”I 1979 fandt en gruppe forskere under ledelse af Mary Leakey fodspor i 3,6 mio. gamle aflejringer af vulkansk aske ved Laetoli, Tanzania, i Østafrika. Mary Leakey og andre sagde, at fodsporene ikke var til at skelne fra moderne mennesker. For disse forskere betød det blot, at menneskenes forfædre for 3,6 mio. år siden må have haft bemærkelsesværdigt moderne fødder. Men ifølge andre videnskabsmænd som doktor i fysisk antropologi R.H. Tuttle fra universitetet i Chicago viser fossile knogler af kendte australopitheciner, at deres fødder utvetydigt var abelignende. I en artikel i Natural History (marts 1990) indrømmer Tuttle, ”Vi står overfor noget af et mysterium.” Det må derfor være tilladt at overveje en mulighed, som hverken Tuttle eller Leakey nævner, nemlig at væsener med anatomisk moderne menneskekroppe, der svarer til deres anatomisk moderne menneskefødder, eksisterede for 3.6 mio. år siden i Østafrika….[Men] hvor interessant denne arkæologiske mulighed end er, forbyder gængse ideer om menneskets udvikling den.”

Sådan starter Forbidden Archeology, Dr. Richard Thompson og Michael Cremos nu berømte og kontroversielle bog fra 1993, hvori forfatterne indgående behandler en lang række fund med relation til menneskets udvikling. Som titlen antyder, er bogens konklusion kontroversiel. Fodsporene fra Laetoli er ifølge Forbidden Archeology ikke så enestående endda, men er et ud af mange fund, der radikalt modsiger den gængse opfattelse af menneskets udvikling. Selv om det fuldt moderne menneske (homo sapiens sapiens) ifølge standardopfattelsen kun skulle have eksisteret i 100.000 år, er der ifølge Forbidden Archeology indenfor de sidste 150 år gjort talrige fund, der angiver en væsentlig højere alder.

Det naturlige spørgsmål er selvfølgelig, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Forbidden Archeology besvarer dette ved at argumentere for, at der findes 1) en DOBBELTSTANDARD for, hvad man er villig til at acceptere, hvilket resulterer i 2) et INFORMATIONSFILTER, der frasorterer uacceptable fund, der ikke harmonerer med den accepterede teori. Derudover er direkte svindel og manipulering også en faktor, men ikke den væsentligste.

Et eksempel på denne dobbeltstandard og det resulterende informationsfilter er Louis Leakeys fund i 1932 i Kanam, Kenya. Her fandt Louis Leakey en fuldt moderne kæbe i geologiske lag, der blev dateret til minimum 2 mio. år. Da Leakey vendte hjem til England, blev hans fund først bredt anerkendt og accepteret. Nogle år senere udbrød der imidlertid en kontrovers om fundet, og en geolog ved navn Boswell insisterede på at rejse med Leakey helt tilbage til Afrika for at få fundstedet bekræftet. Nu skete der desværre et par uheld. Leakey havde markeret fundstedet med jernpikke, men de indfødte havde gravet dem op og brugt dem til at lave spyd med. Leakey havde også fotograferet stedet, men hans kamera var gået i stykker og billederne blevet ødelagte. Med andre ord kunne Leykey ikke præcist identificere fundstedet, og resultatet blev, at han blev skældt huden fuld i Nature, og hans fund blev afvist. Dette på trods af, at han var en af sin tids dygtigste og mest respekterede palæontologer, og at han og hans assistenter svor på fundets ægthed.

Hvis den samme standard skulle opretholdes konsekvent, skulle en lang række fund, der nu gives til støtte for den gængse opfattelse, ligeledes forkastes. Heidelbergkæben blev fundet af en arbejder i en grusgrav, kraniet fra Petralona i Grækenland blev fundet af nogle lokale bønder i en bjerghule, som de bagefter ikke kunne lokalisere, og de fleste fund på Java blev gjort af betalte indfødte, der bragte fundene til de europæiske forskere uden præcis angivelse af fundstederne. Ingen af disse fund burde accepteres, hvis de skal leve op til den samme standard, som blev stillet til Louis Leakeys fund af kæben i Kanam.

Ifølge Forbidden Archeology har denne dobbeltstandard og dets resulterende informationsfilter i løbet af 150 år frasorteret en imponerende mængde fund, der, hvis de blev taget med i betragtning, ville give os et helt andet billede af menneskets udvikling.

Helt ubemærket er dette informationsfilter ikke, og nogle forskere har kommenteret det igennem tiden, både direkte og indirekte. I forbindelse med opdagelsen af en indgraveret muslingeskal (dateret til 2 mio. år) og lignende fund i England skrev den franske antropolog de Quatrefages i 1884: ”Indvendingerne imod eksistensen af mennesket i pliocæn og miocæn [geologiske tidsaldre. Pliocæn: 5-25 millioner år. Miocæn: 25-38 millioner år] ser oftest ud til at være mere relateret til teoretiske overvejelser end direkte observationer.” I 1880 offentliggjorde Californiens statsgeolog J.D. Whitney en rapport over en lang række fund i californiske guldminer (dateret fra 9 til 55 mio. år), og W.H. Holmes fra The Smithsonian Institute kommenterede dem i 1899: ”Måske hvis professor Whitney fuldt ud havde påskønnet menneskets udvikling, sådan som den forstås i dag, ville han have tænkt sig om, før han bekendtgjorde de formulerede konklusioner [om at der har eksisteret mennesker i Amerika fra meget gamle tider] desuagtet den imponerende række af vidnesbyrd, som han var stillet overfor.” Med andre ord skal virkeligheden ifølge W.H. Holmes afvises på trods af et nok så imponerende opbud af vidnesbyrd, hvis disse vidnesbyrd strider imod en bestemt favoriseret teori.

Efter planen er de næste indlæg i denne serie en række konkrete eksempler fra Forbidden Archeology. Her følger et enkelt, fodsporene fra Laetoli.

Fodsporene fra Laetoli

Laetoli ligger i det nordlige Tanzania omkring 30 km syd for Olduvai-kløften. I 1979 bemærkede en ekspedition her under ledelse Mary Leakey nogle fossile fodaftryk af dyr. Aftrykkene var blevet afsat i lag af 3.6 mio. år gammel vulkansk aske. Blandt dem syntes nogle at være lavet af hominider. Mary Leakey citerede i National Geographic Louise Robbins, en specialist i fodaftryk fra University of North Carolina: ”..de ser så menneskelige ud, så moderne, til at være blevet fundet i så gammel tuf [vulkansk aske].”

For os var det mest forbløffende, at videnskabsmænd af verdensanseelse, de bedste på deres felt, kunne se på disse fodspor, beskrive deres menneskelignende træk og forblive fuldstændigt blinde overfor muligheden af, at de væsener, der lavede dem, kunne have været mennesker som os selv. Deres sind løb i de sædvanlige faste baner. Mary Leakey skrev: ”For mindst 3.600.000 år i pliocæn gik, hvad jeg tror er menneskets direkte stamfader, helt opret med en fri, tobenet gangart…hans fods form var nøjagtigt den samme som vores.”

Hvorfor ikke et væsen med fuldt moderne fødder og fuldt moderne krop? Intet ved fodsporene udelukker dette. Men måske overdriver vi fodsporenes menneskelignende træk. Lad os se, hvad forskellige forskere har sagt. Flere sæt af spor, der identificeres med hver sit bogstav, blev fundet i Laetoli. Ved undersøgelsen af G-sporene, der repræsenterer tre individer, fandt Robbins, at sporene ”deler mange træk, der er karakteristiske ved menneskefodens opbygning.” Hun bemærkede specielt, at storetåen peger direkte frem som hos mennesker og ikke ud til siden som hos aber. Hos aber kan storetåen bevæges nærmest ligesom menneskets tommelfinger. Robbins konkluderede, at ”de fire funktionelle områder – hæl, svang, fodbalde og tæer – hos hominiderne gav aftryk på en typisk menneskelignende måde” og ”hominiderne gik hen over askefladen på en for mennesker typisk tobenet måde.”

M. H. Day studerede fodsporene fotogrammetrisk [fotogrammetri er fotografisk måling]. Hans undersøgelser viste, at sporene havde ”tæt lighed med anatomien hos et moderne menneske, der er vant til at gå uden sko; det kan også have været et almindeligt menneske.” Typisk konkluderede Day: ”Der kan nu ikke være nogen seriøs indvending imod australopithecinernes [australopithecus: en uddød abeart, en påstået stamfader til mennesket] oprette positur og tobenede gangart.”

Men hvad beviser har han for, at en australopithecin lavede Laetoli-fodsporene? Der er ingen grund til at udelukke muligheden af, at et ukendt væsen, måske meget lig moderne homo sapiens, lavede dem. R.H. Tuttle sagde, ”Formen af fodsporene er ikke til at skelne fra gående, barfodsvante mennesker.” Tuttle sagde også, ”De er som små barfodede homo sapiens.”

Desuden mente Tuttle, at foden hos A. afarensis [den berømte ’Lucy’] ikke kunne have lavet aftrykkene. A. afarensis havde lange, krumme tæer, og Tuttle sagde, at det var svært at forestille sig, at de ”svarede ordentligt til fodsporene ved Laetoli.” Det samme ville være sandt for enhver anden australopithecin-fod.

Nogle gjorde indsigelser imod dette. Overbevist om, at den abelignende A. afarensis-fod havde lavet Laetoli-sporene, foreslog de, at fortidens hominider havde gået hen over den vulkanske aske med deres tæer krøllet sammen under deres fødder, som chimpanser somme tider ses gøre det. Tuttle fandt dette ekstremt usandsynligt. Hvis Laetoli-hominiden havde lange tæer, ville man, sagde Tuttle, forvente to slags tåaftryk – lange, udstrakte tæer og korte, sammenkrøllede tæer med ekstra dybe knoaftryk. Dette blev ikke fundet, hvilket betød, at den langtåede A. afarensis-fod ikke kunne have lavet fodsporene.

Tim White udgav i 1987 et studie af Laetoli-sporene, hvor han bestred Tuttles opfattelse af, at deres ophavsmand var en mere avanceret hominid end A. afarensis, og han forudsagde: ”Det vil til syvende og sidst blive vist, at Laetoli-fodsporene adskiller sig, om end næsten umærkeligt, fra dem, der ville blive efterladt under lignende omstændigheder af moderne mennesker.” Men så vidt hvem som helst kan se, er de altså uskelnelige fra moderne menneskers. Selv Tim White selv sagde: ”Tag ikke fejl her. De er som moderne fodspor. Hvis et af dem blev set på en strand på Californien i dag, og en fireårig blev spurgt, hvad det var, ville han med det samme sige, at nogle har gået her. Han ville ikke kunne skelne dem fra hundredvis af andre fodspor på stranden, og det ville I heller ikke kunne. Den ydre morfologi er den samme. Der er en velformet moderne hæl med en stærk svang og en gedigen fodbalde foran den. Storetåen peger ret frem. De peger ikke ud til siden som en abetå”

Og Tuttle bemærkede: ”…i alle morfologiske træk, der kan konstateres, er fødderne på de individer, der lavede G-sporene, uskelnelige fra moderne menneskers.”

(Uddrag fra populærudgaven af Forbidden Archeology, The Hidden History of the Human Race, side 261-264)