Diskussion af Immanuel Kant, del 4

 
Dette er fjerde del af Srila Prabhupadas samtale med Syamasundara Dasa og Hayagriva Dasa om den tyske filosof Immanuel Kant. Vi kan ikke stå inde for, at Kants filosofi præsenteres korrekt til punkt og prikke, men vi kan garantere for, at  Srila Prabhupada responderede impromptu på de ting, han blev præsenteret for.

Vi kommer ind på et punkt, hvor samtalen drejer sig om antimoner, tilsyneladende logiske selvmodsigende begreber.

Selvmodsigelser
Syamasundara: Kant siger blot, at når som helst vi begynder at spekulere om Det Absolutte, løber vi ind i selvmodsigelser.
Srila Prabhupada: Selvmodsigelser skyldes ufuldkommen viden. Medmindre vi slutter, at Krishna er alle årsagers årsag, er vores viden dømt til at være ufuldkommen. Den vediske litteratur siger, at Krishna så ud over den materielle natur og befrugtede hende. Derefter blev der udviklet så mange frembringelser inklusive alle disse kategorier. Materie og ånd forbandt sig med hinanden for at denne kosmiske manifestation kunne blive til.
Syamasundara: For Kant er årsag og virkningsforhold også opfattelser á priori, mentale frembringelser ligesom tid og rum. Forud for sanseerfaringen har vi en ide om dem.
Srila Prabhupada: Jeg fødes på et bestemt tidspunkt, og jeg dør på et bestemt tidspunkt. Tiden eksisterer før min fødsel, og den vil fortsætte med at eksistere efter min død. På samme måde med rummet. Denne krop manifesteres midlertidigt i tiden i en bestemt periode, der kaldes min levetid. I løbet af den tid lægger jeg beslag på en vis mængde rum, og dette er også midlertidigt. Tid og rum er der imidlertid i al evighed. I det mindste er tiden der for evigt, for rummet fødes også i tiden.
Syamasundara: Hvordan det?
Srila Prabhupada: Vi hører fra Srimad-Bhagavatam, at fordi dette materielle rum også er akasa, fødes det fra det finere subtile sind og intelligens. Disse beskrivelser gives i Srimad-Bhagavatam. Rummet er også skabt. 
 

Årsag og virkning
Syamasundara: [Den engelske filosof] Hume sagde, at årsag og virkning er vanemæssige antagelser. Vi antager med andre ord naturligt, at en bestemt virkning er en følge af en bestemt årsag, men i virkeligheden medfører årsagen ikke nødvendigvis virkningen.
Srila Prabhupada: Det er vi ikke enige i. Der kan ikke være en virkning uden en årsag. Lad ham først bevise, at der er en eksistens uden en årsag.
Syamasundara: Tja, Hume gav eksemplet med et fodspor på stranden. Normalt kan vi antage, at et menneske efterlod fodsporet.
Srila Prabhupada: Hvorfor normalt antage? Hvis det virkeligt er der, er det en kendsgerning.
Syamasundara: Måske var det noget andet, der efterlod fodsporet. En eller kunne have lavet en afstøbning af en fod, eller måske er der en anden mulighed.
Srila Prabhupada: Sikke noget vrøvl. Hvorfor skulle nogle lave et fodspor for at vildlede mig? Men selv hvis det er tilfældet, er det årsagen. Årsagen er, at en eller anden forsøger at vildlede mig.
Syamasundara: Kant ville sige, at når vi ser noget, forstår vi intuitivt årsags- og virkningsforholdet.
Srila Prabhupada: Måske forstår man eller ej, hvad årsagen er, men der må være en årsag. Uden en årsag kan intet ske. Folk spørger tåbeligt om, hvornår og hvorfor det levende væsen faldt ned i den materielle natur, men hvad gavn har man af at spørge på denne måde? Der er afgjort en årsag, men i stedet for at finde ud af årsagen, bør vi forsøge at behandle sygdommen. Hvorfor spilde tiden?

Fornuft og opfattelse af Gud
Syamasundara: Kant konkluderer, at fordi sindet påtvinger naturen love á priori som både nødvendige og universelle, er sindet kreativt og kommer ikke til verden som et uskrevet blad.
Srila Prabhupada: Det er sandt, at sindet er kreativt. Det skaber og forkaster. Det er sindets funktion – samkalpa-vikalpa.
Syamasundara: Kant ville sige, at bortset fra anvendelse af tankens kategorier såsom mængde, kvalitet, årsag og virkning og modalitet [måder at tænke og være på, red.] er der kun gætterier og ufuldkomne dogmer. Sindet er ikke tilfreds med denne delvise forklaring. Det ønsker at begribe virkeligheden på en altomfattende måde. Sindet ønsker at vide noget bagom disse kategorier, og dette er den transcendentale dialektiks verden.
Srila Prabhupada: En sådan nysgerrighed er virkelig filosofi. Vi søger efter alle årsagers årsag. Et tankefuldt menneske interesserer sig naturligt for den yderste årsag til alting. Det er menneskets natur. Mahatma’en er ham, der søger efter den yderste årsag og finder den. Vedanta-sutra starter derfor med forespørgslen, athato brahma jijnasa. ”Hvad er den yderste årsag? Hvad er Brahman?” Vedanta-sutra svarer, janmadyasya yatah. ”Brahman er den højeste kilde, fra hvem alting kommer.” Medmindre vi går til den højeste kilde, kan vi ikke blive tilfreds. De, der nærmer sig denne kilde igennem intellektuel spekulation, opnår det upersonlige aspekt. Fra dette punkt kan de gøre yderligere fremskridt. I Isopanisad er der en bøn til Herren:

hiranmayena patrena
satyasapihitam mukham
tat tvam pusann apavrnu
satya-dharmaya drstaye

”O min Herre, opretholder af alt, der lever, Dit virkelige ansigt dækkes af Dit blændende skin. Fjern venligst denne tildækning og åbenbar Dig for Din rene hengivne.” (Isopanisad 15). Gennemtrænger vi denne upersonlige Brahman, når vi til Krishna og bliver da tilfredse. Derfor siges det i Bhagavad-gita:

bahunam janmanam ante
jnanavan mam prapadyate
vasudevah sarvam iti
sa mahatma sudurlabhah

”Efter mange liv overgiver den, der virkelig er i viden, sig til Mig velvidende, at Jeg er alle årsagers årsag og alt, som er. Sådan en stor sjæl er meget sjælden.” (Bg. 7.19)
Syamasundara: Kant siger, at efter det forgæves forsøg på at anvende kategorisk analyse på transcendental viden, forsøger et menneske at skabe andre ideer, der overskrider sanseerfaringerne, om universet.
Srila Prabhupada: Med andre ord forsøger man at opnå transcendental viden efter, at det er mislykkedes at få materiel viden.
Syamasundara: Snarere mislykkes det for en at forstå transcendental viden, når man anvender den materielle videns teknikker.
Srila Prabhupada: Dette betyder, at man ikke kan nærme sig transcendental viden med materielle sanser. Hvis dette ikke er muligt, hvordan kan vi da håbe at danne os velbegrundede ideer om transcendensen?
Syamasundara: Igennem ren fornuft.
Srila Prabhupada: Han indrømmer, at materielle sanser ikke kan nå transcendensen, men han er ikke klar, når det gælder betydningen af denne rene fornuft. Hvis sanserne er ufuldkomne, og hvis ens fornuft fødes af sanserne, er ens fornuft også ufuldkommen.
Syamasundara: Kant fastholder, at fornuft kan forstå á priori, adskilt og uafhængigt af sanserne, at Gud og sjælen er der.
Srila Prabhupada: Det er også sandt.

nitya-siddha krsna-prema ’sadhya’ kabhu naya
sravanadi-suddha-citte karaye udaya

”Ren kærlighed til Krishna bor i al evighed i de levende væseners hjerter. Det er intet, der skal indhentes fra nogen anden kilde. Når hjertet renses igennem at høre og tale [om Krishna], vågner det levende væsen naturligt.” (Caitanya-caritamrta, Madhya-lila 22.107). Det er vores naturlige tilbøjelighed at give tjeneste til Gud. Caitanya Mahaprabhu har også sagt, at det levende væsen er Guds evige tjener. Tilbøjeligheden til at give tjeneste er naturlig. På en eller anden måde er den blevet dækket af uvidenhed.
Syamasundara: Medens sanseopfattelse ikke kan give nogen viden om sjælen eller Gud, kan ren fornuft give os visse ideer, men ikke meget mere.
Srila Prabhupada: Vi kan ikke vide mere igennem vores personlige bestræbelse, men disse emner kan kendes igennem en metode, der hedder guru-parampara. Når Gud taler, er det muligt at vide. Vi hører fra Gud for at forstå hvad, hvem og hvor Han er. På denne måde er vores viden perfekt. Ifølge Kant kan vi ikke opnå virkeligheden eller Gud igennem fornuft og sanserne. Dette faktum indrømmes i Vedaerne. Ordet vacanam betyder ’ord’, og manah betyder ’sind’. Vi kan ikke nå den Højeste med enten ord eller sindet.

Ødelægger sikker viden vores frihed?
Hayagriva: Kant foreslår, at sikker viden om Guds eksistens ville ødelægge et menneskes frihed og reducere den menneskelige erfaring til et dukketeater med en flok marionetter, der febrilsk forsøger at opnå den Almægtiges gunst. Således er usikkerhed en nødvendig ingrediens for tro.
Srila Prabhupada: Tro bør ikke være blind. Hvis den er det, er den værdiløs. Måske tror vi på regeringen, men regeringen afhænger ikke af tro. Der er en regering, og vi står under regeringens love og må derfor adlyde dem. Der er intet spørgsmål om tro. På samme måde bliver den, der kender Gud, afhængig af Ham, og det er ikke tro, men kendsgerning. Den hengivne er lykkelig ved at afhænge af Gud. Han ved, at det er tåbelighed at tro sig selv uafhængig. Et barn afhænger frivilligt af sine forældre og er derfor lykkeligt.
Syamasundara: Siden vor viden er begrænset til blotte fænomener, er tro nødvendig for at få viden om Gud, frihed og udødelighed.
Srila Prabhupada: Nej, tro er ikke et faktum, men et kompromis. Det er godt, at han indrømmer, at vi til syvende og sidst ikke kan nærme os Gud igennem vore sanser eller fornuft, men tro alene er heller ikke tilstrækkelig, ikke fuldkommen. Vestlige filosoffer har skabt så mange former for tro. En person kan tro på den ene tro og en anden person på en anden, men dette er tro, ikke kendsgerning. Kendsgerningen er denne: hvis vi er overbeviste om, at der er en Gud, og at Han er almægtig, må vi indrømme, at igennem Hans almagt kan Han nedstige til denne verden af to grunde: for at afhjælpe uoverensstemmelserne i religion og for at glæde Sine hengivne, der altid er ivrige efter at se Ham. Nogle folk siger, at Gud er partisk, men det er Han ikke. Gud er venlig imod både Sine hengivne og skurkene og dæmonerne. Når skurkene dræbes af Gud, opnår de omgående befrielse, og når de hengivne ser Gud, kan de forstå Hans virkelige position. I Vrindavana viser Gud Sig selv, som Han gør det i den åndelige verden. Det er hans natur at lege med kohyrdedrengene og danse med gopierne. Når de hengivne forstår dette, fatter de mod ved at vide, at efter at være færdige med den materielle krop, vender de tilbage og slutter sig til Krishna for at være med i Hans lege. Denne viden forstås ikke blot igennem sastraerne, men demonstreres faktisk af Krishna. Således bekræftes denne viden dobbelt. Når vi hører om Gud og Hans aktiviteter, kan vi også erkende dem, for Gud er absolut. Der er ingen forskel imellem at se Ham og høre om Ham. På denne måde kan man opnå ægte viden. Uanset hvor dygtig en logiker er, er det ikke muligt at nærme sig den Højeste Absolutte igennem fornuft, logik eller verdslig viden. Det er kun muligt at forstå Gud, når Han Selv nedstiger, giver viden om sig selv og stiller Sine lege til skue.

Srimad-Bhagavatam er en krønike om Guds nedstigninger. Hvis vi forsøger at forstå Gud igennem Srimad-Bhagavatam eller Bhagavad-gita, bliver vi en bhagavata. I Bhagavad-gita taler Gud om Sig selv og Sine aktiviteter, og Srimad-Bhagavatam er en optegnelse over Guds aktiviteter og lege. De første ni bøger er viet til forståelse af Guds transcendentale natur, og den Tiende Bog er en krønike om Guds aktiviteter for øjnene af verdens folk. Imidlertid vil de, der er skurke, tro, at Gud blot er en berømt person eller et overmenneskeligt væsen, intet andet. (Fortsættes i næste nummer)