Altings idé.
Hayagriva: For
Platon er den åndelige verden ikke et intellektuelt begreb. Tværtimod er
sandhed det samme som endelig virkelighed, idealet eller det højeste gode, og
det er fra dette, alle manifestationer og erkendelser flyder. Platon bruger
ordet eidos (idé) for at betegne en
tings oprindelige eksistens, dets grundtypes form. Bruger Krishna ikke ordet bijam
[frø] mere eller mindre på samme måde?
Srila Prabhupada: Jo.
Bijam mam sarva-bhutanam. „Jeg er
det oprindelige frø til alle eksistenser.“ (Bg.
7.10). I Bhagavad-gitas 10. kapitel siger Krishna også: mattah sarvam pravartate. „Jeg er kilden til alle åndelige og
materielle verdener. Alt udgår fra Mig.“ (Bg.
10.8). Uanset om vi taler om den åndelige eller den materielle verden, udgår
alting fra Krishna, alle manifestationers oprindelse. Oprindelsen er det, der er
virkeligt. Gud har to energier - materiel og åndelig. Dette beskrives også i Bhagavad-gita:
bhumir apo ‘nalo vayuh kham mano buddhir eva ca
ahankara itiyam me bhinna prakrtir astadha
apareyam itas tv anyam prakrtim viddhi me param
jiva-bhutam maha-baho yayedam dharyate jagat
etad yonini bhutani sarvanity upadharaya
aham
krtsnasya jagatah prabhavah pralayas tatha
„Jord, vand, ild, luft, æter, sind, intelligens og falsk ego -
tilsammen udgør disse otte Mine adskilte materielle energier. Udover denne
lavere natur, oh sværtbevæbnede Arjuna, har Jeg en højere energi, som er alle
de levende væsener, der udnytter den materielle, lavere naturs ressourcer. Vid
med sikkerhed, at af alt, der er materielt, og alt, der er åndeligt i denne
verden, er Jeg både dets oprindelse og tilintetgørelse.“ (Bg. 7.4-6)
Grov materie såvel
som subtilt sind, intelligens og ego er Krishnas adskilte materielle energier.
Det levende væsen, den individuelle sjæl (jiva),
er også Krishnas energi, men han er højere end den materielle energi. Når vi
sammenligner Krishnas energier, finder vi, at den ene energi er højere, og den
anden er lavere, men da begge energier kommer fra den Absolutte Sandhed, er der
ingen forskel. I en højere forstand er de alle én. I den materielle verden
skabes, opretholdes og tilintetgøres alt, men i den åndelige verden er dette
ikke tilfældet. Skønt kroppen skabes, opretholdes og tilintetgøres, gør sjælen
det ikke.
na jayate mriyate va kadacin
nayam bhutva bhavita va na bhuyah
ajo nityah sasvato ‘yam purano
na
hanyate hanyamane sarire
„For sjælen er der hverken fødsel eller død på noget tidspunkt. Han
blev ikke til, bliver ikke til og vil ikke blive til. Han er ufødt, evig, altid
eksisterende og oprindelig. Han dræbes ikke, når kroppen dræbes.“ (Bg.
2.20). I døden kan sjælen antage en anden krop, men den, der er
fuldkommen, går direkte til Krishna.
janma karma ca me divyam
evam yo vetti tattvatah
tyaktva deham punar janma
naiti mam eti so ‘rjuna
„Den, der forstår Min fremkomst og Mine handlingers transcendentale
natur fødes ikke, når han forlader sin krop, igen i denne materielle verden,
men opnår Min evige bolig, oh Arjuna.“ (Bg.
4.9)
Eller man kan komme
til de højere planetsystemer eller de lavere eller blive her på de
mellemliggende systemer. I alle tilfælde er det bedre at komme hjem, tilbage
til Guddommen. Dette er den intelligentes skæbne.
yanti deva-vrata devan pitrn yanto pitr-vratah
bhutani
yanti bhutejya yanti mad-yajino
‘pi mam
„De, der tilbeder halvguderne, fødes blandt halvguderne. De, der
tilbeder forfædrene, kommer til forfædrene. De, der tilbeder spøgelser og ånder,
fødes blandt sådanne væsener. Og de, der tilbeder Mig, kommer til at være
sammen med Mig.“ (Bg. 9.25)
Krishna er frøet.
Hayagriva: Hvad
Platon siger, er, at alt, der eksisterer, har sit frø eller sin essens (eidos).
Srila Prabhupada: Det
frø er oprindeligt hos Krishna. For eksempel er et træ før sin manifestation
ikke andet end et frø. Alligevel er hele træet til stede inde i frøet. Sår
man frøet til en rosenplante, manifesterer roser sig. Sår man et mangotræs frø,
manifesterer et mangotræ sig. Det er ingen idé, men et faktum. Træet er der,
men det er ikke udviklet. Skønt det er umanifesteret, er det mere end en idé.
Ikke ideel, men virkelig.
Syamasundara:
Sanserne opfatter den foranderlige fænomenale verden, men ifølge Platon
opfattes den nomenale verden af sindet. Det er dén verden, der er absolut,
ideel, permanent og universel. Ville du sige, at den yderste realitet er ideel i
denne platoniske forstand?
Srila Prabhupada: Ikke
ideel, men virkelig. Param satyam dhimahi. „Vi fremfører vor respekt til den Absolutte
Sandhed.“ Denne relative verden er en forvrænget afspejling af den absolutte
verden. Den er præcis som en skygge. Et træ, der afspejles i vand, kan synes
at være som træet, men det er en forvrænget afspejling. Det virkelige træ
findes. På samme måde er denne relative verden en reflektion af den absolutte
verden. I Srimad-Bhagavatams
begyndelse siges det klart, at denne manifesterede skabelse, der kun er en
afspejling, har sin begyndelse i Guddommens Højeste Personlighed:
janmady asya yato ‘nvayad itaratas carthesva
abhijnah svarat
tene brahma hrda ya adi-kavaye muhyanti yat
surayah
tejo-vari-mrdam yatha vinimayo yatra tri-sargo
‘mrsa
dhamna
svena sada nirasta-kuhakam satyam param dhimahi
„Jeg mediterer på Herren Sri Krishna, for Han er den Absolutte Sandhed
og den oprindelige årsag til alle årsager bag de manifesterede universers
skabelse, opretholdelse og tilintetgørelse. Han er direkte og indirekte bevidst
om alle manifestationer, og Han er uafhængig, for der er ingen anden årsag bag
Ham. Det er kun Ham, der først gav den Vediske viden i Brahma, det oprindelige
levende væsens, hjerte. Af Ham bringes selv de største vismænd og halvguder i
illusion, ligesom man vildledes af de illusoriske repræsentationer af vand set
i ild eller land set på vand. Kun på grund af Ham virker de materielle
universer, der midlertidigt manifesteres af den materielle naturs tre
kvaliteters reaktioner, virkelige, skønt de er uvirkelige. Jeg mediterer derfor
på Ham, Herren Sri Krishna, der eksisterer for evigt i den transcendentale
bolig, der for altid er fri for den materielle verdens illusoriske repræsentationer.
Jeg mediterer på Ham, for Han er den Absolutte Sandhed.“ (Bhag.
1.1.1)
I Bhagavad-gita gives eksemplet med et banyantræ:
urdhva-mulam adhah-sakham
asvattham prahur avyayam
chandamsi yasya parnani yas tam veda sa veda-vit
„Der
er et banyantræ, som har sine rødder op og grene ned, og hvis blade er de
Vediske hymner. Den, der kender dette træ, er Vedaernes kender.“ (Bg.
15.1)
Srila Prabhupada:
Denne fænomenale verden har sine rødder opad, hvilket angiver, at den
kun er en forvrænget afspejling af det virkelige træ. Det virkelige træ
findes, men fordi det træ, der opfattes i den fænomenale verden er en
afspejling, er det forvrænget. Så
den absolutte verden er en kendsgerning, men vi kan ikke nå den igennem
spekulation. Vor fremgangsmåde er at vide om den absolutte verden fra den
absolutte person. Det er forskellen imellem vor proces og Platons. Platon ønsker
at komme til det absolutte punkt igennem den dialektiske proces. Vi får
imidlertid at vide igennem Bhagavad-gita,
at der er en højere verden eller natur, der eksisterer selv efter at denne fænomenale
kosmiske manifestation tilintetgøres.
paras tasmat
tu bhavo ’nyo ’vyakto ’vyaktat sanatanah
yah sa sarvesu bhutesu
nasyatsu na vinasyati
„Men
der er også en anden natur, der er evig og er transcendental til denne
manifesterede og umanifesterede materie. Den er den højeste og tilintetgøres
aldrig. Når alt i denne verden tilintetgøres, forbliver den del, som den
er.” (Bg. 8.20)
Tiden.
Hayagriva:
Platon anså den materielle verden for at være afgrænset af tid
og rums begrænsninger, men den åndelige verden transcenderer begge.
Srila Prabhupada:
Ja.
Hayagriva:
Han mente også, at tid begyndte med skabelsen af den materielle verden.
Hvordan relaterer dette til den vediske version?
Srila Prabhupada:
Tid er evig. Fortid, nutid
og fremtid er tre aspekter af tid, men de er relative. Din fortid, nutid og
fremtid er ikke de samme som Brahmas. Brahma
lever i millioner af år, og indenfor dette tidsrum kan vi have fortid, nutid og
fremtid mange gange. Disse er relative til personen, men tiden selv er evig. Er
dette klart? Fortid, nutid og fremtid er relative til kroppen, men tid har ingen
fortid, nutid og fremtid.
Manifesteringen af universet.
Hayagriva:
Platon anså materiel natur eller prakrti
for altid at have eksisteret i en kaotisk tilstand. Gud tager materie og laver
det til former for at skabe universet.
Srila Prabhupada:
Mere nøjagtigt sætter Krishna prakrti
i bevægelse, og frembringelserne manifesterer sig automatisk. En bogtrykker kan
opsætte en trykpresse på en sådan måde, at mange magasiner kan trykkes
fuldstændigt. Frøene eller bijam’erne
skabes af Gud på en sådan måde, at skabelser manifesteres automatisk. Disse
frø er Guds maskiner. Han nøjes med at skabe disse frø. Frøet til hele
universet kommer fra Ham. Yasyaika
nisvasita kalam athavalambya (Brahma-samhita
5.48). Når Gud udånder, kommer millioner af universer fra Hans krop, og vi
kalder dette skabelse. Når Han indånder, vender de tilbage, hvilket vi kalder
udslettelse. Ting er manifesteret eller umanifesteret ifølge Hans åndedræt. Når Han udånder, manifesteres alt.
Når Han indånder, er alt slut. Kun en tåbe tror, Guds åndedrag og vort åndedrag
er det samme. Bhagavad-gita siger:
avajananti mam mudha
manusim tanum
asritam
param bhavam ajananto
mama
bhuta-mahesvaram
„Tåber
nedgør Mig, når Jeg nedstiger i den menneskelige form. De kender ikke Min
transcendentale natur og Mit højeste herredømme over alt, som er.” (Bg.
9.11) Selv Brahma og Indra blev forvirrede over at se, at denne kohyrdedreng er
Gud Selv.
Syamasundara: Platons ord for Gud er demiurge,
der betyder byggeherre, arkitekt eller håndværker.
Srila Prabhupada: På sanskrit kaldes dette srsti-karta,
men denne opfattelse kommer i anden række. Brahma er srsti-karta, og Brahma inspireres af Krishna. Den oprindelige herre,
Krishna, er ikke srsti-karta, for Han
gør intet direkte. Som det siges i Vedaerne, sva-bhaviki jnana-bala-kriya ca: „Hans kræfter er mangfoldige, og
således udføres Hans gerninger automatisk som et naturligt forløb.” (Svetasvatara
Upanisad 6.8). Så snart Han vil have noget gjort, gøres det til
virkelighed. Sa aiksata – sa imal lokan asrjata (Aitareya Upanisad 1.1.1-2). Når Han kaster Sit blik ud over
materie, finder skabelse sted med det samme. Hans energi er så fuldkommen, at
blot ved, at Han vil det og kaster Sit blik, skabes alt omgående og
fuldkomment. For eksempel er denne
blomst Krishnas energi. Det kræver en meget begavet hjerne at give den farve og
ordne den på en sådan måde, men den vokser automatisk. Sådan virker Krishnas
energi. Denne blomst er en meget lille ting, men hele den kosmiske manifestation
skabes på samme grundlag. Parasya saktir
vividhaiva sruyate. Krishna har mangfoldige energier, fine og subtile. Så
snart Krishna tænker, „Denne ting skal blive til omgående,” gøres denne
ting parat af så mange subtile energier. Krishna behøver intet at gøre med
Sine hænder. Han ønsker blot noget, og det skabes. Brahma skulle være den
direkte årsag til universet, men der er millioner af universer og millioner af
Brahma’er. Der er også millioner af sole og andre himmellegemer. Det er grænseløst,
og hele denne materielle skabelse er intet andet end Krishnas energi.
Gud er en person.
Syamasundara:
Platon opfatter Gud som
essensen af al fuldkommenhed, det højeste ideal og det højeste gode.
Srila Prabhupada:
Ifølge Parasara Muni tilhører fuldkommenhed Ham, der har fuldstændig
viden, rigdom, skønhed, magt, berømmelse og forsagelse. Gud har alt til fulde,
og der er ingen tomhed i Ham.
Syamasundara:
Platons filosofi peger imod en personlig opfattelse, men der er ingen idé
om, hvordan Gud ser ud, eller hvad Han siger.
Srila Prabhupada: Vedaerne præsenterer ikke kun denne person, men beskriver Ham.
„Jeg tilbeder Govinda, den oprindelige Herre, der er mester
i at spille på Sin fløjte, hvis blomstrende øjne er som lotuskronblade, hvis
hoved pyntes af en påfugls fjer, hvis skikkelse af skønhed har et skær af blå
skyer, og hvis enestående yndighed henriver millioner af Amoriner.“ (Brahma-samhita
5.30). På denne måde beskrives Herren Krishnas form og aktiviteter konkret. I
Vedaerne er alting faktisk. Platon mener, at skaberen kan være en person, men
han ved ikke, hvad slags person, Han er, og han kender heller ikke til, hvad Han
beskæftiger Sig med.
Hayagriva:
Senere i Staten i lignelsen
med hulen, som vi før har nævnt, siger Sokrates, at i kundskabens verden er
det, der ses, den essentielle form af godhed. Han anser denne form for at være
årsag til, hvad end der er rigtigt og godt. Han siger, at uden at have set
denne form kan man ikke handle med visdom i hverken sit eget liv eller i statens
anliggender. Her nævnes form igen, men ikke personlighed.
Srila Prabhupada: Det er selvmodsigende. Så snart vi forstår, der er instruktioner fra
Gud, må vi forstå, at der er form, og når vi forstår, der er form, må vi
forstå, at der er personlighed. I Bhagavad-gita
fortæller Krishna Arjuna:
„Aldrig
var der en tid, hvor Jeg ikke eksisterede og heller ikke du eller alle disse
konger. Heller ikke vil i fremtiden nogen af os ophøre med at være til.“ (Bg.
2.12). Dette betyder, at i fortid, nutid og fremtid eksisterer Krishna, Arjuna
og alle andre levende væsener som personer og har form. Der er ikke tale om
formløshed. Krishna sagde aldrig, vi i fortiden var formløse og kun i nutiden
har form. Tværtimod fordømmer Han den upersonlige version, der siger, at Gud
antager form, og at den form er illusion, maya.
„Uintelligente
mennesker, der ikke kender Mig, tror, at Jeg har antaget denne form og
personlighed. På grund af deres ringe viden kender de ikke Min Højere natur,
der er uforanderlig og højest.“ (Bg.
7.24) På denne måde fordømmes upersonalisterne, der hævder, at Gud i sidste
ende er formløs, som abuddhayah,
uintelligente. Når man fastholder, at Gud accepterer en krop, der består af maya, kaldes man en mayavadi.
Den åndelige verden er ideel.
Syamasundara: For Platon er Gud idealet i hvert objekt, altings ideelle repræsentation.
Den individuelle sjæl er derfor en lille repræsentation af dette.
Srila Prabhupada:
Den
materielle verden er en forvrænget refleksion af den åndelige verden. For
eksempel er der kærlighed i denne verden, sex-driften. Dette findes også i den
åndelige verden, men det findes i sin fuldkommenhed. Der er skønhed, og der er
tiltrækning imellem Krishna, en ung dreng, og Radharani, en ung pige. Men den
tiltrækning er fuldkommenhed. I denne verden afspejles tiltrækningen på en
forvrænget måde. En ung mand og en ung pige forelsker sig, skuffes og skilles.
Derfor kaldes dette forvrænget. Ikke desto mindre er virkeligheden der, og i
virkeligheden er der ingen adskillelse. Det er fuldkomment. Den kærlighed er så
dejlig, at den forøger glæden.
Syamasundara:
Platon kaldte kærlighed i den materielle verden begær eller sanselig kærlighed.
Der var også ideel, platonisk kærlighed eller intellektuel kærlighed. I denne
ser man sjælen i en person og elsker den sjæl, ikke kroppen.
Srila Prabhupada:
Ja, åndelig kærlighed er virkelig. Bhagavad-gita
(5.18) siger:
„Den
ydmyge vismand ser i kraft af sand viden med samme syn en lærd og mild brahmana, en ko, en elefant, en hund og en hundeæder [kasteløs].“
Den lærde person ser alle disse levende væsener med samme syn, for han ser
ikke den ydre tildækning. Han ser sjælen i alle. Taler vi med en person, taler
vi ikke med den persons tøj, men med personen selv. På samme måde skelner de,
der er lærde, ikke imellem ydre kroppe. Den ydre krop har udviklet sig ifølge
det levende væsens karma, men det er
flygtigt. Det er sjælen, der er virkelig.
Ingen perfektion i
sanseverdenen.
Hayagriva:
For Platon kan fuldkommenhed aldrig opnås indenfor sansernes verden
Srila Prabhupada:
Ja, det er rigtigt. Alt materielt har sine fejl. I Bhagavad-gita siger Krishna:
„Enhver
bestræbelse dækkes af en eller anden slags fejl, ligesom ild dækkes af røg.
Derfor bør man ikke opgive det arbejde, der er født af ens egen natur, oh
Kuntis søn, selv om et sådant arbejde er fuld af fejl.“ (Bg.
18.48) Gør vi vore foreskrevne pligter ifølge sastraerne, kan vi fortsat opnå fuldkommenhed, selv om der er nogle
fejl. Uanset sin situation kan enhver blive fuldkommen igennem Krishnabevidsthed.
En brahmana kan give viden, en ksatriya
kan give beskyttelse, en vaisya kan
tilvejebringe mad, og en sudra kan
bredt hjælpe alle. Skønt der er mangler i udførelsen af vor pligt, opnås
fuldkommenhed ved at følge påbuddene.
Syamasundara:
Platon fornemmer menneskets sjæl i en marginal position imellem to
verdener. Sjælen tilhører den ideelle verden, men har antaget en materiel
krop.
Srila Prabhupada:
Ja, vi er enige i, at den betingede sjæl er marginal energi. Han kan
have en åndelig eller en materiel krop, men indtil han er oplært i, hvordan
han tilegner sig en åndelig krop, er han nødt til at have en materiel krop. Når
han imidlertid engagerer sig i hengiven tjeneste, forvandles hans såkaldte
materielle krop til en åndelig krop. Anbringer man for eksempel en jernstang i
ild, bliver den rødglødende, og når
den er rødglødende, er den ikke længere jern, men ild. Når man på samme måde
er helt Krishnabevidst, er ens krop ikke længere materiel, men åndelig.
Hayagriva:
Platon mente, Gud anbragte intelligens i sjælen og sjælen i kroppen
for at Han kan være skaberen af et værk, der af natur er bedst.
Srila Prabhupada:
Vi siger, det levende væsen er en uadskillelig del af Gud.
„De
levende væsener i denne betingede verden er Mine evige, fragmentariske dele.“
(Bg. 15.7) Det levende væsen har næsten alle Guds kvaliteter, men
han har dem i mikroskopisk mængde. Vi kan skabe store flyvemaskiner og tage en
vis ære for det, men vi kan ikke skabe en ildkugle som solen og have den til at
svæve i rummet. Det er forskellen imellem Gud og os. Ved Guds kraft svæver
millioner og millioner af planeter i rummet. Vi kan fremstille nogle ting af de
materialer, Gud giver, men vi kan ikke skabe disse materialer. For eksempel er
det ikke muligt at fremstille guld, skønt Gud har skabt så mange guldminer.
Syamasundara:
Platon sluttede, at da sjælen er evig, må den have eksisteret
tidligere i en ideel verden, hvor den lærte om evige principper. Fordi den
temmelig let kan huske de evige ideer, er de latente eller slumrende i os.
Srila Prabhupada: Sjælen er evigt åndelig og har derfor al godhed i sig. Men i kontakt
med materie betinges sjælen. Når sjælen engagerer sig i sit oprindelige
arbejde ved at tjene Krishna, opnår han omgående alle åndelige kvaliteter.
Syamasundara:
For Platon er længslen efter udødelighed medfødt. Menneskets længes
inderligt efter at realisere denne fuldkommenhed.
Srila Prabhupada: Ja, vi ønsker at leve evigt, for vi er evige. Det levende væsen vil
ikke skifte materielle kroppe. Fødsel og død er en plage. Han er bange for at
fødes, og han er bange for at dø, men ved ikke, hvordan han slipper fri af
disse plager. Men ifølge Bhagavad-gita (4.9)
kommer vi ud over denne sjælevandring, når vi forstår Krishna.
Hvorfor fornægter
sjælen Krishna?
Hayagriva:
Platon fornemmer, at hvert
objekt i universet er lavet med et formål for øje, og dets ideelle mål er at
bevæge sig imod det ideal, hvor dets arketype eller essens bor. Ifølge den
vediske version er Krishna universets alttiltrækkende objekt. Derfor må alle
ting bevæge sig henimod Ham. Hvordan kan det være, at den individuelle sjæl
tilsyneladende vender sig væk fra Krishna for at tage del i fødslen og dødens
verden?
Srila Prabhupada: På grund af maya, illusion.
Han skulle ikke have afveget, men på grund af mayas indflydelse afviger han og lider følgeligt. Derfor siger
Krishna, sarva-dharman parityajya mam ekam
(Bg. 18.66). „Stop denne materielle
planlægning, overgiv dig til Mig og gør, hvad Jeg siger. Da vil du blive
lykkelig.“ Dette er meget praktisk. Ifølge Bhagavad-gita har de levende væsener nu glemt deres forhold til
Gud. De har antaget disse materielle kroppe, for de har et ønske om at
efterligne Gud. De kan ikke være Gud, men blot efterligninger. En kvinde kan klæde
sig som en mand, men hun kan ikke blive en mand på trods af sit tøj. Da det
levende væsen er en uadskillelig del af Gud, kan han tro, han er ligesom Gud,
den højeste nyder, og han kan tro, „Jeg skal selv nyde.“ Fordi han
imidlertid ikke er den virkelige nyder, gives han falsk en nydelsesplatform. Den
platform er den materielle verden. På denne falske platform oplever det levende
væsen frustration. Det kan ikke siges, at denne frustration er et skridt imod
virkeligt liv. Er man virkeligt intelligent, tænker man, „Hvorfor frustreres
jeg? Hvad er virkelig fuldkommenhed?“ Dette er Vedanta-sutras begyndelse: athato
brahma-jijnasa. Når man frustreres med den materielle verden, spørger det
levende væsen, „Hvad er Brahman?“
For eksempel var Sanatana Gosvami en finansminister, men da han blev frustreret,
opsøgte han Caitanya Mahaprabhu. Vort virkelige liv begynder, når vi
frustreres med materiel tilværelse og opsøger en virkelig åndelig mester. Gør
vi ikke dette, frustreres vi med sikkerhed i, hvad vi end forsøger i denne
materielle verden. Srimad-Bhagavatam (5.5.5)
siger:
„Så
længe man ikke spørger om livets åndelige værdier, overvindes man og udsættes
for lidelser, der opstår af uvidenhed. Uanset om den er syndig eller from, har karma
sine resulterende handlinger. Er en person engageret i nogen form for karma,
kaldes hans sind karmatmaka, farvet af
frugtstræbende aktivitet. Så længe sindet er urent, er bevidstheden uklar, og
så længe man er fordybet i frugtstræbende handling, må man acceptere en
materiel krop.“ I uvidenhed forsøger
det levende væsen at nærme sig ideelt liv, men går i sidste ende til grunde.
Han må komme til det punkt, hvor han forstår sig selv. Når han forstår, hvad
han er, ved han, „Jeg er ikke materie, jeg er ånd.“ Når han forstår
dette, begynder han at stille åndelige forespørgsler, og igennem dette kan han
komme hjem, tilbage til Guddommen.
Oplæring til fuldkommenhed.
Syamasundara:
Platon mener, vi bør forme vore liv, så vi opnår fuldkommenhed.
Srila
Prabhupada: Det er Krishnabevidsthed, hengiven tjeneste. Vi er Gud,
Krishnas, evige tjenere, og så længe vi er i den materielle verden, bør vi
oplæres til at tjene Gud. Så snart vor læreperiode er ovre, forfremmes vi til
den åndelige verden for at gøre faktisk den samme tjeneste. Vi chanter her, og
i den åndelige verden vil vi også chante. Vi tjener her, og der tjener vi også.
Imidlertid er dette en læretid på prøve. Derfor er tjeneste her virkelig.
Selv om dette er en læretid, er det ikke forskelligt fra den virkelige verden,
for hengiven tjeneste er absolut. Engagerer man sig derfor i hengiven tjeneste,
er man allerede befriet. Selve ens aktiviteter er befriede. De er overhovedet
ikke materielle. En, der intet ved om hengiven tjeneste, tror, „Åh, hvad
laver de? Hvorfor chanter de? Enhver kan chante. Hvordan er dette åndeligt?“
Mennesker ved ikke, at Krishnas navne er lige så gode som Krishna. De er
absolutte.
Fuldkommen
god.
Syamasundara:
Sokrates hævdede, man må blive fuldkommen god, men han giver ingen klar ide om
præcis, hvordan dette gøres.
Srila
Prabhupada: At være fuldkommen god vil sige at handle for den Fuldkomne
Gode, Krishna. I Krishnabevidsthed gives vi en konkret beskæftigelse, igennem
hvilken vi kan blive fuldkomment gode. De aktiviteter, der gøres af en person i
Krishnabevidsthed, virker fuldkomment gode selv for en materialistisk person.
Enhver kan værdsætte hengivnes gode karakterer og kvalifikationer. Yasyasti bhaktir bhgavaty akincana (Bhag. 5.18.12). Har man udviklet Krishnabevidsthed, fremviser man
alle halvgudernes gode kvaliteter. Dette er en prøve på, hvordan vi skrider
fremad imod fuldkommenhed. Disse kvaliteter vil være synlige selv i denne
materielle verden. Dette er ikke blot et spørgsmål om ideal, det utilgængelige.
Det kan reelt erfares. Og den hengivne ønsker intet andet end engagement i
Krishnabevidsthed. Han ønsker ikke materiel sansetilfredsstillelse overhovedet.
Det er fuldkommenhed.
Gud
er lige.
Hayagriva:
For Platon ligger fuldkommen lykke i at forsøge at blive gudelig. For så
vidt som mennesket er gudeligt, er det etisk. Onde kræfter inde i mennesket bekæmper
dets bestræbelser på at opnå dette endelige mål. Men Platon var ingen
determinist. Han betonede den frie vilje og holdt på, at onde handlinger
skyldes, at mennesket svigter sit ansvar. Ondt kommer ikke fra Gud, der
er fuldt ud god.
Srila
Prabhupada: Alt kommer fra Gud,
men vi må træffe vort valg. Både universitetet og fængslet er
regeringsinstitutioner, men fænglset er forbeholdt kriminelle, og universitetet
er for de lærde. Regeringen bruger penge på at opretholde begge institutioner,
men vi træffer vort valg om enten at gå i fængsel eller på universitetet.
Det er den mikroskopiske uafhængighed, der findes i hvert menneske. I Bhagavad-gita
siger Krishna:
samo ‘ham sarva-bhutesu
na me dvesyo ‘sti na priyah
ye bhajanti tu mam bhaktya
mayi te tesu capy aham
„Jeg
misunder ingen eller er partisk overfor nogen. Jeg er lige imod alle. Men
enhver, der yder Mig tjeneste i hengivenhed, er en ven, er i Mig, og Jeg er også
ham en ven.“ (Bg. 9.29) Det er ikke
sådan, at Gud ud af misundelse gør nogle ulykkelige og andre lykkelige. Det er
ikke Guds opgave. Lykke og ulykke er vor skabelse. Regeringen siger ikke til os,
vi skal være kriminelle, men det er vor fejl, hvis vi bliver kriminelle og
lider. Selvfølgelig er Gud i sidste ende ansvarlig. Gud giver os lidelse eller
lykke, men vi skaber situationen, der bliver til virkelighed ved Guds kraft.
Døden og næste liv.
Hayagriva:
Platon opfatter døden som afslutningen på individets sanseliv, dets
tanker, opfattelser og erfaringer. Individet vender da tilbage til den ideelle
verden, hvor det kommer fra.
Srila
Prabhupada: Dermed tror han på sjælens evighed. Der er tre stadier: vågen,
drømme og dyb søvn eller bevidstløshed. Når et menneske dør, går det fra
den vågne tilstand til drømmetilstanden og træder derefter ind i den dybe søvns
tilstand. Sjælevandring betyder,
man opgiver den grove krop og bæres af den subtile krop - sindet, intelligensen
og det falske ego - til en anden krop. Indtil kroppen er helt parat, forbliver
man i en tilstand af dyb søvn. Når kroppen er parat efter syv måneder (for
mennesket), genvinder man bevidstheden. På dette tidspunkt tænker man, „Oh
min Herre, hvorfor er jeg anbragt i denne situation? Hvorfor er jeg tæt
sammenpakket inde i denne mave?“ Inde
i maven føler man sig meget ubekvem, og er man from, beder man til Gud om
lindring. På dette tidspunkt lover man Gud, man vil blive en hengiven. Når man
kommer ud af maven, begynder livets forskellige stadier: barndom, ungdom, den
voksne alder, alderdommen og derpå igen død. Det er som en blomst, der går
igennem forskellige stadier. I begyndelsen er blomsten kun en knop, men til
sidst blomstrer den og er meget smuk. Ved at udvikle vor Krishnabevidsthed kan
vort livs skønhed omsider træde frem.
Erindring
fra tidligere liv.
Hayagriva:
Platon betonede også erindringsprocessen. For eksempel kan en dreng være
uvidende om et bestemt emne, men en lærer kan drage svar ud af ham, der
antyder, at han tilegnede sig denne bestemte viden i en tidligere eksistens.
Srila
Prabhupada: Ja, og derfor ser vi, at nogle elever er mere intelligente end
andre. Hvorfor er dette? Én elev kan fatte emnet meget hurtigt, og en anden kan
ikke.
purvabhyasena
tenaiva hriyate hy ‘ avaso
‘ pi sah
„I
kraft af sit tidligere livs guddommelige bevidsthed tiltrækkes han automatisk
af yoga-principperne, selv uden at opsøge
dem.“ (Bg. 6.44) Nogle mennesker kan
være født i rige familier og få en god uddannelse, imens andre fødes i
fattige familier og forbliver uuddannede. Er man usædvanligt rig, uddannet,
aristokratisk og smuk, bør vi forstå, man høster sine tidligere gode
handlingers resultater. Men uanset sin position skal enhver i alle tilfælde
uddannes til Krishnabevidsthed. I denne forstand har alle en lige mulighed. Som
det siges i Srimad-Bhagavatam:
kirata-hunandhra-pulinda-pulkasa abhira-sumbha yavanah khasadayah
ye ‘nye ca papa yad-apasrayasrayah
sudhyanti tasmai prahbavisnave namah
„Kirata-, huna-,
andhra-, pulinda-, pulkasa-,
abhira-, sumbha-, yavana-
og khasa-racerne og selv andre, der er vante til syndige handlinger,
kan renses ved at søge tilflugt hos Herrens hengivne, for Han er den højeste
magt. Lad mig udtrykke min respekt for Ham.“ (Bhag. 2.4.18). Selv hvis man har en vild indfødts krop, kan man oplæres
i Krishnabevidsthed, for den bevidsthed er på sjælens platform.
At
se sandheden.
Hayagriva: Med hensyn til uddannelse siges det i Staten: „Hvert menneskes sjæl besidder evnen til at lære
sandheden og organet til at se den med. Ligesom man kan være nødt til at dreje
hele kroppen rundt for at se lys i stedet for mørke, må hele ens sjæl drejes
væk fra denne foranderlige verden, til ens øje kan tåle at beskue
virkeligheden og denne højeste pragt, som vi har kaldt det Gode. Slutteligt kan
der meget vel være en kunst, hvis mål ville være at afstedkomme netop selve
denne ting: sjælens forvandling på den mest nærliggende måde. Ikke anbringe
synsevnen i sjælens øje, som allerede har den, men at sikre, at den i stedet
for at se i den forkerte retning, vender sig imod den retning, den burde.“
Srila Prabhupada: Det er formålet med denne Krishnabevidsthedsbevægelse. Det er så
afgjort en kunst. Det er en renselsesproces af
sanserne. Når sanserne er rensede, er vort vigtigste mål nået. Vi
siger ikke, sanseaktiviteterne skal bringes til ophør. De skal omdirigeres. For
øjeblikket ser øjnene ting, der er materielle. Øjnene ønsker at se smukke
ting, og vi siger, „Ja, se på Krishnas smukke form.“ Tungen ønsker at
smage velsmagende mad, og vi siger, „Ja, du kan tage denne Krishna-prasadam,
men spis ikke kød eller anden mad, du ikke kan ofre til Krishna.“ Alt gives.
Vi behøver blot rense sanserne. Ifølge Bhagavad-gita:
visaya vinivartante niraharasya
dehinah
rasa-varjam raso ‘py asya param
drstva nivartate
„Den
legemliggjorte sjæl kan begrænses fra sansenydelse, skønt smagen for
sanseobjekter består. Men når man ophører med sådanne engagementer ved at
erfare en højere smag, er man fast forankret i sin bevidsthed.“ (Bg.
2.59)
Beskuelse
versus tjeneste.
Hayagriva: Hverken Sokrates eller Platon nævner nogensinde tjeneste til Gud, skønt
de taler om at beskue Guds realitet, den højeste pragt eller det højeste Gode.
Det er altid beskuelsen eller meditationen, der betones som i jnana-yoga.
Srila Prabhupada: Dette er kun én måde at kende Gud på, og den kan være delvis behjælpelig
til at kende Gud, som Han er. Når vi imidlertid kommer til at kende Gud, forstår
vi, „Han er stor, og jeg er lille.“ Det er den lilles pligt at tjene den
store. Sådan fungerer naturen. Alle tjener på den ene eller den anden måde,
men når vi erkender, vi er tjenere og ikke herrer, erkender vi vor virkelige
position. Det er vor naturlige position at tjene. Har man ikke en familie at
tjene, har man en halv snes hunde og tjener dem. Specielt i Vestens lande ser
vi, at når man ingen børn har, holder man to-tre hunde og forsøger at tjene
dem. Vor position som tjener er der altid, men når vi tror, vi er herrer, er vi
under illusion. Ordet maya betyder, at
vi tjener, imens vi tror, vi er herrer. Maya betyder ‘det, som ikke er’, eller ‘det, som ikke er
virkeligt’. Igennem meditation kan vi, når vi bliver realiserede, forstå,
„Åh, jeg er tjener. Lige nu tjener jeg maya,
illusion. Lad min nu tjene Krishna.“ Dette er fuldkommenhed. Den åndelige
mester engagerer os lige fra begyndelsen af i Guds tjeneste. Da kan vi hurtigt
opnå fuldkommenhed.
Den ideelle stat.
Hayagriva:
I Staten har Platon i en
tankekonstruktion skabt den ideelle stat, hvor lederne intet har som deres eget,
hverken ejendom eller familie. Han følte, mennesker skal leve sammen i et
samfund, hvor hustruer og børn er fælles for at beskytte imod korruption,
bestikkelse og nepotisme [= begunstigelse af venner og slægtninge] i
regeringen. De bedste filosoffer skulle parre sig med kvinder, der har de bedste
kvaliteter, for at give ophav til de bedste børn til positioner med ansvar.
Hvordan svarer dette til den vediske version?
Srila Prabhupada:
Ifølge vedisk civilisation bør man
tage sig en hustru for at få putra’er,
sønner. Putra-pinda-prayojanam. En putra eller søn bør ofre pinda,
så faderen efter døden ophøjes, hvis han er i en uønsket position. Ægteskab
er til for at få sønner, der vil udfri én fra helvede. Derfor er sraddha-ceremonien
der, for selv hvis faderen er i helvede, udfries han. Det er sønnen, der ofrer sraddha-gaven,
og dette er hans pligt. Derfor accepterer man en hustru for at få en putra, en god søn, og ikke for at have sexnydelse. Den, der
udnytter sit sexliv på en religiøs måde, får en god søn, der kan udfri ham.
Derfor siger Krishna i Bhagavad-gita: dharmaviruddho
bhutesu kamo ‘smi bharatarsabha. „Jeg er sexliv, der ikke strider imod
religiøse principper.“ (Bg. 7.11)
Sex, der strider imod religiøse principper, er sansetilfredsstillelse, der
leder os til en helvedesagtig tilstand. Derfor bør vi ifølge vedisk
civilisation gifte os og sætte godt afkom i verden. Skønt min Guru Maharaja
var en sannyasi brahmacari, sagde han, „Kunne jeg få virkelige
Krishnabevidste børn, havde jeg sex hundrede gange. Men hvorfor skulle jeg have
sex blot for at avle katte og hunde?“ Sastraerne
siger også:
gurur na syat sva-jano na sa syat pita na sa syaj janani na sa syat
daivam na tat syan na patis ca sa syam na mocayed yah samupeta-mrtyum
„Den,
der ikke kan udfri de, der afhænger af ham, fra den gentagne fødsel og døds
vej, bør aldrig blive åndelig mester, fader, ægtemand, moder eller en
tilbedelsesværdig halvgud.“ (Bhag.
5.5.18) Det er faderens og moderens pligt at redde deres børn fra kredsløbet
af fødsel og død. Kan man dette, kan man så igen blive reddet af sin putra,
hvis man falder ned i en helvedesagtig tilstand.
Syamasundara: Platon mente, den fuldkomne stat bør organiseres sådan, at
menneskene kan stræbe efter det ideelle. Han sætter lighedstegn imellem
politisk aktivisk og moralsk bestræbelse, og han siger, en stats leder må være
en viis mand (filosofkonge) eller en gruppe vise mænd. I et fuldkomment samfund
fungerer hvert individ til bedste kapacitet ifølge sine naturlige evner. Dette
leder til den mest harmoniske form for samfund.
Srila Prabhupada:
Denne tanke findes også i Bhagavad-gita,
hvor Krishna siger, det ideelle samfund er et samfund af fire varnaer:
brahmana, ksatriya, vaisya
og sudra. I menneskesamfundet såvel som i dyresamfundet er hvert
levende væsen under indflydelse af den materielle naturs kvaliteter - sattva-guna,
rajo-guna og tamo-guna, dvs.
godhed, lidenskab og uvidenhed. Ved at inddele mennesker ifølge disse
kvaliteter kan samfundet være fuldkomment. Overtager et menneske i uvidenhedens
kvalitet filosoffens post, er resultatet ødelæggelse. Vi kan heller ikke have
en filosof til at arbejde som en almindelig arbejder. Der skal være en
videnskabelig inddeling for at gøre samfundet fuldkomment. Ifølge Vedaerne bør
brahmanaerne, de mest intelligente
mennesker, der er interesseret i transcendental kundskab og filosofi, gives den
øverste position, og ksatriyaerne,
administratorerne, bør handle under deres instruktioner. Administratorerne bør
sørge for, der er lov og orden, og at enhver gør sin pligt. Den næste sektion
er den produktive klasse, vaisyaerne,
der er engageret i landbrug og kobeskyttelse. Der er også sudraerne, de almindelige arbejdere, der arbejder til gavn for de
andre sektioner.
Nu
har vi selvfølgelig industrialisering, og industri i stor skala betyder
udnyttelse. En sådan industri er ukendt i vedisk civilisation. Dengang levede
mennesker af landbrug og kobeskyttelse. Er der sunde køer og tilstrækkeligt
med mælk, kan alle få nok korn, frugt, grøntsager og anden føde. Det er nok
i sig selv. Desværre er den moderne civilisation gået over til at spise dyr,
og det er barbarisk. Det er ikke engang menneskeligt.
Det
ideelle samfund er et samfund af brahmanaer,
ksatriyaer, vaisyaer og sudraer. I Srimad-Bhagavatam
sammenlignes disse inddelinger med kroppen: hovedet, armene, maven og
benene. Alle kroppens dele er til for at holde kroppen i god form. Hovedet er
forholdsvist vigtigere end benene. Men kroppen kan imidlertid ikke fungere
ordentligt uden benenes hjælp. Hovedet må give vejledning til kroppen til at gå
hen til det ene eller det andet sted, men kan benene ikke gå, kan kroppen ikke
bevæge sig. Derfor må der være
samarbejde, og dette samarbejde findes i den ideelle stat.
Tåber og slyngler som ledere.
Srila
Prabhupada: Nu om dage stemmes slyngler, tåber og æsler ind som
administratorer. Kan en person skaffe sig stemmer på den ene eller den anden måde,
gives han posten som administrator, selv om han er slyngel nummer et. Så hvad
kan man stille op? Af denne grund kan mennesker ikke være lykkelige.
Den ideelle stat virker under brahmanaernes
vejledning og styring. Brahmanaerne
selv er ikke personligt interesserede i politiske anliggender eller
administration, for de har en højere pligt. Fordi hovedet mangler nu om dage,
er samfundskroppen en død krop. Hovedet er meget vigtigt, og vores
Krishnabevidsthedsbevægelse forsøger at skabe nogle brahmanaer, der kan lede samfundet ordentligt. Administratorerne vil
kunne regere fint under instruktioner af filosofferne og teologerne, dvs. de
Gudsbevidste mennesker. En person, der er teistisk, vil aldrig lade åbning af
slagterier gå upåtalt hen. Fordi der er mange slyngler, der står i spidsen
for regeringen, tillades dyreslagtning. Da Maharaja Pariksit så Kali
personificeret forsøge at dræbe en ko, trak han omgående sit sværd og sagde,
„Hvem er du? Hvorfor forsøger du at dræbe denne ko?“ Det var en virkelig
konge.
Oplyst enevælde.
Syamasundara:
En lignende samfundsstruktur blev også iagttaget af Platon. Han var imidlertid
talsmand for tre inddelinger i stedet for fire. De håndhævende formyndere var
mænd af visdom, og de herskede og regerede. Krigerne var modige, og de
beskyttede de andre. Håndværkerne/arbejderne gjorde lydigt deres tjeneste og
var motiveret til arbejde af deres behov for at tilfredsstille deres appetit.
Han så i mennesket en trefoldig inddeling af intelligens, mod og appetit, der
svarer til godhed, lidenskab eller uvidenhed, som sjælen besidder.
Srila
Prabhupada: Sjælen besidder ikke disse kvaliteter. Det er en misforståelse.
Sjælen er af natur ren, men på grund af sin kontakt med den materielle naturs
kvaliteter klæder han sig på forskellig måde. Denne Krishnabevidsthedsbevægelse
stræber efter aat fjerne denne materielle klædning. Derfor er vor første
instruktion „Du er ikke denne krop.“
Hayagriva:
I Staten siger
Platon, at den bedste form for regering er et oplyst enevælde.
Srila
Prabhupada: Ja, det er vi enige i. Evam
parampara praptam imam rajarsayo viduh. „Denne højeste videnskab blev
modtaget igennem discipelkæden, og de hellige konger forstod den på den måde.“
(Bg. 4.2) En rajarsi
er en helgenagtig konge, der er en ideel hersker. Vi tilbyder vor respekt til
Maharaja Yudhisthira, Maharaja Pariksit og Herren Ramacandra, fordi de satte
eksempler som ideelle konger.
Demokrati er pøbelvælde.
Hayagriva:
Platon fastholdt, at når et monarki degenererer, bliver det et
tyranni. Når et aristokratisk vælde forringes, bliver det et oligarki, en
regering ledt af korrupte mænd. Han anså demokrati for at være den værste
form for regering, for når det smuldrer, degenererer det til et pøbelvælde.
Srila
Prabhupada: Ja, det er situationen, vi har nu. I stedet for én helgenagtig
konge, er der mange tusinder såkaldte konger, der plyndrer menneskenes hårdt
tjente penge igennem indkomstskat og andre metoder. I det vediske system var der
imidlertid en måde at forhindre monarkiet i at degenerere til et tyranni.
Monarken vejledtes af et råd af lærde mænd, brahmanaer,
store helgenagtige personer. Selv Maharaja Yudhisthira og Herren Ramacandra
ledtes af brahmanaer. Det var
monarkens pligt at handle ifølge beslutninger fra lærde mænd, brahmanaer og sadhuer,
helgenagtige personer. Da Vena Maharaja ikke regerede ordentligt, kom brahmanaerne
og rådede ham til at handle anderledes. Da han nægtede, forbandede de ham,
og han døde. Den store Prthu Maharaja var hans søn. Der er brug for en stor
vismand til at beklæde monarkens rolle. Da er alt perfekt i regeringen. Det nuværende
demokratiske system er latterligt, for det består af slyngler, der blot
bestikker hinanden. Når de opnår deres positioner, plyndrer de og tager imod
bestikkelser. Kan statsoverhovedet forstå Bhagavad-gita, er hans regering automatisk fuldkommen. Tidligere
blev Bhagavad-gita forklaret til
monarkerne af den grund. Imam rajarsayo
viduh. (Bg. 4.2)
Vi er også demokratiske.
Syamasundara:
Platons system var i en vis forstand demokratisk i den henseende, at han følte,
at alle skulle gives en mulighed for at beklæde de forskellige poster.
Srila
Prabhupada: Man kan også sige,
at vi er demokratiske, for vi giver selv de laveste candalaer
en chance for at blive brahmanaer ved
at blive Krishnabevidste. Så snart man bliver Krishnabevidst, kan man ophøjes
til den højeste position, selv om man er født i en familie af candalaer.
aho bata svapaco ‘to gariyan yaj-jihvagre vartate nama tubhyam
tepus tapas te juhuvuh sasnur arya
brahmanucur nama grnanti ye te
„Oh
min Herre, en person, der synger Dit hellige navn befinder sig, skønt han er født
i en lav familie som en candalas
[hundeæders], sig på den højeste platform af selvrealisering. En sådan
person må have udført alle slags askeser og ofringer ifølge de vediske
ritualer og studeret den vediske litteratur mange, mange gange efter at have
badet i alle de hellige pilgrimssteder. En sådan person er den bedste af den
ariske familie.“ (Bhag. 3.33.7)
I Bhagavad-gita siges det også:
mam hi partha vyapassritya ye ‘pi syuh papa-yonayah
striyo vaisyas tatha sudras
te ‘ pi yanti param gatim
„Oh
Prthas søn, de, der søger tilflugt hos Mig, kan, skønt de måtte være af
lavere fødsel som kvinder, sudraer
eller vaisyaer, komme til det højeste
mål.“ (Bg. 9.32). Krishna siger, at enhver kan komme hjem, tilbage til
Guddommen. Samo ‘ham sarva bhutesu.
„Jeg er lige imod alle. Enhver kan komme til Mig.“ (Bg. 9.29) Der er ingen hindring.
Uddannelsessystemet.
Syamasundara:
Platon troede på, at staten skal oplære sine borgere til at blive dydige. Ifølge
hans uddannelsessystem bruges de første tre år på leg og på at træne
kroppen. Fra tre til seks år lærte børnene religiøse historier. Fra syv til
ti lærte de gymnastik. Fra ti til tretten var det læsning og skrivning. Fra
fjorten til seksten, poesi og musik. Fra seksten til atten, matematik. Og fra
atten til tyve, militærtræning. Fra det tidspunkt forblev de, der var
videnskabelige og filosofiske, i skolen, til de var 35. Var de krigere,
engagerede de sig i militærtræning.
Srila
Prabhupada: Var dette uddannelsesprogram for alle mennesker, eller var der
forskellige slags uddannelse for forskellige mennesker?
Syamasundara:
Nej, dette gjaldt alle.
Srila
Prabhupada: Åh nej, dette er ikke ønskeligt. Er en dreng intelligent og
inklineret til filosofi og teologi, hvorfor skulle han da tvinges til at tage
militæruddannelse?
Syamasundara:
Ja, ifølge Platons system gennemgik alle to års militærtræning.
Srila Prabhupada: Men
hvorfor spilde to år? Vi må ikke engang spilde to dage.
Alle skal ikke lære alt.
Syamasundara:
Denne slags uddannelse var formet således for at fastsætte en persons
kategori. Man tilhører en bestemt kategori ifølge sine kvalifikationer.
Srila
Prabhupada: Ja, det siger vi også, men den tendens eller tilbøjelighed kan
fastslås af den åndelige mester, af læreren, der uddanner drengen. Læreren bør
være i stand til at se, om en dreng passer til militæruddannelse, til
administration eller til filosofi. Alle skal ikke have den samme træning. Man bør
oplæres ifølge sin bestemte tilbøjelighed. Er en dreng af natur in-klineret
til filosofiske studier, hvorfor skulle han da spilde sin tid i militæret? Og
er han af natur inklineret til militæruddannelse, hvorfor skulle han da spilde
sin tid på andre studier? Arjuna tilhørte en ksatriya-familie,
og denne familie blev uddannet i krigskunst. Pandavaerne blev aldrig uddannede
som filosoffer. Dronacarya var deres mester og lærer, og skønt han var en brahmana,
lærte han dem militærvidenskab, ikke brahma-vidya.
Brahma-vidya er teologi, filosofi. Det
er ikke sådan, at alle bør uddannes i alting. Det er spild af tid. Er en elev
inklineret til produktion, forretning eller landbrug, bør han uddannes indenfor
disse områder. Er han filosofisk, bør han uddannes som filosof. Er han er
militaristisk, bør han oplæres som kriger. Og er han simpelthen sløv, bør
han forblive sudra, en arbejder. Disse
fire klasser udvælges ud fra deres symptomer og kvalifikationer. Narada Muni
siger også, man udvælges ifølge kvalifikationer. Selv hvis man fødes i en brahmana-familie,
bør man anses for en sudra, hvis det
er ens kvalifikationer. Og fødes man i en sudra-familie,
bør man regnes for en brahmana, hvis
ens symptomer er brahminske. Alle skal ikke betragtes på samme måde. Den åndelige
mester bør være dygtig nok til at genkende elevens tilbøjeligheder, og eleven
bør omgående oplæres indenfor disses områder. Dette vil medføre
fuldkommenhed.
Uddannelse
og astrologi.
Syamasundara: Ifølge Platons system kan man ikke opdage denne tilbøjelighed,
medmindre man prøver alting.
Srila Prabhupada: Nej, det er forkert, for sjælen er kontinuerlig.
Derfor bevarer sjælen nogle tilbøjeligheder fra sin forrige fødsel. Ifølge
vedisk kultur blev der foretaget astrologiske beregninger umiddelbart efter en
drengs fødsel. Astrologi kan hjælpe, hvis der er en førsteklasses astrolog,
der kan sige, hvor en dreng kommer fra, og hvordan han bør oplæres. Selvfølgelig
tages logiske og fysiske symptomer med i betragtning. Kan en dreng ikke opfylde
den tildelte rolle, kan han overføres til en anden klasse. Normalt fastslås
det ved fødslen, hvorvidt et barn har en bestemt tilbøjelighed, men denne tilbøjelighed
kan ændre sig efter omstændighederne. Man kan have fået en brahminsk oplæring
i en tidligere fødsel, og symptomerne kan være der, men man bør ikke tro, at
fordi man er født i en brahmana-familie,
er man en brahmana automatisk. Det er
ikke et spørgsmål om fødsel, men om kvalifikation.
Syamasundara: Så hvad ville du sige er formålet med staten, med
alle disse samfundsordener og med statens regering?
Srila Prabhupada: Det endelige formål er at gøre alle
Krishnabevidste. Det er livets fuldkommenhed. Hele samfundsstrukturen bør
formes med dette for øje. Alle studenter på et universitet får ikke en
doktorgrad, men ideen om fuldkommenhed er at bestå doktoreksaminationen.
Universitetets professorer bør fortsat være der, selv om der ikke er mange førsteklasses
studenter, der kan tage deres klasser. Det er ikke sådan, at universitetet bør
nedlægge sine højere klasser. På samme måde bør der være en institution
som dette Krishnabevidste samfund for i det mindste at gøre en lille procentdel
af befolkningen Krishnabevidst.
Syamasundara: Så regeringens mål må være at sætte alle i stand
til at blive Krishnabevidste.
Srila Prabhupada: Ja, Krishabevidsthed er det højeste mål. Alle bør
hjælpe til og drage fordel af dette. Uanset vor sociale position kan vi komme
til templet og tilbede Gud. Instruktionerne er for alle, og prasadam
gives til enhver. Alle kan bidrage til denne Krishnabevidstheds-bevægelse. Brahmanaerne kan bidrage med deres intelligens, ksatriyaerne
med deres velgørenhed, vaisyaerne med
korn, mælk, frugter og blomster og sudraerne
med kropslig tjeneste. Ved et sådant fælles samarbejde kan enhver opnå det
samme mål - den højeste fuldkommenhed.***
