Det følgende er en samtale, der fandt sted den 19. februar 1975 i Caracas, Venezuela, imellem Srila Prabhupada og nogle universitetsprofessorer.

Srila Prabhupada: Lige nu er det nødvendigt, at lederne forstår livets mål og indfører dem i samfundet til almen gavn for menneskesamfundet i den nuværende kaotiske samfundssituation. Folk kører i biler med stor fart den ene vej og den anden vej, men de ved ikke, hvad målet med livet er. Spørg hvem som helst af dem, ”Hvad er livets mål, og hvorfor kører du så hurtigt?” Alle vil sige, ”Jeg har noget at gøre. Jeg har travlt.” Og hvis jeg spørger, ”Hvad har du travlt med?” er svaret ”Med at tjene penge og forsørge familien.” Det er alt. Så er det sandt, at livets mål er at tjene penge og forsørge familien eller sove om natten og have sex? Det spørger jeg lederne af den kulturelle bevægelse. Er det kulturelle mål at sove om natten eller have sex og om dagen tjene penge og forsørge familien?

Professor: Jeg er enig i, at dette ikke er livets mål, men fra min barndom er jeg blevet oplært på en bestemt måde og har aldrig lært andet, så hvordan kan man opnå en anden måde at leve på?

Prabhupada: Det lærer vi i denne Krishna-bevidsthedsbevægelse, hvordan man kan ændre det. Derfor beder vi alle ledende folk om at forstå denne bevægelsen og slutte sig til den. Det er, hvad vi beder om.

Professor: Jeg har et spørgsmål. Jeg ved godt, at det ikke er livets mål blot hver morgen at stå op og forsørge sin familie og gå i seng og have sex. Men det er en del af livet.

Prabhupada: Det ved jeg også. Det ved alle. Men udover det må der være et mål med livet.

Professor: Men når det er tilfældet…..jeg tror der er…Der bør være en form for ydmyghed, den nødvendige ydmyghed.

Prabhupada: Ydmyghed er selvfølgelig en god kvalifikation, men den ydmyghed finder man også i dyret. Hvis man skærer dets hals over, siger det ingenting. Så ydmyghed er noget andet, men hvad bør livets mål være? Hvad er livets virkelige mål? Er det nogen særlig god kvalifikation, hvis vi glemmer livets virkelige mål og blot bliver ydmyge som et æsel? Æslet er meget ydmygt. Man læsser tonsvis på det. Det protesterer ikke. Meget ydmygt.

Professor: Livets mål er at opnå transcendensen.

Prabhupada: Ja, rigtigt. Livets mål er erkendelse af transcendensen. Det glemmer de. De har gjort sansenydelse til deres livs mål.

Professor: Hvad slags transcendens ville det være?

Prabhupada: Transcendens betyder den Absolutte Sandhed. Hvad mener du med transcendens?

Professor: Transcendens, som jeg forstår det, er den universelle bevidsthed. Søgen efter Gud.

Prabhupada: Ja, du har ret. Dette liv, menneskelivet, er forskelligt fra dyrelivet, for dyret kan ikke forhøre sig om transcendensen. Hvis man i menneskelivet ikke er interesseret i transcendensen, er man et dyr og er blot interesseret i livets kropslige forlangender såsom at spise, sove, have sex og forsvare sig. ”Hunden æder på gaden, og vi spiser veltillavet mad. Det er civilisationens fremskridt.” Nej, det er ikke civilisationens fremskridt, for når det kommer til stykket, er det [i begge tilfælde] at æde. På samme måde med søvn. Dyrene sover på gaden, og vi sover i en bekvem lejlighed. Men når vi sover, drømmer vi om mere frygtelige ting end dyrene. Så at spise, sove, have sex og forsøge at forsvare sig er fælles både for dyret og mennesket. Derfor udmærker et menneske sig over dyrene, når det forhører sig om transcendensen. Og det forklares i Vedanta-sutras filosofi, athato brahma jijnasa: ”Nu har vi denne menneskelige livsform. Vi må forhøre os om Brahman eller transcendensen.” Vores kropslige livsfornødenheder bør forenkles så meget, som det er påkrævet. Vi må spare tid til at forhøre os om transcendensen. Medmindre vi forhører os om transcendensen, er vi tobenede dyr. Dette er kultur, dette er livets mål.

Professor: I den europæiske historie har der i navn af søgen efter transcendensen været så mange krige og had imellem mennesker. I Spanien havde de inkvisitionen, hvor de brændte så mange mennesker. Psykologisk fortæller min hjerne mig, at i navn af søgen efter transcendensen har der været så meget dårligt. Hvordan er dette anderledes?

Prabhupada: Forskellen er, at transcendensen ligger hinsides vores sind, kropslige aktiviteter, mentale aktiviteter eller intelligens. De europæiske filosoffer og transcendentalister ved i virkeligheden ikke, hvad transcendensen er. De forstår, at der er noget, men de ved ikke, hvad det er. Derfor spekulerer de med deres ufuldkomne sanser. Gradvist bliver det skørt. Derfor er der den brist.

Professor: Du siger, at dette blot er noget kontemplativt, der ikke virkeligt aktivt kan påvirke samfundet og ændre de forskellige..?

Prabhupada: Nej, først må vi forstå, at vores sanser er ufuldkomne. For eksempel sidder vi i dette rum. Vi har vores øjne, men vi kan ikke se, hvad der sker på den anden side af væggen der. Solen er fjortenhundredetusinde gange større end denne jord, men vi ser den bare som en skive. Øjenlåget er den tætteste ting ved øjnene, men vi kan ikke se øjenlågene. Hvis lyset går ud, kan vi ikke se. Hvad kan vi se under disse betingelser. Hvad værdi har vores syn? Selv hvis vi laver teleskoper, fremstilles de også af vores ufuldkomne sanser, så de er heller ikke fuldkomne. Alting, der forstås igennem manipulering med vores ufuldkomne sanser, er ikke virkelig viden. Vores proces til forståelse af virkelig viden er at hente den fra den person, der har den virkelige viden. Hvis man funderer eller spekulerer over, hvem der er ens fader, vil man aldrig kunne forstå, hvem ens far er, men hvis man får at vide fra sin moder, at ”Her er din far,” er det fuldkomment. Derfor bør kundskabsprocessen ikke være at spekulere, men at modtage den fra den fuldkomne person. At få viden fra en intellektuel spekulatør er ikke fuldkommen viden.

Professor: Hvad ville mekanismen eller processen være, hvorigennem man får denne fuldkomne viden og renser sine sanser?

Prabhupada: Først må vi acceptere, at fuldkommen viden kan fås fra den fuldkomne person. Ligesom jeg har givet eksemplet med, hvem min far er. Man kan forstå det fra den fuldkomne person, moderen. Hvis man spekulerer, ”Denne mand kan være din far, eller måske den mand er din far,” er det ikke fuldkommen viden. Den fuldkomne viden er hos moderen. Moderen siger, ”Her er din far.” Det er fuldkommen viden. Ligesom det derfor siges i Bhagavad-gita,

Hvad betyder tattva-darsinah?

Hrdayananda: ”Seerne af sandheden.”

Prabhupada: Ja, ligesom moderen har set faderen. Hendes viden er fuldkommen. Men jeg har ikke set min far. Fordi min far var der før min fødsel, ved jeg ikke, hvem min far er. Moderen har set faderen. Man må gå til en sådan person, der har set sandheden. Det er måden. Du må finde en sådan person, der har transcendensen, og få viden om transcendensen fra ham. Da er det fuldkomment.

Professor: Vi er alle ufuldkomne, ikke sandt? Så hvordan kan en mester, en person, der virkelig forstår eller hævder virkeligt at forstå, være i stand til at kende fuldkommenhed, at se sandheden, hvordan kan han med sine ufuldkomne sanser kende den virkelige sandhed? Hvordan kan jeg med mine ufuldkomne sanser få den fuldkommenhed, mesteren kommer med?

Prabhupada: Det samme eksempel. Ligesom moderen har set faderen, og moderen siger ikke blot til sin søn, men også til andre, at ”Her er faderen til sønnen.” Et andet menneske, der ikke har set faderen, accepterer på moderens bekræftelse den virkelige ting. At høre fra den fuldkomne er også fuldkomment. Hvis jeg får chancen for at høre fra den fuldkomne, er jeg måske ikke fuldkommen, men fordi jeg har hørt fra den fuldkomne, er det, jeg siger, også fuldkomment.

Professor: Jeg accepterer, at vi kan få fuldkommen viden, men fordi jeg er ufuldkommen, kommer jeg med en ufuldkommen fortolkning.

Prabhupada: Nej, du har ikke lov til at fortolke. Så snart man fortolker, bliver man ufuldkommen. Derfor præsenterer vi Bhagavad-gita som den er. Ikke noget med at fortolke. Før denne [Bhagavad-gita som den er] fortolkede alle disse slyngler og ødelagde alting.

Professor: Så hvad du egentlig beder om, er blind tro?

Prabhupada: Ikke blind tro. Det fuldkomne menneske er fuldkomment. Medmindre man ved, at han er fuldkommen, bør man ikke lytte til ham. Uden at vide, at han er fuldkommen, er det din ufuldkommenhed, hvis du lytter til ham. Det er blindt. Hvorfor skulle du forsøge at høre fra en person, som du ikke til fulde ved er fuldkommen? Hvis du lytter blindt, er det din ufuldkommenhed. Du skal først være overbevist om, at ”Den person, jeg lytter til, er fuldkommen.” Så er din viden fuldkommen.

Professor: Den overbevisning er ikke et resultat af fornuft.

Prabhupada: Det er at vide, at ”Jeg er gået til dette fuldkomne menneske.” Det samme eksempel: Hvis man går til sønnens moder, er hun den fuldkomne til at kende faderen, og hvis man har fået at vide fra moderen, at ”Denne herre er drengens far,” er ens viden fuldkommen. Selv om man ikke har set, at faderen undfangede barnet, spiller det ingen rolle. Fordi man har hørt fra moderen – hun er fuldkommen – er ens viden, der kommer fra hende, fuldkommen. Derfor står det skrevet, tattva-darsibhih, ’som har set sandheden’. Man må gå til en sådan person, der har set sandheden.

Professor: Det bringer os tilbage til mit oprindelige spørgsmål. Hvordan ved jeg, hvem der er fuldkommen?

Prabhupada: Hvordan du finder en sådan person, er en anden ting. Men medmindre du går til en sådan person, kan du ikke få fuldkommen viden. Det er en kendsgerning. Derfor er konklusionen, at vi ikke bør spekulere om fuldkommen viden, men bør forsøge at gå til den fuldkomne person og få viden fra ham. Dette er konklusionen. Ellers er ens viden ufuldkommen. Det næste spørgsmål er så, ”Hvordan finder jeg en sådan person?” (Fortsættes i næste nummer)