Teologi eller teosofi

Det følgende er et uddrag fra en samtale, der fandt sted i Los Angeles den 24. juni 1975 imellem Srila Prabhupada og nogle professorer fra University of Southern Califonia. Først præsenterer en discipel to af professorerne for Srila Prabhupada.

Dharmadhyaksa: Dette er Dr. John Pore. Han er leder af religionsfakultetet på University of Southern California. Han har skrevet nogle bøger med titlerne The Radical Suburb og Ethical Choice, og hans akademiske interesse ligger i etik, religion, kultur og uddannelse i offentlig sammenhæng. Og bag ham står Dr. Crossley, også fra University of Southern California. Han er doktor i teologi, og hans interesse er moderne teologi. Han har skrevet mange artikler om moderne teologier…

Prabhupada: Hvorfor moderne teologi [latter]? Er Gud moderne?

Dr. Crossley: Nej, men man kan ikke overkomme alle teologier.

Prabhupada: ’Teo’ betyder Gud, ikke sandt?

Dr. Crossley: Ja.

Prabhupada: Og teologi er videnskab om Gud. Så hvad går den videnskab ud på? Forsøger du at forstå Gud, eller kender du Gud? Er du villig til at følge Guds befaling?

For det første kender du ikke Gud, men forsøger at finde ud af noget om Gud. Jeg mener ikke, dette er teologi, men teosofi. De, der forsøger at finde ud af Gud igennem spekulation, er teosoffer. Og teologi betyder en, der kender Gud og adlyder Hans ordre, ligesom man kender regeringen, og man accepterer regeringens lov og adlyder den. Det er en god borger. De, der ingen regering har, forsøger at finde ud af et eller andet godt system, men det er en anden sag.

Så hvad er din position? Kender du Gud, eller forsøger du at finde ud af noget om Gud? Hvad er teologens position? Det er mit spørgsmål.

Dr. Crossley: Det er begge.

Prabhupada: Nej, begge kan det ikke være.

Dr. Crossley: Nogle søger...

Prabhupada: Nej, begge kan det ikke være. Det er ulogisk. Hvis man kender Gud, er der ingen grund til at søge efter Ham. Ved du allerede, hvem Gud er?

Dr. Crossley: Er at vide afslutningen på at søge?

Prabhupada: Ja. Man adlyder Hans lov, det er alt. Man kender sin fader og adlyder hans lov, det er alt. Hvad end ens fader siger, det adlyder man. Og hvis man ikke ved, hvem ens fader er, er det vanskeligt. Hvordan finder man sin far? Igennem efterforskning? Finder man sin fader igennem forskningsarbejde? Det er mit spørgsmål. Er det muligt at finde sin fader igennem forskningsarbejde? Hvad er svaret?

Dr. Crossley: Jeg tror, man kender sin far. Man ved, hvem han er.

Prabhupada: Hvordan ved jeg det?

Dr. Crossley: Fordi du ser ham, du taler med ham, du rører ved ham.

Prabhupada: Men hvad er beviset på, at han er min far? Jeg ser så mange mænd. Hvordan ved jeg, at han er min far?

Dr. Crossley: Han fortæller dig, at du er hans søn.

Prabhupada: Det vil sige, at du accepterer hvem som helst som Gud, bare han siger til dig, at han er Gud?

Dr. Crossley: Nej, men jeg accepterer enhver, der fortæller mig, at jeg er hans søn, som min far, for det er der kun en, der nogensinde har fortalt mig.

Prabhupada: Nej, det er ikke fremgangsmåden. Alle kan sige, ”Jeg er din far.” Vil du acceptere det? Vil du acceptere alle som din far? Så hvordan accepterer du den ægte far?

Dr. Wolfe: Plejefædre siger ofte, de er den virkelige…

Prabhupada: Nej, nej, vi taler ikke om plejefædre, vi taler om den virkelige far. Hvordan kender man sin virkelige far?

Dr. Crossley: Man er vokset op med ham. Man har kendt ham, siden man var et lille barn. Det er en del af ens bevidsthed.

Prabhupada: Så hvis min bevidsthed ikke er rigtig, kan jeg vælge en forkert far.

Dr. Crossley: Jamen, blot fordi man ved, at han er ens far, er der alligevel så meget mere at vide om ham. Der er hele tiden mere og mere at forstå.

Prabhupada: Der er et meget enkelt svar: når moderen bevidner, ”Han er din far.” Det er alt, der er brug for. Man behøver ikke at forske. Det er ørkesløst. Igennem forskning kan man ikke forstå, hvem ens virkelige far er. Man kan kun forstå sin virkelige far igennem sin mors bekræftelse. Derfor siger de vediske mantraer, at religion og Gud kan man ikke opdigte igennem spekulation. Acintyah khalu ye bhava na tams tarkena yojayet. Ligesom dette eksempel med faderen. Min fader eksisterede før min fødsel. Hvis jeg efter min fødsel således driver forskning med min begrænsede viden for at finde ud, hvem min far er, vil jeg aldrig finde min far. Men hvis jeg tager min mors bekræftelse – færdig. På samme måde kan ting, der ligger uden for vores forestillingsverden, ikke fastslås blot igennem drøftelser, logik, såkaldt videnskab og filosofi. Det er ikke muligt. Det samme eksempel: Igennem argumentation, logik, videnskab og filosofi kan man ikke fastslå, hvem ens far er. Den eneste naturlige og autoriserede måde er at spørge ens moder, og hvis hun siger, ”Ja, han er din far,” [er det fastslået]. På samme måde er det med ting, der ligger udenfor vores forestillingsevne. Her er simpel argumenteren nyttesløs. Acintyah khalu ye bhava na tams tarkena yojayet. Tarka betyder argumenter. Et andet sted siges det, at tarka, argumenter, er nyttesløse. Tarkah apratisthah: “Igennem argumenter kan man ikke komme til den rigtige konklusion.” Du kan argumentere på én måde, jeg kan argumentere på en bedre måde, han kan argumentere på en endnu bedre måde. Det er ikke metoden. Det vil ikke hjælpe. Tarko apratisthah srutayo vibhinnah. Heller ikke at studere skrifterne. I verden er der mange forskellige skrifter såsom Bibelen, Bhagavad-gita, Koranen osv. Hvad for et af dem er det rigtige? Det kan man heller ikke afgøre. Srutayo vibhinnah, og nasau munir yasya matam na bhinnam. Og hvis man rådfører sig med filosoffer eller videnskabsmænd, vil hver videnskabsmand eller filosof afvige fra de andre, ellers kan man ikke blive en stor videnskabsmand. Man er nødt til at komme med en ny opfattelse, så er man en stor videnskabsmand. Så nasau munir yasya matam na bhinnam. Dette er heller ikke måden at forstå på. Konklusionen er mahajano yena gatah sa panthah: “Mahajana, store personligheder, anerkendte acaryaer, hvad de siger, det følger man.” Det er det bedste system.

Enhver, der taler om Gud med autoritet – som for eksempel Jesus Kristus, der talte i den vestlige verden – accepterer man. Vi indere accepterer Caitanya, Ramanujacarya eller Madhvacarya. Det er måden. Det er måden, for disse acaryaer, disse autoriteter, taler om Gud. Ingen af dem siger, ”Man kan blive lykkelig her.” Hverken Kristus, Caitanya eller Mohammed har sagt det. Ifølge tid, sted, omstændighed og position følger man den ene eller den anden, som det nu passer en bedst, eller hvis man kan lave et sammenlignende studie, følger man den bedste.

Derfor er vores konklusion, at Krishna er den bedste. Han er Gud. Kristus er Guds søn. Så vi er ikke uenige, Guds søn og Gud. Det er helt i orden. Men når faderen taler personligt, siger han det, som sønnen har sagt plus noget mere, for han har mere erfaring. Så tag faderen og følg ham. Det er alt. Muhammed siger, at han er Guds tjener, Kristus siger, at han er Guds søn, og Krishna siger, ”Jeg er Gud.” Hvad er forskellen? Sønnen siger den samme ting, tjeneren siger den samme ting, og faderen siger den samme ting.

Teologi vil sige at kende Gud og adlyde Hans ordre. Det er min forståelse. Teologi betyder ikke at forske efter, hvem Gud er. Det er teosofi. Hvis I er teologer, må I vide, hvad Gud er, og adlyde Hans ordre. Hvad mener du, Dr. Judah?

Dr. Judah: Undskyld?

Prabhupada: Hvad mener du om dette forslag?

Dr. Judah: Ja, jo, jeg mener, du har ganske ret. Jeg tror, at det er…Nu om dage kender mange af os helt afgjort ikke virkelig Gud.

Prabhupada: Så er man ikke teolog. Man er teosof.

Dr. Judah: Vi ved noget om Gud, men vi kender ikke Gud. Jeg er enig.

Prabhupada: Så det er teosofi. Teosoffer tror på, at der er noget højere. Hvem den højere er, det søger de efter. Det  samme eksempel igen: en dreng ved, ”Jeg har en far,” men ”Hvem er min far? Det ved jeg ikke.” Jamen, så må man spørge sin mor. Det er alt. På egen hånd kan man ikke forstå. Vores forslag er, at hvis man ikke kender Gud, og her er Gud, Krishna, hvorfor så ikke acceptere Ham? I ved det for det første ikke, så hvis jeg fremlægger, ”Her er Gud,” hvorfor accepterer I det så ikke? Hvad er svaret? Vi præsenterer Gud, ”Her er Gud.” Og store, store acaryaer har accepteret det. Ramanujacarya, Madhvacarya, Visnusvami, Herren Caitanya, i vores discipelrække min Guru Maharaja, og jeg prædiker, “Dette er Gud.” Jeg præsenterer ikke en God efter mine egne luner. Jeg præsenterer en Gud, der er anerkendt. Så hvorfor accepterer I det ikke? Hvad er problemet?