Diskussion af David Hume, Del 3

I denne sidste del af Srila Prabhupadas samtale med Hayagriva og Syamasundara om den engelsk/skotske filosof David Hume

Hayagriva: Hume hævder, at mennesket ikke kan kende den endelige virkelighed eller have viden om noget hinsides blot og bar sanselige fænomenindtryk.

Srila Prabhupada: Hvorfor skulle vi acceptere Humes viden, hvis mennesket ikke kan have viden? Er det så ikke bedre helt at holde op med at søge efter viden? Hvorfor bekymrer Hume sig om at skrive så mange bøger? Han forsøger blot at opkaste sit eget system som det bedste. Men en skeptiker har intet grundlag for noget som helst.

Syamasundara: Hume siger, at hvis vi vil, kan vi tillægge verdens orden og design til en arkitekt, men hvad ham angår, ser han intet bevis for, at en sådan arkitekt findes.

Srila Prabhupada: Er noget kunstnerisk og systematisk, må vi indrømme en form for intelligens bag. Ifølge vor erfaring kan ting ikke fungere godt uden en hjerne bag. Når vi ser, at den kosmiske manifestation er systematisk, må vi erkende, at der er en styrende intelligens.

Det gode og det onde
Syamasundara: Han mener, at hvis en sådan arkitekt findes, må Han være ansvarlig for det onde i naturen. Han konkluderer derfor, at enten er Gud begrænset eller ufuldkommen. Var Han fuldkommen, var der intet ondt, og hvis Han var ubegrænset i magt, ville Han kunne fjerne det.

Srila Prabhupada: Gud er absolut, og for Ham er der intet ondt. For Ham er der kun godt, ellers kunne Han ikke kaldes absolut. Det, vi tror er ondt, er for Gud godt. En far slår måske sit barn, og barnet græder. For barnet er det ondt, men for faderen er det godt, for han tænker, „Jeg har gjort det rigtige. Skønt han græder, begår han ikke samme fejl igen." Afstraffelse kan somme tider synes ond, men det er relativt i forhold til vor position. Hvis mening skal vi holde os til?

Syamasundara: Hume ville sige, at dette betyder, at Gud er begrænset.

Srila Prabhupada: Sikke noget vrøvl. Er Gud begrænset, kan Han ikke være Gud.

Syamasundara: Logikken er, at Gud må være begrænset i Sin godhed, hvis Han tillader det onde at eksistere.

Srila Prabhupada: Gud er ubegrænset god.

Syamasundara: Så må Gud være begrænset i Sin magt, for Han kan ikke fjerne det onde.

Srila Prabhupada: Nej, det onde står under Hans styring. Gud behersker både ondt og godt. Derfor kaldes Han den Højeste Hersker. Han er ikke begrænset på nogen måde. Det præcise ord, der anvendes på sanskrit, er ananta, ubegrænset. Gud er advaitam acyutam anantam: nondualistisk, ufejlbarlig og ubegrænset.

Moral
Syamasundara: Med hensyn til verdens moral hævder Hume, at moral består af værdier, som individet formulerer ud fra sin personlige opfattelse med sig selv for øje. Hvert menneske kan gøre, som dets samvittighed dikterer det.

Srila Prabhupada: Ét menneske kan sige, at dets samvittighed dikterer det én ting, og et andet, at dets samvittighed dikterer det noget andet. Derfor er der ingen enighed.

Syamasundara: Med hensyn til samfundet ville Hume sige, at moralske værdier er relative til offentlig mening.

Srila Prabhupada: Så må vi acceptere flertallets mening. Det er demokrati.

Syamasundara: Og dog indrømmer Hume, at det er op til den enkelte, om han vil acceptere den offentlige opfattelse eller forkaste den. Skønt loven findes, og samfundet godtager den, er det fortsat op til den enkelte at følge den eller ej.

Srila Prabhupada: Følger man ikke loven, straffes man af staten. Så vi kan konkludere, at uafhængig tænkning ikke er absolut, men også relativ.

Syamasundara: Hume ville sige, at det ikke er logik eller fornuft, der bestemmer moral, men følelse.

Srila Prabhupada: Vi kan ikke afgøre, hvad der er moral eller ikke moral. Kun den højeste vilje kan bestemme dette.

Syamasundara: Det er den enkeltes fornemmelse, der afgør det. En person bør handle på den måde, han synes lige nu ifølge sin personlige mening.

Srila Prabhupada: Man er måske tilfreds med sin personlige mening, men hvis den ikke godtages af andre i samfundet, lever man i en indbildt verden.

Syamasundara: Midlet imod dette er socialt. Vi bør forsøge at forandre statens love eller opfattelser, så de retter sig efter en bestemt form for moral. Mener jeg, at noget er rigtigt, men staten siger, det er forkert, bør jeg arbejde politisk på at ændre det.

Srila Prabhupada: Men individets eller offentlighedens opfattelse er ikke endelig. Over dem er Krishnas højeste vilje, og den afgør i sidste ende, hvad der er moral og ikke moral.

Syamasundara: Hume troede på, at moralske fornemmelser forstærker det gode i samfundet, imens umoralske indstillinger er egoistiske og asociale.

Srila Prabhupada: Under alle omstændigheder er samfundet som helhed hans autoritet. I sidste ende må vi bero på en eller anden autoritets billigelse. Vi foreslår, at den højeste autoritet er Krishna, og at hvad end Han billiger, er moralsk, og hvad Han ikke billiger, er umoralsk. Arjuna troede, at det var moralsk at være ikke-voldelig på Kuruksetras slagmark, men Krishna fortalte ham noget andet. I stedet for at lade den samfundsmæssige, politiske eller offentlige helhed afgøre, hvad moral er, bør vi hælde til den højeste autoritets højeste vilje. Vi hævder, at al moral er relativ i forhold til Krishnas billigelse. At slå ihjel anses for at være umoralsk, men fordi Krishna gav Arjuna ordre til at kæmpe, var Arjunas drab ikke umoralsk. Når vore handlinger godkendes af den højeste autoritet, er vi moralske. Godkendes vore handlinger ikke af den højeste autoritet, er vi umoralske. Moral og umoral er ikke fastlagt. Når noget billiges af Krishna, er det moral. Således kan det, der anses for umoralsk, afhængig af Krishnas ordre og ønske i virkeligheden være moralsk og omvendt. I en krig kan en soldat slå mange mennesker ihjel og blive belønnet med medaljer for dette, men slår han et menneske ihjel, når han kommer hjem, er han umoralsk og bliver hængt. Selv på det verdslige plan afhænger moral og umoral af statens godkendelse. Staten siger, „ Det er moralsk, at du slår denne mand ihjel, for han er en fjende." Og staten siger også, „Slår du ihjel, bliver du hængt." På denne måde accepterer folk autoritet. Alt i universet afhænger af Krishnas vilje, af Hans autoritet. I begyndelsen af Bhagavad-gita siger Krishna, at Han kommer for at etablere religiøse principper (Bg. 4.8), men til sidst siger Han, at man bør forkaste alle religiøse principper og blot overgive sig til Ham og acceptere Hans ordre (Bg. 18.66). Dette er Bhagavad-gitas fortrolige lære. Under alle omstændigheder er Han den endelige autoritet, og overgivelse til Ham er det endelige religiøse princip.

Syamasundara: Hume lægger fundamentet for eftergivenhed i det moderne samfund, for han lader det være op til den enkelte at vælge et bestemt etisk standpunkt. Med andre ord kan man gøre, som man vil.

Srila Prabhupada: Men dette er ikke muligt, for ingen kan gøre, hvad man vil. I livet er der så mange vanskeligheder. En person kan have en bestemt handling i sinde, men hans hensigt er måske ikke praktisk mulig. Vi kan ikke handle selvstændigt, ellers bliver der kaos. Der må være en autoritet.