Diskussion af David Hume

I sin gennemgang af Vestens betydningsfulde filosoffer og tænkere diskuterede Srila Prabhupada skotten David Hume (1711-76), den kendteste repræsentant for den ’engelske empiricisme’ med al dens agnosticisme og skepticisme. Hayagriva og Syamasundara fremlagde David Humes ideer, og Srila Prabhupada kommenterede dem impromptu. Der skal tages forbehold for, at Syamasundara og Hayagrivas fremlægning af David Hume kan være unøjagtig (de havde kun en dag til at lære sig hans filosofi i), men vi er hovedsageligt interesserede i Srila Prabhupadas ord og ikke en ordret gennemgang af Humes ideer.

  Skepticisme

Hayagriva: Hume er berømt for sin skepticisme. Han forkastede åbenbarede skrifter og hældede i stedet til videnskab.

Srila Prabhupada: Hvorfor skulle vi tro hans ord, hvis han prædiker skepticisme? Hvorfor skulle andre acceptere hans udtalelser, hvis han ikke tror på deres?

Hayagriva: Hume anser abstrakte objekter, relationer, rum, tid og materie for at være sanseopfattelser, der er afhængige af sindet. For ham er sansning eller indtryk alt, som er. Han forkastede åbenbaret religion som dogmatisk og accepterede ’naturlig religion’ i stedet, en religion, hvor Guds eksistens kan bevises eller vises at være sandsynlig igennem argument og fornuft. Ifølge Hume ved vi virkeligt intet om Gud. Vi kan højst vide noget om andre menneskers ideer om Gud, og disse er intet andet end sanseopfattelser.

Srila Prabhupada: Hvad er denne ’naturlige religion’?

Hayagriva: Hume skriver: ”Hele naturens gang fremmaner en hymne til dens skabers pris. Jeg har fundet en Guddom, og her ender min forespørgsel. Lad dem, der er visere eller mere foretagsomme, gå videre.”

Srila Prabhupada: Han indrømmer, at sanserne er ufuldkomne, og at der på samme tid er en Gud. Hvordan kan vi forestille os, at Gud er på den ene eller den anden måde, når sanserne nu er ufuldkomne? Men forklarer Gud Sig Selv, hvorfor skulle vi da ikke acceptere Hans version?

Hayagriva:  I Dialogues Concerning Natural Religion modsætter Hume sig søgningen efter Gud i den ideelle verden. Han skriver: ”Hvorfor ikke stoppe ved den materielle verden? Hvordan kan vi tilfredsstille os selv uden at fortsætte i det uendelige?…Hviler den materielle verden på en tilsvarende ideel verden, må denne ideelle verden hvile på en anden osv. uden ende. Det må derfor være bedre aldrig at søge hinsides den nuværende materielle verden. Ved at antage, at den indeholder princippet af orden i sig selv, hævder vi i virkeligheden, at den er Gud, og jo hurtigere vi kommer til det guddommelige væsen, jo bedre. Når man træder udenfor det verdslige system, opægger man kun en spørgelysten ånd, som det er umuligt nogensinde at tilfredsstille.”

Srila Prabhupada: Den materielle verden er per definition fuld af lidelse. De, der er avancerede, søger derfor efter en anden verden, hvor der ingen lidelse er. Alle søger efter en lykkelig verden, der er vedvarende. Den søgen er ikke unaturlig. Der er en sådan verden. Hvorfor skulle vi ikke hige efter den, når den findes? Ser vi objektivt på verden, kan vi se, at ingen er virkeligt lykkelige, dvs., medmindre man er et dyr. Dyr ved ikke, hvad lykke og lidelse er. De forbliver tilfredse i alle omstændigheder. Et menneske mærker imidlertid lidelse stærkere.

Hayagriva: Hume mente, at jo hurtigere vi finder Gud, jo bedre, og derfor modsatte han sig at gå hinsides det verdslige system i en søgen efter Ham.

Srila Prabhupada: Man kan ikke finde Gud i sin nuværende betingede tilstand. Man kan få et glimt af den kendsgerning, at Gud findes, men man kan ikke forstå Hans form og aktiviteter igennem spekulation. Derfor er åbenbaring der for de heldige mennesker, der oprigtigt søger efter Ham. Gud bor indeni i os, og når vi er oprigtige, åbenbarer Han Sig Selv. Det er også muligt at lære om Gud direkte fra en person, der kender Gud. Bhagavad-gita er Guds direkte åbenbaring, og forsøger vi at forstå den, kan vi forstå, hvad Gud er.

Der er intet absolut

Syamasundara: Hume forfægter, at alt, vi er, og alt, vi ved, blot er en sekvens af ideer.

Srila Prabhupada: Men bag ideerne må der være virkelighed. Hvordan kan vi ellers have ideerne?

Syamasundara: Han adskiller virkeligheden fra ideerne. For eksempel kan jeg tro, at dette bord er rødt, men måske tager jeg fejl. Det kunne være brunt.

Srila Prabhupada: Din ide kan være forkert, men bordet har en farve, hvad end den er rød, gul eller hvad som helst. Lider man af en øjensygdom, kan man ikke afgøre farven, men en, hvis øjne ikke er syge, kan fortælle os, hvad den er. Fordi vore øjne er syge, og vi ikke kan se ting rigtigt, må vi modtage viden fra en, der ikke er syg. Hume tager fejl, når han siger, at det ikke er muligt at opnå rigtig viden.

Syamasundara: Han indrømmer, at den ydre verden er fuld af konkrete objekter, men han mener, at vi også er et af disse objekter, fordi selvet er ”intet andet end et bundt eller en samling af forskellige sanseopfattelser, der følger på hinanden med ufattelig hastighed og er i bestandig strøm og bevægelse.” Vor bevidsthed er udelukkende en sammensætning af vore observationer af materiel natur.

Srila Prabhupada: Og hinsides tid og rum?

Syamasundara: Det kan vi intet vide om.

Srila Prabhupada: Måske du ikke kan, men der en metode, igennem hvilken vi kan vide besked. Vi kan ikke sige, at hinsides sindet er der ingen tid eller sanseopfattelse. Der findes insekter, der fødes om aftenen og dør om morgenen, og i løbet af dette tidsrum oplever de et helt liv. For et menneske er dette kun tolv timer, men insektet kan ikke leve ud over den tid. Fra Bhagavad-gita forstår vi, at Brahma lever i mange tusinder af år. Sammenlignet med ham er vi som insekter. Alt er relativt: vor levetid, viden og sansning. Vi er små mennesker. Hvad der er umuligt for os, er ikke nødvendigvis umuligt for andre. Hume taler fra den relative platform.

Syamasundara: Han mener, at objekter er kun relative, ikke, at der er noget som helst absolut.

Srila Prabhupada: Men så snart han taler om relativt, postulerer han eksistensen af det absolutte. Er der intet absolut, hvordan kan vi da have ideen om, at et objekt er relativt?

Syamasundara: Han mener, at ting kun eksisterer i relation til hinanden.

Srila Prabhupada: Hvad er den højeste relation da?

Syamasundara: En sådan indrømmer han ikke.

Srila Prabhupada: Ifølge logik er der bag alle relative sandheder en Absolut Sandhed, summum bonum. Men hvis Hume benægter substansen, har han ingen ide om summum bonum, den endelige substans.

Syamasundara: Hume siger, at et objekt som et æble består kun af visse sanselige kvaliteter som sødme eller farve, og at individet kun består af en serie af mentale aktiviteter, ikke af en sjæl, der er i stand til at skabe erfaringer.

Srila Prabhupada: Døde objekter har visse kvaliteter, men det levende væsen har sanser, hvormed det kan påskønne disse kvaliteter, og er derfor død materie overlegen. Fordi det levende væsen har sanser, kan det påskønne sanseobjekter. Vi har øjne, med hvilke vi kan se farve og sanse skønhed.

Den relative verden

Syamasundara: Hume postulerer tre love, hvorigennem sanseopfattelser er knyttede til eller forbundne med hinanden. For det første får for eksempel et billede ifølge hans princip om lighed os til at tænke på det oprindelige. For det andet tænker jeg ifølge princippet om nærhed også på andre rum, når jeg nævner et rum i denne bygning. For det tredje tænker jeg ifølge princippet om årsag og virkning automatisk på smerte, når jeg tænker på et sår. Således argumenterer han for, at vort hele væren består af en sådan strøm af ideer og tankeforbindelser, der bestandigt følger efter hinanden.

Srila Prabhupada: Dette er naturen af den relative verden. Vi kan ikke forstå, hvad en fader er, uden at forstå, hvad en søn er. Vi kan ikke forestille os en ægtemand uden en hustru.

Syamasundara: Hume benægter eksistensen af en endelig virkelighed og påstår, at kun sansefænomenerne eksisterer.

Srila Prabhupada: Men hvor kommer disse fænomener fra? Hvis der er fænomen, må der være et nomen [bag fænomenet].

Syamasundara: Hume formoder, at det er muligt, at verden har eksisteret i al evighed, og derfor behøver der at være en første årsag.

Srila Prabhupada: Men hvad med manifestationen af fortid, nutid og fremtid? Hvorfor er der død, hvis der ingen årsag er?

Syamasundara: Kroppen er som en maskine, der fødes og dør.

Srila Prabhupada: Når man siger maskine, antager man automatisk maskinens begyndelse. Med andre ord må maskinen være lavet af en eller anden.

Syamasundara: Maskinen kan være som årstiderne. De kommer og går.

Srila Prabhupada: Ja, de kommer og går og kommer så igen, men hvor vil han hen med alt dette?

Syamasundara: De kan være evigt eksisterende kendsgerninger uden årsag eller skaber. Hume siger, at vi kan tro på en skaber, hvis vi har lyst til det, men dette bygger på sandsynlighed, ikke på viden. Vi kan mene, hvad vi vil.

Srila Prabhupada: Ja, jo, han kan fortsætte med at tale, som han vil. Han kan med andre ord sige alt det vrøvl, han vil, og det kan jeg også. Du har ret, jeg har ret, og alle har ret.

Syamasundara: Ifølge den information, vi har fra vore sanseopfattelser, tror vi, at solen står op i morgen. Imidlertid er det muligt, at verden vil komme til en ende, og solen ikke står op i morgen.

Srila Prabhupada: Hvorfor er dette sådan? Hvem muliggør eller umuliggør dette? Solen står måske op, eller måske gør den ikke. Er dette tilfældigt, eller er det ifølge en eller andens vilje? 

Årsag og virkning

Syamasundara: Hume ville sige, at alt er tilfældigt.

Srila Prabhupada: Intet er tilfældigt. Alt er symmetrisk. Alting i naturen ifølge Krishna i Bhagavad-gita fungerer under Hans styring. Solen står op, fordi Gud har forordnet det. Forordner Gud det ikke, står solen ikke op. Det er slet ikke tilfældigt.

Syamasundara: Hume afviser årsag og virknings-sammenhængene. Vi forbinder friktion med varme, men han siger, at det er en fejl at antage, at friktion forårsager varme. For ham er det blot en gentagelse af to hændelser. Virkningen kan jævnligt ledsage årsagen, men den er ikke nødvendigvis dens konsekvens. Der er kun forbindelse, ikke årsag og virkning.

Srila Prabhupada: Men hvem har lavet lovene om denne forbindelse? Forbindelsen er måske tilfældig, men så snart der er friktion, er der varme. Dette betyder, at i naturen er der en systematisk lov.

Syamasundara: Hume ville sige, at denne lov ikke er den endelige virkelighed, men blot sandsynlighed.

Srila Prabhupada: Ikke desto mindre er der fysiske love. Rækkefølgen i disse love kan være forskellig, for de skabes af en, der kan ændre dem. En lovgivende forsamling kan mødes i dag og vedtage en bestemt lov, men i morgen kan den igen mødes og ophæve denne lov. På samme måde laver en højeste vilje disse love, og Han kan også ophæve dem eller ændre dem. Hvad os angår, er der varme, når der er friktion. Vi kan ikke gnubbe vore hænder imod hinanden uden at opleve en følelse af varme. Dette betyder, at vi er underkastede den højeste vilje. Gud giver os en chance for at sige alt muligt sludder og vrøvl, men Han kan standse os, hvad øjeblik det skal være. Når som helst kan vor tunge befinde sig i en død krop. Den højeste vilje giver os friheden til at tale på den ene eller den anden måde og udklække alle former for filosofier, men et hvilket som helst øjeblik kan Han gøre en ende på alt dette. Således er den højeste vilje den yderste årsag til alle årsager.

Syamasundara: Hume forkastede ideen om absolut materie og om sjælen som en substans. Han forkastede også anvendeligheden af videnskabelige love og moralske principper som objektive virkeligheder. Han hævder, at alle religiøse ideer er relative og fastholder, at der ingen sikkerhed er i religiøse spørgsmål.

Srila Prabhupada: Religion betyder Guds love, og der er forskellige religiøse processer. Udvikler vi i sidste ende kærlighed til Gud, har vi realiseret den første og vigtigste faktor i religion. Mangler kærlighed til Gud, er det, der går for religion, ikke virkelig religion, men blot et skuespil.

Syamasundara: Hume siger, at ideen om Gud blot er sandsynlig, men ikke sikker.

Srila Prabhupada: Det giver vi ham ikke ret i. Så snart vi taler om autoritet, antager vi eksistensen af en højeste autoritet. Vi kalder denne højeste autoritet Gud.

Syamasundara: Hume ville sige, at vi bliver nødt til at acceptere vore sansers autoritet.

Srila Prabhupada: Sanserne er ufuldkomne, og Gud er hinsides er vore sanser. Vi kan ikke se Gud, røre ved Ham eller høre Ham, for vore sanser er ufuldkomne. Et menneske med ufuldkomne sanser siger, der ingen Gud er, men de, der har renset deres sanser, kan se Gud, røre ved Ham og tale med Ham.

                                                        Mirakler
Syamasundara: Hume benægter eksistensen af mirakler.

Srila Prabhupada: Én ting kan være et mirakel for én person og ikke for en anden. En elektrisk ventilator kan for et barn synes at være et mirakel, men ikke for dets fader. Vore ideer om mirakler er også relative.

Hayagriva: Om dette skriver Hume: ”Alle astronomiens opdagelser, der beviser den umådelige storslåethed og pragt i naturens værk, er så mange yderligere argumenter for en Guddom ifølge teismens sande system.” På denne måde forkaster Hume nødvendigheden af eller det ønskværdige i mirakler såvel som opfattelsen af en Gud, der er transcendental til Sin skabelse. Han siger, at det ikke er Guds væsen, der er tvivl om, men Guds natur, der ikke kan konstateres igennem studiet af universet selv.  Kan universet imidlertid kun studeres med ufuldkomne sanser, hvad er da værdien af vore slutninger? Hvordan kan vi nogensinde komme til at kende Guds natur?

Srila Prabhupada: Ifølge vor vediske filosofi kan Guds natur forklares af Gud Selv. I Bhagvad-gita fortæller Krishna Arjuna:  

mattah parataram nanyat 
  kincid asti dhananjaya  
mayi sarvam idam protam 
  sutre mani-gana iva  

”O vinder af rigdomme, der er ingen Sandhed højere end Mig. Alt hviler på mig som perler på en snor.” (Bg. 7.7). Vi accepterer dette som en kendsgerning, for det er ikke muligt for nogen at være større end Gud. Det er Guds natur at være den største i alting: rigdom, berømmelse, magt, skønhed, viden og forsagelse. Kan vi finde en, der smykkes af en sådan storhed, har vi fundet Gud. Disse kvaliteter findes i Krishna, og derfor accepterer vi Krishna som den Højeste Herre. 

                                                    Religion  
Hayagriva: I Dialogues Concerning Natural Religion skriver Hume: ”Alle religiøse systemer er, må det indrømmes, underkastet store og uovervindelige vanskeligheder. Hver af de stridende parter triumferer efter tur, imens de hver især fører en offensiv krig og afslører absurditeterne, barbariet og de ødelæggende virkninger hos deres modstandere. Men tilsammen bereder de alle en fuldstændig triumf for skeptikeren, der fortæller dem, at man aldrig nogensinde bør tilslutte sig noget system…En fuldstændig vurderingens uvished er her vor eneste fornuftige tilflugt.”

Srila Prabhupada: Vi accepterer ikke dette. Vi tror, at vi kan kende Gud igennem Gud Selv. Religion refererer til principperne, der gives af Gud Selv. Gives der ingen vejledninger af Gud, er der ingen religion. Religion er ikke blind tro. Religion er virkelig, for den gives af Gud Selv. Kender man Gud og følger Hans instruktioner, er man religiøs.

Hayagriva: Hume mente dog, at religion er en nødvendighed. Han siger, at en religion, uanset hvor korrumperet den er, dog er bedre end ingen religion overhovedet.

Srila Prabhupada: Det giver vi ham ret i, men religion uden filosofi og logik er blot sentimentalitet og kan ikke hjælpe os. Virkelig religion gives af Krishna:  

man-mana bhava mad-bhakto 
  mad-yaji mam namaskuru  
mam evaisyasi yuktvaivam 
  atmanam mat-parayanah  

”Engager dit sind i altid at tænke på Mig, adlyd Mig og tilbed Mig. Ved at være fuldstændigt optaget af Mig vil du med sikkerhed komme til Mig.” (Bg. 9.34). Tænker vi tænker på Gud, bliver vi renset. Religion betyder at meditere på Gud og tænke på Ham. Derfor er tempeltilbedelse nødvendig for at gøre det nemt for os hele tiden at tænke på Gud. Men hvordan kan vi tilbede Gud, hvis vi ikke kender Hans form? Hvordan kan vi da tænke på Ham? Da må vi konstruere en pseudo-religion, og den form for religion vil ikke hjælpe os.

Hayagriva: Humes opfattelse af religion er utilitaristisk [nyttemæssig] og social. Han skriver: ”Religionens rette hverv er at regulere menneskets hjerte, menneskeliggøre deres adfærd, indgyde en ånd af mådehold, orden og underkastelse…”

Srila Prabhupada: Vi siger også, at religion er det største velfærdsarbejde for hele menneskeheden. For eksempel forbyder religion ulovlig sex, og hengiver mennesker sig til ulovlig sex, bliver samfundet kaotisk. Fortsætter vi med at spise kød, gør vi oprør imod Guds vilje, for Gud er alle levende væseners fader. Hvorfor skal vi slå dyr ihjel for at spise kød, når anden mad er tilgængelig? Hvorfor skulle vi have ulovlig sex, når der er en hustru? Et religiøst menneske er nødvendigvist et menneske af god karakter. En hengiven kan ofre sine egne interesser, fordi han er en hengiven. Dette kan andre ikke.

Hayagriva: Hume mente, at man må først være en filosofisk skeptiker, før man kan acceptere religionens åbenbarede sandheder. I sidste ende insisterer han på, at disse sandheder kun kan accepteres igennem tro, ikke igennem erfaring eller fornuft.

Srila Prabhupada: Hvorfor ikke igennem fornuft? Vi kan bruge vor fornuft til at tænke over, at alting har en form for ejer, og det er helt logisk, at dette umådelige univers også har en ejer. Er der noget galt med denne logik? Nu siger astronomerne selvfølgelig, at i begyndelsen var der en klump, men hvor kom klumpen fra? Hvor kom gassen fra? Hvor kom ilden fra? Der er en ejer, og Han beskrives i Bhagavad-gita. Mayadhyaksena prakrtih. (Bg. 9.10). Det er fuldstændigt ulogisk at tro, at der ingen universel ejer er.

Hayagriva: Så vidt vi kan fastslå, havde Hume personligt ingen religion, ingen tro på den kristne eller nogen anden Gud. Han forkastede også påstanden om, at argument eller logik kan begrunde en tro. Han er en skeptiker, der nægter muligheden af at opnå sikkerhed udenfor en blot og bar række af opfattelser eller ideer.

Srila Prabhupada: Med andre ord skal alle andre udsagn end hans forkastes. 

Hayagriva: Hume hævder, at mennesket ikke kan kende den endelige virkelighed eller have viden om noget hinsides blot og bar sanselige fænomenindtryk.

Srila Prabhupada: Hvorfor skulle vi acceptere Humes viden, hvis mennesket ikke kan have viden? Er det så ikke bedre helt at holde op med at søge efter viden? Hvorfor bekymrer Hume sig om at skrive så mange bøger? Han forsøger blot at opkaste sit eget system som det bedste. Men en skeptiker har intet grundlag for noget som helst.

Syamasundara: Hume siger, at hvis vi vil, kan vi tillægge verdens orden og design til en arkitekt, men hvad ham angår, ser han intet bevis for, at en sådan arkitekt findes.

Srila Prabhupada: Er noget kunstnerisk og systematisk, må vi indrømme en form for intelligens bag. Ifølge vor erfaring kan ting ikke fungere godt uden en hjerne bag. Når vi ser, at den kosmiske manifestation er systematisk, må vi erkende, at der er en styrende intelligens.

Det gode og det onde

Syamasundara: Han mener, at hvis en sådan arkitekt findes, må Han være ansvarlig for det onde i naturen. Han konkluderer derfor, at enten er Gud begrænset eller ufuldkommen. Var Han fuldkommen, var der intet ondt, og hvis Han var ubegrænset i magt, ville Han kunne fjerne det.

Srila Prabhupada: Gud er absolut, og for Ham er der intet ondt. For Ham er der kun godt, ellers kunne Han ikke kaldes absolut. Det, vi tror er ondt, er for Gud godt. En far slår måske sit barn, og barnet græder. For barnet er det ondt, men for faderen er det godt, for han tænker, „Jeg har gjort det rigtige. Skønt han græder, begår han ikke samme fejl igen." Afstraffelse kan somme tider synes ond, men det er relativt i forhold til vor position. Hvis mening skal vi holde os til?

Syamasundara: Hume ville sige, at dette betyder, at Gud er begrænset.

Srila Prabhupada: Sikke noget vrøvl. Er Gud begrænset, kan Han ikke være Gud.

Syamasundara: Logikken er, at Gud må være begrænset i Sin godhed, hvis Han tillader det onde at eksistere.

Srila Prabhupada: Gud er ubegrænset god.

Syamasundara: Så må Gud være begrænset i Sin magt, for Han kan ikke fjerne det onde.

Srila Prabhupada: Nej, det onde står under Hans styring. Gud behersker både ondt og godt. Derfor kaldes Han den Højeste Hersker. Han er ikke begrænset på nogen måde. Det præcise ord, der anvendes på sanskrit, er ananta, ubegrænset. Gud er advaitam acyutam anantam: nondualistisk, ufejlbarlig og ubegrænset.

Moral

Syamasundara: Med hensyn til verdens moral hævder Hume, at moral består af værdier, som individet formulerer ud fra sin personlige opfattelse med sig selv for øje. Hvert menneske kan gøre, som dets samvittighed dikterer det.

Srila Prabhupada: Ét menneske kan sige, at dets samvittighed dikterer det én ting, og et andet, at dets samvittighed dikterer det noget andet. Derfor er der ingen enighed.

Syamasundara: Med hensyn til samfundet ville Hume sige, at moralske værdier er relative til offentlig mening.

Srila Prabhupada: Så må vi acceptere flertallets mening. Det er demokrati.

Syamasundara: Og dog indrømmer Hume, at det er op til den enkelte, om han vil acceptere den offentlige opfattelse eller forkaste den. Skønt loven findes, og samfundet godtager den, er det fortsat op til den enkelte at følge den eller ej.

Srila Prabhupada: Følger man ikke loven, straffes man af staten. Så vi kan konkludere, at uafhængig tænkning ikke er absolut, men også relativ.

Syamasundara: Hume ville sige, at det ikke er logik eller fornuft, der bestemmer moral, men følelse.

Srila Prabhupada: Vi kan ikke afgøre, hvad der er moral eller ikke moral. Kun den højeste vilje kan bestemme dette.

Syamasundara: Det er den enkeltes fornemmelse, der afgør det. En person bør handle på den måde, han synes lige nu ifølge sin personlige mening.

Srila Prabhupada: Man er måske tilfreds med sin personlige mening, men hvis den ikke godtages af andre i samfundet, lever man i en indbildt verden.

Syamasundara: Midlet imod dette er socialt. Vi bør forsøge at forandre statens love eller opfattelser, så de retter sig efter en bestemt form for moral. Mener jeg, at noget er rigtigt, men staten siger, det er forkert, bør jeg arbejde politisk på at ændre det.

Srila Prabhupada: Men individets eller offentlighedens opfattelse er ikke endelig. Over dem er Krishnas højeste vilje, og den afgør i sidste ende, hvad der er moral og ikke moral.

Syamasundara: Hume troede på, at moralske fornemmelser forstærker det gode i samfundet, imens umoralske indstillinger er egoistiske og asociale.

Srila Prabhupada: Under alle omstændigheder er samfundet som helhed hans autoritet. I sidste ende må vi bero på en eller anden autoritets billigelse. Vi foreslår, at den højeste autoritet er Krishna, og at hvad end Han billiger, er moralsk, og hvad Han ikke billiger, er umoralsk. Arjuna troede, at det var moralsk at være ikke-voldelig på Kuruksetras slagmark, men Krishna fortalte ham noget andet. I stedet for at lade den samfundsmæssige, politiske eller offentlige helhed afgøre, hvad moral er, bør vi hælde til den højeste autoritets højeste vilje. Vi hævder, at al moral er relativ i forhold til Krishnas billigelse. At slå ihjel anses for at være umoralsk, men fordi Krishna gav Arjuna ordre til at kæmpe, var Arjunas drab ikke umoralsk. Når vore handlinger godkendes af den højeste autoritet, er vi moralske. Godkendes vore handlinger ikke af den højeste autoritet, er vi umoralske. Moral og umoral er ikke fastlagt. Når noget billiges af Krishna, er det moral. Således kan det, der anses for umoralsk, afhængig af Krishnas ordre og ønske i virkeligheden være moralsk og omvendt. I en krig kan en soldat slå mange mennesker ihjel og blive belønnet med medaljer for dette, men slår han et menneske ihjel, når han kommer hjem, er han umoralsk og bliver hængt. Selv på det verdslige plan afhænger moral og umoral af statens godkendelse. Staten siger, „ Det er moralsk, at du slår denne mand ihjel, for han er en fjende." Og staten siger også, „Slår du ihjel, bliver du hængt." På denne måde accepterer folk autoritet. Alt i universet afhænger af Krishnas vilje, af Hans autoritet. I begyndelsen af Bhagavad-gita siger Krishna, at Han kommer for at etablere religiøse principper (Bg. 4.8), men til sidst siger Han, at man bør forkaste alle religiøse principper og blot overgive sig til Ham og acceptere Hans ordre (Bg. 18.66). Dette er Bhagavad-gitas fortrolige lære. Under alle omstændigheder er Han den endelige autoritet, og overgivelse til Ham er det endelige religiøse princip.

Syamasundara: Hume lægger fundamentet for eftergivenhed i det moderne samfund, for han lader det være op til den enkelte at vælge et bestemt etisk standpunkt. Med andre ord kan man gøre, som man vil.

Srila Prabhupada: Men dette er ikke muligt, for ingen kan gøre, hvad man vil. I livet er der så mange vanskeligheder. En person kan have en bestemt handling i sinde, men hans hensigt er måske ikke praktisk mulig. Vi kan ikke handle selvstændigt, ellers bliver der kaos. Der må være en autoritet.