Tamala Krishna Goswami skrev meget om sin tid med Srila Prabhupada. Her fortæller han et par anekdoter, først fra de tidlige år.

”De hengivne inviterede mig til en darsana, hvor jeg hørte Prabhupada synge Cintamani-bønnerne meget smukt. Bagefter spurgte han, om der var nogle spørgsmål, og jeg rakte hånden op. På det tidspunkt var USA i krig i Vietnam, og for vores aldersklasse var militæret et problem. Jeg var også urolig for, om jeg skulle blive indkaldt eller ej. Jeg bad Prabhupada beskrive, hvordan den åndelige verden var. Han så på mig og sagde så, ”I den åndelige verden er der ingen værnepligt.”

Så fortalte han en historie. Han sagde, ”Der var engang en kristen præst, der prædikede i England til kulminearbejderne. Han sagde, at det helvede, der ventede dem, hvis de ikke på en eller anden måde søgte til Jesus, var et frygteligt sted – mørkt, klamt, koldt og fugtigt. Han sagde, ”Hvem ville ønske at være sådan et sted?.”

Men alle kulminearbejderne tænkte, ”Jamen, er det helvede, hvor er vi så? Så er vi allerede i helvede. Det lyder ikke særligt frygtindgydende. Sådan er det, hvor vi er. Vi er kulminearbejdere.”

Præsten forsøgte at finde ud af en måde, han kunne overbevise dem om, at de skulle overgive sig til Jesus. Til sidst sagde han, ”I helvede er der ingen aviser, og der er ingen te.”

Så sagde de alle, ”Uha, så må vi hellere overgive os til Jesus.”

Prabhupada sagde, ”Så i den åndelige verden er der ingen værnepligt. Er det i orden?”

Jeg sagde ”Ja,” og alle de andre sagde ”Jai!”

***

Den første gang, Prabhupada så mig med et raget hoved, sagde han, ”Aha, nu er du en fuldendt brahmacari.” Han var glad for, at jeg havde raget mit hoved, for skønt jeg var korthåret, havde jeg ikke villet rage håret af. Jeg var kommet sammen med Visnujana, og han havde raget håret af, men ikke jeg. Da jeg omsider gjorde det, påskønnede Prabhupada det.

***

På den første gåtur, jeg var med på, spurgte jeg Prabhupada, ”Hvor mange rene hengivne er der på planeten?”

Srila Prabhupada spurgte, ”Hvor mange hengivne er der i ISKCON nu? Det er så mange rene hengivne, der er.”

***

Tamala Krishna Goswami fortæller om den første dag, de samlede penge ind på gaden under harinama, hvilket han var den første hengivne, der gjorde:

Vi tjente omkring 12 dollars den første dag. Jeg kom tilbage til templet og sagde, ”Gargamuni, vi tjente tolv dollars.”

Han sagde, ”Wow! Jeg slutter med min forretning. Dette er stort, det er der store muligheder i.” Den næste dag besluttede jeg mig til at tage Back to Godhead-magasiner med os, og når folk gav et bidrag, gav jeg dem et Back to Godhead. Efter fem dage var indsamlingen steget til fyrre dollars. Jeg skrev til Prabhupada dag for dag, hvordan det blev mere og mere.

Prabhupada skrev til mig, ”Tænk ikke så meget på penge. Hvis Krishna vil, kan Han give dig hele USA. Men spørgsmålet er, hvad ville du gøre med det. Ved du, hvad du skal gøre med det?” Brevet fik mig ned på jorden.

***

I de tidlige dage var jeg tempelkommandør i La Cienega-templet i Los Angeles. Prabhupada kaldte en dag på mig og bad mig om at få fat på Srimad-Bhagavatam. Han havde sin originale Srimad-Bhagavatam med den åndelige himmel på omslaget. Han sagde, ”Kan du se den åndelige himmel? Den er meget stor. Du kan ikke fatte, hvor stor den er. Trefjerdedele af Krishnas skabelse er den åndelige himmel, og en fjerdedel er den materielle skabelse. Denne materielle skabelse har utallige universer. Ét univers er så stort, at store videnskabsmænd ikke kan måle det. Vi er på én af planeterne i ét af disse universer ud af utallige universer, der udgør en fjerdedel af skabelsen. Denne ene planet, jorden, er en af de mindste planeter i dette univers. På denne planet er der syv kontinenter, og på et af disse kontinenter, Nordamerika, er der en stor by ved navn Los Angeles. I denne by, Los Angeles, er der en lang boulevard, der hedder La Cienega. På La Cienega Boulevard er der en kirke, der nu er et Hare Krishna-tempel. I dette ene Hare Krishna-tempel er der én Tamala Krishna, og han tror, han er meget vigtig.” Prabhupada lo. Jeg følte mig meget lille.

***

Tamala Krishnas sidste fortælling handler om en hospitalsoperation, han gennemgik i Bombay:

Før operationen begyndte, gav de mig bedøvelse og sagde, ”Tæl fra ti og ned.” Jeg nåede til omkring syv, og det var det. Jeg mediterede på Radha Rasabihari under arati’en, og så havde jeg en meget fin drøm. I min drøm var Srila Prabhupada blevet indkaldt af de tidligere acaryaer og skulle give en rapport om sin prædikemission på denne planet. De tidligere acaryaer spurgte Prabhupada, ”Hvad har du at rapportere?” Prabhupada sagde, at han havde studeret menneskene på denne planet og havde konstateret, at de ikke magtede nogen form for askese. De kunne heller studere eller var særligt fromme. Han sagde, at det eneste, de kunne, var ”på en eller anden måde søge tilflugt ved mine fødder.”

Efter operationen kørte de mig til mit værelse. Prabhupada sad der. Han sagde, ”Jeg kom, så hurtigt jeg kunne. Jeg ville standse operationen, for jeg synes, du skulle have fået denne operation foretaget i USA, men nu er den under alle omstændigheder gjort.” Han var kommet hele vejen fra Juhu i en jeep midt i myldretiden for at standse operationen. Jeg fortalte Prabhupada om drømmen. Prabhupada lyttede meget opmærksomt og sagde, ”Faktisk forholder det sig sådan.”