Holocaust og dyreslagtninger
Af Live Kleveland Karlsrud

   Er det muligt at se institutionen slagteri som et karakteristisk træk ved modernismen som tidsalder? Kan man sammenligne holocaust og slagterier?
   Denne artikel blev først bragt den 26.5 i Morgenbladet, et ugentligt norsk kulturmagasin. Vi takker Andre Hasselgård, Norge,for at have sendt den til os.

Et tema, der foreløbig ikke er blevet belyst, er modernismens indvirkninger på vore medskabninger af andre arter end os selv - dyrene. Hvordan kan slagteriet som institution ses som et karakteristisk træk ved modernismen som tidsalder? Dette gør jeg med udgangspunkt i sociologen og filosoffen Zygmunt Baumans berømte analyse af modernismen eksemplificeret i holocaust.

Grundlaget for sammenligningen er lighed i fakta: Både holocaust og industrialiseret slagtning indebærer, at et større antal levende individer transporteres til deres egne samlingssteder for at blive aflivet. Aflivningen foregår rutinemæssigt og baserer sig på modene teknologi (f.eks. gas)

Sociologen og filosoffen Zygmunt Bauman har i en årrække arbejdet med spørgsmål knyttet til forståelsen af modernismen og præsenterede i 1989 bogen Modernismen og holocaust. Bauman gennemgår metodisk forskellige påviselige karakteristika ved modernismen som tidsalder og viser, hvilken betydning disse havde for fremvæksten og opretholdelsen af holocaust. Baumans hovedpointe er, at civilisationen ikke udelukker barbari, snarere tværtimod.

Mange vil til at begynde stejle ved sammenligningen mellem slagtning og holocaust. Mens enkelte finder sammenligningen stødende, finder andre den direkte latterlig. Sådanne holdninger er udtryk for den lave status, dyr har i vor civilisation - i modernismen. Dyr anses ikke som egnede til at have juridiske rettigheder, og det debatteres også, om de har samme evne til at føle, som andre levende væsener (mennesker) har. Dette er typiske træk ved undertrykte grupper i samfundet. Det er mindre end 200 år siden, at farvede blev omtalt på nøjagtigt samme måde.

Pointen er ikke, om dyr bør gives juridiske rettigheder. Pointen er heller ikke at diskutere, om mennesker bør afstå fra at spise andre. Det ville være lige så søgt at blande sådanne spørgsmål ind i det som at blande holocaust sammen med spørgsmålet om ret til at dræbe i nødværge.

Pointen er at kaste lys over nogle ligheder imellem holocaust og industrialiseret slagteri og derigennem stille spørgsmålet: „Er industrialiseret slagtning en form for barbari?"

‘Barbari’ er en betegnelse, der skifter betydning alt efter hvilken kultursfære og tidsepoke, man befinder sig i. Selv om industrialiseret slagtning skulle have svært mange fællestræk med holocaust, er det ikke givet, at det førstnævnte er lige så ‘barbarisk’ som holocaust. Industrialiseret slagtning bliver først barbarisk, hvis vi accepterer resultaterne af nyere tids hjerne- og adfærdsforskning, der viser, at andre pattedyr har evner til at føle smerte både fysisk og mentalt på lignende måde som mennesket, og hvis vi som filosoffen Jeremy Bentham (1780) går ud fra, at disse dyrs lidelser er moralsk relevante: „The question is not can they reason? Nor, can they talk? But, can they suffer?"

Selv om man når frem til, at industrialiseret slagtning er barbarisk, betyder dette ikke nødvendigvis, at man tager afstand fra det. Den kan ske, at vor civilisation - i tråd med Baumans konklusion - accepterer og kultiverer barbariet.

Det kan føles betryggende at tro, at holocaust skyldes et primitivt jødehad, som anstændige moderne mennesker aldrig ville underkaste sig. Bauman henviser imidlertid til historikere, som fremhæver, at folkets antisemitisme ikke var en drivkraft bag holocaust. Den almindelige tysker nærede ikke specielt had til jøderne, men var heller ikke særligt interesseret i deres skæbne. Nøjagtigt det samme ser vi, når det gælder dyr: Få mennesker hader dyr, men de er heller ikke optagede af at undersøge, hvad der faktisk foregår på slagterierne.

Selv om befolkningen måske ikke var en drivkraft bag holocaust, kan man vanskeligt komme uden om den accept, der manifesterede sig i passivitet. Hvordan i alverden kunne nogen forholde sig passivt ligegyldige til folkemordet?

Ifølge Bauman kan ligegyldighed hos enkeltpersoner frembringes socialt. Bauman henviser til professor i samfundsetik ved Harvard University, Herbert Kelman, der har påvist tre betingelser, der hver for sig eller sammen har en tendens til at fjerne vore hæmninger imod vold og grusomhed. Den første betingelse er, at ofrene må afhumaniseres, f.eks. ved hjælp af ideologiske definitioner eller indoktrinering. Den anden betingelse er, at volden må være autoriseret, dvs. være officiel ordre fra lovlig side. Den tredje betingelse er, at volden må udføres rutinemæssigt, således at alle, der deltager, har faste roller.

Disse tre betingelser var til stede ved holocaust, og de er til stede ved dagens industrielle slagtning. Jøderne blev ‘afhumanificerede’, bl.a. ved at de blev omtalt og behandlet som mindre værd end andre mennesker. Man kan spørge, hvem der i dag tør påstå, at et dyr er lige så meget værd som et menneske?

Volden blev udført rutinemæssigt i udryddelseslejrene under holocaust. Volden, nemlig udryddelsen, var formålet, og systemet var indrettet for at tjene dette formål. Det samme gælder de industrielle slagterier. Der leveres et vist antal dyr hver dag, og disse dræbes. Det sker dag ud og dag ind.

Volden under holocaust var autoriseret, for den havde hjemmel i offentlig lovgivning og blev forvaltet og udført af offentlige tjenestemænd. Det samme gælder den vold, der sker i norske slagterier i dag. Vi har en offentlig slagteriforskrift, og offentlige tilsynsmænd skal sørge for, at alt går rigtigt for sig. Volden er detaljeret reguleret, f.eks. findes der regler for, hvor mange sekunder det er lovligt at påføre et dyr elektrisk stød ad gangen, og hvor på kroppen stødene kan gives.

Individuel samvittighed, der er motiveret af medlidenhed, erstattes af det, Bauman kalder ‘stedfortrædende samvittighed’. Denne stedfortrædende samvittighed er motiveret af teknologien eller bureaukratiet, ‘det, som er nødvendigt’. I et system, hvor reglerne gives og rutinerne klare, accepterer vi slet og ret disse regler og rutiner som vor egen samvittighed.

De, der arbejder på slagterierne, er ikke uhyrer, der kan lide at se dyr bløde ihjel. Tværtimod præciserer slagteriets eksperter gerne, at en god slagteriearbejder bør være rolig og have følelse for dyr.

Præcis det samme gjorde eksperterne under holocaust. Anormale eller overivrige arbejdere blev afskediget eller bortvist. Ledelsen lagde vægt på, at alle rutinerne skulle foregå efter reglementet. Altså: lydighed imod reglementet var vigtigt.

Dette viser, at massedrab ikke nødvendigvis behøver gøres af en flok sadistiske gerningsmænd. Den pligtopfyldende bureaukrat, der efter endt arbejdsdag kører hjem til et almindeligt familieliv, kan være den mest effektive morder.

En effektiv måde at øge accepten for noget grusomt på vil selvfølgeligt være at forsøge at trække den offentlige opmærksomhed væk fra tanken på ofrene.

Mens holocaust udadtil blev møjsommeligt begrundet og normaliseret, blev dens egentlige natur forsøgt skjult bag vildledende navne. Under holocaust talte man om ‘Eutanasinstitutter’ eller ‘Uegennyttig stiftelse for institutionspleje’ som betegnelse for udryddelseslejrene.

I stedet for at bruge ordet gaskammer bruger norske slagterier almindeligvis ordet ‘kontrolleret atmosfære’. Et eksempel på vildledende stednavne er Østfold Eggesentral, der dækker over et slagteri, hvor flere tusinde fugle dagligt dræbes. Slagterierne afviser filmning af selve bedøvelsen og aflivningen.

Det er ikke bare ofrene, der holdes usynlige. Også gerningsmændene forbliver skjult for samfundet, for ofrene og - i mange tilfælde - for sig selv.

Ansvaret i en organisation opløses. Organisationen bliver i sig selv et redskab for ansvarsudslettelse.

Dette gælder også slagterierne. Mellem bureaukraten i Landsbrugsdepartementet og grisen, som gasses ihjel, står slagteriarbejderen. Også på slagterierne arbejder der mange mennesker, der ikke behøver sætte sine ben i dyrestalden. Disse mennesker arbejder som receptionister, informationsmedarbejdere, konsulenter, økonomer. Ingen af dem har nogen direkte indvirkning på selve slagteprocessen, og ingen af dem føler det realistisk at stille spørgsmål ved slagteriorganisationens berettigelse. Dertil er slagteriet alt for godt integreret i samfundet - alt for ‘nødvendigt’.

Racisme indebærer gerne, at man vurderer én menneskelig race som mere værd end en anden. ‘Artisme’ indebærer, at man vurderer én art som mere værd end en anden. Mens det i dag ikke er politisk rigtigt at kalde sig racist, er de fleste af os ‘artister’, noget vi ser både som naturligt og videnskabeligt velbegrundet.

Under holocaust blev racismen også begrundet som naturlig og videnskabelig. Accepterede videnskabelige metoder anvendtes for at give holocaust legitimitet. Dr. Gjutt, chefen for afdelingen for national hygiejne, udtalte, at Tysklands racepolitik var ‘i tråd med accepterede retningslinjer, som er blevet trukket op af...berømte videnskabsmænd." Når racismen først var grundfæstet, afværgede dette et langt stykke af vejen nærgående spørgsmål om racismens konsekvens, der var industrialiseret massemord.

Mange af os ser det som ‘naturligt at spise kød, fordi vi står øverst på fødekæden’. Når man først accepterer dette som udgangspunkt, er det let at undlade at stille spørgsmål ved det, der i dag er blevet konsekvensen: industrialiseret slagtning.

Bauman viser med flere eksempler, hvordan racismen under holocaust blev integreret i det politiske system. Ikke bare blev racismen nøje begrundet, den blev også knyttet sammen med andre politiske mål. Racismen havde sine eksperter og blev forvaltet af et organisationsapparat.

Dette gælder også industrialiseret slagtning. Slagterierne er forædlingsbedrifter for bønderne, der producerer dyr. Produktion af dyr anses som en vigtig del af norsk bosætnings- og beredskabspolitik og er dermed en del af en komplet politisk tankegang. Norske slagterier er i stor grad organiseret som andelsforetagender, og andelsbevægelsen har sit eget organisationsapparat. Andelsbevægelsen har egne eksperter på en række forskellige områder indenfor slagtning. Sideløbende har vi det offentlige, der har sine egne kontrolorganer for slagterierne.

Bauman hævder, at ubegrænset magt over andre personer disponerer for grusomhed. Som eksempel henviser han til at forsøg, hvor forsøgspersonerne inddeltes i to grupper: fanger og fangevogtere. Dette forsøg måtte standses før tiden, for vogterne (der var helt almindelige amerikanske mænd) udviklede en brutalitet og grusomhed overfor fangerne, som forskerne ikke kunne tage ansvaret for.

Det afgørende var først og fremmest polariseringen - skellet imellem ‘os’ og ‘de andre’. Endvidere var det afgørende, at den ene gruppe fik total og uindskrænket magt over den anden.

En lignende situation skabtes af racepolitikken under holocaust. Den herskende race opnåede ubegrænset magt over jøderne og andre stigmatiserede samfundsgrupper og gjorde meget ud af at fremhæve raceforskellene. Noget lignende ser vi fremdeles i dagens samfund i forholdet imellem mennesker og dyr. Vi fremhæver tydeligt forskellene imellem ‘dyr’ og ‘mennesker’, både når det gælder værdi, rettigheder, egenskaber og evner. ‘Vi’ har uindskrænket magt over ‘dem’ - og bruger denne magt bl.a. til at dræbe dem og deres børn for derefter at spise dem.

Baumans bog viser, hvordan det moderne bureaukrati var en nødvendig forudsætning for holocaust - udover selvfølgelig moderne teknik. Ifølge Bauman er modernismens ikke-voldskarakter en illusion. Bauman advarer imod, at civilisationen er en proces, som bl.a. ‘fritager voldsanvendelse fra moralske overvejelser’. Dette er en del af modernismen - vor tidsepoke.

Netop dette bør skræmme os til at tænke! Det er så behageligt at forestille sig holocaust som et mareridt fra historiebøgerne. Man føler sig så definitivt på den sikre side, når man oprigtigt undrer sig over, hvordan det kunne ske, og hvordan det kunne antage sådanne dimensioner, som det gjorde. De allerfleste af os er overbeviste om, at vi aldrig ville have deltaget, ikke som receptionist i Auschwitz, ikke som tilskuer! Tanken på dyr som ofre gør os alle lidt usikre. Vi undgår den tanke. Vi afviser den som absurd, blasfemisk, usaglig. Vi accepterer - i tavshed.