Hvorfor er Deres disciple så negative?  

I 1973 fik Srila Prabhupada et ualmindeligt brev fra Lynne Ludwig, en kvinde, der havde mødt to af hans unge disciple. Hun klagede over, at de havde “et meget negativt syn på de mennesker, de møder.” Srila Prabhupada svarede hende med et tankevækkende brev.

Deres Nåde.
Modtag venligst dette brev med kærlighed….Ved to lejligheder har vi talt med to af Deres unge mænd. Begge havde et meget negativt syn på de mennesker, de mødte. Jeg tror ikke, det på nogen måde er sådan, det skal være. Disse unge mænd repræsenterer Gud. Dette må komme indefra. Deres livssyn må have barmhjertighed…Udvælg derfor med omhu disse små stykker af himlen, som sættes midt imellem mennesker. Ellers vil det gå imod Deres formål.

Kærlighed er. Lad det være, som det er – med kærlighed eller slet ikke. Mine bønner er med Dem, og jeg beder Deres vil være med mig.

Deres i Gud, vær velsignet.

Lynne Ludwig

Min kære Lynne Ludwig.

Modtag venligst mine velsignelser. Jeg har modtaget Deres brev fra Californien og har noteret mig indholdet omhyggeligt, skønt jeg først nu omsider har fået mulighed for at svare Dem på grund af megen rejsen og prædikeren. Deres klage er, at De har mødt to af mine unge disciple i Californien og fandt, at de havde ”..et meget negativt syn på de mennesker, de møder.” Nu kender jeg selvfølgelig ikke tilfældet og omstændighederne, men tilgiv venligst mine elskede disciple for enhver uvenlighed eller taktløshed fra deres side. Når det kommer til stykket, er det ikke så nem en ting at opgive ens liv fuldstændigt for at tjene Herren, og maya eller den illusoriske, materielle energi forsøger ekstra hårdt igen at indfange dem, der har forladt hendes tjeneste for at blive hengivne. For at modstå mayas angreb og forblive stærke under alle fristende omstændigheder antager unge eller uerfarne hengivne på den hengivne tjenestes nybegynderstadie derfor somme tider et standpunkt imod de ting eller personer, der om muligt kan være skadelige eller en trussel imod deres spæde hengivne plante. De kan tilmed overdrive sådanne følelser blot for at beskytte sig selv, og således vil de på nogle ikke-hengivne, der måske selv stadigvæk er meget forelskede i mayas materielle energi, synes at være negative eller pessimistiske.

Men den virkelige kendsgerning er, at denne materielle verden er lidelsesfyldt og negativ og fuld af fare for hvert skridt. Den er duhkhalayam asasvatam [Bg. 8.15], en midlertidig bolig af død, fødsel, sygdom og alderdom, udelukkende et hjem for lidelse og smerte. At komme til platformen af forståelse af dette, som det er, er ikke almindeligt, og derfor beskrives de personer, der gør det, som ’store sjæle’.

mam upetya punar janma
duhkhalayam asasvatam
napnuvanti mahatmanah
samsiddhim paramam gatah
[Bg. 8.15]   

Dette betyder, at de, der forstået, at de materielle verdener er steder af lidelser og midlertidighed (duhkhalayam asasvatam [Bg. 8.15]), aldrig igen vender tilbage hertil, og fordi de er mahatmanah, store sjæle, beholder Krishna dem hos Sig, for de har kvalificeret sig til at undslippe dette stygge sted ved at blive Hans rene hengivne. Dette vers tales af  Krishna eller Gud Selv i Bhagavad-gita (8.15). Hvem kan være mere af en endelig autoritet? Sagen er, at for at gøre fremskridt i åndeligt liv, må man se på alt materielt med et pessimistisk øje, medmindre det bruges til at tjene og glæde Krishna med. Vi er ikke meget optimistiske med hensyn til at opnå nogen form for varig glæde eller tilfredsstillelse af vore dybeste længsler i denne sfære af grov materie. 

Du referer flere gange til ordet ’kærlighed’ i dit brev, men den sande kendsgerning er, at der ingen kærlighed er i denne materielle verden. Det er falsk propaganda. Hvad de kalder kærlighed, er kun begær eller ønske om personlig sansetilfredsstillelse: 

kama esa krodha esa
rajo-guna-samudbhavah
mahasano maha-papma
viddhy enam iha vairinam

 Krishna fortæller Arjuna, Sin discipel, at ”Det er udelukkede begær…der er denne verdens altfortærende, syndige fjende.” (Bg. 3.37) I det vediske sprog er der intet ord for materialistisk ’kærlighed’, som vi kalder det nu om dage. Ordet kama beskriver begær eller materiel lyst, ikke kærlighed. Ordet for virkelig kærlighed, vi finder i Vedaerne, er prema, hvilket ene og alene betyder ens kærlighed til Gud. Ud over kærlighed til Gud er der ingen mulighed for at elske. Tværtimod er der kun lystent begær. Indenfor denne atmosfære af materie bygger hele spillerummet af menneskelige aktiviteter – og ikke kun hvert menneske, men alle levende væseners aktiviteter – på, tilskyndes af og forurenes således af sexbegæret, tiltrækningen imellem det mandlige og det kvindelige. På grund af dette sexliv kører hele universet rundt – og lider! Det er den barske sandhed. Her betyder såkaldt kærlighed, at ”Tilfredsstiller du mine sanser, tilfredsstiller jeg dine sanser,” og så såre den tilfredsstillelse hører op, er der med det samme skilsmisse, separation, skænderi og had. Så mange ting foregår under navn af denne falske opfattelse af kærlighed. Virkelig kærlighed betyder til Gud, Krishna.

 Enhver ønsker at lægge sin tilbøjelighed til at elske i noget, der efter hans mening er det værd. Men der er så megen uvidenhed, for mennesker har ringe viden om, hvor de kan finde dette højeste elskelige, der virkelig er værdig til at acceptere og gengælde deres kærlighed. Folk ved det ganske enkelt ikke. Der er ingen ordentlig oplysning. Så snart man har en tilknytning til noget materielt, sparker det en i ansigtet, går til grunde og skuffer en. Det vil helt sikkert ikke tilfredsstille en, men skuffe en. Men disse unge mænd i dit land og over hele verden accepterer, ”Ja, det er rigtigt,” og de får den rigtige kundskab fra Krishna:

     bahunam janmanam ante
            jnanavan mam prapadyate
vasudevah sarvam iti
         sa mahatma sudurlabhah 

“Efter mange liv overgiver den, der er virkelig vis, sig til Mig, for han ved, at Jeg er alle årsagers årsag og alt, som er. En sådan stor sjæl er meget sjælden.” (Bg. 7.19) Igen bruger Krishna ordet mahatma, stor sjæl. Derfor er vore hengivne, du har mødt, ikke almindelige unge mænd og piger. Nej. De skal regnes for at være virkeligt vise, store sjæle, for de har i mange liv erfaret det materielle livs lidelsesfyldte sygdom og afskyr det. Derfor søger de efter en højere viden – efter noget bedre – og når de finder Krishna og overgiver sig til Ham, bliver de mahatmaer, der virkelig befinder sig i viden. Denne materielle verden er som et fængsel. Den er et sted, hvor vi afstraffes for at komme til punktet af lede og væmmelse for til sidst overgive os til Krishna og vende tilbage til vor oprindelige natur af evigt liv i lyksalighed og fuldstændig viden. Derfor er det til disse hengivnes ros, at de har gjort, hvad der er sudurlabhah, meget sjældent blandt alle mennesker i menneskesamfundet. 

Ved at overgive sig til Krishna vil man finde det, der er det endelige mål for anbringelsen af ens kærlighed: Gud. Kærlighed til Gud findes i alle ligesom ilden i en tændstik, der ikke er tændt, og hvis ild er skjult. Udvikler man på en eller anden måde sin slumrende kærlighed til Gud, og Krishna bliver ens højeste forgudede mål, højeste ven, højeste herre eller højeste elsker, vil man aldrig igen blive skuffet eller ulykkelig. Tværtimod, for ens tilbøjelighed til at elske lægges det rigtige sted:

mac-citta mad-gata-prana
  bodhayantah parasparam
    kathayantas ca mam nityam
tusyanti ca ramanti ca
                                (Bg. 10.9) 

Den hengivne, hvis liv er overgivet til Krishna, nyder altid ’stor tilfredsstillelse og lyksalighed’, og han er konstant oplyst, altid positiv og ikke negativ, som du siger. Den avancerede hengivne er alles ven. Yoga-yukto visuddhatma’en, den rensede sjæl, der er engageret i kærlighedsfuld hengiven tjeneste til Krishna, er sarva-bhutatma-bhutatma, afholdt af alle, og han holder af alle. Et andet sted gør Krishna gældende, at yo mad-bhaktah sa me priyah, Hans hengivne, der er Ham meget kær, advesta sarva-bhutanam maitrah karuna eva ca, er ikke misundelig, men en velmenende ven af alle levende væsener. Den hengivne forventes yderligere at være ens imod alle (panditah sama-darsinah [Bg. 5.18]). Han gør ikke forskel og siger, ”Denne person er god, denne er dårlig.” Nej. 

Dette er beskrivelser af de mere avancerede stadier af Krishnabevidsthed, som hengivne når til ved udviklingen af moden viden. For øjeblikket er mange af vore elever store drenge. De lærer gradvist, og processen er så virkningsfuld, sikker og autoriseret, at bliver de ved, kommer de til det rigtige punkt af, som du siger det, kærlighed. Men den kærlighed er ikke materiel, så den bør ikke bedømmes ud fra almindelig verdsligheds falske, sentimentale platform. Det er vor pointe. At sige, at de ikke er kærlige, er måske derfor sandt fra materialistens synsvinkel. De har opgivet kærlighed til familie, venner, hustru, land, race osv., der alle bygger på kropslig livsopfattelse eller flakkende sansenydelse. De har distanceret sig lidt fra mayas kærlighed – begær – og de vil have Krishnas kærlighed eller endeløs, fuldstændigt tilfredsstillende kærlighed, men har endnu ikke udviklet sig til det punkt, det er alt. Vi kan ikke forvente, at dine landsmænd, der er forfaldne til så mange dårlige vaner, vil opgive at spise kød, tage rusmidler, have ulovligt sexliv og så mange andre modbydelige ting og fra den ene dag til den anden blive store, selvrealiserede sjæle. Det er ikke muligt. Det er utopisk. Men blot at være indviet som Krishnas hengivne placerer den hengivne i den højeste kategori i menneskesamfundet. Sa buddhiman manusyesu sa yuktah krtsna-karma-krt: [Bg. 4.18] “Han er intelligent i menneskesamfundet. Han er i den transcendentale position, skønt han er engageret i alle mulige slags aktiviteter.” Og skønt den hengivne måske endnu ikke er avanceret til det højeste niveau af åndelig forståelse, skal han fortsat regnes for den mest ophøjede person uden hensyn til midlertidige svagheder.

api cet su-duracaro
             bhajate mam ananya-bhak
          sadhur eva sa mantavyah
           samyag vyavasito hi sah 

“Selv hvis en hengiven begår de mest afskyelige handlinger, må han regnes for at være helgenagtig, for han er rigtigt situeret.” (Bg. 9.30). Som man siger, ”Det er menneskeligt at fejle.” Derfor må  vi altid gå ud fra, at der er fejl på nybegynderstadiet. Se tingene i dette lys og tilgiv deres små fejltagelser. Den store ting er, at de har givet alting, selv deres liv, til Krishna – og det er aldrig en fejltagelse. 

Deres  bestandige velønsker. A. C. Bhaktivedanta Swami