi og Arkæologi i Lissabon i 1880 udstillede Ribeiro flere ting fra Miocæn-lag. Kongressen udpegede en særlig kommission til at besigtige redskaberne og fundstederne. Den 22. september 1880 rejste kommissionens medlemmer med tog til Carregado i Tagus-flodens dal og derfra videre til nærliggende Otta. To kilometer fra Otta ligger bjerget Monte Redondo. Her spredtes forskerne ind i forskellige kløfter i jagt på flinteredskaber.

I sin bog Le Prehistorique gav Gabriel de Mortillet en interessant redegørelse for turen til Monte Redondo: ”Kongressens medlemmer ankom til Otta, der ligger midt i en stor ferskvandsformation, som var bunden i en fortidig sø med sand og ler i midten og sand og sten på bredderne. Det er på bredderne, at intelligente væsener ville have efterladt deres redskaber, og det er på bredderne af den sø, der engang badede Monte Redondo, at søgningen fandt sted. Den blev kronet med held. Den dygtige videnskabsmand fra Umbria [Italien], Hr. Bellucci, opdagede in situ et stykke sten, der bar ubestridelige tegn på tilsigtet forarbejdning. Før han gjorde det løst, viste han det til flere af sine kolleger. Flintstykket sad fast indkapslet i klippen, og han måtte bruge en hammer for at få det frit. Det er ubestrideligt af samme alder som aflejringerne.”

Moderne geologer anser konglomeraterne ved Otta for at være tidlig Miocæn, omkring 15-20 millioner år gamle.