Nrsimhadevas fremkomstdag:
Prahlada Maharajas lære

Den 5. maj 1974 var det Nrsimha-caturdasi, Herren Nrsimhadevas fremkomstdag. De hengivne i Bombay-templet opførte et teaterstykke om Nrsimhadeva og Hiranyakasipu, og bagefter gav Srila Prabhupada en klasse om Nrsimhadeva og specielt om Prahlada Maharaja, og hvordan vi kan følge i hans fodspor.

 Kampen imellem teisterne og ateisterne

I dag er det Herren Nrsimhadevas fremkomstdag, der kaldes Nrsimha-caturdasi. Så det glæder mig meget, at disse drenge på så kort tid er blevet så gode til at spille teater, og jeg må specielt takke Hr. Hiranyakasipu (bifald). (Ler). Hr. Hiranyakasipu spillede sin rolle vældig godt.

Dette er en meget lærerig kamp imellem ateisterne og teisterne. Historien om Prahlada Maharaja er sand i al evighed. Der er altid kamp imellem ateisten og teisten. Bliver en person Gudsbevidst, Krishnabevidst, får han mange fjender, for verden er fuld af dæmoner. For ikke at tale om Krishnas hengivne måtte selv Krishna dræbe mange dæmoner, da Han personligt kom. Der var hans moders bror, så tæt en slægtning, men han ville dræbe Krishna. Så snart Devaki fødte en søn, dræbte han ham omgående, for han vidste ikke, hvem af dem var Krishna. Forudsigelsen var, at hans søsters ottende barn ville dræbe Kamsa. Så han begyndte at slå alle børnene ihjel. Til sidst kom Krishna. Men Kamsa kunne ikke dræbe Krishna, han blev slået ihjel af Krishna. 

Ingen kan slå Gud ihjel

Ingen kan slå Gud ihjel. Dæmonerne, det gudløse samfund, ønsker ganske enkelt at slå Gud ihjel. Men i virkeligheden slås Gud aldrig ihjel, men dæmonen dræbes af Gud. Det er naturens lov. Dette er instruktionen i Prahlada Maharajas liv. Vi kan forstå, som det siges i Bhagavad-gita, mrtyuh sarva-haras caham, ”Jeg er også døden, der tager alt, du ejer, fra dig.” Vi er meget stolte over at besidde materielle ting, men når Krishna kommer, går det, ligesom da Hiranyakasipu, Prahlada Maharajas fader, så Nrsimhadeva. 

Denne Hiranyakasipu var meget dygtig, ligesom materialisterne og videnskabsmændene er meget dygtige og opfinder så mange ting. Hvad er tanken bag? ”Vi skal leve for altid og nyde sansetilfredsstillelse mere og mere.” Dette kaldes civilisationens ateistiske fremskridt. Hiranyakasipu var en typisk materialist. Hiranya betyder guld, og kasipu betyder blød seng, pude. Materialistiske personer holder meget af guld og sex. Det er, hvad de giver sig af med. 

Hiranyakasipu er det typiske eksempel på en materialistisk person. Denne Hiranyakasipu ville være udødelig, og han udstod askeser, voldsomme askeser, så meget, at hele universet rystede. Herren Brahma måtte komme for at formilde ham, ”Hvad ønsker du?” Så han ville være udødelig. Herren Brahma sagde, ”Skønt jeg har en meget lang levetid…” 

[Her bliver båndoptagelsen af klassen utydelig, men Prabhupada ser ud til at sige, at skønt Brahma ifølge Bhagavad-gita lever i  mange milliarder af år, dør han alligevel og kan ikke skænke nogen inklusive Hiranyakasipu udødelighed. Hiranyakasipu forsøger så at få velsignelsen på en indirekte måde. Prabhupada siger videre, at den eneste måde at opnå udødelighed på er at blive Krishnas evige tjener]

…Han forbliver en ydmyg tjener af Krishna. Derfor er der ingen fare for ham. Selv hvis der er fare, bliver han reddet. Krishna siger i Bhagavad-gita, kaunteya pratijanihi na me bhaktah pranasyati. “Arjuna, du kan proklamere til hele verden, at enhver, der har søgt tilflugt ved Mine lotusfødder og er blevet en hengiven, aldrig går til grunde.” Dette er garantien. Men den ateistiske klasse af mennesker som Hiranyakasipu forstår ikke dette. Det er deres brist. De udfordrer altid Gud. Uenigheden imellem faderen og sønnen var, at sønnen troede på Gud, Krishna, og faderen ikke gjorde det. Til sidst så faderen, hvad Gud er, i form af døden. På det tidspunkt kunne han ikke redde sig selv. Det er forskellen imellem teisten og ateisten. Ateisten udfordrer altid, ”Hvor er Gud? Kan du vise mig Ham?” Jamen, Ham får du at se. Ikke nu, men når alle dine syndige aktiviteter modnes, når døden kommer, ser du Ham. 

Prahlada er vor guru

Dette er en meget instruktiv lære. Prahlada Maharaja er en af vore guruer. Der er tolv guruer eller mahajanaer. 

svayambhur naradah sambhuh
  kaumarah kapilo manuh
prahlado janako bhismo
  balir vaiyasakhir vayam

[SB 6.3.20]

 I virkeligheden må vi følge mahajanaerne, de store personligheder, hvis vi ønsker at gøre fremskridt i åndeligt liv. Og Prahlada Maharaja er vor guru i discipelrækken. Dharmasya tattvam nihitam guhayam mahajano yena gatah sa panthah. Vi kan ikke selv udstikke religionens vej. Den er meget vanskelig at finde, for der er mange forskellige skrifter, og der er mange filosoffer. Nasau munir yasya matam na bhinnam. Hver filosof har sin helt egen særlige mening. Hvordan finder man religionens virkelige vej? Det anbefales i sastraerne, at mahajano yena gatah sa panthah. Man må følge i fodsporene på store personligheder. Prahlada Maharaja er en af dem. 

Prahlada Maharaja fødtes i en dæmons familie. Hans fader var en dæmon. Prahlada Maharaja plejede at tiltale sin fader som Asura-varya, “Du bedste blandt dæmonerne.” Da Hiranyakasipu kærtegnede sin søn og spurgte ham, ”Min kære søn, sig mig, hvad er det bedste, du har lært?” sagde Prahlada Maharaja, tat sadhu manye ’sura-varya dehinam. Han sagde aldrig, ”Min kære fader.” Han sagde, ”Min kære bedste blandt dæmonerne.” 

[Prahlada sagde videre,] Tat sadhu manye. “Jeg synes, dette er godt.” Hvilket? Hitvatma-patam grham andha-kupam vanam gato yad dharim asrayeta [SB 7.5.5]. “Dette verdslige, materialistiske liv slår en person ihjel ligesom en mørk brønd. Man bør opgive det, drage ud i skoven og søge tilflugt hos Krishna. Det er den bedste måde at leve på.”

 Hans fader blev meget vred. Ateisten og teisten vil aldrig kunne enes, og teisten vil aldrig underkaste sig ateisten. Dette er princippet. Prahlada Maharajas far gav ham så mange problemer, men han glemte aldrig mantraet ’om namo bhagavate vasudevaya namah’. Vi bør lære af denne historie, at selv i en farlig position bør vi ikke glemme Krishna. Krishna vil redde os. Det siges i Bhagavad-gita, 

yam labdhva caparam labham
  manyate nadhikam tatah
yasmin sthite gurunapi
  duhkhena na vicalyate

Krishnabevidsthed er så fin en ting, at opnår man Krishnabevidsthed, regnes alle andre fordele eller al anden vinding for ingenting. Vi længes efter det ene, det andet og det tredje, så mange ting. Dehi, dehi, dehi, dehi. Men så snart man får Krishnabevidsthed, bliver man tilfreds. Ligesom  Prahlada Maharaja. Han blev tilbudt alle velsignelser [af Nrsimhadeva]: ”Min  kære Prahlada, hvad end du vil have, kan du bede om.” Han bad aldrig om noget til sig selv, men han var så venlig, at han ikke desto mindre bad Nrsimhadeva, “Min kære Herre, min fader har begået så mange forseelser. Giv ham venligst befrielse.” Så Narahari, Nrsimhadeva, sagde med det samme, ”Hvorfor kun din fader? Din faders fader, hans fader, fjorten generationer – alle befries på grund af en søn som dig i denne familie.” Dette er fordelen. Bliver en søn en ren vaisnava, en hengiven, kan han udfri fjorten generationer. Hvordan kan vi tjene familien, nationen eller menneskeheden? Bliver vi hengivne, kan vi give nationen, familien og menneskeheden den bedste tjeneste.

Vor Krishnabevidsthedsbevægelse prædiker denne filosofi, at ”Hvis man griber til Krishnabevidsthed, bliver ens liv fuldkomment.” Og metoden er meget enkel. Der er ingen hemmelighed. Ligesom her til aften talte jeg med en dreng. Han har fået et meget hemmeligt mantra. Men vi siger, at vi intet hemmeligt mantra har. Vort mantra, Hare Krishna, er åbent for enhver. Hvorfor skulle det være hemmeligt? Kan vi ved at recitere Hare Krishna nærme os Gud, Guddommens Højeste Personlighed, hvorfor skulle det da forblive en hemmelighed? Det bør udbredes med al kraft, så alle kan komme [hjem til Gud]. Der er ingen hemmelighed. Vi anerkender ikke et hemmeligt mantra. Det må være åbent. Sastra siger aldrig, at et mantra kan være hemmeligt. 

harer nama harer nama harer namaiva kevalam
kalau nasty eva nasty eva nasty eva gatir anyatha

I denne Kalis tidsalder, stridens tid, misforståelsens tid, uenighedens tid, er det meget vanskeligt at komme til den rigtige konklusion igennem filosofi og andre metoder. Derfor erklæres det åbent i sastra, 

harer nama harer nama harer namaiva kevalam
kalau nasty eva nasty eva nasty eva gatir anyatha

Tre gange bliver det sagt. Tre gange betyder yajna-dana-tapah-kriya. Der er mange andre ting: meditation, offerhandlinger, tilbedelse i templet. I denne tid er alle disse umulige at udføre, men selv et barn kan synge Hare Krishna-maha-mantraet. Det bevises her. Når som helst Hare Krishna-maha-mantraet er der, kan selv et barn tage del, et gammelt menneske kan tage del. Dette er den eneste vej til Gudserkendelse. Der er ingen udgift forbundet dermed, men fortjenesten er meget, meget stor. Dette var Sri Prahlada Maharajas lære, og vi følger i hans fodspor. Lad os holde os til hans princip, mahajano yena gatah sa panthah, og således blive mere og mere avancerede i Krishnabevidsthed. 

Mange tak.