Evolution eller Intelligent Design, del 1
Indledning
Af Lalitanatha Dasa

Denne tekst er den første i en serie med argumenter imod evolutionslæren og for ideen om Intelligent Design. Serien er egentlig skrevet med henblik som bidrag til hjemmesiden www.religion.dk, der har en rubrik specielt viet til ’Darwin og troen’, men kan forhåbentlig også gøre sin gavn i Nyt fra Hare Krishna, selv om mange af argumenterne har været anvendt tidligere.

 

Her i Vesten har evolutionslæren om livets oprindelse været den herskende opfattelse siden Charles Darwins tid, og de fleste steder undervises der i den ikke som en teori, men som en fastslået kendsgerning. Hvem tør betvivle den verdenskendte palæontolog Niles Elridge, når han i lys af de overvældende beviser, han ser for evolutionslæren, konkluderer, ”Evolution er lige så meget en kendsgerning som ideen om, at jorden har form som en bold.” (Elridge, The Monkey Business,  1982, s. 31-32).

Trods det møder evolutionslæren fornyet modvind mange steder og det ikke kun fra fundamentalistiske, religiøse kredse. Specielt en række biokemikere har siden begyndelsen af 1990’erne sået tvivl om dens gyldighed. Så sent som den 7. januar 2004 kunne New York Times fortælle, at kun 28% af amerikanerne tror på udviklingslæren. Det må derfor være så aktuelt og interessant som nogensinde at tage et nyt kig på evolutionslæren, når så stort et flertal i Vestens toneangivende land afviser den.

Evolutionslæren er teorien om, at livet har udviklet sig over flere milliarder år fra simple til komplekse livsformer igennem en gradvis udvikling. I sin rendyrkede form er den ateistisk. Dens grundlæggende paradigme er materialistisk, dvs. en antagelse om, at der findes intet andet end livløs materie inklusive energi og kraft, der følger fysikkens love indenfor tid og rum.

Evolutionslæren har siden Charles Darwins tid gennemgået nogle revisioner, specielt i forbindelse med genetikkens udvikling. Ikke desto mindre gælder ifølge evolutionslæren følgende generelle karakteristika fortsat:

  1. Liv er en kemisk reaktion
  2. Livet har udviklet sig fra enkle til komplekse livsformer
  3. Fossilfundene understøtter evolutionslæren
  4. Evolutionslæren kan forklare alle iagttagne fænomener

Det er afgørende for evolutionslærens gyldighed, at samtlige disse fire punkter holder. Om de rent faktisk gør det, er emnet for resten af denne serie, der vil forsøge at granske disse punkter i lys af konkret, videnskabelig empiri (dvs. direkte observerede fænomener eller mangel på samme) og sammenstille evolutionsteorien med dens alternativ, som man bredt har døbt ’Intelligent Design’. Dette er en fællesbetegnelse for alle teorier, der har accept af Guds eksistens til fælles (uanset hvad navn de giver Ham, eller hvordan de forestiller sig Ham) og tilskriver Hans intelligens som den afgørende faktor i livets tilblivelse. Nogle af disse teorier accepterer, at der er foregået en evolution, men ikke, at den er foregået tilfældigt. F.eks. giver Jakob Wolf udtryk for en sådan opfattelse den 30.10.02 på www.religion.dk (’Ideologisk darwinisme udelukker Gud’). Andre opfattelser opererer med en form for skabelse i klassisk forstand. Et eksempel her er de indiske Vedaer, der ligesom den moderne naturvidenskab taler om tidsrum over mange milliarder år, men i modsætning til denne taler om en løbende skabelse, der hele tiden fornyer det fysiske liv.

Tanken er i de næste afsnit at foretage en rejse igennem en række empiriske, videnskabelige kendsgerninger og vurdere, om de støtter evolutionslæren eller teorien om Intelligent Design. Denne rejse vil ikke blot føre os ind i biokemiens, palæontologiens og arkæologiens verdener, men også ind på forskningsområder i det, der kaldes det paranormale. Spørgsmålet vil blive stillet, om de kaldes paranormale, fordi de er overnaturlige eller med andre ord ikke eksisterer, eller fordi de giver resultater, der slet ikke passer ind i et materielt paradigme og derfor generelt tilsidesættes og undertrykkes.

Jeg håber, at denne lille appetitvækker har vækket lysten til at være med til næste afsnit, der tager udgangspunkt i A.C. Bhaktivedanta Swamis udfordring til naturvidenskaben i 1974: ”Hvis livet kommer fra kemikalier, og hvis jeres videnskab er så avanceret, hvorfor kan I da ikke skabe liv ad biokemisk vej i jeres laboratorier?”