Montreal den 19 august 1968. 

Min kære Tamala Krishna. 

Modtag venligst mine velsignelser. Jeg har modtaget dit brev dateret den 13ende august 1968 og bemærket mig indholdet med så megen glæde og tilfredshed. Jeg er glad for at konstatere tegn på, at du i løbet af så kort tid er blevet indfanget af Herren Krishnas nåde. Du har givet udtryk for dine transcendentale følelser på sådan en fin måde, at jeg kun kan beundre din evne til at forstå hele filosofien så hurtigt. Jeg beder til Herren Krishna om, at du vil gøre mere og mere fremskridt i Krishnabevidsthed og være lykkelig og fremgangsrig selv i dette liv. Det er mit brændende ønske. 

Krishnabevidsthed er afgjort den store nødvendighed i Vestens lande. Jeg tror, jeg er kommet til jeres land i rette tid, og vil den yngre generation som du samarbejde med mig, er jeg sikker på, at denne bevægelse vil give den vestlige ungdom en transcendental gave, der vil gå over i historien. Jeg er så taknemmelig for dig og andre hengivne i det Krishnabevidste samfund, at det fylder mig med megen stolthed, at Krishna har givet mig sådanne fine unge mænds selskab. 

Hvad angår nektaren i Krishnabevidsthed, er det i virkeligheden den ting, der kan slukke tørsten i det tørre materielle fremskridt. En vaisnava-digter har sunget så fint, at denne materielle verden er som en ørken, og for at mætte ørkenen er der brug for oceaner af vand. Men forsøger man at vande hjertets ørken med sådant tilsyneladende vand, nemlig det selskab, der blev tragtet efter af Hr. Alexander Shellkirk…jeg tror du kender dette digt, et engelsk digt, som vi læste i vor barndom i Indien. Imens en vis Hr. Alexander Shellkirk sørger over at være sat af på en øde ø, siger han, at samfund, venskab og kærlighed er guddommeligt skænket mennesket. Det er selvfølgelig sandt. Samfund, venskab og kærlighed har, som vi materielt erfarer det, en vis fortryllelse. Men en sådan fortryllelse sammenlignes af digteren Vidyapati med en dråbe vand i havet. Betydningen af hans [Vidyapatis] sang er, at ”Min kære Herre, denne dråbe vand, som samfund, venskab og kærlighed giver os, hvad kan den udrette i mit hjertes ørken? Men desværre er jeg så knyttet til denne dråbe og har glemt Dig. Derfor er min fremtid temmelig håbløs, og jeg søger Dig, min Herre, som den eneste løsning.” 

Dette er processen. Det materielle fremskridt kan ikke give mennesker virkelig lykke, men Krishnabevidsthedsbevægelsen vil helt sikkert kunne slukke alle materialistiske menneskers tørstende hals, hvis de gives den på den rigtige måde under ledelse af discipelrækken af tidligere acaryaer, der begynder med Herren Caitanya, går via Goswamierne og følges af os. Min anmodning til dig er, at da du klarer dig så flot, og jeg har hørt fra de andre elever, at dit forsøg på at sprede Krishnabevidsthedsbevægelsen i San Francisco er meget rosværdigt, så fortsæt venligst på samme måde. 

Med hensyn til at komme til Francisco har jeg allerede skrevet til Jayananda, at det længes jeg altid efter, men på grund af andre programmer her og nu vil jeg bede dig, at du siger til de hengivne på mine vegne, at de må vente og i mellemtiden – nyd sangen af Hare Krishna! Sang af Hare Krishna er vor hovedbestilling. Det er virkelig initiering, og da I alle følger min instruktion i den henseende, har initieringen allerede fundet sted. Den næste initiering vil foregå som en officiel ceremoni, og den ceremoni har selvfølgelig værdi, for navnet, Det Hellige Navn, gives eleven fra discipelrækken. Den har sin værdi, men fortsæt derfor alligevel venligst med al oprigtighed, sådan som I nu er engagerede i at synge, og, om Krishna vil, kommer jeg snart og besøger jer. Jeg har allerede skrevet til Jayananda om dette, så vær ikke utålmodig. Bed til Krishna, at jeg snart må se jer. 

Med hensyn til de hengivne under ledelse af Mukunda og Syamasundara, der skal til London, tager de i dag af sted til New York, og derfra rejser de til London. En ung fyr herfra, Sivananda, er allerede rejst til Europa. Sandsynligvis ønsker Krishna, at vi også introducerer denne bevægelse i Europa. Måske har vi brug for mange hænder, altså hengivne, der oplæres i USA, til at tage til alle andre steder i de europæiske lande. 

Din værdsættelse af dine Gudsbrødres tjeneste er meget prisværdig. Dette er i virkeligheden en hengivens pligt. Alle bør værdsætte værdien af andre hengivne. Ingen bør kritisere andre, for alle er efter bedste evne engagerede i Herrens tjeneste, og den virkelige pointe er, at Krishna ønsker at se, hvor oprigtig man er med hensyn til at tjene Ham. Materielt kan vi synes, den enes tjeneste er større end den andens. Det er vort materielle syn. I virkeligheden er der på det åndelige plan ingen forskel imellem den tjeneste, en kalv giver Krishna, og den tjeneste, Radharani og Hendes fæller giver Krishna. Krishna er så venlig og så åbenhjertig, at Han accepterer enhvers tjeneste, når den oprigtigt gøres for Ham. Det er, hvad Bhagavad-gita siger. Han accepterer en lille blomst, lidt frugt og lidt vand, der gives til Ham med hengivenhed og kærlighed. Han ønsker vor kærlighed og hengivenhed, men bortset fra det er Han Ejeren af alting, så hvad kan vi give Ham? Vor underordnede position bør altid bevares, og vi bør respektere de rene hengivne, der er engageret i hengiven tjeneste. Det vil sætte os i stand til at gå fremad i hengivent liv. 

Endnu engang tak for dit fine brev, og jeg håber, det går jer alle godt der. 

Din evige velønsker, A. C. Bhaktivedanta Swami