|
|
|
|
|
Vedanta-sutra og overgivelse til Krishna
Det følgende er en forelæsning over Bhagavad-gita 13.8-12, som Srila Prabhupada gav den 30. september 1973 i Bombay. Forelæsningen er redigeret og forkortet til omtrent halvdelen af den oprindelige længde.
Som jeg forklarede i går, er den, der ikke kan komme med en ny opfattelse, ikke filosof, for denne materielle verden er i praksis en udfordring imod den højeste autoritet. Den højeste autoritet er Krishna. Han er den virkelige bhokta, nyderen.
bhoktaram yajna-tapasam Den virkelige nyder er Krishna, og Han er ejeren, ikke kun af denne loka, denne jordiske planet, men af utallige planeter i dette univers og utallige andre universer, og Han er den højeste hersker. Herskeren, isvara, er én. Fordi vi alle her i denne materielle verden forsøger at blive isvara, siger mayavadi-filosofien imidlertid, at alle er isvara, men der er ikke noget ophøjet ved den form for isvara. Jeg er måske isvara blandt mine disciple, men jeg er ikke isvara over alle. Reelt betyder isvara Krishna. Isvarah paramah krsnah [Bs. 5.1]. Den højeste hersker er Krishna, siger Brahma-samhita, og Krishna siger også, mattah parataram nanyat kincid asti dhananjaya [Bg. 7.7]. ”Der er ingen, der er højere end Mig.” Folk søger efter isvara. ”Kan du vise mig Gud?” ”Der er ingen Gud.” ”Gud er død.” Så mange filosoffer og teorier, men Gud findes faktisk. Her er Gud, Krishna. Ekale isvara krsna, siger Caitanya-caritamrta [Cc. Adi 5.142]: ”Den eneste isvara er Krishna, den Højeste. Alle andre er tjenere.” Ingen er i virkeligheden isvara. I denne materielle verden kan enhver blive isvara indenfor sin gruppe, men man beherskes også af andre, der står over en. Dette er denne relative isvaras position, men Krishna er absolut isvara. Ingen er isvara over Ham. Fordi alle forsøger at være bedre end andre, er enhver filosof nødt til at komme med sin egen mening, nasau rsir yasya matam na bhinna, men sastra siger, at på denne måde kan man ikke fastslå, hvad der er virkeligt. At forstå virkeligheden med sine logiske evner er ikke muligt. Måske er jeg god til at argumentere, men en anden kan være bedre og slå mig. Derfor kan man igennem diskussioner alene ikke nå den Absolutte Sandhed og heller ikke ved blot at gå igennem sruti, den vediske litteratur som Sama, Yajur, Rg og Artharva og andre skrifter med. Det er meget vanskeligt at forstå religiøse principper, srutayor vibhinnah nasau rsir yasya matam na bhinna, dharmasya tattvam nihito guhayam, og derfor er vi nødt til at acceptere den vej, der gives af mahajana’en [den store person]. Mahajano yena gatah sa panthah [Cc. Madhya 17.186]. Mahajana. Vi må følge i fodsporene på en mahajana, ellers bliver vi forvirrede. Sastraerne forklarer også hvem, der kan accepteres som den største autoritet, en mahajana. Krishna siger, rsibhir bahudha gitam: ”Der er mange helgenagtige personer, store vismænd, og de har talt på mange måder.” Men Krishna slutter ved Vedanta-sutra, for Vedanta-sutra kommer fra Brahmas discipelrække, og Krishna instruerede Brahma. Tene brahma hrda adi-kavaye [SB 1.1.1]. Sabda-brahma [transcendental lyd] blev instrueret til Herren Brahma af Krishna. Krishna er den oprindelige guru. Derfor siger Krishna i Bhagavad-gita, imam vivasvate yogam proktavan aham: [Bg. 4.1] ”Dette yoga-system talte jeg først til solguden.” Solguden, hvis navn er Vivasvan, talte til sin søn Manu, og Manu talte til sin søn, Maharaja Iksvaku. Dette er parampara-systemet. Denne parampara bør følges. Evam parampara-praptam imam rajarsayo viduh [Bg. 4.2]. Hvis vi virkelig ønsker at forstå den vediske litteratur, må vi følge parampara-systemet. Der er fire sampradaya’er, men medmindre en sampradaya kommenterer Brahma-sutra [Vedanta-sutra], accepteres den ikke. Sampradaya’en skal præsentere en forståelse af Brahma-sutra eller Vedanta-sutra. Alle sampradaya’er har deres kommentar til Vedanta-sutra. Selv Sankaracarya har en. Hvad vores sampradaya, Gaudiya-sampradaya’en, angår, havde vi oprindeligt ingen kommentar til Brahma-sutra, for Caitanya Mahaprabhu anså Srimad-Bhagavatam for at være den naturlige kommentar. Srimad-Bhagavatam er også skrevet af Vyasadeva, og Vyasadeva er forfatter til Brahma-sutra. Forfatteren skrev sin egen kommentar, så der var ikke brug for nogen anden kommentar. Men engang i Jaipur blev der gjort indsigelser. ”Gaudiya-sampradaya’en har ingen kommentar til Vedanta-sutra.” Visvanatha Cakravarti Thakura blev anmodet [om at lave en], men han var meget gammel på det tidspunkt, så han autoriserede Baladeva Vidyabhusana til at gøre det. Baladeva Vidyabhusana skrev kommentaren til Brahma-sutra, hvis navn er Govinda-bhasya. Så nu har Gaudiya-sampradaya’en også en kommentar til Brahma-sutra. Krishna siger, brahma-sutra-padais caiva hetumadbhir. Logik og fornuft, årsag og virkning. Brahma-sutra kaldes derfor nyaya-prasthana. Folk kan lide at forstå på grundlag af filosofi og logik. Det er nødvendigt. Enhver forståelse uden filosofi er sentimentalitet, og filosofi uden religiøse opfattelser er intellektuel spekulation. Over hele verden er der mange såkaldte religiøse systemer, men ingen filosofi. Derfor appellerer såkaldte religiøse systemer ikke til moderne uddannede personer. Men Bhagavad-gita bygger på filosofi. Bhagavad-gita betyder Krishna-bhakti, hengivenhed til Krishna, Krishna-bevidsthed. Bhagavad-gita siger, man-mana bhava mad-bhakto mad-yaji mam namaskuru [Bg. 18.65]. ”Tænk altid på Mig.” Krishna-bevidsthed. Overalt pointerer Krishna Sin personlighed. Aham adir hi devanam: [Bg. 10.2] ”Jeg er oprindelsen til alle devata’erne.” Aham sarvasya prabhavo. Sarva dharman parityajya mam ekam. Mam, aham, ’Mig’ [siger] Krishna i hvert vers og hvert kapitel. Mayy asakta, ”Den, der er knyttet til Mig.” Asakta-manah, ”sindet knyttet til Mig, det er yoga.” Yoginam api sarvesam mad-gatenantaratmana [Bg. 6.47]. Mad-gata, igen mat. Overalt lægges der vægt på Krishna. Krishna er vedanta-krd, kompilatoren af Vedanta-sutra, for Vyasadeva er en inkarnation af Krishna. Derfor er Krishna vedanta-krd. Og den, der har samlet Vedanta-sutra, er også vedanta-vid, han ved, hvad Vedanta er. Ikke andre. Krishna er både vedanta-krd og vedanta-vid. Hvad Krishna siger, er Vedanta. Veda betyder viden, og anta betyder den yderste. Enhver viden har et yderste mål. Alle erhverver sig viden, men hvad er det yderste mål? Målet med viden er at forstå Krishna. Vedais ca sarvair aham eva vedyah vedanta-krd vedanta-vid caham [Bg. 15.15]. Hvis man lærer, hvordan man overgiver sig til Krishna, er det virkelig forståelse af Vedanta. Bahunam janmanam ante [Bg. 7.19]. Denne konklusion kommer til den såkaldte vedantist og er den yderste forståelse af Vedanta. Vasudevah sarvam iti sa mahatma sudurlabhah [Bg. 7.19]. Hvis man forstår, at Krishna er alting og oprindelsen til alting, er det Vedanta. At forstå oprindelsen til alting, den oprindelige kilde til alting, er begyndelsen på Vedanta-sutra. Janmady asya yatah [SB 1.1.1]. Det er Krishna. Hvis vi forstår, at Krishna er oprindelsen til alting, er det fuldkommen viden. Sa mahatma sudurlabhah. Men sådan en mahatma ses meget sjældent. Kotisv apy mahamune. Blandt millioner af mennesker er der måske et, der kender Krishna.
manusyanam sahasresu Hvis man forsøger at forstå Krishna i sandhed, er det livets fuldkommenhed. Janma karma me divyam yo janati tattvatah [Bg. 4.9]. Blot at vide, ”Krishna fødtes i Mathura, Han var Kamsas nevø og søn af…” er også fint, men man bør forsøge at forstå tattvatah [i sandhed]. Tattvatah betyder alle årsagers årsag. Janmady asya yatah [SB 1.1.1]. Alting har en årsag og virkning, og Krishna er den oprindelige årsag. Efter at have lært Krishna at kende og være blevet mahatma [en stor sjæl], engagerer de, der er intelligente og fuldstændige i viden, [sig i tjeneste til Krishna] uden afvigelse, ekam. Man behøver ikke at tilbede nogen anden halvgud. Alle halvguder er respekt værdige. Vi frembærer al vores respekt. En vaisnava respekter selv en myre, så hvorfor ikke disse halvguder? Det er en anden ting. Men Krishnas hengivne ved, at Krishna er den Højeste. De andre halvguder er underordnede. Ligesom man ved at hælde vand på et træs rod nærer alle dets grene, kviste, blomster og blade, tilfredsstiller man alle halvguderne ved at tilbede Krishna. Man behøver ikke at tilfredsstille alle. Vi står i gæld til mange levende væsener som familie og venner på så mange måder. Det er meget vanskeligt at afvikle al denne gæld, men hvis man overgiver sig til Krishna, garanterer Krishna, ma sucah, aham tvam sarva-papebhyo moksayisyami: [Bg. 18.66] ”Jeg giver dig beskyttelse.” Dette er Krishna-bevidsthedsbevægelsen. Prøv at forstå den og efterlev den. Mange tak. Hare Krishna. |
