I nummer 11.2003 bragte vi artiklen Vediske kontra vestlige opfattelser af Sadaputa Dasa, hvor han bl.a. skrev:

”…En stor mængde af bevismateriale fra det paranormale område støtter realiteten af subtilt legemliggjorte væsener og mystiske evner…Resultater af forskning på det paranormale felt stemmer overens med det vediske syn på verden. Det giver empirisk støtte til det vediske billede, og den vediske litteratur udgør en rationel, videnskabelig ramme for forståelse af paranormale fænomener..”

Hvad betyder ’paranormalt’ i denne forbindelse? Der findes næppe en streng videnskabelig definition af ordet, men en antydning af ordets betydning giver Sadaputa i det følgende:

”…Officiel videnskab er tilbøjelig til at afvise dette bevismateriale, for det bryder med accepterede teorier. Teoretiske strukturer kan imidlertid ændre sig, og mange betydelige videnskabsmænd har seriøst studeret paranormale fænomener…”

Paranormalt må da altså betyde noget, som man – eller mere præcist nogle – ikke vil gå med til at acceptere eksistensen af. Paranormale ting findes i virkeligheden slet ikke, for gjorde de det, var de ikke paranormale.

Denne artikel ser således på eksempler på påståede paranormale, empiriske beviser for den vediske verdensopfattelse. ’Empirisk’ eller ’empiri’ refererer i denne forbindelse til viden, der indhentes med vore sansers observationer igennem direkte iagttagelser, eksperimenter osv. Det refererer også til vores fortolkning af de samme empiriske data, som vore sanser indhenter.

Nu er empirisk viden altid behæftet med fejl og mangler. Vore sanser er mangelfulde og kan aldrig give perfekt information om verden. De er også ufuldstændige, for vore sanser kan aldrig sanse alting, men kun et lille begrænset udsnit af virkeligheden. Vi er også selv mangelfulde og kan nemt fejltolke empiriske data. Derfor beviser empirisk viden i sidste ende ikke ret meget. Empiriske data kan højst understøtte en given opfattelse, og de kan somme tider vise, at en bestemt opfattelse eller teori umuligt kan være rigtig. F.eks. siger det materialistiske livssyn, at alt kan forklares materielt. Hvis der konstateres et empirisk fænomen, der ikke kan forklares materielt, falder denne teori til jorden. Men fordi nogle empiriske data modbeviser den materialistiske opfattelse, beviser de ikke dermed automatisk den vediske teori. De gør den allerhøjst lidt mere mulig eller sandsynlig.

Med dette i mente har jeg tænkt mig at gennemgå en række empiriske fænomener, der underbygger Vedaernes virkelighedsforståelse. Faktisk findes og observeres der talrige ting, som ikke skulle kunne findes ifølge den officielle videnskabs teorier. I det følgende har jeg tænkt mig at diskutere en række fænomener som dyr og væsener, der ikke skulle findes, uacceptable arkæologiske og historiske vidnesbyrd, UFO’er og rumvæsener, spiritistiske fænomener som varsler, kommunikation med afdøde, spøgerier m.m.

Vedaerne beskriver mange fantastiske levende væsener i universet, i alt 8.400.000. Mange af dem findes ikke her på jorden, og vi er vel vant til at mene, at her på jorden har vi kun de ’normale’ dyr, som findes i en zoologisk have. Nogle iagttagelser tyder dog på, at visse af Vedaernes mere fantastiske væsener også findes her på jorden.

Vedaerne omtaler således syena-ørnen, en kæmpefugl, der flyver imellem planeterne. Den lægger æg, imens de flyver, og æggene udklækkes ved at falde ned igennem atmosfæren.

Om der er tale om syena-ørne, er selvfølgeligt svært at sige, men specielt i Nord- og Mellemamerika er der blevet set fugle af en størrelse, at selv de største kendte fugle blegner ved sammenligning. De største fugle kan ifølge zoologerne højst løfte nogle få kilo. Trods det blev den 5-årige Marie Delex i 1838 i Schweiz fanget af enorm fugl, der fløj væk med hende. To måneder senere blev hendes svært tilredte lig fundet. I 1932 blev en norsk pige fanget af en havørn og løftet op til en klippehylde i 200 meters højde (hun overlevede), og i 1977 blev en 10-årig dreng i Illinois løftet en meter i luften af en stor fugl. I alle tre tilfælde skulle der ikke findes fugle, der er store nok til at løfte dem. De to piger vejede omkring 20 kg, og drengen ca. 35 kg. Hvad var det for nogle fugle?

Vedaerne beskriver timingila-fisk og kæmpeslanger som Kaliya og Vasuki. Findes de? Noget tyder i hvert fald på flere meget usædvanlige kæmpevæsener i jordens have. Et eksempel er kraken, der er blevet set i Norge og andre steder i Europa i 16-1700-tallet. Den norske biskop Erik Pontoppidan skrev i 1753 om kraken, ”det største havuhyre i verden. Det er rundt, fladt og fuld af arme eller forgreninger.” Han fortalte videre, hvordan fiskerne kendte dette uhyre. Somme tider skete det, at på steder, hvor vandet skulle være flere hundrede meter dybt, ville det kun være 40-50 meter, og så vidste de, at der var en krake og skulle passe på, at den ikke pludselig kom op til overfladen. I 1680 skulle en mindre krake være strandet ved Alstedhaug i Norge, og i 1673 strandede en kæmpekrake på mindst 30 meter ved Irlands vestkyst.

Meget kendte er Loch Ness-uhyret i Skotland, men lignende væsener er også blevet set andre steder. Et interessant eksempel er Hans Egedes uhyre. Hans Egede var norsk præst og kaldes Grønlands apostel, fordi han fra 1721-1736 missionerede på Grønland. Udover at missionere gjorde han også en lang række naturiagttagelser, som han sammen med sin søn Poul skrev om. De beskrev med tekst og tegninger mange umiddelbart genkendelige dyr, men i et enkelt notat beskrives et dyr, som ingen kan sætte navn på. Poul Egede skrev oversat til moderne dansk:

”Den 6. (juli 1734) kom et meget skrækkeligt havdyr til syne. Det rejste sig så højt over vandet, at hovedet ragede over vores mast. Det havde en lang, spids snude og blæste som en hvalfisk, havde brede store lapper, og kroppen syntes at være begroet med skæl.”

Han fortæller videre, at uhyret for neden var skabt som en slange, og afstanden imellem hoved og hale var et hel skibs længde. På nogle medfølgende tegninger har han skitseret uhyret. Både Hans og Poul Egede var sobre mennesker, og der er ingen tvivl, om de virkeligt så dette væsen. Men hvad de så, har ingen har kunnet finde ud.

En anden gruppe af mystiske væsener er kæmpeaber. Vedaerne taler om vanaraerne, en aberace, der bl.a. hjalp Herren Ramacandra med at finde Moder Sita, og moderne antropologer gør også et stort nummer ud af at have fundet forskellige ’uddøde’ abemennesker. Men er de uddøde? Faktisk er der mange iagttagelser verden over af yeti’er fra Himalaya og big-foot eller sasquatch fra Nordamerika. På europæiske middelalderfriser finder man også skitser, hvor der midt iblandt en masse forskellige mennesker og dyr går et abemenneske. Har tegneren anbragt et fantasivæsen midt imellem normale væsener eller…?

Hvad viser alt dette? Næppe meget, men vi kan dog slutte, at verden er større, end vi tror, og vi har ikke nødvendigvis set alt, der er at se.

Forhistoriske gåder

Hvordan så verden ud i forhistorisk tid? Vestlige historikere mener, at fortidens mennesker bestod af primitive stenalderfolk, og gradvist har vi udviklet os til et stadie af civilisation og kultur, som aldrig tidligere er set.

Er det sandheden? Vedaerne modsiger dette. Ifølge Vedaerne var der i tidligere tider der civilisationer, der kunne måle sig med den moderne civilisation i materiel forstand og i åndelig forstand overgik fortidens menneskehed på alle områder nutiden. Srila Prabhupada skriver i Srimad-Bhagavatam 3.22.17 i forbindelse med Kardama og Devahuti, der ifølge Srimad-Bhagavatam levede for millioner af år siden:

”…Ikke blot nu, men også dengang var der skyskrabere. Her finder vi ordet harmya-prsthe. Harmya betyder ’en meget stor paladsagtig bygning’. Svat vimanat betyder fra ’hans egen flyvemaskine’. Det antydes, at også dengang fandtes der private flyvemaskiner eller helikoptere…”

Man kan spørge sig selv, om pyramiderne eller sydamerikanske byer som Machu  Picchu eller Tiahuanaco kunne opføres af stenalderkulturer. Hvad med Stonehenge og lignende? Kunne stenalderfolk udvikle og tale sanskrit, det mest grammatisk komplekse og fuldstændige sprog nogensinde set? I det hele taget kan man hævde, at så mange arkæologiske vidnesbyrd tilsyneladende støtter den vediske opfattelse, , at det er umuligt bare opremse dem alle her. Her er et interessant eksempel.

I 1929 fandt en gruppe arbejdere i Istanbul under en oprydning i et palads et gammelt støvet landkort. De var lige ved at smide det væk, men en af arbejderne syntes alligevel, det var interessant og endte med at overdrage det til et museum. Til alt held, for landkortet var fra 1513 og tegnet af Piri Reis, en berømt tyrkisk admiral. Kortet er sensationelt. Det er lavet på gazelleskind og meget velbevaret. Det viser interessant nok Sydamerika og Afrika placeret korrekt i forhold til hinanden. Den virkelige sensation kom dog først i 1956, da den amerikanske arkæolog Arlington Mallery begyndte at studere det. Han opdagede, at det, der ligner en forlængelse af Sydamerika, i virkeligheden er Antarktis’ kyst. Da Antarktis først blev opdaget i begyndelsen af det 19’ende århundrede, er dette et mysterium.

Endnu mere interessant bliver det, når man opdager, at dele af kystlinien, der i dag dækkes af is, er isfri på hans kort. Geologer siger, at disse kyster har været dækket af is i mindst 6000 år. Piri Reis skriver selv på sit kort, at det bygger på ældre kort (som vi ikke længere kender til).

Piri Reis’ kort er ikke det eneste lignende kort fra middelalderen. Franskmanden Oronteus Finaeus tegnede Antarktis i 1531. Den berømte hollandske kartograf Gerard Kramer (1512-1594), der også er kendt som Mercator, inkluderede Antarktis på flere af sine kort. Philippe Buache, fransk kartograf fra 1700-tallet, tegnede et fuldstændigt isfrit Antarktis (hvilket det ikke skulle have været i to millioner år). Tilsyneladende må han have haft endnu ældre informationer end de foregående kartografer.

Der findes også andre kort fra middelalderen og oldtiden, der viser Europa og Nordafrika, som de må set ud under den sidste istid, altså for mere end 10.000 år siden. Det store spørgsmålet er, hvem der har lavet disse kort. Primitive stenalderfolk?

Brahmastraer – fortidens atomvåben

Vedaerne beskriver en civilisation, hvor der også forekom krig og vold. Krig førtes dog efter religiøse og ridderlige principper, hvilket indebar, at krig foregik krigerne imellem og aldrig ramte civilbefolkningen. Krigerne havde bue og pil, køller, sværd, lanser osv. Det passer fint med teorien om primitive stenalderfolk. Men hvilke buer og pile! Vedaernes beskrivelse af pilene er mere end blot pinde med fjer og flintspidser. Disse pile var lige så frygtelige som de mest moderne våben.

Et eksempel er brahmastraen. Dette våben var lige så ødelæggende som atomvåben, ja farligere, for ikke bare var det mere kraftfuldt, men det var også et præcisionsvåben, der med usvigelig sikkerhed kunne opsøge og ramme sit mål. Srimad-Bhagavatam beskriver et tilfælde af anvendelsen af disse brahmastra-våben, da Arjuna og Asvattama kæmpede imod hinanden. Hele universet blev oplyst, da to brahmastraer mødtes og eksploderede.

Er der vidnesbyrd om, at sådanne våben virkeligt har eksisteret? Igen kan dette ikke bevises empirisk, men en bestemt hændelse i moderne tid peger på muligheden for det. Den 30. juni 1908 ved 7-tiden om morgenen blev Tunguska, et område i Sibirien 750 km nordvest for Bajkalsøen, ramt af den voldsomste eksplosion i historisk tid, en eksplosion, der blæste 2000 km² skov omkuld. Selv om det var højlys dag, kunne lyset fra eksplosionen ses 700 km derfra. I Europa, hvor det var midnat, blev det så lyst, at man kunne læse en avis. Trykbølgen fra eksplosionen vandrede jorden rundt to gange, og hele vejret på den nordlige halvkugle var påvirket deraf i flere måneder efter.

Hvad der forårsagede denne eksplosion, er fortsat en gåde. Der er mange mystiske og uforklarlige faktorer. Mindst 700 øjenvidneberetninger fortalte om et flyvende objekt, der kom fra Bajkalsøen og ændrede kurs, og en paddehatteformet ildkugle, hvilket udelukker, at det var en komet eller et meteor. Ingen nationer på jorden havde udviklet atomvåben. Hvad skete der? Stødte jorden sammen med et sort hul? En prøvesprængning fra det ydre rum? En forulykket UFO? Spekulationerne er talrige, og svaret er, at ingen ved det med sikkerhed. Var det en brahmastra? Uden at komme videre ind på det her, kan vi konstatere, at der i nyere tid faktisk har været en eksplosion, der kunne måle sig med atomvåbnene i styrke, før disse havde set dagens lys.

Srimad-Bhagavatam fortæller om Dhrtarastra, der forlod Pandavaernes palads for på sine sidste dage at nå åndelig fuldkommenhed. Han levede i total afsondrethed på et øde sted og praktiserede det ottefoldige yoga-system, hvorigennem yogier er i stand til at løfte sjælen op igennem kroppens forskellige chakraer og i sidste ende forlade kroppen igennem kron-chakraet øverst i kraniet. Det fortælles, at da han forlader kroppen, er varmen fra hans sjæl så voldsom, at den med det samme sætter kroppen i brand, og denne brænder til aske på sekunder.

Nu skal vi frem til 1938, da G.A. Shepherdson, indehaveren af et stort byggefirma, den 8. april var ude at inspicere en byggeplads. Nogle arbejdere så ham køre forbi, men pludselig standsede bilen brat midt ude på vejen. Da han ikke kom ud af bilen, tænkte arbejderne, at måske var han blevet dårlig, og løb hen for at hjælpe ham. Da de kom hen til bilen, så de imidlertid til deres rædsel og forbløffelse, at de var kommet for sent. Shephardson var brændt til aske på mindre end et minut, og bilen var ikke engang svedet indvendigt. Branden så ud til at være kommet inde fra hans krop.

Dette er ikke et helt ualmindeligt fænomen? Siden 1500-tallet ved man, at mindst 135 mennesker er omkommet af, hvad man kalder spontan selvforbrænding. Spørgsmålet for os er, om man kan sammenligne spontan selvforbrænding med beskrivelserne af, hvordan en fuldkommen yogi forlader kroppen.

(Fortsættes i næste nummer med bl.a. spøgerier og djævlebesættelser, varsler, nedfald fra himlen m.m.