Hvordan man prædiker 
og hvorfor man ikke gør det
Af Sukakanya Devi Dasi

Jeg har for nyligt læst nogle forslag fra Bhakti Vikas Swami om, hvordan man kan huske Krishna på arbejde, når man rejser eller i andre situationer. Han gav nogle råd om, hvordan man kan prædike i de situationer alt efter graden af vor dristighed:

Hav et grundigt program af sadhana, før du tager på arbejde og helst også om aftenen.

Fyld din bil, dit kontor og dit skrivebord med billeder af Krishna, Hans hengivne, Vrindavana osv.

Læs i din frokostpause (hvis du har en) i Bhagavad-gita.
Læg hengivne skærmbilleder og lyde ind på din computer.

Hils alle med ”Hare Krishna!”.
Bær tilaka på arbejde.

Giv dine kolleger Srila Prabhupadas bøger som gaver.

Inviter kolleger til satsanga’er og til det lokale tempel.

Giv små pakker med prasadam til alle, du møder.

Lyt til hengiven musik, når du rejser.

Tryk ’Hare Krishna!’ eller nogle lignende ord på dit brevhoved og et citat fra Bhagavad-gita på dine email.

Problemet opstår ofte, fordi mange af os ikke har dristigheden til at præsentere os selv som hengivne i alle situationer, og vi kan opleve blokeringer i vort ønske om at føle medfølelse med andre. Jeg undrede mig ofte over i mit eget tilfælde, hvad grunden var til dette, men så fandt jeg nogle meget tilfredsstillende svar i Satsvarupa Maharajas bog Vaisnava Compassion. Han forklarer, at der er to normale blokeringer for, at vi ikke er medfølende. Den ene er en mangel på at være overbevist om naturen af andre menneskers lidelse eller mangel på interesse for den. Den anden er det vanskelige i selve det at prædike. 

For at få bugt med den første blokering foreslår Maharaja, at vi bør praktisere sadhana, specielt lytning. På denne måde kan vi blive overbeviste om, at Krishna er Gud, og at det er meningen, at vi skal tjene Ham. Det overbeviser os også om, at ved at dele Krishna-bevidsthed med andre kommer vi til at stå guru og Krishna nær. At prædike er den behørige guru-daksina, der bør gives til gengæld for den åndelige mesters instruktioner. 

Satsvarupa Maharaja gør også opmærksom på, at værre end denne blokering er, at det i sig selv er vanskeligt at prædike. Folk har en tendens til at mistænke vore motiver, for mange af dem er tidligere blevet snydt, og derfor er de tilbøjelige til at være kyniske. Somme tider finder deres kynisme fodfæste i vore egne hjerter, når vi ser på vor egen ofte dårlige praktisering og manglende fordybelse i Krishna-bevidsthed. Maharaja fortsætter med at forklare, at vi må i sidste ende blive overbeviste om, at mennesker vil blive lykkelige af at slå sig på den Krishna-bevidste proces, og vi bør have tro på det hellige navns kraft til at afstedkomme forandringer i hjertet hos den, der lytter. 

Han nævner endnu en hindring, der kan forhindre os i at prædike: vor natur. Vi er ikke uvillige til at prædike, men vi er ganske enkelt generte. Måske er det vanskeligt for os sådan bare at gå ud og koldblodigt møde mennesker. Vi undrer os måske over, om Prabhupada kun ville have hengivne med en soldaternatur, eller er der også plads til andre slags mennesker? 

Satsvarupa Maharaja identificerer sig selv som en genert hengiven, og han giver opmuntring til alle, der står over for den samme blokering. Han mener, at hvis generthed afholder os helt og aldeles fra at forsøge at prædike, er det noget, vi kan sætte os ud over. Han påpeger, at der er en plads i Prabhupadas bevægelse til dem af os, der ikke har en karriere som frontprædikanter, og han foreslår, at vi bør forsøge at være kreative og finde på måder at prædike på. 

Derfor, konkluderer han, kan alting i ISKCON kaldes prædikering – alting lige fra de mest direkte former for bogdistribution til vore landbrugssamfund, opførelse af gæstehuse, bogføring af regnskaber og PR-arbejde. Så længe hengivne ikke glemmer deres medlidende hensigter og ikke stræber efter navn og berømmelse, vil prædikebevægelsen gå fremad. Genert eller frimodig, der er plads i denne brede mangfoldighed af aktiviteter til alle hengivne. 

Jeres tjener, Sukakanya dasi