Sokrates, der levede i Athen fra ca. 470 f. Kr. og døde i 399, er nok den vestlige filosofis kendteste navn. Vi kender intet skriftligt fra Sokrates’ egen hånd, men hans teorier om dyd og retfærdighed og hans spørgsmål-og-svar teknik til at forstå sandheden har overlevet igennem Platons værker.

Sokrates’ navn er også gået over i historien, fordi han blev dømt til døden og henrettet af Athens styre for at vildlede byens unge mennesker, en skæbne, han modtog med historisk sindsro. 

To disciple, Hayagriva og Syamasundara, præsenterede Sokrates’ ideer for  Srila Prabhupada, der gav sine kommentarer impromptu. Hayagriva og Syamasundaras fremlægning af Sokrates er ikke nødvendigvis fuldstændig eller perfekt, men under alle omstændigheder var det en glimrende anledning for Srila Prabhupada til at tale om Krishna.

Hayagriva: Da en elev af Sokrates engang sagde, „Jeg kan ikke modbevise dig, Sokrates,“ svarede Sokrates, „Sig hellere,  du ikke kan modbevise sandheden, for Sokrates kan let modbevises.“ Han mente således,  at den Absolutte Sandhed er transcendental til intellektuel spekulation og personlig mening

Srila Prabhupada: Det er korrekt. Accepterer vi Krishna, Gud, som den højeste autoritet, den Absolutte Sandhed, kan vi ikke modbevise det, Han siger. Krishna eller Gud er pr. definition højeste fuldkommenhed. Filosofi er fuldkommen, når den er i harmoni med Ham. Det er vor position. Denne Krishnabevidstheds-bevægelses filosofi er religiøs, for dens ideal er at udføre Guds ordrer. Dette er kernen i religion. Det er ikke muligt at fabrikere en religion. I Bhagavad-gita og  Srimad-Bhagavatam kaldes opdigtet religion dharma-kaitava, blot en anden form for bedrag. Vort grundlæggende princip gives i Srimad-Bhagavatam:

        dharmam tu saksad bhagavat-pranitam  
   na vai vidur rsayo napi devah
        na siddha-mukhya asura manusyah  
   kuto nu vidyadhara-caranadayah

„Virkelige religiøse principper forordnes af Guddommens Højeste Personlighed. Skønt de store rsier på de højeste planeter er fuldt ud i godhedens kvalitet, kan selv ikke de fastslå de virkelige religiøse principper, ej heller kan halvguderne eller Siddhalokas ledere for slet ikke at tale om asuraer, almindelige mennesker, vidyadharaer og caranaer.“ (Bhag. 6.3.19)  

   Dharma refererer til ordrer, der gives af Gud, og følger vi disse ordrer, følger vi dharma. En individuel borger kan ikke fremstille sine egne love, for love gives af regeringen. Vor fuldkommenhed er at følge Guds ordrer til punkt og prikke. De, der ingen opfattelse har af Gud eller Hans ordrer, fabrikerer  religiøse systemer, men vort system er anderledes.

Den store tænker
Syamasundara: Det virker, som om Sokrates mere eller mindre var en dhyana-yogi, for han mente, vi kan nå sandheden ved behandle et emne fra enhver tænkelig intellektuel vinkel, til der er intet andet tilbage end sandheden.

Srila Prabhupada: Han var en muni, en stor tænker. Imidlertid kommer sandheden til en sådan muni først efter mange, mange fødsler. Som det siges i Bhagavad-gita:

                              bahunam janmanam ante    jnanavan mam prapadyate
                               vasudevah sarvam iti  sa mahatma sudurlabhah

„Efter mange liv overgiver den, der virkelig har viden, sig til Mig, for han ved, at Jeg er årsagen bag alle årsager og alt, som er. En sådan stor sjæl er meget sjælden.“ (Bg. 7.19)

   Disse mennesker kaldes jnanavan, vise mænd, og efter mange fødsler overgiver de sig til Krishna. Dette gør de ikke blindt, men velvidende, at Guddommens Højeste Personlighed er kilden til alt. Imidlertid tager denne proces, hvor man selv søger viden, tid. Tager vi Krishnas instruktioner direkte og overgiver os til Ham, sparer vi tid og mange, mange liv. 

Intelligensens kontinuitet
Syamasundara: Sokrates mente, at  sjælen bærer viden med sig fra eksistens til eksistens. Sandheden kan fremkaldes igennem den maieutiske metode, den sokratiske dialektik. Da vi kan bringes til at forstå sandheden, må vi have kendt den i en tidligere eksistens. Således er vor intelligens evig.

Srila Prabhupada: Ja, fordi sjælen er evig, er intelligens, sind og sanser også evige. Imidlertid dækkes de nu af et materielt lag, der må renses bort. Så snart dette materielle lag er væk, dukker de virkelige sanser, sind og intelligens frem. Dette siges i Narada-Pancaratra: tat paratvena nirmalam. Renselsesprocessen kræver, at man er i kontakt med Herrens transcendentale kærlighedsfulde tjeneste. Dette vil sige at chante Hare Krishna maha-mantraet. Caitanya Mahaprabhu sagde: ceto-darpana-marjanam  (Siksastaka 1). „Vi må rense hjertet.“ Alle forkerte opfattelser kommer fra misforståelser. Vi er alle uadskillelige dele af Gud, men ikke desto mindre har vi glemt dette. Tidligere blev vor tjeneste givet til Gud, men nu tjener vi noget illusorisk. Dette er maya. Uanset om vi er befriede eller betingede, er vor medfødte position at tjene. I den materielle verden arbejder vi ifølge vore forskellige kapaciteter - som politiker,  fabrikant, tænker, digter osv. Men er vi ikke forbundet med Krishna, er alt dette maya. Når vi gør vor pligt for at udvikle Krishnabevidsthed, giver den selvsamme pligt os befrielse fra denne trældom. Under alle omstændigheder er både liv og kundskab fortløbende. Følgelig kan én person erhverve sig viden meget hurtigt, mens en anden ikke kan. Dette er bevis på kontinuitet.

Absolut og relativ sandhed
Syamasundara: I en dialog med Sokrates siger Protagoras, „Sandhed er relativ og kun et spørgsmål om mening.“ Sokrates spurgte, „Mener du, sandhed er blot og bar subjektiv mening?“ Protagoras svarede, „Præcis. Hvad er sandt for dig, er sandt for dig, og hvad der er sandt for mig, er sandt for mig. Sandhed er subjektiv.“ Sokrates spurgte da, „Mener du virkelig, at min mening er sand i kraft af, at det er min mening?“ Protagoras sagde, „Det gør jeg så sandelig.“ Sokrates sagde da, „Min mening er, at sandhed er absolut, ikke subjektiv, og at du, Protagoras, tager fuldstændigt fejl. Eftersom dette er min mening, må du medgive, at det er sandt ifølge din filosofi.“ Protagoras indrømmede da, „Du har helt ret, Sokrates.“ Med  denne slags dialog eller dialektik overbeviste Sokrates logisk mange mennesker.

Srila Prabhupada: Dette gør vi også. Den Absolutte Sandhed er sand for alle, og den relative sandhed er sand i en bestemt situation. Den relative sandhed afhænger af den Absolutte Sandhed, summum bonum [Det højeste gode].

    Gud er den Absolutte Sandhed, og den materielle verden er relativ sandhed. Da den materielle verden er Guds energi, synes den virkelig eller sand, ligesom en reflektion af solen i vand udstråler noget lys. Reflektionen er ikke absolut, og så snart solen går ned, forsvinder lyset. Da relativ sandhed er en reflektion af den Absolutte Sandhed, siger Srimad-Bhagavatam: satyam param dhimahi. „Jeg tilbeder den Absolutte Sandhed.“ (Bhag. 1.1.1) Den Absolutte Sandhed er Krishna, Vasudeva. Om namo bhagavate vasudevaya.

   Denne kosmiske manifestation er relativ sandhed. Den er en manifestation af Krishnas ydre energi. Hvis Krishna trak Sin energi tilbage, eksisterede den universelle skabelse ikke længere.

    I en anden forstand er Krishna og Krisnas energi ikke forskellige. Vi kan ikke skille varme fra ild. Varme er også ild, og alligevel er varme ikke ild. Relativ sandhed er som varme, for den eksisterer i kraft af den Absolutte Sandhed, ligesom varme eksisterer i kraft af ild. Da den Absolutte Sandhed er sand, virker relativ sandhed også sand, skønt den ikke er uafhængig. Et fatamorgana synes at være vand, fordi der  er en sådan ting som vand. På samme måde virker  denne materielle verden tiltrækkende, fordi der er en alttiltrækkende åndelig verden. 

                                                        

Gud er ét med og forskellig fra alt
Hayagriva: Ifølge Sokrates er menneskets virkelige bestræbelse at søge efter det Absolut Gode. I bund og grund er Sokrates en upersonalist, for han definerer til syvende og sidst ikke dette Absolutte Gode som en person eller giver det et personligt navn.

Srila Prabhupada: Det er det indledende stadie i forståelsen af den Absolutte og kaldes Brahman-erkendelsen, erkendelse af det upersonlige aspekt. Når man gør yderligere fremskridt, opnår man Paramatma-erkendelse, erkendelse af det lokaliserede aspekt, hvor man erkender, at Gud er overalt. Det er en kendsgerning, at Gud er overalt, men på samme tid har Gud Sin egen bolig. Goloka eva nivasaty akhilatma bhutah  (Brahma-samhita 5.37). Gud er en person, og Han har Sin egen bolig og omgangsfæller. Skønt Han er i Sin bolig, er Han til stede overalt, inde i hvert atom. Andantara-stha-paramanu-cayantara-stham (Brahma-samhita 5.35). Ligesom andre upersonalister kan Sokrates ikke forstå, hvordan Gud igennem Sin kraft kan forblive i Sin egen bolig og samtidigt være til stede i hvert atom. Den materielle verden er Hans ekspansion, Hans energi.

                             bhumir apo’nalo vayuh  kham mano buddhir eva ca
                             ahankara itiyam me bhinna prakrtir astadha

„Jord, vand, ild, luft, æter, sind, intelligens og falsk ego - tilsammen udgør disse otte Mine adskilte materielle energier.“ (Bg. 7.4) Fordi Hans energi er ekspanderet overalt, kan Han være overalt. Skønt energien og energiens kilde ikke er forskellige, kan vi ikke sige, at de ikke er adskilte. De er på samme tid én og forskellige. Dette er acintya-bhedabheda-tattvas fuldkomne filosofi. 

Det Gode og godhed
Hayagriva: Det Gode, Sokrates taler om, er forskelligt fra sattva-guna. I Staten siger Sokrates, det er det Gode, der giver sandhed til kundskabsobjekterne og kraften til at vide hos ham, der ved. Han taler om Formen af essentiel godhed som årsag til viden og sandhed. Skønt vi kan anse det Gode for at være objekt for kundskab, vil det være bedre, hvis vi anser det for at være bagom sandhed og kundskab og af højere værdi. Både viden og sandhed må derfor ses i relation til det Gode, men det er ikke rigtigt at identificere nogle af disse med det Gode. Han mener, det Gode skal have et højere sæde af ære. Kundskabsobjekter får selve deres eksistens og virkelighed fra det Gode, der i sig selv er udover væsen, som det overgår i værdighed og magt.

Srila Prabhupada: Sattva-guna, godhedens kvalitet, er en position, fra hvilken vi kan modtage viden. Viden kan ikke modtages på lidenskaben og uvidenhedens platforme. Hører vi om Krishna eller Gud, befries vi gradvist fra mørkets og lidenskabens kløer. Da kan vi komme til sattva-gunas platform, og når vi er situeret fuldkomment der, er vi over de lavere kvaliteter. Srimad-Bhagavatam siger:

„Ved regelmæssigt at høre Srimad-Bhagavatam og ved at tjene den rene rengivne tilintetgøres praktisk taget alt, der plager hjertet, og kærlighedsfuld tjeneste til den glorværdige Herre, der prises med transcendentale sange,  etableres som en uigendrivelig kendsgerning. På det tidspunkt kærlighedsfuld tjeneste slår rod i hjertet, forsvinder lidenskaben (rajas) og uvidenheden (tamas’) kvaliteter fra hjertet. Da bliver den hengivne situeret i godhed [sattva-guna], og han bliver lykkelig.“  (SB. 1.2.18-19).

   Denne proces kan være gradvis, men den er sikker. Jo mere vi hører om Krishna, jo mere renses vi. Renselse betyder frihed fra grådigheden og lidenskabens angreb. Da kan vi blive lykkelige. Fra brahma-bhuta-platformen kan vi erkende os selv og derfra erkende Gud. Så før vi erkender det Højeste Gode, må vi først komme til sattva-guna, godhedens, platform. Derfor har vi regler, der forbyder utilladt sex, kødspisning, beruselse og hasardspil. I sidste ende må vi sætte os ud over selv godhedens kvalitet igennem bhakti. Da befries vi, udvikler gradvist kærlighed til Gud og genvinder vor oprindelige tilstand.

   „Når det levende væsen sammen med sin betingede livstilstand opgår med Maha-Visnus mystiske søvn, kaldes det afviklingen af den kosmiske manifestation. Befrielse er det levende væsens forms permanente situation efter, at det har opgivet de foranderlige materielle grove og subtile kroppe.“ (SB. 2.10.6).

   Dette indebærer at opgive alle materielle engagementer og yde fuld tjeneste til Krishna. Da opnår vi den tilstand, hvor maya ikke kan røre os. Holder vi os i kontakt med Krishna, har maya ingen myndighed [over os].

                             daivi hy esa gunamayi  mama maya duratyaya
                             mam eva ye prapadyante   mayam etam taranti te

„Denne Min guddommelige energi, der består af materiel naturs tre kvaliteter, er vanskelig at få bugt med. Men de, der har overgivet sig til Mig, kan let sætte sig ud over den.“ (Bg. 7.14)

Dette er fuldkommenhed.

Hvordan man ser sandheden
Hayagriva: Sokrates lærte en befrielsesproces, der kan sammenlignes med dhyana-yoga. For ham betød befrielse frihed fra lidenskab, og han bifaldt udtrykket gnothi seaton - ‘kend dig selv’. Ved at kende os selv igennem meditation eller indsigt kan vi opnå selvbeherskelse, og ved at være selvbeherskede, kan vi opnå lykke.

Srila Prabhupada: Ja, det er en kendsgerning. Meditation betyder at analysere selvet og søge efter den Absolutte Sandhed. Det beskrives i den Vediske litteratur: dhyanavasthita-tad-gatena manasa pasyanti yam yoginah (SB. 12.13.1) Igennem meditation ser yogien den Højeste Sandhed (Krishna eller Gud) inde i sig selv. Krishna er der. Yogien rådfører sig med Krishna, og Krishna råder ham. Det er forholdet, Krishna har med yogien. Buddhi-yogam dadamyaham. Når man er renset, ser man altid Krishna inde i sig selv. Dette bekræftes i Brahma-samhita:

   premanjana-cchurita-bhakti-vilocanena    santah sadaiva hrdayesu vilokayanto
   yam syamasundaram acintya-guna-svarupam    govindam adi-purusam tam aham bhajami

„Jeg tilbeder den oprindelige Herre, Govinda, der altid ses af den hengivne, hvis øjne er smurte med kærlighedens salve. Han ses i Sin evige form som Syamasundara inde i den hengivnes hjerte.“ (Brahma-samhita 5.38). Således ser en avanceret hellig person altid Krishna. I dette vers betyder ordet syama ‘sortladen’, men på samme tid overordentlig smuk. Ordet acintya betyder, at Han har ubegrænsede kvaliteter. Skønt Han befinder Sig overalt, danser Han altid i Vrindavana som Govinda med gopierne. I Vrindavana leger Krishna med Sine venner, og driller somme tider, når han opfører Sig som en slem dreng, Sin mor.  Disse den Højeste Persons lege beskrives i Srimad-Bhagavatam.

Kan man være selvlært?
Syamasundara: Så vidt vi ved var Sokrates en selvlært mand. Er det muligt for en person at være selvlært? Det vil sige, kan selv-kundskab opnås igennem meditation eller selvransagelse?

Srila Prabhupada: Ja. Almindeligvis tænker alle ifølge den kropslige opfattelse. Hvis jeg begynder at studere min krops forskellige dele og alvorligt begynder at tænke over, hvad jeg er, vil jeg gradvist komme til studiet af sjælen. Spørger jeg mig selv, „Er jeg denne hånd?“ er svaret, „Nej, jeg er ikke denne hånd. Tværtimod er det min hånd.“ Jeg kan således fortsætte med at analysere hver del af kroppen og opdage, at alle delene er mine, men at jeg er forskellig. Igennem den form for studie af selvet kan ethvert intelligent menneske forstå, det ikke er kroppen. Det er Bhagavad-gitas første lære:

                             dehino ‘smin yatha dehe  kaumarama yauvanam jara
                             tatha dehantara-praptir  dhiras tatra na muhyati

„Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen på samme måde over i en anden krop i døden. Den selvrealiserede sjæl forvirres ikke af en sådan forandring.“ (Bg. 2.13)

   På ét tidspunnkt havde jeg et barns krop, men nu eksisterer den krop ikke længere. Dog er jeg klar over, at jeg havde en sådan krop. Derfor kan jeg slutte, at jeg er noget andet end kroppen. Jeg kan leje en lejlighed, men jeg identificerer mig ikke med den. Kroppen er nok min, men jeg er ikke kroppen. Igennem denne form for selv-ananalyse kan et menneske lære sig selv forskellen imellem kroppen og sjælen.

   Med hensyn til at være selvlært - ifølge Bhagavad-gita og den vediske forestilling er livet fortløbende. Da vi altid indhenter erfaring, kan vi ikke sige, at Sokrates var selvlært. Tværtimod har han i tidligere liv kultiveret viden, og denne viden fortsætter. Det er en kendsgerning. Hvorfor er ellers et menneske intelligent og et andet menneske uvidende? Dette skyldes kontinuitet. 

Frihed fra higen
Hayagriva: Sokrates mente, at igennem meditation kan en person opnå viden, og igennem viden kan han blive dydig. Når han er dydig, handler han på den rigtige måde, og ved at gøre dette bliver han lykkelig. Derfor er det oplyste menneske meditativt, velinformeret og dydigt. Det er også lykkeligt, for det handler rigtigt.

Srila Prabhupada: Ja, dette bekræftes også i Bhagavad-gita:

                             brahma-bhutak prasannatma  na socati na kanksati
                             samah sarvesu bhutesu mad-bhaktim labhate param

„Den, der er således transcendentalt situeret, erkender med det  samme den Højeste Brahman. Han beklager sig aldrig eller ønsker noget. Han er ens stemt overfor alle levende væsener. I den tilstand opnår han ren hengiven tjeneste til mig.“ (Bg. 18.54) 

  Når man er selvrealiseret, bliver man med det samme lykkelig, glad (prasannatma). Dette gør man, fordi man er rigtigt situeret. Man kan arbejde længe under en forfejlet idé, men når man omsider kommer til den rette konklusion, bliver man meget lykkelig. Man tænker, „Åh, sikke et fjols jeg var at fortsætte så længe på en forfejlet måde.“

   Således er en selvrealiseret person lykkelig. Lykke betyder, man ikke længere behøver at tænke på at opnå noget. For eksempel sagde Dhruva Maharaja til Herren: svamin krtartho ‘smi, „Jeg ønsker ingen materiel begunstigelse.“ Prahlada Maharaja sagde også, „Min Herre, jeg ønsker ingen materielle fordele. Jeg har set min fader, der var så stor en materialist, at selv halvguderne var bange for ham, dræbes af Dig på mindre end et sekund. Derfor er jeg ikke ude efter disse ting.“ 

  Virkelig kundskab betyder, man ikke længere higer. Karmierne, jnanierne og yogier higer alle efter noget. Karmierne vil have materiel rigdom, smukke kvinder og gode positioner. Higer man ikke efter det, man ikke har, sørger man over det, man har mistet.

   Jnanierne higer også og forventer at blive ét med Gud og blive forenet med Hans eksistens.   

   Yogier higer efter magiske kræfter for at narre andre til at tro, de er blevet Gud. I Indien overbeviser nogle yogier folk om, at de kan frembringe guld og flyve på himmelen, og tåbelige mennesker tror dem. Selv hvis en yogi kan flyve, er der mange fugle, der flyver. Hvad er forskellen?

   En intelligent person kan forstå dette. Siger en person, han kan gå på vandet, kommer tusinder af tåber for at se ham. Folk vil tilmed betale 10 rupier for at se en mand gø som en hund uden at tænke over, at der allerede er mange hunde, der gør.

  Under alle omstændigheder higes og længes mennesker altid, men den hengivne er fuldt tilfreds i Herrens tjeneste. Den hengivne higer ikke efter noget eller sørger over noget. 

Erkendelse af Bhagavan
Hayagriva: Igennem jnana, meditationens vej, ser Sokrates ud til at have erkendt Brahman. Kunne han også have erkendt Paramatma?

Srila Prabhupada: Ja.

Hayagriva: Men hvad med Bhagavan, Krishna? Kan Krishna kun erkendes gennem bhakti?

Srila Prabhupada: Ja, ingen kommer til Krishnas bolig uden at være en renset bhakta. Dette siges i Bhagavad-gita:

                             bhaktya mam abhijanati  yavan yas casmi tattvatah
                 tato mam tattvato jnatva  visate tad-anantaram

„Man kan kun forstå den Højeste Personlighed, som Han er, gennem hengiven tjeneste. Og når man er i fuld bevidsthed om den Højeste Herre, kan man komme til Guds rige.“ (Bg. 18.55) Krishna  siger aldrig, Han kan forstås gennem jnana, karma eller yoga. Krishnas personlige bolig er specielt reserveret bhaktaerne, og jnanierne, yogierne og karmierne kan ikke komme der.

Syamasundara: Når du siger,  livets endelige mål er Krishnabevidsthed, vil det så sige altid at være bevidst om Krishna?

Srila Prabhupada: Ja, vi bør altid  tænke på Krishna. Vi bør handle på en sådan måde, at vi bliver nødt til at tænke på Krishna hele tiden. For eksempel diskuterer vi Sokrates’ filosofi for at styrke vor Krishnabevidsthed. Udover det er vi ikke interesseret i at kritisere eller acceptere andres  filosofi. Vi er neutrale.

Syamasundara: Så den rette anvendelse af intelligensen er at bruge alting således, at vi bliver Krishnabevidste?

Srila Prabhupada: Det er det. Uden Krishnabevidsthed forbliver vi på den intellektuelle platform. At være på den intellektuelle platform er at tøve og vakle. På den platform er vi ikke forankrede. Sindets opgave er at acceptere og forkaste, men når vi er forankret i Krishnabevidsthed, ligger vi ikke længere under for sindets accepteren og forkasten.

Syamasundara: Korrekt handlemåde kommer da automatisk?

Srila Prabhupada: Ja. Så snart sindet vandrer, bør vi omgående trække det tilbage og koncentrere det om Krishna. Når vi chanter, vandrer vort sind somme tider langt væk, men når vi bliver opmærksomme på dette, bør vi med det samme bringe sindet tilbage til at høre lydvibrationen af Hare Krishna. Det kaldes yoga-abhyas, praktiseringen af yoga. Vi bør ikke tillade sindet at vandre noget andet sted. Vi bør simpelthen chante og høre. Det er det bedste yoga-system. 

Guruen
Hayagriva: Udover at tro på værdien af indsigt eller meditation mente Sokrates også, at viden kan videregives fra en person til en anden. Han forsvarede derfor vigtigheden af en guru, hvilket han selv var for mange. Somme tider stillede Sokrates sig op som en uvidende person og udspurgte sine disciple. Han gav dem ikke svarene, men forsøgte at trække dem ud af sine disciple, en fremgangsmåde, der er kendt som den maieutiske metode. Han anså sig selv for at være som en jordemoder, der lokkede sandheden ud fra sjælens gemmer.

Srila Prabhupada: Det svarer lidt til vor metode, for vi siger, man må gå til en guru for at lære sandheden. Dette er alle Vediske skrifters instruktion. I Bhagavad-gita råder Herren Krishna Selv:

    tad viddhi pranipatena pariprasnena sevaya
   upadeksyanti te jnanam  jnaninas tattva-darsinah

„Forsøg blot at lære sandheden at kende ved at gå til en åndelig mester. Udspørg ham ydmygt og tjen ham. De selvrealiserede sjæle kan give dig viden, for de har set sandheden.“ (Bg. 4.34)

   En guru, der kender sandheden, er en, der har set sandheden. Folk siger, „Kan du vise mig Gud?“ Det er en naturlig tilbøjelighed at ville vide noget ved at se det direkte. Dette er muligt igennem avanceret hengivenhed. Som jeg allerede har forklaret det, santah sadaiva hrdayesu vilokayanti. Den realiserede hengivne ser konstant Guddommens Højeste Personlighed, Syamasundara. Man kan konstant se den Højeste Herre som Paramatma, der sidder inde i ens hjerte, og man kan tage råd fra Ham. Krishna bekræfter det også: buddhi-yogam dadamyaham. Yoga betyder at koncentrere sindet for at kunne se Oversjælen inde i en selv. Derfor må man styre sansernes aktiviteter og trække dem tilbage fra materielle engagementer. Når ens koncentration er fuldkommen - når ens sind er fokuseret på Paramatma - ser man Ham altid. I Bhagavad-gita siger Krishna:

  yoginam api sarvesam  mad-gatenantaratmana
  sraddhavan bhajate yo mam sa me yuktatamo matah

„Og blandt alle yogier er den, der altid underkaster sig Mig med stor tro og tilbeder Mig i transcendental kærlighedsfuld tjeneste, mest fortroligt forenet med Mig i yoga og er den største af dem alle.“ (Bg. 6.47)

   Den fuldkomne yogi ser konstant Gud inde i sig selv. Det er fuldkommenhed. Fremgangsmåden, som Sokrates brugte, gav hans disciple en god mulighed for at udvikle denne forståelse. Når forældre opdrager deres barn, tager de først barnets hånd og lærer det at gå. Somme tider får barnet frihed til selv at gå, skønt det til tider falder. Så opmuntrer faderen barnet og siger, „Ih, det er rigtig flot! Rejs dig op og gå igen.“ På samme måde giver guruen sin discipel mulighed for at tænke ordentligt, så han kan vende hjem, tilbage til Guddommen. Når en person somme tider kommer for at diskutere, siger guruen, „Så hvad mener du er vigtigt?“ På denne måde kommer man til at forstå personens position. En dygtig lærer ved, hvordan man fanger et fjols. Lad først fjolset sige en masse sludder. Derefter kan han forstå, at han har problemer. Det er også en metode.

Det rigtige selskab
Syamasundara: Sokrates anbefalede godt selskab, for hvis man skal udvikle gode kvaliteter, må man omgås med dem, der er dydige og har samme interesse.

Srila Prabhupada: Det er meget værdifuldt. Uden godt selskab kan vi ikke udvikle Krishnabevidsthed. Narottama Dasa Thakura synger, tandera carana-sebi-bhakta-sane bas janame janame hoy ei abhhilas. „Min kære Herre, giv mig lov til at leve sammen med de hengivne, der tjener de seks Gosvamiers lotusfødder. Det er mit ønske, liv efter liv.“ (Nama-sankirtana 7) Formålet med denne Krishnabevidstheds-bevægelse er at skabe et samfund, hvor hengivne kan omgås med hinanden. 

Etik, viden og handling
Hayagriva: Det er blevet sagt, at Sokrates’ filosofi primært beskæftiger sig med etik og understreger specielt, hvordan man skal handle i verden. Jnana eller viden alene er ikke nok. Den må efterleves i praksis og tjene som grundlag for handling.

Srila Prabhupada: Ja, etik danner det grundlæggende princip for renselse. Vi kan ikke blive renset, medmindre vi ved, hvad moral er, og hvad umoral er. Desværre er alt i denne verden mere eller mindre umoralsk, men ikke desto mindre må vi skelne imellem godt og dårligt. Derfor har vi regulative principper. Ved at følge dem kan vi komme til den åndelige platform og sætte os ud over indflydelsen fra den materielle naturs tre kvaliteter. Lidenskab er den bindende kraft i den materielle verden. I et fængsel lænkes fangerne somme tider, og på samme måde giver den materielle natur sexlivets lænker, der binder os til denne materielle verden. Dette er rajas’ kvalitet, lidenskab. I Bhagavad-gita siger Krishna:

 kama esa krodha esa rajoguna-samudbhava
 maha-sano maha-papma viddhy enam iha vairinam

„Arjuna, udelukkende begær, der fødes af kontakt med lidenskabens materielle kvalitet  og senere forvandles til vrede, er denne verdens altfortærende, syndige fjende.“ (Bg. 3.37) Rajo-guna, lidenskabens kvalitet, indebærer kama, lystne ønsker. Når vore lystne ønsker ikke opfyldes, bliver vi vrede (krodha) Alt dette binder os til den materielle verden. Som det siges i Srimad-Bhagavatam:

  tada rajas-tamo-bhavah  kama-lobhadayas ca ye
  ceta etair anaviddham  sthitam sattve prasidati

„Så snart uigenkaldelig hengiven tjeneste etableres i hjertet, forsvinder virkningerne fra lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Da bliver den hengivne etableret i godhed og bliver helt lykkelig.“ (SB. 1.2.19) Når vi udsættes for de lavere materielle kvaliteter (rajo-guna og tamo-guna), bliver vi grådige og begærlige. Etik giver os en måde, hvorpå vi kan undslippe grådigheden og begærets greb. Da kan vi komme til godhedens platform og fra der opnå den åndelige platform.

Hayagriva: Er meditation i sig selv nok til at komme ud over disse lavere kvaliteter?

Srila Prabhupada: Ja. Hvis vi søger Oversjælen inde i os selv, er vor meditation fuldkommen. Men hvis vi fabrikerer noget for at bluffe andre, er det uden værdi.

Syamasundara: Sokrates mente, at uvidenhed resulterer i forkerte handlinger, og at mennesket med viden automatisk vil handle rigtigt.

Srila Prabhupada: Når et uvidende barn rører ved ild og brændes, græder det. Dets lidelse skyldes uvidenhed. En intelligent person vil ikke røre ild, for han kender dets egenskaber. Således er uvidenhed årsag til trældom og lidelse. Det er på grund af uvidenhed, at folk begår mange syndige aktiviteter og bliver indviklede. 

Kundskab, godt og ondt
yamasundara: Vil dette sige, at når mennesker oplyses af ægte viden, bliver de automatisk gode?

Srila Prabhupada: Ja. Det siges i Bhagavad-gita:

                                yathaidamsi samiddho ‘gnir  bhasmasat kuruter ‘rjuna
                       jnanagni sarva-karmani  bhasmasat kurute tatha

„Ligesom den flammende ild forvandler brænde til aske, o Arjuna, brænder kundskabens ild alle reaktioner på materielle aktiviteter.“ (Bg. 4.37)

   Kundskabens ild fortærer alle syndige aktiviteter. Med dette for øje er der brug for uddannelse. Mennesker er uvidende, og der er brug for uddannelse for at fjerne deres uvidenhed. Da mennesker fra fødsel af er under den kropslige livsopfattelses illusion,  handler de som dyr. De må derfor uddannes for at kunne forstå, at de er forskellige fra den materielle krop.

Syamasundara: Hvorfor forkaster nogle mennesker, der får denne viden, den senere hen?

Srila Prabhupada: Da er det ikke fuldkommen viden. Når man rent faktisk modtager fuldkommen viden, bliver man god. Det er en kendsgerning. Er man ikke god, er det fordi, man ikke har fået perfekt viden.

Syamasundara: Er der ikke en klasse af mennesker, der altid er onde?

Srila Prabhupada: Nej.

Syamasundara: Kan et hvilket som helst menneske gøres godt?

Srila Prabhupada: Afgjort, for sjælen er af natur god. Det levende væsen dækkes af den materielle naturs lavere kvaliteter, af lidenskab og uvidenhed. Når man renses af dette dække, kommer ens godhed frem. Sjælen er oprindeligt god, for den er en uadskillelig del af Gud, og Gud er helt og holdent god. Det, som er en del af guld, er også guld. Skønt sjælen dækkes af materie, er sjælen helt og holdent god. Når en skarp kniv dækkes af rust, mister den sin skarphed. Fjerner vi rusten, er kniven igen skarp.

Syamasundara: Betyder eksistensen af det onde i verden, at der er absolut ondt?

Srila Prabhupada: Absolut ondt betyder at glemme den Absolutte Sandhed. Krishna er den Absolutte Sandhed, og mangel på Krishnabevidsthed er absolut ondt. Udtrykt i henhold til det absolutte onde, kan vi sige, at dette er godt og dette er dårligt, men alt dette er mentalt opspind. 

Moral og pligt
Syamasundara: Generelt var Sokrates mere interesseret i Gud som en moralsk realitet end som et personligt begreb.

Srila Prabhupada: Moralsk realitet er nødvendigvis personlig. Er et menneske moralsk, siger vi, det er ærligt. Følger det ingen moralske principper, siger vi, det er uærligt. Således refererer moral og umoral til en person. Hvordan kan vi benægte personlig moral?

Syamasundara: Så hvis Gud er ren moral, må Han være en person?

Srila Prabhupada: Helt sikkert. Helt og holdent god. Gud er god, og dette vil sige, at Han er fuld af moral.

Syamasundara: Sokrates lærte, at gode gerninger medfører lykke, at gøre dem er livets virkelige mål.

Srila Prabhupada: Det er karma-loven. Arbejder jeg hårdt i dette liv, tjener jeg penge. Studerer jeg meget, får jeg en uddannelse. Hvis jeg imidlertid hverken arbejder eller studerer, forbliver jeg fattig og uuddannet. Dette er karma-loven. Ifølge det vediske varnasrama-dharma inddeles samfundet i fire kaster: brahmana, ksatriya, vaisya og sudra. Hver kaste har sin særlige pligt, men den pligt er forbundet med Guds tjeneste. Enhver kan med andre ord tilfredsstille den Højeste Herre ved at gøre sin pligt. Ved at gå gør benene deres pligt, og ved at røre eller gribe udfører hænderne deres pligt. Hver del af kroppen gør en pligt, der er tildelt den. På samme måde er vi alle uadskillelige dele af Gud, og gør vi vor pligt, tjener vi Gud. Dette er varnasrama-dharma-systemet. Krishna Selv siger i Bhagavad-gita:

                               catur-varnyam maya srstam 
                        guna karma-vibhagasah

„Ifølge den materielle naturs tre kvaliteter og det arbejde, der tillægges dem, blev menneskesamfundets fire inddelinger skabt af Mig.“ (Bhagavad-gita 4.13)

   Det siges videre:

                               yatah pravrttir bhutanam yena sarvam idam tatam
                       svakarmana tam abhyarcya  siddhim vindati manavah

„Ved at tilbede Herren, der er oprindelsen til alle levende væsener, og som er altgennemtrængende, kan mennesket i udførelsen af sin egen pligt opnå fuldkommenhed.

Syamasundara:  Er moralsk forbedring menneskehedens højeste mål, eller er der noget højere?

Srila Prabhupada: For det første må vi forstå, hvad moral er. Moral betyder at gøre vore foreskrevne pligter uden at hindre andre i at udføre deres pligter. Det er moral. 

Erkendelse igennem fornuft
Syamasundara: Hvad ser du som manglen ved en filosofi, der er viet til moralsk forbedring og til at kende sig selv igennem ren fornuft alene?

Srila Prabhupada: At kende sig selv igennem ren fornuft alene vil tage sin tid. Nu er der selvfølgelig i europæisk filosofi et forsøg på mere uafhængig tænkning, men en sådan uafhængig tænkning accepteres ikke af Vedaernes følgere. De vediske følgere får viden direkte fra autoriteter. De spekulerer ikke. Vi kan ikke få viden igennem spekulation, for alle er ufuldkomne. En person kan være stolt af at se, men han ved ikke, at hans syn er betinget. Med mindre der er sollys, kan han ikke se. Hvad er derfor synets reelle værdi? Vi bør ikke være for stolte af at se eller tænke, for vore sanser er ufuldkomne. Vi må derfor tage imod viden fra den fuldkomne. På den måde sparer vi tid.

   Ifølge det vediske system får vi viden fra Vyasadeva, Narada og Krishna selv. Denne viden er fuldkommen, for disse personer er ikke underkastet de betingede levende væseners fire mangler. Det betingede levende væsen har en tendens til at begå fejl, at være under illusion, have ufuldkomne sanser og til at bedrage. Vi må derfor få viden fra dem, der er befriede. Dette er den vediske fremgangsmåde. Modtager vi viden fra Krishna, er der ingen fejl eller tale om illusion. Vore sanser kan være ufuldkomne, men Krishnas sanser er fuldkomne. Derfor accepterer vi, hvad end Krishna siger, og denne accept er vor fuldkommenhed. En person kan søge i årevis for at finde ud, hvem hans far er, men det umiddelbare svar kan fås igennem hans mor. Den bedste måde at løse dette problem på er ved direkte at spørge moderen. På samme måde er al viden, som vi får fra den perfekt befriede person eller fra Moder Vedaerne fuldkommen.

Moral
Syamasundara: Sokrates lagde mest vægt på menneskeheden og etisk handling. Han sagde, vore liv bør bestå af dydige handlinger, for vi kan opnå den højeste fuldkommenhed ved at være dydige.

Srila Prabhupada: Ja, at gøre godt arbejde anbefales også i Srimad-Bhagavatam. Det er muligt at vende hjem, tilbage til Guddommen, hvis vi altid handler til gavn for andre. Meningen med denne Krishnabevidsthedsbevægelse er at gavne andre 24 timer i døgnet. Mennesker mangler viden om Gud, og vi prædiker denne viden. Dette er det største humanitære arbejde: at hæve de uvidende til kundskabens platform.

Syamasundara: Men ville du ikke sige, der er mere end moralsk forbedring? Er det ikke kun et biprodukt af noget andet?

Srila Prabhupada: Jo, virkeligt fremskridt er at erkende Gud og vort forhold til Ham. For at komme til den platform, er moral og renhed påkrævet. Gud er ren, og medmindre vi også er rene, kan vi ikke nærme os Gud. Derfor forbyder vi kødspisning, ulovlig sex, beruselse og hasardspil. Disse umoralske vaner holder os altid urene. Medmindre vi opgiver disse urene vaner, kan vi ikke gøre fremskridt i Krishnabevidsthed.

Syamasunadara: Så moral er blot en kvalifikation for at blive Gudsbevidst, er det ikke?

Srila Prabhupada: Bliver vi Krishnabevidste, er vi automatisk moralske. På den ene side må vi overholde de moralske principper, og på den anden side må vi udvikle vor tilbøjelighed til at tjene Krishna mere og mere. Ved at tjene Krishna bliver vi moralske. Forsøger vi imidlertid at være moralske uden Krishna, vil det mislykkes. Derfor skuffes såkaldte tilhængere af moral altid. Målet er transcendentalt til menneskelig moral. Vi er nødt til at komme til den Krishnabevidste platform for at være ægte moralske. Ifølge Srimad-Bhagavatam:

     yasyasti bhaktir bhagavaty akincana  sarvair gunais tatra samasate surah
    harav abhaktasya kuto mahad-guna   manorathenasati dhavato bahih

„Alle halvguderne og deres ophøjede kvaliteter som religion, viden og forsagelse giver sig til kende i kroppen hos den, der har udviklet udelt hengivenhed til Guddommens Højeste Personlighed, Vasudeva. På den anden side har en person, der er blottet for hengiven tjeneste, ingen gode kvaliteter. Selv hvis han er mester i praktisering af mystisk yoga eller ekspert i den ærlige bestræbelse på at forsørge familie og slægtninge, må han være drevet af sine egne mentale spekulationer og må engagere sig i tjeneste til Herrens ydre energi. Hvordan kan der overhovedet være gode kvaliteter i et sådant menneske?“ (SB 5.18.12)

   Konklusionen er, at vi ikke kan være moralske uden at være hengivne. Vi kan kunstigt forsøge at være moralske, men i sidste ende vil det mislykkes for os.

Syamasundara: I kraft af sin intelligens kunne Sokrates holde sine lidenskaber under kontrol, men de fleste mennesker har ikke en sådan intellektuel styrke. De er ikke i stand til at beherske sig selv rationelt og handle korrekt. Hvordan hjælper Krishnabevidsthed i denne bestræbelse?

Srila Prabhupada: Krishnabevidsthed renser intelligensen, sindet og sanserne. Da alt renses, er der ingen mulighed for at bruge tid på andet end Krishnabevidsthed. Alle kan gøre dette under rette vejledning, men ikke enhver kan gøre som Sokrates. Det almindelige menneske er ikke intelligent nok til at kunne beherske sig selv uden en åndelig praksis. Men trods sin intelligens havde Sokrates ingen klar opfattelse af Gud. I Bhagavad-gita fortæller Arjuna Sri Krishna:

     param brahma param dhama pavitram paramam bhavan
    purusam sasvatam divyam adi-devam ajam vibhum

„Du er Guddommens Højeste Personlighed, den endelige bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person, den ufødte, den største.“ (Bg. 10.12).  Pavitram betyder ‘den reneste’. Dette indbefatter al moral. At handle i Krishnabevidsthed er den bedste moral. Dette støttes af Bhagavad-gita:

         api cet sudaracaro  bhajate mam ananya-bhak

„Selv om man gør  de mest afskyelige handlinger, bør man regnes for helgenagtig, hvis man er engageret i hengiven tjeneste, for man er korrekt situeret i sin beslutsomhed.“ (Bg. 9.30)

   Selv hvis en person regnes for umoralsk fra den verdslige synsvinkel, bør han anses for at være moralsk, hvis han handler på den Krishnabevidste platform. Somme tider kan en person i Krishnabevidsthed synes at handle umoralsk. For eksempel forlod Vrindavanas kohyrdepiger deres ægtemænd og fædre i nattens mulm og mørke for at komme til Krishna. Fra det materialistiske synspunkt er dette umoralsk, men da deres handlinger var forbundet med Krishna, anses de for at være de mest moralske. Af natur havde Arjuna ikke lyst til at slå ihjel, selv om han kunne miste sit kongedømme, men Krishna ville have ham til at kæmpe. Derfor gik Arjuna ind i kampen og handlede moralsk, selv om han slog mennesker ihjel.

Syamasundara:  Så vil du sige, at moral er absolut, så længe det er i relation til Krishna?

Syamasundara: Men kan det bringe os til den endelige lykke at føre et liv, der er ærligt eller er baseret på at gøre andre godt.

Srila Prabhupada: Medmindre vi er Krishnabevidste, har ærlighed og moral ingen mening. De er kunstige. Folk siger altid, “Det er mit.” Men accept af ejerskab er i virkeligheden umoralsk, for intet tilhører os. Isavasyam idam sarvam (Isopanisad 1). Alt tilhører Krishna. Vi kan ikke sige, “Dette bord er mit. Denne hustru er min. Dette hus er mit.” Det er umoralsk at gøre krav på en andens ejendom som sin egen.

Syamasundara: Sokrates definerer ret som det, der gavner andre, og uret som det, der skader andre.

Srila Prabhupada: Det er en generel definition, men vi bør vide, hvad der gavner andre. Krishnabevidsthed er gavnlig, og alt andet er ikke gavnligt.

Syamasundara: For eksempel siger han, at at stjæle, lyve, bedrage, hade osv. er absolut dårlige. Men er det dårligt, hvis det er nødvendigt at bedrage eller lyve for at tjene Krishna?

Srila Prabhupada: At bedrage og lyve er ikke nødvendigt. Ved at snyde kan vi ikke tjene Krishna. Det er ikke princippet. Beordrer Krishna Selv direkte os til at snyde, er det en anden sag. Men vi kan ikke skabe den ordre. Vi kan ikke sige, “Fordi jeg er Krishnabevidst, er det helt i orden for mig at snyde.” Nej. Men Krishna bad engang Yudhisthira sige til Dronacarya, at hans søn var død, skønt han ikke var det. Dette var en slags bedrag, men da  Krishna direkte berordrede det, var det i orden. Ordrer fra Krishna er transcendentale til alt  - moral og umoral. I Krishnabevidsthed er der hverken moral eller umoral. Der er udelukkende godt.
 

Tilbedelse af guderne
Hayagriva: Den athenske regering beskyldte Sokrates for ateisme og bespottelse af  guderne, for han følte, tilbedelse af guderne i den græske gudekreds ikke ledte til selvrealisering.

Srila Prabhupada: Ja, Sokrates havde ret. Tilbedelse af halvguderne frarådes også i Bhagavad-gita:

                             kamais tais tair hrta-jnanah    prapadyante’nya-devatah
                             tam tam niyamam asthaya  prakrtya niyatah svaya

„De, hvis sind er forvredne af materielle ønsker, overgiver sig til halvguderne og følger de bestemte tilbedelsesregler og -reguleringer ifølge deres egen natur.“ (Bg. 7.20) Halvguder tilbedes ud af begær efter en eller anden materiel fordel af dem, der har mistet deres intelligens (hrta-jnana). Man kan tilbede halvguden Sarasvati, lærdommens gudinde, og derved blive en stor lærd, men hvor længe kan man forblive en lærd person? Når ens krop dør, er ens lærdom og kundskab slut. Da må man acceptere en anden krop og handle i overensstemmelse dermed. Så hvordan kan ens skolastiske viden hjælpe en? Tilbeder man imidlertid Gud Selv, er resultatet et andet.

                             janma karma ca me divyam  evam yo vetti tattvatah 
                             tyaktva deham punar janma naiti mam eti so’rjuna

„Den, der kender Min fremkomst og Mine handlingers transcendentale natur, fødes ikke igen i denne materielle verden, når han forlader sin krop, men opnår Min evige bolig, oh Arjuna.“ (Bg. 4.9). At tilbede Gud er at kende Gud. At kende Gud er at forstå, hvordan den materielle natur virker under Hans styring. Krishna siger:

                             mayadhyaksena prakrtih  suyate sa-caracaram
                             hetunanena kaunteya  jagad viparivartate

„Denne materielle natur virker under Min styring, oh Kuntis søn, og den frembringer alle bevægelige og ubevægelige væsner. Ifølge dens lov skabes og tilintetgøres denne manifestation igen og igen.“ (Bg: 9.10)  Fordi upersonalisterne ikke kan forstå, hvordan en person kan styre den materielle naturs forunderlige aktiviteter, forbliver de upersonalister. Men i virkeligheden er Gud en person, og dette er forståelsen, vi får fra Bhagavad-gita:

                             mattah parataram nanayat  kincid asti dhananjaya
                             mayi sarvam idam protam  sutra manigana iva

„Oh vinder af rigdomme [Arjuna], der er ingen Sandhed højere end Mig. Alt hviler på Mig, ligesom perler er trukket på en snor.“ (Bg. 7.7). Ordet mattah refererer til en person.

                             aham sarvasya prabhavo  mattah sarvam pravartate  
                             iti matva bhajante mam  budha bhava-samanvitah

„Jeg er kilden til alle materielle og åndelige verdener. Alt udstrømmer fra Mig. De vise, der veddette til fulde, engagerer sig i Min hengivne tjeneste og tilbeder Mig af hele deres hjerte.“ (Bg. 10.8)

   Vedanta-sutra bekræfter også, at den Absolutte Sandhed er en person, og da Arjuna forstod Bhagavad-gita, tiltalte han Krishna som param brahma param dhama pavitram paramam bhavan. „Du er Guddommens Højeste Personlighed, den endelige bolig, den reneste, den Absolutte Sandhed. Du er den evige, transcendentale, oprindelige person.“ (Bg. 10.12). At forstå den Absolutte Sandhed er at forstå den Absolutte Sandheds tre aspekter: det upersonlige, det lokaliserede og det personlige.

                             vadanti tat tattva-vidas  tattvam yaj jnanam advayam
                             brahmeti paramatmeti bhagavan iti sabdyate

„Lærde transcendentalister, der kender den Absolutte Sandhed, kalder denne ikke-dualistiske substans Brahman, Paramatma og Bhagavan.“ (Bhag. 1.2.11) Den Absolutte Sandhed er én, men der er forskellige aspekter. Et bjerg set på forskellige afstande viser sig forskelligt. På lang afstand viser den Absolutte Sandhed Sig upersonligt, men som man kommer tættere på, ser man Paramatma til stede overalt. Når man nærmer sig endnu mere, erkender man Bhagavan, den Højeste Person.

Sokrates’ død
Syamasundara: Sokrates tog med fuldt overlæg gift for ikke at modsige sig selv. Regeringen fortalte ham, at hvis han trak sine udtalelser tilbage, kunne han få lov til at leve, men han foretrak at være martyr for sin egen tro.

Srila Prabhupada: Det er godt, at han holdt fast ved sin opfattelse, men beklageligt, at han levede i et samfund, der ikke ville tillade ham at tænke selvstændigt. Derfor måtte han dø. I den forstand var Sokrates en stor sjæl. Skønt han fødtes i et samfund, der ikke var særligt avanceret, var han ikke desto mindre en stor filosof. 
 

Relativ og absolut skønhed
Hayagriva: Sokrates anså beskuelsen af skønhed for at være en af en viis mands aktiviteter, men relativ skønhed i den verdslige verden er blot en afspejling af absolut skønhed. På samme måde er godt i den relative verden kun en afspejling af det Absolutte Gode. Under alle omstændigheder er absolut godt eller absolut smukt transcendentalt.

Srila Prabhupada: Ja, det er også vor opfattelse. Skønhed, viden, styrke, rigdom, berømmelse og forsagelse er alle transcendentale. I denne materielle verden er alt en forvrænget afspejling. Et tåbeligt dyr kan løbe efter et fatamorgana i ørkenen og tro, det er vand, men et fornuftigt menneske ved bedre. Skønt der intet vand er i ørkenen, kan vi ikke sige, der overhovedet ikke findes vand. Vand findes afgjort. På samme måde eksisterer der virkelig lykke, skønhed, styrke og de andre rigdomme i den åndelige verden, men her afspejles de kun forvrænget. Normalt har mennesker ingen viden om den åndelige verden. Derfor er de nødt til at forestille sig noget åndeligt. De forstår ikke, at denne materielle verden er indbildt.

                             janma karma ca me divyam  evam yo vetti tattvatah
                             tyaktva deham punar janma  naiti mam eti so’rjuna

„Den, der kender Min fremkomst og Mine handlingers transcendentale natur, fødes ikke igen i denne materielle verden, når han forlader sin krop, men opnår Min evige bolig, oh Arjuna.“ (Bg. 4.9). Skønt folk læser Bhagavad-gita, kan de ikke forstå dette meget enkle punkt. Efter at have opgivet den materielle krop går den hengivne til Krishna. De kristne siger, at efter døden går man til himlen eller til helvede, og i en vis grad er dette en kendsgerning. Forstår vi Krishna indenfor dette liv, kan vi komme til Krishnas evige bolig. Ellers forbliver vi i denne materielle verden for at gennemgå det samme kredsløb af fødsel og død. Det er helvede.

Hayagriva: I slutningen af Republikken giver Sokrates analogien med menneskeheden, der bor inde i en mørk hule. Den selvrealiserede lærer har set lyset udenfor hulen. Når han vender tilbage til hulen for at oplyse menneskene om, at de er i mørke, anser mange ham for at være skør for at tale om lys udenfor. Således bringer læreren sig ofte i en farlig situation.

Srila Prabhupada: Det er rigtigt. Vi giver ofte eksemplet med en frø nede i en mørk brønd. Frøen tror, hans brønd er alting. Når han får at vide, at der er et Atlanterhav, kan han ikke forestille sig en sådan stort vandområde. De, der er i den materielle tilværelses mørke brønd, er forbløffede over at høre, at der er lys udenfor. Alle i den materielle verden lider i den materielle tilværelses mørke brønd, og vi kaster det reb, der kaldes Krishnabevidsthed, ned. Hvad kan vi gøre, hvis folk ikke griber fat i det? Er man heldig, kan man fange Herren ved hjælpen af læreren, men det er op til en selv at gribe fat i rebet. Alle forsøger at komme ud af den materielle tilværelses lidelse. Derfor siger Krishna:

                             sarva-dharman parityaja  mam ekam saranam vraja
                             aham tvam sarva-papebhyo   moksayisyami ma sucah

„Opgiv alle forskellige former for religion og blot overgiv dig til Mig. Jeg skal udfri dig fra alle syndige reaktioner. Frygt ikke.“ (Bg. 18.66). Men på grund af stædighed afviser mennesker det alligevel, eller tror Ham ikke. Vedaerne siger også til os, „Bliv ikke i den mørke brønd. Kom ud i lyset.“ Desværre ønsker mennesker at blive fuldkomne og samtidig forblive i den mørke brønd.

    Dette materielle univers er af natur mørkt, og derfor har Krishna givet solen og månen til oplysning. Men der er også Krishnas rige, der er anderledes, som Krishna Selv fortæller os det i Bhagavad-gita:

                             na tad bhasayate suryo  na sasanko na pavakah
                             yad gatva na nivartante  tad dhama paramam mama

„Denne Min bolig oplyses ikke af solen eller månen eller af elektricitet. Den, der kommer dertil, vender aldrig tilbage til denne materielle verden.“ (Bg. 15.6). I Krishnas rige er der ikke brug for sol, måne eller elektricitet. Hans rige er selvlysende.

   I denne materielle verdens mørke er den eneste lykke søvn og sex. Som det siges i Srimad-Bhagavatam:

                             srotavyadini rajendra  nrnam santi sahasrasah
                             apasyatam atma-tattvam  grhesu grha-medhinam

                             nidraya hriyate naktam  vyavayena ca va vayah 
                             diva carthehaya rajan kutumba-bharanena va

„De, der er materielt opslugte og blinde overfor viden om den endelige sandhed, er interesserede i at høre om mange emner, oh Kejser. Hele en sådan misundelig familiemands liv bruges om natten på enten at sove eller hengive sig til sex og om dagen på at tjene penge eller forsørge familiemedlemmer.“ (Bhag. 2.1.2-3).

   Materialister bruger megen tid på at læse aviser, romaner og magasiner. De har mange slags beskæftigelser, for de er uvidende om selverkendelse. De tror, livet betyder blot at leve i en familie omgivet af deres hustru, børn og venner. De arbejder hårdt om dagen for penge og kører deres bil med halsbrækkende fart, og om natten enten sover de eller nyder sex. Dette er et liv som svin, der konstant leder efter afføring. Men alt dette foregår i navn af civilisation. Denne slags svinecivilisation fordømmes i den Vediske litteratur. Krishna råder os at til at dyrke korn, spise frugter, grøntsager, drikke mælk og kultivere Krishnabevidsthed. På denne måde kan vi blive lykkelige.

Hayagriva: Sokrates taler om, at alle sidder i hulen og kigger på et slags biografteater, der består af imitationsforme.

Srila Prabhupada: Det betyder, at mennesker er i mørke, og alt set i mørke er utydeligt. Derfor siger den Vediske fremstilling: „Forbliv ikke i mørket. Kom ud i lyset.“ Dette lys er guruen.

om ajnana-timirandhasya jnananjana-salakaya caksur unmilitam yena tasmai sri-gurave namah

„Jeg fødtes i den mørkeste uvidenhed, og min åndelige mester åbnede mine øjne med kundskabens fakkel. Jeg fremfører min dybeste respekt til ham.“ (Sri Guru Pranama). 

Hermed ender Srila Prabhupadas diskussion af Sokrates’ filosofi.