Dette er anden del af en samtale, som Srila Prabhupada havde med nogle universitetsprofessorer i Caracas, Venezuela, den 19. februar 1975.

Professor: I den katolske kirke forlanger de mere eller mindre også den samme form for tro. Det har vi alle dårlig erfaring med.

Prabhupada: Det forstår jeg godt, men sagen er, at alle kan misbruge dette udsagn, at ”Jeg er fuldkommen.” Der er så mange kæltringer og humbugpersoner. Men det er din pligt at vide, om han er fuldkommen. Det er din pligt at undersøge, om han er fuldkommen. Det kræver intelligens. Hvis du uintelligent accepterer en humbugperson som fuldkommen, er det din fejl. Du skal være sikker på, at personen, du spørger, er fuldkommen. Så kan du acceptere det, ellers skal du lade være med at acceptere det.

Professor: Hvorfor siger du altid ’fra en fuldkommen person’?

Prabhupada: Fordi kundskaben skal være fuldkommen, ellers er det ufuldkommen viden.

Professor: Hvorfor siger du en fuldkommen person i stedet for at sige en fuldkommen filosofi?

Prabhupada: Hvordan skulle filosofien kunne være fuldkommen, medmindre den gives af en fuldkommen person? Filosofi betyder at søge efter sandheden. Hvad er meningen med hans filosofi, hvis han ikke ved, hvordan han finder sandheden? Jeg var selv filosofistuderende. Min professor var Dr. Urquhart. Han plejede at sige, ”Filosofi er videnskaben over al videnskab.” Hvordan kan man give videnskab, medmindre man er en fuldkommen videnskabsmand?

Professor: Jeg har et andet spørgsmål. Hvorfor ønsker vi at transcendere?

Prabhupada: Jeg ønsker det ikke. Jeg spreder blot transcendental viden.

Professor: Vil transcendensen ikke også vise sig at være en illusion?

Prabhupada: Nej, den kan bevises. Det er ikke sentimentalitet. Hvad du siger, har du ikke bevis for, men det, jeg siger, har jeg bevis for. Hvad du siger, er du din egen autoritet for, men for det, jeg siger, har jeg en større autoritet. Ligesom to sagførere taler i retten. Den sagfører, der giver citater fra autoriteten, vinder sagen.

Professor: Det samme spørgsmål, som jeg stillede før: Er I tilfredse med blot at rense jer selv, eller ønsker I også at hjælpe samfundet.

Prabhupada: Du ved ikke, hvad selvet er. Hvordan vil du da rense det? Du ved ikke, hvad selvet er. Kan du sige, hvad selvet er?

Professor: Er det muligt, at man kan bruge hele sit liv på at forsøge at finde sig selv for ved afslutningen at sit liv ikke at have fundet sig selv og i mellemtiden ikke have hjulpet samfundet?

Prabhupada: Ikke blot i ét liv, men i millioner af liv vil du ikke kunne forstå, medmindre du ændrer din fremgangsmåde.

Professor: Hvorfor har transcendensen værdi?

Prabhupada: Fordi du selv er transcendens. Du søger i virkeligheden efter transcendens, fordi du er transcendens.

Professor: Fordi jeg ikke ved, hvad transcendens er, har den ingen værdi for mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle lede efter den.

Prabhupada: Så forsøg for det første at kende dig selv, for som jeg siger, er du også transcendens. Da vil du vide, hvad transcendens er. Du er et lille prøveeksemplar på transcendensen, og hvis du kender prøven, kan du kende helheden, ligesom hvis du smager en dråbe havvand, kan du forstå, hvad havvandets kemiske sammensætning er. Derfor er din første opgave at kende dig selv og vide, at du ikke er denne krop. Når du på denne måde kender dig selv, kan du kende den oprindelige transcendens.

Professor: Hvorfor lægger du så megen vægt på dette?

Prabhupada: Fordi du uden dette er et dyr.

Professor: Hvad er der galt i at være et dyr?

Prabhupada: Dyr betyder, at man lever et meget risikabelt liv. Dyret er altid i fare. En hund løber, men hvad øjeblik, det skal være, kan den være i fare. Jeg så med mine egne øjne engang lidt udenfor New York, jeg tror i december eller januar måned, en hund springe og falde i vandet, og den døde med det samme. Så koldt var det, at den faldt om på stedet. Til hvad nytte er al denne hundeagtige hoppen omkring? Bortset fra det er der i dyresamfundet ingen form for kultur, religion, filosofi og videnskab. Sådanne ting har dyr ikke brug for. Hvorfor har mennesket brug for dem? Fordi menneskesamfundet søger efter transcendensen. Men uden at kende måden, hvorpå man kan forstå den, er du nu engageret med andre ting. Et vers i Srimad-Bhagavatam siger:

”Livets ønsker bør aldrig rettes imod sansenydelse. Man bør kun ønske et sundt liv eller selvbevarelse, siden det er meningen, at et menneske skal forhøre sig om den Absolutte Sandhed. Intet andet bør målet for ens handlinger.”

Professor: Hvordan kan vi vide, at det er vores besvær værd, hvis vi dedikerer vores liv til at søge efter transcendensen? Hvordan kan vi være sikre på, at vi i sidste ende ikke har spildt vores liv?

Prabhupada: Først må man forstå sagens vigtighed, så kan man gøre det. Hvis man ikke forstår sagens vigtighed, kan man ikke gøre det.

Professor: Jeg fornemmer, at du allerede har besvaret spørgsmålet, men fik ikke helt fat på det. Er det centrale i det, du sagde, at sandheden ikke er udenfor, men i virkeligheden inde i os selv?

Prabhupada: Ja.

Professor: Hvorfor lægger du så megen vægt på personalisme efter befrielse, for på mig virker det som om, at den ideelle, fuldkomne tilstand ville være enhed i stedet for noget adskilt.

Prabhupada: Det er dit ufuldkomne ideal, fordi du er ufuldkommen.

Professor: Er du en fuldkommen mester?

Prabhupada: Ja, for jeg har hørt fra den fuldkomne. Jeg er ikke fuldkommen, men det, jeg siger, er fuldkomment. Et barn ved ikke, hvad denne diktafon er, men det lærer fra sin far, at ”Dette er en diktafon,” så når det siger, ”Dette er en diktafon,” er det fuldkomment. Barnet er ikke fuldkomment, men fordi det har hørt fuldkomment fra sin far, er dets viden fuldkommen.

Professor: Hvordan kan du fortolke sandheden, hvis du ikke selv er fuldkommen,?

Prabhupada: Fordi jeg giver den fuldkomne sandhed. Den vil virke for enhver, der accepterer den, ligesom et barn, der siger, ”Dette er en diktafon.”  Det er fuldkomment.

Professor: Ikke al viden er lige så objektiv. Hvis det for eksempel drejer sig om at forstå samfundet, har kommunisterne deres teori, kapitalisterne har deres teori, og der er millioner af andre teorier.

Prabhupada: Det er ikke viden, men teknik. Ligesom en elektriker. Han ved, hvordan man sætter to ledninger sammen og får strøm. Det er ikke viden. Det er en teknik med henblik på midlertidig gavn, men fordi han kender kunsten at skaffe strøm, betyder det så, at han kender den Absolutte Sandhed? For øjeblikket accepterer folk elektrikeren som kenderen af den Absolutte Sandhed.

Professor: Jeg forstår det sådan, at den viden, du giver, er fuldkommen, fordi det er fuldkommen viden, og ikke fordi det er dig, der giver den. Fordi det er åbenbaret viden, er den fuldkommen.

Prabhupada: Ja, enhver kan acceptere den. Ligesom vi giver viden fra Bhagavad-gita. Bhagavad-gita er åben for alle, ikke kun for mig.

Professor: Den måde, I klæder jer på, hele jeres livsstil, vil gøre, at jeres bevægelse kun er for de få, for den kræver, at man er parat til fuldstændigt at ændre sin levemåde.

Prabhupada: Når der er tale om viden, vil der altid kun være få, der har den viden. Lærde personers antal er generelt altid lille. Men en ting er, at hvis der blot er en enkelt person, der virkelig har viden, kan han give denne viden til mange. Eksemplet er ekas candras tamo hanti na ca tara sahasrasah: Hvis man har månen om natten, er det nok til at sprede mørket, imens millioner af stjerner er til ingen nytte. Det er ikke absolut nødvendigt, at alle skal være fuldkomne i viden. Men hvis ét menneske er i fuldkommen viden, kan hundreder og tusinder høre fra det og blive fuldkomne. Det kommer ikke an på kvantiteten, men kvaliteten.

Professor: Du giver eksemplet med diktafonen, men for mig ser det ud til, at hvis jeg blot kom kundskaben ind i min hjerne og derefter gentog den, ville det bare være som en maskine, imens jeg selv ikke er bevidst om kundskaben.

Prabhupada: Du behøver ikke at være bevidst om den. Jeg arbejder med denne diktafon uden at være nogen tekniker, men det, jeg skal gøre, får jeg gjort. Jeg har læst instruktionsbogen: ”Sådan bruger man mikrofonen. Tryk på denne knap,” og en tre, fire andre instruktioner. Det har jeg lært, og det gør, at jeg kan gøre det, jeg skal. Det er alt. Ligesom instruktionen for denne lampe er, ”Tryk på denne knap,” (Srila Prabhupada tænder lyset), og den tænder. Jeg ved, at sådan vil jeg få lys. Jeg er ikke elektriker, men det er heller ikke nødvendigt. Så megen viden er nok.

Professor: Hvis jeg nu lytter til alt, du siger, og bagefter gentager det, kan nogle sig til mig, ”Så dygtig du er. Du er en mester,” men i virkeligheden er jeg det ikke. Jeg gentager det blot.

Prabhupada: Nej, eksemplet er, at når man får viden, må man underbygge sin viden igennem sin erfaring. Ligesom i Bhagavad-gita undslog Arjuna sig for at kæmpe i krigen, og Krishna sagde, ”Du sørger over denne krop, men du kender ikke kroppens aktive princip.” Det er let at forstå, at alle arbejder for denne krop, men ingen ved, hvad kroppens aktive princip er. Uden kroppens aktive princip er denne krop, død eller levende, det samme, nemlig en klump materie. Arjuna accepterede Krishna som lærer. Derfor revser Krishna ham, at ”Du taler som en lærd mand, men du sørger over denne krop, selv om ingen lærd mand sørger over denne krop, død eller levende.” Til hvad nytte er det blot at forstå den kropslige konstruktion uden at vide noget om det aktive princip, der bevæger kroppen? Lægevidenskaben kender kroppens konstruktion igennem anatomi og fysiologi, men ved den, hvad det aktive princip er? Når det aktive princip er forsvundet, kan de ikke reparere den. Lægevidenskaben kan gøre kæmpefremskridt, men hvis den ikke kan bremse fødsel, død, alderdom og sygdom, til hvad nytte er den da? Den kan måske have nogen midlertidig nytte, men i virkeligheden er det ikke videnskab. Ingen ønsker at dø. Er der nogen medicinsk videnskab, der kan standse døden? En sådan viden er måske midlertidigt gavnlig, men i sidste ende er det ikke viden. Jeg er ivrig efter ikke at dø. Ingen ønsker at dø. Det er min bekymring, men hvor er der en sådan lægevidenskab? Vi er tilfredse med midlertidig viden. Vi har ingen endelig viden. Fordi dette er et meget vanskeligt emne, har vi omhyggeligt undgået det. (Fortsættes i næste nummer).