|
|
|
|
Sartre, del 3
Dette er tredje og
sidste del af Srila Prabhupadas diskussion af den franske eksistentialist Jean
Paul Sartre. ’Dæmonisk’ konkluderer Srila Prabhupada ligeud om Sartres
intethedsfilosofi. Denne diskussion udspandt sig som en række improviserede
samtaler imellem Srila Prabhupada og hans disciple Syamasundara og Hayagriva.
Hvorvidt Sartre repræsenteres korrekt til punkt og prikke, afholder vi os fra
at vurdere.
Ønsket om at være Srila Prabhupada: Det er rigtigt. Fordi mennesket er
evigt, har det ønsket om at eksistere for evigt. Desværre bringer det sig selv
i visse omstændigheder, der ikke er evige. Dvs., det forsøger at opretholde en
position, der ikke vil bestå for evigt. Igennem Krishna-bevidsthed opnår og
bevarer vi vor evige position. Syamasundara: Sartre har på fornemmelsen, at mennesket ønsker soliditet. Det er ikke tilfreds med kun passiv eksistens. Det ønsker også aktiv eksistens. Srila Prabhupada: Intet i den materielle verden eksisterer for evigt. Et træ kan eksistere i 10.000 år, men i sidste ende går det til grunde. I den materielle verden forbliver intet for evigt. Det, man søger, er ægte åndeligt liv. I Bhagavad-gita taler Krishna om en anden natur, en natur, der er bestandig, sanatana.
paras tasmat tu
bhava’nyo ”Alligevel er der en anden natur, der er evig og er transcendental til denne manifesterede og umanifesterede materie. Den er den højeste og tilintetgøres aldrig. Når alt i denne verden tilintetgøres, forbliver den del, som den er.” (Bg. 8.20) Efter tilintetgørelsen af dette materielle univers forbliver denne sanatana-natur. Ønsket om at være Gud Srila Prabhupada: Dette er mere eller mindre mayavadi-filosofi. Mayavadierne tror, at når de opnår fuldstændig viden, bliver de Gud. Fordi mennesket er en uadskillelig del af Gud, ønsker det at blive forenet med Gud. Det er ligesom en mand, der har været væk fra hjemmet i lang tid. Naturligt ønsker han at vende hjem igen. Syamasundara: Sartre tror, at dette ønske er nødt til at mislykkes. Srila Prabhupada: Afgjort, for mennesket er ikke Gud. Hvis det er Gud, hvordan er det da blevet noget andet? Selve dets ønske om at blive Gud betyder, at det ikke er Gud lige nu. Et menneske kan ikke blive Gud, men det kan blive guddommeligt. Når vi er i mørke, ønsker vi lys. Vi kan komme ud i solskinnet, men dette betyder ikke, at vi bliver solen. Når vi kommer til platformen af fuldkommen viden, bliver vi guddommelige, men vi bliver ikke Gud. For Gud kommer det ikke på tale at være uvidende. Et andet navn for Krishna er Acyuta, der betyder ”Den, der aldrig falder ned.” Dette betyder, at Han aldrig bliver ikke-Gud. Han er altid Gud. Man kan ikke blive Gud igennem en form for mystisk praksis. Denne lidenskab efter at blive Gud er nytteløs, for den er på forhånd dømt til at mislykkes. Syamasundara: Derfor kalder Sartre mennesket ’en nytteløs lidenskab’. Srila Prabhupada: Et menneske er ikke nytteløst,
hvis det forsøger at være Krishna-bevidst. Forsøget på at være
Krishna-bevidst og forsøget på at være Krishna er vidt forskellige. Det ene
er guddommeligt, det andet asurisk. Syamasundara: Sartre slutter da, at fordi det er umuligt at blive Gud, er alting nytteløst. Srila Prabhupada: Det er idiotisk. Du er ikke Gud, men Guds tjener, Du har valgt at forsøge at blive Gud, men du har opdaget, at dette er umuligt. Derfor bør du opgive denne idé og bestemme dig for at blive en god tjener af Gud i stedet for en tjener af maya. Det er den rigtige beslutning. Livet har intet formål’ er
dæmonisk Srila Prabhupada: Intet kan eksistere uden et formål.
Der er også en højeste årsag. Bristen hos sådanne filosoffer er, at de ikke
har nok hjernesubstans til at gå længere til det, end de overfladisk kan se.
De er ikke i stand til at forstå årsagernes årsag. Mange moderne videnskabsmænd
hævder også, at naturen, prakrti, er den eneste årsag til tilværelsen,
men vi accepterer ikke en sådan filosofi. Vi forstår, at Gud er bag naturen,
og at naturen ikke handler uafhængigt. Naturen er et fænomen, men bag naturen
er fænomenets årsag, Gud, Krishna. I Bhagavad-gita kaldes filosoffer som Sartre asuriske eller dæmoniske. Dæmoner tror ikke på en højeste årsag. De mener, at alt er tilfældigt. De siger, at en mand og en kvinde forener sig ved et tilfælde, og at deres barn er et resultat af sex og intet andet. Derfor hævder de, at tilværelsen intet formål har.
asatyam apratistham
te ”De siger, at denne verden er uvirkelig, at den intet grundlag har, og der ikke er nogen Gud, der hersker. Den frembringes af sexbegær og har ingen anden årsag end lyst.” (Bg. 16.8) Denne form for filosofi kaldes asurisk, dæmonisk, for den er af mørkets natur, uvidenhed. Helt eller kujon Srila Prabhupada: Fordi han er så materialistisk, kan hans sanser ikke opfatte noget, der ikke er konkret. Ifølge den vediske filosofi skabes sanserne og deres objekter samtidigt. Medmindre der er duft, er lugtesansen intet værd. Medmindre der er skønhed, er øjet intet værd. Medmindre der er musik, er ørerne intet værd. Medmindre der er noget blødt, er følesansen intet værd. Intethed kommer slet ikke på tale. Der må være vekselvirkning. Syamasundara: Eftersom menneskets grundlæggende natur er et vagt intethed, tror Sartre, at mennesket er frit til at vælge enten at være en kujon eller en helt. Vor situation lægger i vore egne hænder. Srila Prabhupada: Hvis man hævder, at man blev kastet ind i verden af en højere magt eller af et tilfælde, hvad kan man da gøre? Hvis man forsøger at være en helt, bliver man sparket så meget desto mere, for man er anbragt her af en højere magt. Forsøger en forbryder i politiets varetægt at være en helt, bliver han enten slået eller straffet. I virkeligheden er man hverken en kujon eller en helt. Man er et redskab. Man styres fuldstændigt af en højere magt. Syamasundara: Men hvis nogle angriber en, har man evnen til at vælge at være en helt og forsvare sig selv eller flygte. Srila Prabhupada: Det er ikke heltemodigt at forsvare sig selv. Det er naturligt. Hvis dette er tilfældet, kan selv en hund være en helt, når den angribes. Selv en myre kan være en helt. Heltemod og fejhed er blot mentale opspind. Når det kommer til stykket, står man under en højere magt, der kan gøre, hvad Han vil med en. Derfor er der ikke tale om at blive en helt eller en kujon. Syamasundara: Sæt, at en eller anden er i fare, og man redder ham. Er det ikke heltemodigt? Srila Prabhupada: Alt, man kan redde, er hans ydre klædning. At redde denne klædning er ikke heltemod. Det er ikke engang beskyttelse. Man kan kun være en virkelig helt, når man er fuldstændigt bemyndiget eller fuldstændigt beskyttet. Sådan en person kan kun være en hengiven, for kun Krishna kan fuldstændigt beskytte eller bemyndige. Dårlig tro Srila Prabhupada: Man har afgjort begrænset frihed til at vælge, men vælger man forkert, må man lide. Ansvar og frihed går hånd i hånd. På samme tid må der være en sondring. Uden den er vor frihed blind. Vi kan ikke skelne rigtigt fra forkert. Syamasundara: Et menneske i dårlig tro lader stå til dag efter dag uden at være involveret og skyr beslutninger, det kan drages til ansvar for. Srila Prabhupada: Dette betyder, at det har valgt at lade stå til. Dets laden-stå-til er en beslutning. Syamasundara: Sartre mener, at dårlig tro skal erstattes af et fast valg og af tro på dette valg. Srila Prabhupada: Men hvis man træffer den forkerte beslutning, hvad er ens beslutning da værd? Natsværmere flyver meget tappert og modigt ind i ilden. Er dette en god beslutning? Syamasundara: På grund af dårlig tro behandler folk andre som objekter i stedet for som personer. Sartre tilråder, at man ændrer denne situation. Srila Prabhupada: Han taler om dårlig tro, men hvad med god tro? Syamasundara: Hvis dårlig tro er undvigelsen af valg, vil god tro betyde at træffe valg modigt og gennemføre dem, uanset hvad disse valg er. Srila Prabhupada: Men hvad hvis valget er forkert? Syamasundara: For Sartre er det ikke et spørgsmål om rigtigt eller forkert. Srila Prabhupada: Da er hvad end valg, jeg træffer,
afgørende og absolut? Dette vil sige, at insektets valg om at flyve ind i ilden
er det rigtige valg. Dette er insekternes filosofi. Kan et menneske gøre, som
det vil, hvor er dets ansvar da? Syamasundara: Sartre tror på, at verdens skæbne afhænger af menneskets valg. Det er let forståeligt, at hvis mennesket træffer de rette valg, vil verden være et bedre sted at være. Srila Prabhupada: Derfor forsøger vi at lancere denne Krishna-bevidsthedsbevægelse for at gøre denne verden til Vaikuntha, et sted, hvor der ingen frygt er. Men dette er ikke et blindt valg. Det er en højere autoritets valg. Derfor er det fuldkomment. Var Sartre en nytteløs lidenskab? Syamasundara: Mange mennesker kalder Sartres filosofi pessimistisk, for han hævder, at mennesket er en ’nytteløs lidenskab’, der forgæves stræber i et univers uden et formål. Srila Prabhupada: Sartre kan selv være en nytteløs lidenskab, men det er vi ikke. Intet menneske ved sine fulde fem er nytteløs. Et fornuftigt menneske vil følge en højere autoritet. Det er vedisk civilisation. Går man til en ægte åndelig mester, bliver man ikke forvirret. Sartre tror, at universet er uden et formål, fordi han er blind. Han har ingen kraft til at se, at der er en plan. Derfor er hans filosofi ifølge Bhagavad-gita asurisk, dæmonisk. Alt i universet virker ifølge en plan. Solen og månen står op, og årstiderne skifter ifølge en plan. Syamasundara: For Sartre står mennesket alene i verden, men alligevel er det ikke alene, hvis det lever for andre. Mennesket har brug for andre for sin egen selvrealisation. Srila Prabhupada: Dette betyder, at han har brug for en guru. Syamasundara: Sartre taler ikke om en guru, men om gensidigt at virke sammen med andre for at få selvforståelse. Srila Prabhupada: Hvis der er brug for dette, hvorfor så ikke virke gensidigt med det bedste menneske? Vi bør hente hjælp fra mennesket, der ved. Tager man råd fra en, der kan give en den rette vejledning, bliver ens endeligt ærefuldt og storartet. Det er det vediske påbud. Tad-vijnanartham sa gurum evabhigacchet (Mundaka-upanisad 1.2.12) Syamasundara: Sartre fornemmer, at i andres nærvær skammer mennesket sig. Srila Prabhupada: Mennesket skammer sig, hvis det ikke ledes af en overordnet. Ledes man af en overordnet, bliver man gloriøs, ikke skamfuld. Ens overordnede er den person, der kan lede en til Krishna-bevidsthedens herlighed og pragt. * |
