Dette er fjerde og sidste del af Srila Prabhupadas diskussion af Thomas Aquinas, hvor hovedtemaet er naturen af Guds navne.

Guds navne

Hayagriva: Hvad angår Guds navne, skriver Aquinas: ”Dog siden Gud er enkel og eksisterende, tillægger vi Ham enkle og abstrakte navne for at tilkendegive hans enkelhed, og konkrete navne for at tilkendegive Hans eksistens og fuldkommenhed; dog ingen af disse to slags navne kan udtrykke Hans måde at være på, for i dette liv kender vort intellekt Ham ikke, som Han er.”

Srila Prabhupada: Et af Guds kendetegn er at være til. På samme måde er et af Hans kendetegn tiltrækningskraft. Gud tiltrækker alting. Ordet ’Krishna’ betyder ’alttiltrækkende’. Hvad er der da galt i at tiltale Gud som Krishna? Fordi Krishna er nyderen af Radharani, er Han Radhika-Ramana. Fordi Han eksisterer, kaldes Han det Højeste Væsen. I én forstand har Gud intet navn, men i en anden forstand har Han millioner af navne i henhold til sine aktiviteter.

Hayagriva: Aquinas hævder, at skønt navne anvendes om Gud for at tilkendegive en og samme virkelighed, er de ikke synonyme, for de tilkendegiver denne virkelighed set fra forskellige sider.

Srila Prabhupada: Guds navne er der, fordi Han har forskellige sider og aktiviteter.

Hayagriva: Men Aquinas fastholder, at intet navn tilhører Gud i den samme forstand, som det tilhører mennesker.

Srila Prabhupada: Menneskers navne udledes også fra Gud. For eksempel kom Hayagriva som hesteinkarnationen, og derfor har en hengiven navnet Hayagriva Dasa, som betyder ’Guds tjener’. Dette navn er ikke skabt; det refererer til Guds aktiviteter.

Hayagriva: Aquinas troede, at navne på Gud, der antyder relation til mennesker, antages midlertidigt af Gud. Han skriver: ”Skønt Gud går forud for skabelsen, er de to relative begreber ’Herre og tjener’ der af natur samtidigt, for betydningen af ’Herre’ indbefatter ideen om en tjener og omvendt. Derfor var Gud ikke ’Herre’, indtil Han havde et væsen, Han kunne underordne Sig Selv…således anvendes navne, der betegner et forhold til skabte væsener, om Gud midlertidigt og ikke i al evighed, siden Gud er udenfor hele skabelsesordenen.”

Srila Prabhupada: Gud eksisterer altid som Herren, og Hans tjenere eksisterer til evig tid sammen med Ham. Hvordan kan Han være Herre uden en tjener? Hvordan kan det lade sig gøre, at Gud ingen tjener har?

Hayagriva: Striden står om, hvorvidt alle væsener blev skabt på et bestemt tidspunkt, og om Gud før det må have været alene med Sig Selv.

Srila Prabhupada: Det er en materiel ide. Det er den materielle verden, der skabes, ikke den åndelige verden. Den åndelige verden og Gud eksisterer i al evighed. De levende væseners kroppe i denne verden skabes, men Gud er altid i den åndelige verden sammen med utallige tjenere. Ifølge vores filosofi er der ingen grænse for de levende væsener. De, der ikke kan lide at tjene, anbringes i denne materielle verden. Hvad vores identitet som evige tjenere angår, er den evig, uanset om vi er i den materielle eller åndelige verden. Hvis vi ikke tjener Gud i den åndelige verden, kommer vi ned til den materielle verden for at tjene Guds illusoriske energi. Under alle omstændigheder er Gud altid herre, og det levende væsen er altid tjener. I den materielle verden anser det levende væsen sig selv for at være herre, skønt han er en tjener. Dette er en falsk opfattelse, der skaber mange forstyrrelser. Denne glemsel eller misforståelse er ikke mulig i den åndelige verden. Der kender de selvrealiserede sjæle deres position som evige tjenere af Gud, den evige åndelige mester.

Hayagriva: Aquinas mente, at jo mindre bestemt Guds navn er, jo mere universelt og absolut er det. Han mente derfor, at det mest korrekte navn på Gud er ’Han, der er’.

Srila Prabhupada: Hvorfor? Hvis Gud er aktiv og har skabt universet, hvad er der da galt i at give Ham navne efter Hans aktiviteter og kendetegn?

Han, som er

Hayagriva: Aquinas hævder, at selve essensen af Gud er den blotte kendsgerning af Hans eksistens, det, at Han er.

Srila Prabhupada: Det er helt sikkert, at ’Han er’, men ’Han er’ betyder, at Han eksisterer i Sin bolig sammen med Sine tjenere, legekammerater, hobbyer og tilbehør. Alting er der. Vi må stille os spørgsmålet, hvad betydningen eller naturen af Hans eksistens er.

Hayagriva: Det ser ud til, at Aquinas i bund og grund var upersonalist.

Srila Prabhupada: Nej, han kunne ikke afgøre, om Gud er personlig eller upersonlig. Han hældede til at tjene Gud som en person, men han havde ingen klar opfattelse af Hans personlighed. Derfor spekulerer han.

Hayagriva: Er der i Vedaerne noget, der svarer til ’Han, der er’?`

Srila Prabhupada: Om tat sat er upersonlig. Dette mantra kan imidlertid også udvides til namo bhagavate vasudevaya. Ordet vasudeva betyder ’Den, der bor overalt’ og refererer til Bhagavan, Guddommens Højeste Personlighed. Gud er både personlig og upersonlig, men det upersonlige aspekt er underordnet. Ifølge Bhagavan Sri Krishna i Bhagavad-gita:

brahmano hi pratisthaham
amrtasyavyayasya ca
sasvatasya ca dharmasya
sukhasyaikantikasya ca

”Og jeg er fundamentet for den upersonlige Brahman, der er den grundlæggende position for den yderste lykke, og som er udødelig, uforgængelig og evig.” (Bg. 14.27) Hvad siger kommentaren til verset?

Hayagriva [læser]: ”Brahmans natur er begyndelsen på transcendental erkendelse. Paramatma, Oversjælen, er det mellemste, det andet stadie i transcendental erkendelse, og Guddommens Højeste Personlighed er den endelige erkendelse af den Absolutte Sandhed.

Srila Prabhupada: Det er guddommelig essens.

Lignelser

Hayagriva: Aquinas var måske den mest produktive af kirkens skribenter. Hans Summa Theologiae gælder stadig som officiel romersk-katolsk doktrin. Siden Kristi ord ofte er allegoriske, har de altid været åbne for mange forskellige fortolkninger.

Sri1a Prabhupada: Det er ikke særligt godt.

Hayagriva: Kristus brugte en masse lignelser for at forenkle et transcenden­talt budskab. For eksempel sammenlignede han ordet fra Guds rige med et frø, der somme tider falder blandt torne eller på klippejord og somme tider på et frugtbart sted, hvor det vokser.

Srila Prabhupada: En tilsvarende beskrivelse gives i Upanisaderne, hvor det levende væsen sammenlignes med en gnist og Gud med ilden. Når gnisterne er i ilden, lyser de, men når de falder fra ilden, er deres position en anden. Gnisterne kan falde på klippe, i vand eller på jorden, ligesom det levende væsen kan falde ind i den materielle verdens kvaliteter (sattva-guna, rajo-guna og tamo-guna).