Vyasa-puja-ofringer til Srila Prabhupada

I sidste nummer bragtes de fleste af de indsendte ofringer til Srila Prabhupada. Vi bringer her tre mere, der ikke kom med sidste gang. Er der fortsat nogle af jer, der har lyst til at skrive og indsende en forsinket ofring, er det også velkomment. Sådanne ofringer vil i så fald blive bragt i de næste numre af Nyt fra Hare Krishna.

Du alene fortalte den Absolutte Sandhed
Af Jahnu Dvipa Dasa

Kære Srila Prabhupada.

Modtag venligst min dybeste ærbødighed. Jeg bøjer mig for evigt i støvet ved dine lotusfødder.

Engang var der en journalist, der spurgte dig: ”Hvad er De kommet til Vesten for.” Du svarede: ”Jeg er kommet for at fortælle jer sandheden, og de, der er sandfærdige, vil godtage den.” Denne dybsindige udtalelse fuldstændigt blottet for frygt, tvivl og helt uden kompromis gjorde et dybt indtryk på mig. Det er et faktum, at det var dig og ingen anden, der kom og fortalte os sandheden. Jeg har ikke haft æren af at møde dig personligt, men du kom til mig i form af din bog, Science of Self-realization eller Perfektion i Stridens Tidsalder, som den hed på dansk, på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg mest behøvede det.

Da havde jeg været gennem ganske megen litteratur af mange forskellige guru'er og swami'er. Forskellen på dig og dem var, at du var den eneste, der fortalte om den Absolutte Sandhed. Af alle de guru'er og swami'er, der i 60erne strømmede til Vesten, var du den eneste vaisnava. Da du kom til mig i din vani-form, overgav jeg mig øjeblikkeligt til dig og accepterede dig som min evige åndelige mester. Senere lærte jeg fra dine disciple, at du er den uomtvistelige siksa-guru i ISKCON. Dit ord er lov.

Srila Prabhupada, jeg kan aldrig nogensinde gengælde dig, for hvad du har gjort for mig. Du har givet mig den mest værdifulde gave i eksistensen – en mulighed for at slippe ud af samsara og vende hjem, tilbage til Guddommen, tilbage til Sri Krishna, og for det er jeg dig evigt taknemmelig. Det ligger uden for min fatteevne, hvordan en ussel slyngel som mig har fået lov til at få adgang til din gloriøse bevægelse, men her er jeg, Srila Prabhupada. Jeg ved, du har reddet mig, men vil du ikke nok hjælpe mig til at blive værdig. Jeg kan ikke gøre det af mig selv.

Al ære til dig på denne mest lykkebringende dag – den dag, hvor du fremstod i verden, din vyasapuja dag. Hvis du ikke havde bragt os Caitanya Mahaprabhus budskab, ville livet i sandhed være meningsløst.

Godtag mig venligst som din grand-discipel.

Din faldne tjener, Jahnu Dvipa das

Mit håb
Af Lalita-Gopinatha Devi Dasi og Kamsahanta Dasa

Kære Srila Prabhupada.

Modtag venligst min respektfulde hyldest ved dine lotusfødder på denne din mest lykkebringende fremkomstdag.

I en verden hvor den individuelle og kollektive dekadence forøges for hver dag der går, og det levende væsen bliver stadig mere og mere indviklet i materialismens mørkeste sider, virker det som om, at sjælens forhåbningsfulde horisont er dækket med uigennemtrængelige skyer. Verden bliver stadig mere forvirret og overvældet af lidenskabens og uvidenhedens ugunstige følgesvende, og i mangel på højere åndelig kultur og transcendental viden bliver menneskesamfundet en frugtbar skueplads for åndelige charlataner som lukrerer på menneskets ædleste bestræbelse: søgen efter den Absolutte Sandhed. I al den tiltagende uvidenhed, forvirring, smerte, angst og håbløshed som spreder sig som en svøbe på denne planet, kan der trods alt skimtes en lysning på den mørke horisont. Tonerne fra Sri Caitanyas sankirtana-bevægelse har en ufattelig kraft til at afdække det mørke som dækker sjælens bevidsthed, og sætte den i stand til at gennemtrænge det skylag som har fortættet sig på Kaliyugas horisont. Maha-mantraets frigørende effekt er blevet distribueret med den største generøsitet gennem Sri Caitanyas ypperste repræsentant, Srila Prabhupada, uden hvis barmhjertighed denne verden ville være ilde stedt.

Mit håb er, at stadig flere vil åbne sig op for at forstå dig, Srila Prabhupada.

Mit håb er, at stadig flere vil drage konsekvenserne af denne forståelse.

Mit håb er, at denne faldne tjener af Srila Prabhupada vil vågne op af sin slummer.

Mit håb er at genoptage din ekstatiske tjeneste igen, Srila Prabhupada.
 

Al ære til Sri Srimad Abhaya Charan Bhaktivedanta Srila Prabhupada ki-jay!

Dine faldne tjenere, Lalita-Gopinatha Devi Dasi og Kamsahanta Dasa

Tjeneste i adskillelse
Af Radhanatha Swami

Min tilbedelsesværdige herre og mester.

25 år er gået, siden den historiske aften i Vrindavana. Det virkede, som om Krishna havde taget dig fra os. Vores sønderknuste hjerter gennemled det ufattelige. Hvordan overlevede vi at være plaget af en sådan kval og fortvivlelse? Kun mørke og forvirring prægede de fire verdenshjørner. Verden syntes trøstesløs tom. Hjælpeløst forsvundet i en sådan sorg kunne vi kun græde. Hvor heldig Jayananda Prabhu var! Han skulle ikke døje dette afsluttende kapitel af din jordiske lila. Vi var uerfarne, hjælpeløse børn, og alligevel tog Herren Krishna dig fra os. Hvorfor? Dette uudgrundelige mysterium var vores frygtelige virkelighed. Vi havde hørt fra dig om kærlighed i adskillelse. Det lød så dejligt, ikke som dette. Din bortgang fra Vrindavana knuste vores liv. Samvartaka-skyen af adskillelse oversvømmede os med en styrtregn af sorg og forvirring. Hvad skulle vi vende os til midt i en sådan rådvildhed? Vores hengivne liv havde kredset omkring håbet om dit næste besøg. ”Srila Prabhupada kommer!” Disse ord holdt vores higen oppe. De skabte ubetinget overgivelse fra vores modstræbende hjerter. Vil vi aldrig igen høre disse højt elskede ord igen? Mit sind blev hjemsøgt af fortrydelsens spøgelser, fortrydelse over alle disse muligheder, da jeg kunne være kommet for at se dig, høre fra dig og give min kærlighed til dig, men ikke gjorde det. Vil disse mistede muligheder nogensinde komme tilbage? I skyggen af din bortgang gik det op for os, hvor ynkelige vi var, når vi tog dit selskab for givet. På denne skæbnesvangre Vrindavana-aften afslørede Krishna vores desperate behov for din nåde. Fra et for os ukendt sted dybt i vores hjerter sprang en altfortærende følelse af kærlighed og taknemmelighed imod dig. Dette blev vores eneste virkelighed. Alt andet blev smerteligt irrelevant.

I denne desperate tilstand var vores eneste håb om åndelig overlevelse at søge beskyttelse i dine ord og dit eksempel. Dit hæderkronede liv personificerede kærlighedstjeneste i adskillelse. I særlige øjeblikke hørte vi dig græde i adskillelse fra din elskede Guru Maharaja. Alligevel ville du sige til os, at der var aldrig et øjeblik, hvor du var adskilt fra ham. Du lærte os, at det personlige forhold imellem guru og discipel eksisterer i det guddommeliges rige. Det er ikke bundet af begrænsningerne af tid og rum. Kærlighed udtrykkes igennem uselvisk tjeneste. Vores kærlighed vil blive næret af vores trofaste dedikering til at glæde dig. At glæde dig er enkelt. Vi må af hele vores hjerte acceptere, hvad du har givet os og dele det med andre.

Med ønsket om at glæde dig har jeg tænkt på fire særlige instruktioner, du har givet os: oprigtigt at tilbede dine bøger, at ære og tjene de hengivne, at trofast tjene din drøm for ISKCON og at recitere Krishnas hellige navn oprigtigt.

Det er i dine bøger, at vi finder skatkammeret af din ubegrænsede medfølelse. Du taler med kærlighed til hver eneste af os med hvert ord. Giv os lov til at forstå det kærlighedsoffer, du anbragte i dine hellige bøger. Lad os taknemmeligt gøre gengæld ved at læse dem igen og igen for at glæde dig. Beskyt os imod det uheld nogensinde at komme til at forklejne deres perfekte og fuldstændigt åndelige værd. Lad os dele denne skat med verden.

Hvis vi ønsker at tilfredsstille dig, må vi også ære og respektere dem, du elsker. I dine sidste dage instruerede du os, ”I kan vise jeres kærlighed til mig igennem den måde, I samarbejder med hinanden på.” Engang i New Vrindavana blev du spurgt, ”Skal dit palads oplyses med juveler?” Med et strålende smil, der smykkede dit medfølende ansigt, svarede du, ”Mine hengivne er mine juveler. De vil oplyse hele verden.”

Således fortalte du os selv, hvor vigtigt det er at vi respekterer, ærer og tjener de hengivne. Du fortalte os, at for at bringe en hengiven til Herren Krishnas lotusfødder udgyder du ’spandevis af blod’. Både offentligt og privat erklærede du din gæld til hver eneste hengiven, der hjalp dig i din Guru Maharajas mission. Igennem taknemmelige tårer, omfavnelser, smil og ord ud af kærlighed udtrykte du din taknemmelighed. Dette var den alttiltrækkende natur af din ydmyghed, tilgivelse og kærlighed. Vi beder om lov til at kunne ære, opmuntre og tjene dem, du elsker.

For at give mulighed for kærlighed  imellem de hengivne skabte du Det Internationale Samfund for Krishna-bevidsthed. Du sagde, at ISKCON var din krop. For at nære og opretholde denne storartede gren af Herren Caitanyas træ ofrede du dit liv. ISKCON er din ofring af ren kærlighed til vores velsignede guru-parampara. Ikke desto mindre er der blevet gjort alvorlige fejltagelser, og mange hengivne har lidt under dem. I en ung åndelig bevægelse må der læres smertefulde lærepenge. Jeg beder ved dine lotusfødder, Srila Prabhupada, at du sætter os i stand til, at vi ud af taknemmelighed kan give vores liv som en offergave på at hjælpe ISKCON til at blive den gloriøse bevægelse, som du drømte om, at den skulle være. Uanset hvor små vi er, og uanset hvor umuligt det kan synes at opfylde din drøm, kan din nåde sætte os i stand til at gøre det. Hvis vi oprigtigt bestræber os på at tjene din mission, kan du give hver af os kraften til at udføre store mirakler. Giv os styrken til at kaste vores negativitet af os og søge positive muligheder for at styrke og forene ISKCON for at glæde dig. At glæde dig er vores liv og sjæl. Ved at glæde dig kan de sødeste rasaer i Vrindavana-dhama blive til virkelighed.

Du har fortalt os, at vores åndelige fremskridt afhænger af oprigtigheden, som vi reciterer Krishnas hellige navne med. I de tidlige dage af vores bevægelse blev du alvorligt syg. De hengivne var ude af sig selv af sorg over at høre, at du ville tage tilbage til Vrindavana. På det tidspunkt ved denne afgørende begivenhed gav du os en instruktion, som vi beder om aldrig at måtte glemme. Med alle de store acaryaer og skrifters autoritet sagde du en enkelt, men dyb sandhed, ”Hvis I synger Hare Krishna, og jeg synger Hare Krishna, er vi altid sammen.” Vi svor foran dig oprigtigt at recitere Radha og Krishnas hellige navne. Jeg beder, Srila Prabhupada, at du vil være tilfreds med vores oprigtige bestræbelser på at recitere de hellige navne med ydmyghed, tålmodighed og stor beslutsomhed.

På den kartika-aften i Vrindavana efterlod du os med en stor udfordring. Vores virkelige kærlighed og taknemmelighed blev sat på prøve. Hvor oprigtigt hørte vi dine ord? Hvordan ville vi vise dig vores taknemmelighed? Oprigtig kærlighed både står sin prøve og næres igennem tjeneste i adskillelse. I en sådan tjeneste erfarer vi, at Din Guddommelige Nåde i største nærhed og fortrolighed viser dig i vores inderste hjertekamre. Ved at være redskaber for din medlidenhed kan vi altid leve i skyggen af dine lotusfødder. Men på grund af vores betingethed og svaghed svigter vi igen og igen. Ikke desto mindre ligger vores evige håb i din årsagsløse barmhjertighed. Du er vores evige velønsker, der altid er parat til at tilgive os, inspirere os og bringe os ind i dit evige selskab i tjenesten til Sri-Sri Radha-Syamasundara.

Din tjener, Radhanatha Swami.