Dette afsnit af serien om Evolution eller Intelligent fortæller om Alfred Russell Wallace, medstifteren af evolutionsteorien. Hvad ikke mange ved, er, at ved siden af at være evolutionsteoretiker var Wallace også involveret i spiritisme og brugte mere end 40 år af sit liv på at dokumentere paranormale fænomener.

Da evolutionsteorien om arternes oprindelse først kom frem i 1859, blev den ikke kaldt Darwins teori, men Wallace-Darwins teori. Med tiden er Alfred Russell Wallaces navn dog gledet så meget i baggrunden, at i dag ved de færreste, at evolutionsteorien var to mænds værk.

Alfred Russell Wallace (1822-1913) var ligesom Charles Darwin en engelsk naturforsker, der uafhængigt af Darwin kom frem til tilsvarende ideer om livets udvikling. I 1858 sendte han en afhandling, han havde skrevet, til Darwin, der til sin overraskelse og forskrækkelse opdagede, at Wallace havde formuleret den samme teori, som han havde brugt årtier på at udvikle. Efter at have rådført sig med nogle venner foreslog Darwin Wallace, at de sammen publicerede teorien under begges navne.

Wallace var dog ikke kun evolutionist, men tilligemed en meget involveret spiritist. Han var et af de mest prominente medlemmer af The Society for Psychical Research og stod for en lang række videnskabeligt kontrollerede forsøg med spiritistiske medier og de fænomener, de kunne fremkalde.

Wallaces første kontakt med det paranormale gik tilbage til 1844, hvor han var vidne til ’mesmerisme’, en stærk form for hypnose. Wallace mødte en Dr. Ellington, der opererede sine patienter under hypnotiske trancer, og Wallace selv eksperimenterede med hypnose og observerede en række fænomener af paranormal natur inklusive clairvoyance.

Fra 1848 til 1862 rejste Wallace i troperne, hvor hans studier af dyre- og plantelivet ledte til hans formulering af evolutionsteorien samtidigt med Darwin. På disse rejser var han også vidne til ’overnaturlige’ ting, og han hørte om paranormale fænomener, der langt overgik det, han selv havde oplevet. ”Under mine otte år i Østen,” fortalte han senere i sin selvbiografi, ”hørte jeg af og til igennem aviserne om de amerikanske og engelske spiritisters mærkværdige aktiviteter, blandt hvilke nogle syntes mig så forrykte og uhyrlige, at de kun kunne være galninges forvirrede snak. Andre syntes imidlertid at være velunderbyggede.” (Wallace 1905)

På trods af en vis skepsis havde hypnose lært ham, at ”der var mysterier i forbindelse med det menneskelige sind, som moderne videnskab ignorerer, fordi den ikke kan forklare dem” (Wallace 1896), og da han vendte tilbage til England i 1862, begyndte han at forske i spiritisme. Hans første bekendtskab var igennem læsning af rapporter over fænomenet, men fra og med sommeren 1865 deltog han jævnligt i spiritistiske seancer. Hans første oplevelse var hjemme hos en ven, der var ”skeptiker, en mand af videnskab og advokat” (Wallace 1896). Wallace sad sammen med sin vært og medlemmer af dennes familie omkring et stort rundt bord, som de lagde deres hænder på. Wallace bemærkede uforklarlige bevægelser af bordet og hørte lige så uforklarlige bankelyde.

Kort tid efter besøgte Wallace en vis Mrs. Marshall, et medium, der gav offentlige demonstrationer af fænomener, der var stærkere end noget, Wallace hidtil havde set. Han så bl.a. et bord svæve i luften i tyve sekunder, en guitar bevæge sig på uforklarlig vis, stole glide lige så uforklarligt hen over gulvet og en dame i en stol hæve sig i luften. Wallace noterede sig: ”Der var ikke plads til nogen form for trick eller bedrag. I alle tilfælde undersøgte vi, før vi begyndte, borde og stole og så, at der ingen forbindelse var imellem dem og gulvet, og vi placerede dem efter forgodtbefindende, før vi begyndte.” (Wallace 1896). Hos Mrs. Marshall så Wallace også skrift dukke op på mystisk vis på papir, der var lagt ind under bordet. Wallace selv fik ad den vej et budskab, der indeholdt navnet på hans afdøde bror, stedet i Brasilien, hvor han døde, og navnet på den person, der sidst så ham i live. Mrs. Marshall havde ingen mulighed for at have forudgående kendskab til dette.

I 1866 udgav Wallace en lille bog med titlen The Scientific Aspect of the Supernatural [Det overnaturliges videnskabelige side], der indeholdt videnskabelig dokumentation for psykiske fænomener, og han sendte bogen ud til mange af sine videnskabelige kolleger. Nogle af dem havde kun skuldertræk til overs for Wallaces ideer om en åndeverden, men andre blev interesserede og begyndte ligesom Wallace at undersøge spiritistiske fænomener. I sin bog nævner Wallace en snes navne blandt den tids prominente intellektuelle inklusive matematikere, fysikere, astronomer, kemikere, læger, advokater, præster, officerer, diplomater og forfattere, der alle bekræftede, at de med egne øjne havde bevidnet usædvanlige og uforklarlige spiritistiske fænomener.

Wallace indgik specielt i samarbejde med en af sin tids berømteste fysikere, Sir William Crookes, der fik Nobelprisen for opdagelsen af grundstoffet thalium og i en lang periode var præsident for The Royal Society of Great Britain, Englands fornemste videnskabelige selskab. Sir Crookes havde selv i en årrække foretaget sine egne spiritistiske eksperimenter under strengt kontrollerede omstændigheder, og sammen undersøgte de bl.a. amerikaneren Daniel Dunglass Home, der var kendt som et medium med evner ud over det sædvanlige. Wallace og Crookes ville komme på uanmeldt besøg hos Home og tage ham med sig til et hus, hvor han aldrig før havde været for der at lade ham demonstrere spiritistiske fænomener foran deres og andre videnskabsmænds øjne ved højlys dag eller i det mindste i fuld belysning. Ved en sådan lejlighed så de Home svæve op i luften, ud af et åbenstående vindue (værelset var på første sal) og tilbage ind i rummet igennem et andet åbentstående vindue. Ifølge Wallace så mindst 50 troværdige, navngivne personer Home levitere på denne måde. Wallace og Crookes så også Home spille på et harmonium, og da han fjernede sine hænder fra det, fortsætte det med at spille. Wallace og Crookes så ved den lejlighed en fritsvævende hånd holde på harmoniummet. Mange lignende fænomener fandt sted med Home, og det lykkedes aldrig hverken Wallace, Crookes eller nogen anden at fange ham i nogen form for svindelnumre eller tryllekunster.

Fra medstifteren af evolutionsteorien, Alfred Russell Wallace, har vi således sikke blot bøger og afhandlinger om teorier omkring livets udvikling, men også en lang række bøger og artikler, hvor han fortæller om sit spiritistiske forskningsarbejde igennem mere end 40 år. Han har beskrevet et utal af spiritistiske fænomener som materialiseringer af åndepersoner, automatskrift, leviteringer, psykokinese, budskaber fra afdøde og meget andet, som han personligt overværede under videnskabeligt kontrollerede omstændigheder.

Udover at beskrive fænomenerne og de kontrollerede forhold, de fandt sted under, talte han imod den skepsis, han mødte fra mange af sine samtidige kolleger, og argumenterede for, at åndefænomenet bør tages seriøst af den moderne videnskab. I 1896 skrev Wallace: ”Jeg bør nævne, at i 25 år var jeg aldeles skeptisk med hensyn til eksistensen af nogen form for overmenneskelig intelligens, og aldrig i så meget som et øjeblik skænkede jeg det en tanke, at de undere, som spiritisterne fortalte om, kunne være bogstaveligt sande. Hvis jeg nu har ændret opfattelse, er det kun i kraft af beviser derfor. Det skyldes ingen frygt for udslettelse, at jeg har givet mig i kast med dette emne. Det skyldes ingen ubehersket længsel efter en evig tilværelse, at jeg er kommet til at tro på kendsgerninger, der gør dette højst sandsynligt, hvis de ikke ligefrem beviser det.”

Hvad angår Wallaces forhold til den evolutionsteori, han udfærdigede sammen med Darwin, var hans opfattelse i modsætning til Darwin, at evolutionsmekanismerne ikke er nok til at forklare livets udvikling. Han mente, at der i tilgift er foregået en højere styring af udviklingen. Han mente ligeledes, at parallelt med den fysiske dimension eksisterer der en åndeverden, og at åndevæsener tager bolig i de igennem evolutionen opståede kroppe med henblik på deres udvikling i senere tilværelser.

Man kan konstatere, at Alfred Russell Wallace var fortaler for, hvad man i dag kalder Intelligent Design, som ikke er noget nyt begreb. Er det også forklaringen på, at Wallace er blevet så meget glemt, at de fleste mennesker af i dag ikke ved, at evolutionsteorien ikke havde en, men to stiftere?