Diskussion af Rene Descartes
Del 5

Dette er femte del af Srila Prabhupadas diskussion af René Descartes’ tanker og filosofi. I dette afsnit kommer Srila Prabhupada ind på argumenter for Guds eksistens og virkelighedens substans.

Fem grundlæggende ideer

Syamasundara: Descartes anser fem grundlæggende ideer for at være iboende ethvert menneske. Det er ideer, som alle mennesker forstår uden at behøve at efterprøve dem. En er, at Gud er medfødt i os, ligesom vor egen sjæl er det.

Srila Prabhupada: Ja, for vi er uadskillelige dele af Gud. For eksempel ved alle i den materielle verden, at man har en far. Dette er almen viden.

Syamasundara: For det andet er det umuligt for noget at komme ud af ingenting. Hver virkning må have en årsag, og derfor er der en årsag til alting.

Srila Prabhupada: Ja, vi har diskuteret dette. Den yderste årsag er Krishna. Vi accepterer ikke mayavadi-filosofien, for de filosoferer på en negativ måde i et forsøg på at gøre den yderste årsag til nul.

Syamasundara: For det tredje er det umuligt for noget både at eksistere og ikke eksistere samtidigt.

Srila Prabhupada: Hvem gør indsigelse imod dette? Hvem forsøger han at modbevise?

Syamasundara: Han forsøger ikke at modbevise nogen. Han siger, at dette er en medfødt ide, som vi ved med sikkerhed uden at skulle bevise den.

Srila Prabhupada: Kroppen er en midlertidig manifestation, og sjælen eksisterer altid. I sidste ende vil kroppen ikke eksistere, men kroppens ejer er evig og eksisterer evigt. Er noget en midlertidig manifestation, kan vi sige, at det på samme tid eksisterer og ikke eksisterer. På den materielle platform eksisterer alting og eksisterer ikke, for den er midlertidig. For eksempel eksisterer vi nu i dette rum, men i næste øjeblik eksisterer vi måske ikke længere. Hele den kosmiske manifestation er sådan. Som det siges i Bhagavad-gita: 

nasato vidyate bhavo
nabhavo vidyate satah
ubhayor api drs to 'ntas
tv annyos tattva-dars'ibhih 

”De, der er seere af sandheden, har konkluderet, at af det ikke-eksisterende er der ingen varighed, og af det eksisterende er der intet ophør. Seerne har konkluderet dette ved at studere naturen af begge.” (Bg. 2.16) Fordi sjælen aldrig skabes, dør sjælen aldrig. Alt, der fødes, skal dø.

Syamasundara: Descartes’ fjerde medfødte ide er, at det, der er gjort, kan aldrig gøres om.

Srila Prabhupada: Karma kan ikke omgøres. Det kan imidlertid forandres. I Bhagavad-gita beder Krishna os om at opgive alle former for religion og blot overgive os til Ham. Gør vi dette, skiller Han os af med alle reaktionerne på karma. (Bg. 18.66) Så i den forstand er det ikke rigtigt, at det, der er gjort, ikke kan omgøres.

Syamasundara: Descartes taler om det fysiske område. Efter at jeg har kastet en bold, kan bolden aldrig være ikke kastet.

Srila Prabhupada: Dette er et barns viden, ikke en filosofs. Direkte sansning er barnlig. Et barn tror så mange ting på grund af direkte sansning. Jeg husker, da jeg først så et tog i Calcutta, troede jeg, at inde i maskinen må der have været heste, for ellers kunne toget ikke køre. Denne form for tænkning er ikke virkelig filosofi. Selvfølgelig er det en del af filosofi, for alle filosoffer er naturens børn. Derfor tænker de på den måde.

Syamasundara: Descartes’ femte princip er, at vi ikke kan være ikke-eksisterende, så længe vi tænker.

Srila Prabhupada:  Vi har allerede diskuteret dette. Enhver tænker, og derfor er enhver en sjæl.

Argumenter for Guds eksistens

Syamasundara: Descartes giver også to argumenter for Guds eksistens. For det første nødvendiggør en medfødt ide om et uendeligt væsen eksistensen af dette uendelige væsen, for et begrænset væsen kan umuligt frembringe en sådan ide. Fordi jeg med andre ord kan tænke på den uendelige, må den uendelige eksistere. Den uendelige må have anbragt denne ide i mit hoved.

Srila Prabhupada: Der er mange måder at tænke på den uendelige på. Tomhedsfilosofferne tænker på det uendelige som nul, tomhed. Descartes kan tænke på én måde, men en anden tænker måske på en anden.

Syamasundara: Descartes forfægter, at fordi vi kan forestille os fuldkommenhed, må der være fuldkommenhed.

Srila Prabhupada:  Ja, men blot fordi jeg tænker på noget, betyder det ikke, at det eksisterer. Alle tænker på hver deres måde. Hvem vil afgøre, hvilken måde at tænke på er den rigtige? Hvem skal dømme? Derfor må vi til syvende og sidst acceptere autoriteternes bekræftelse. Bekræftes vor tankegang af autoriteterne, er det i orden. Eller kan den ikke accepteres.

Syamasundara: Descartes tænkte mere med hensyn til matematik. Begynder vi at tælle, kan vi forestille os tal strække ud i det uendelige. Så det, at vi kan tænke på uendelighed, nødvendiggør det uendelige.

Srila Prabhupada:  Men tomhedsfilosofferne tænker, at uendelig er nul. Nogle matematikere konkluderer, at uendelig betyder nul.

Syamasundara: For det andet er Gud et absolut fuldkomment væsen, og fuldkommenhed indebærer eksistens. Eftersom Guds eksistens er det samme som Hans essens, må Han eksistere.

Srila Prabhupada: Dette er vor opfattelse. Vi siger, at Krishna er totalsummen af al rigdom, viden, berømmelse, magt, skønhed og forsagelse. Fordi disse aktiver er tiltrækkende, og Krishna har dem til fulde, er Krishna alttiltrækkende. Alle disse tiltrækkende kvaliteter må være der i Krishna i deres helhed. Det er Parasara Munis definition af Gud.

Syamasundara: Dette svarer til Descartes’ påstand om, at fuldkommen skønhed og visdom må eksistere et eller andet sted, fordi vi kan forestille os det.

Srila Prabhupada: Isvarah paramah krsnah (Brahma-samhita 5.1). Ingen er rigere, mere berømt, visere, smukkere eller mere magtfuld end Krishna. Krishna er totalsummen af alle disse kvaliteter. Derfor er Han fuldkommen. Fordi vi er uadskillelige dele af den fuldkomne, kan vi tænke på den fuldkomne. Fordi jeg er min fars søn, kan jeg tænke på min far. På samme måde er Krishna alle levende væseners Fader, og ethvert levende væsen har evnen til frembære sin respekt til Gud. Desværre uddannes det levende væsen kunstigt af samfundet til ikke at adlyde Gud, hvilket er grunden til dets lidelse.

Virkelighedens substans

Syamasundara: Når Descartes betragter virkeligheden, slutter han, at virkeligheden består af substans – virkeligt indhold eller stof. Han definerer substans som ”en ting, der eksisterer på en sådan måde, at det ikke behøver noget udenfor sig selv.” Han siger, at der kun er én absolut uafhængig substans – Gud. Alle andre substanser skabes af Ham. Der er også to slags substanser – materie og ånd.

Srila Prabhupada: Dette beskrives alt sammen i Bhagavad-gita. Summum bonum-substansen [summum bonum: det højeste gode] er Krishna, og alting udstrømmer fra Ham. Alle disse udstrømninger kan inddeles i to kategorier: lavere og højere. Den lavere energi er materie, og den højere energi er ånd. Alt, vi ser eller oplever, er en kombination af de lavere og højere energier. Eftersom disse energier udstrømmer fra Krishna, er Krishna oprindelsen til alting, alle årsagers årsag.

Syamasundara: Descartes siger, at denne ånds vigtigste egenskab er bevidsthed.

Srila Prabhupada: Det er rigtigt.

Syamasundara: Og kroppens vigtigste egenskab er udstrækning. Både kroppen og sindet er begrænsede og afhænger af Gud for deres eksistens, hvorimod Gud er fuldstændigt uafhængig.

Srila Prabhupada: Jivera ’svarupa’ haya krsnera ’nitya-dasa’ (Caitanya-­caritamrta, Madhya 20.108). Derfor er ethvert levende væsen Gud eller Krishnas evige tjener. Siden vi alle afhænger af Krishna for vor eksistens, er det vor pligt at tilfredsstille Ham. Det er bhakti­-processen. I den materielle verden ser vi, at vi er afhængige af vor arbejdsgiver for at få vor løn. Derfor er vi nødt til altid at tilfredsstille ham. Eko bahunam yo vidadhati kaman (Katha Upanisad 2.2.13). Gud forsyner alle med alting. Så hvorfor ikke tilfredsstille Ham? Vor eneste pligt er at tilfredsstille Ham, og den proces viser sig i sin fuldkommenhed i Vrindavana. Det er i Vrindavana, at alle forsøger at glæde Krishna, og fordi de forsøger at glæde Ham, er de lykkelige. Krishna glæder til gengæld dem.  

jaya radha-madhava kunja-bihari
gopi-jana-vallabha giri-vara-dhari
yasoda-nandana braja-jana-ranjana
yamuna-tira-vana-cari 

”Krishna er Radhas elsker. Han udfolder mange amourøse lege i Vrindavanas skove. Han er Vrajas kohyrdepigers elsker, løfteren af det store bjerg Govardhana, moder Yasodas elskede søn, den, der fryder Vrajas indbyggere, og Han vandrer i skovene langs Yamuna-flodens bredder.” (fra Bhaktivinoda Thak­uras Gitavali). Krishna engagerer Sig i at glæde gopijana¸ og gopijana er engageret i at glæde Krishna. Det er det fuldkomne forhold. I en perfekt familie forsøger familiens overhoved at glæde alle medlemmerne ved at give dem mad, husly, tøj og alt andet. Derfor arbejder han hårdt for at tilfredsstille dem, og deres pligt er at tilfredsstille ham. Når faderen kommer hjem, forsøger hustruen og sønnen at glæde ham, og det skaber et perfekt hjem. På samme måde er Gud den oprindelige skaber, og vi er alle underordnede, der opretholdes af Ham. Vor eneste pligt er at glæde Ham, og er Han tilfreds, vil vi være tilfredse. Hælder vi vand på et træs rod, næres alle træets dele såsom bladene, grenene og blomsterne. Bhakti-yoga-processen er processen, der går ud på at tilfredsstille Herren. Dette er vor eneste bestilling, og så længe vi slår os på andre bestillinger, er vi i maya. Vi har ingen anden bestilling. Det levende væsen, der ikke tjener Krishna, er i maya og er syg, og det levende væsen, der er konstant engageret i Krishnas tjeneste, er befriet og befinder sig i sin naturlige position. Enhver i skabelsen, der ikke samarbejder med Gud eller tilfredsstiller Guds sanser, er ikke i sin normale tilstand. Det er denne Krishna-bevidsthedsbevægelses opgave at engagere alle i Krishnas tjeneste og føre alle og enhver til deres naturlige tilstand. Mennesker lider, fordi de er i en unormal tilstand.

Syamasundara: Descartes troede, at Guds sandhed er grundlaget for vor viden om sandhed, og at Gud er sandhed.

Srila Prabhupada: Siden Gud er sandhed, udspringer alting fra sandheden. Vi forsøger at bruge alt i sandhedens tjeneste. Fordi Gud er sandhed, siger vi ikke, at verden er falsk. Mayavadierne hævder, at verden er falsk, men vi siger, at den er midlertidig. For eksempel er denne blomst en skabelse af Gud. Derfor kan den ikke være falsk. Den er sand. Den bør derfor bruges i sandhedens tjeneste, og det er vor grund til at ofre den til Krishna. Antag, at du arbejder meget hårdt for at lave et eller andet smukt, kommer med det til mig, og jeg siger, ”Åh, det er alt sammen falsk.” Vil du være tilfreds med mig? Du vil sige, ”Hvad er det for noget vrøvl? Jeg har rejst så vidt omkring og lavet sådan en smuk ting, og han siger, den er falsk.” Siden Gud på samme måde har skabt sådan et smukt univers, hvorfor skulle vi sige, at det er falsk? Vor filosofi er, at universet er Guds skabelse og derfor bør bruges i Guds tjeneste. For eksempel bruger vi denne båndoptager til at optage denne samtale. Den bruges for Krishna. Vi siger ikke, ”Åh, den er falsk. Den er materiel. Vi vil ikke bruge den.” Det er jain’ernes position, for de drager ikke fordel af disse ting. Vi siger snarere, at vi kan bruge disse apparater, men ikke på vor personlige sansetilfredsstillelse. Dette er virkelig va­iragya, utilknytning. (Fortsættes)