|
|
|
|
|
Spontan kærlighed til Gud, del 2 Ved opnåelse af denne transcendentale kærlighed til Gud bliver man fuldkomment udødelig og fyldestgjort med hensyn til alle materielle længsler. Fuldkommenhed, fyldestgørelse eller udødelighed opnås aldrig igennem en metode, der i sig selv er ufuldkommen, dødelig og utilstrækkelig. Der kan ikke være tale om at eksperimentere med den Absolutte Sandhed. Den Absolutte Sandhed skal opnås igennem den Absolutte metode, og kun igennem den opnås absolut fuldkommenhed, udødelighed og fyldestgørelse. Et livagtigt eksempel på en sådan fuldkommenhed er Dhruva Maharaja. Han gik i gang med sine bodsøvelser for at opnå materiel vinding, men da han ved afslutningen på sin askese og meditation mødte Guddommens Absolutte Personlighed, så han sig selv fuldstændigt tilfreds i sine materielle længsler. Da Guddommens Personlighed ønskede at belønne ham med, hvad end han ønskede sig, afslog han at få noget som helst, da han tænkte, at der var intet mere værdifuldt end Guddommens Personligheds tilstedeværelse, der ikke opnås igennem selv de sværeste askeser igennem lange tider. Han syntes, at imens han havde søgt efter en værdiløs sten, havde han i stedet fået den mest kostbare juvel. Så ved at opnå den Absolutte Sandhed ønsker man intet andet end den Absolutte. Den Absolutte metode til at opnå dette stadie er at vække den latente spontane kærlighed til Gud. Denne er kendt som kærlighedstjeneste, bhakti, der også er Absolut. Den hengivne når igennem opnåelsen af bhakti at (1) ikke ønske noget andet engagement (2) frygte intet (3) misunde ingenting (4) nyde intet sanseligt (5) ikke at bestræbe sig for noget verdsligt En ren hengiven eller transcendental tjener af Guddommens Personlighed har intet andet engagement overhovedet, for han forsmår sig selv fuldstændigt under ledelse af Gud. Derfor regnes hans opnåelser – vinding eller tab – aldrig for resultater af hans egne gerninger, men de er alle Guddommens Personligheds belønninger. Man må ikke tro, at den, der arbejder flittigt for sin egen gavn, nyder alle denne verdens glæder, imens den hengivne lider alle former for materiel nød, da han blot engagerer sig i Guds transcendentale tjeneste. Den hengivne, der har engageret sig selv i Guds tjeneste, tænker naturligt på Ham hvert øjeblik i sit liv, og hvad end han gør for opretholdelsen af krop og sjæl, gøres altid med henblik på den transcendentale tjeneste. Selv materielt belønner Gud sådanne oprigtige sjæle tilstrækkeligt og beskytter Sin hengivne imod alle bataljer. Sådan er Guddommens Personligheds mission i Bhagavad-gita (9.22).
ananyas cintayanto mam Guddommens Personlighed finder glæde i at opretholde og støtte Sine hengivne, ligesom en almindelig mand finder glæde i at opretholde sin familie selv på bekostning af et personligt offer. Det er ikke sådan, at den hengivne ønsker noget fra Guddommens Personlighed, men Guddommens Personlighed Selv sørger uopfordret for Sin rene hengivnes nødvendigheder og beskytter alt, der tilhører en sådan hengiven. Udadtil kan det se ud, som om en ren hengivens aktiviteter er ligesom et almindeligt menneskes, men der er en afgrund til forskel imellem de to klasser af aktiviteter. Den hengivnes aktiviteter gøres automatisk på inspiration af Guddommens Personlighed, imens et almindeligt menneskes aktiviteter gøres på diktat af snævert eller udvidede personlige mål. Den hengivnes særlige fordel er, at hans gevinst i sådanne inspirerede aktiviteter er intet andet end den Almægtige Guddoms nåde, men en almindelig arbejders gevinster er, uanset hvor store de er, resultaterne af hans egne aktiviteter. Guds nåde er en kilde til vedvarende og transcendental glæde, og vinding igennem personlige bestræb-elser er midlertidige, flygtige og reaktionære i naturens kvaliteter. Førstnævnte er befrielse, imens sidstnævnte er trældom. Den hengivne nærmer sig ved Guds nåde Guds rige, og en almindelig arbejder glider med tidens løb igen ned til de materielle aktiviteters felt og bliver bundet af naturens kvaliteter. Skønt Guddommens Personlighed forbliver neutral og tavs med hensyn til den betingede sjæls aktiviteter, finder Han glæde i at belønne Sine hengivne i disse aktiviteter af ublandet transcendental tjeneste til Guddommens Personlighed. I denne henseende er der ingen forseelser fra den hengivnes side, for han ønsker intet til sin egen fordel, men det er Guddommens Personlighed, der finder glæde i at belønne den hengivne. En ren hengiven er ikke bange for noget som helst. Under alle omstændigheder bevarer han sig selv sund og rask og stabil. Ifølge Srimad-Bhagavatam skyldes en betinget sjæls frygt hans indgående omgang med den materielle natur, Guddommens Personligheds ydre, adskilte energi. Den betingede sjæl tænker altid på en trodsig måde på grund af sin glemsomhed af Gud og er derfor altid bekymret over, hvad der vil ske det næste øjeblik. Men den hengivne er altid frygtløs, for han ved meget vel, at intet kan ske uden Guds direkte eller indirekte sanktion, og som så regner den hengivne alt, der kommer fra Ham, som Hans nåde. Selv den mest uheldige situation udstår han uden nogen frygt og accepterer al overmagt som Guds velsig-nelser i forskel-lige former. Prahlada Maharaja var sat i mange sådanne uheldige situationer af tilmed sin egen far Hiranyakasipu, men Prahlada Maharaja gennemstod alle sådanne prøver med fasthed og uden frygt. Den hengivne, der altid er fordybet i Narayanas tjeneste, er aldrig bange for noget som helst. Han ser med samme øjne på både helvede og himmel. En ren hengiven har intet, han misunder. I Bhagavad-gita står det skrevet, at førend man opnår planet af ren hengiven tjeneste, må man identificere sig selv med Brahman, den Højestes, kvalitet, hvorved en sådan befriet sjæl bliver munter og glad. Han har på det tidspunkt intet at beklage sig over eller noget at misunde. (Her slutter artiklen i dette nummer af Back to Godhead (2.1944). Der står også, at den vil fortsætte i næste nummer, men det næste nummer af Back to Godhead ser ikke ud til at eksistere længere, men være gået tabt for eftertiden.) |
