|
|
|
Utopi er upersonalisme
Min kære Atreya Rsi. Modtag venligst mine velsignelser. Jeg har modtaget dit meget fine brev af 10ende januar 1972, og jeg er meget tilfreds med de synspunkter, du giver udtryk for deri. Det er ikke så meget, at fordi der er nogle fejl i vore Gudsbrødre eller Gudssøstre, eller fordi der er dårlig ledelse eller mangel på samarbejde, at dette skyldes upersonalisme, nej. Det er naturen af den levende tilstand, at der altid er en eller anden fejl. Selv i den åndelige verden er der fejl og misundelse. Somme tider skændes gopierne om at få Krishnas gunst, og en gang var Krishna så tiltrukket til Radharani, at Han ved en fejl forsøgte at malke en tyr i stedet for en ko. Somme tider, når gopierne tog deres tøj og makeup på, når de var på vej til Krishna, havde de for travlt og kom kumkum og mascara på de forkerte steder, og deres smykker og tøj så ud, som om små børn havde forsøgt at klæde sig selv på, og de var ikke særlige dygtige, på den måde. Men det er ikke det samme som materiel fejl eller materiel misundelse. Det er transcendentalt, for det er alt sammen baseret på Krishna. Når en gopi somme tider tjente Krishna rigtigt godt, ville de andre sige, "Åh, hun har gjort det så godt, men lad mig prøve at gøre det bedre for at glæde Krishna." Det er misundelse, men det er transcendentalt uden ondskabsfuldhed. Så vi skal ikke vente, at der noget sted er noget Utopia. Det ville snarere være upersonalisme. Folk bør ikke engang forvente, at der vil være Utopia i det Krishnabevidste samfund. Fordi hengivne er personer, vil der altid være fejl, men forskellen er, at fordi de har opgivet alt for at tjene Krishna – penge, jobs, omdømme, velstand, store uddannelser, alting – er deres fejl blevet transcendentale, for på trods af alt, de måtte gøre, er deres største og bedste hensigter at tjene Krishna. "Den, der er engageret i hengiven tjeneste skal på trods af den mest afskyelige handling anses for helgenagtig, for han er rigtigt situeret." [Bhagavad-gita 9.30] Krishnas hengivne er de mest ophøjede personer på denne planet, bedre end konger, alle sammen, så vi bør altid huske dette og ligesom humlebien altid søge efter nektaren eller en persons bedste kvaliteter. Ikke ligesom utopisterne, der er som fluer, der altid flyver til de åbne sår eller finder fejlene hos en person, og fordi de intet Utopia kan finde, eller fordi de ikke kan finde nogen uden fejl, ønsker de at blive til tomhed eller smelte sammen med det store intet. De tror, at det er Utopia, at blive tom for personlighed. Så hvis der somme tider er en smule uenighed imellem hengivne, er det ikke på grund af upersonalisme, men det er, fordi de er personer, og sådanne uoverensstemmelser bør ikke tages særligt alvorligt. Den hengivne er altid pessimistisk med hensyn til den materielle verden, men han er meget optimistisk, når det kommer til åndeligt liv. Så på denne måde bør du altid regne enhver, der er engageret i Krishnas tjeneste, for den bedste person. Jeg er meget glad for, at du assisterer dine Gudsbrødre så fint. Ja, det er vor virkelige position, at være tjenernes tjeneres tjener. Og med din stille og ydmyge indstilling vil du sætte eksemplet på en vaisnava, så andre kan lære fra dig, og snart vil deres opblæste mentalitet forsvinde, og de vil komme til dig og søge dit råd i forskellige sager. Jeg er også opmuntret over, at du prædiker til så mange forretningsforbindelser. Det er et meget vigtigt arbejde, så tal åbenhjertigt til dem og med styrke og overbevisning, og de vil se, at selv om du også er en stor forretningsmand med høj position og indtægt, er du alligevel en hengiven, og de vil også blive hengivne, hvis du beder dem om det. Og hvis blot nogle få sådanne store forretningsmænd bliver hengivne, kan de ændre hele verden. Så det er et meget stort og ansvarsfuldt hverv. Gør det nu med dristighed, og Krishna vil belønne dig med al fremgang. Hemmeligheden er at engagere alle, selv store forretningsmænd. Så engager dem først en lille smule, så de ikke føler sig truede, men de vil nyde den lille smule tjeneste så meget, at de automatisk vil ønske mere, og så overbeviser du dem gradvist med stærke argumenter og engagerer dem mere og mere, og de vil gøre deres liv fuldkomne i Krishnabevidsthed og vende hjem, tilbage til Guddommen. Jeg håber, dette finder dig ved godt helbred. Din evige velønsker A. C. Bhaktivedanta Swami |